Psychedelia.dk

Kan huske de gentagende gange, hvor min mor har gemt flaskerne væk, bag døre, på toilettet og i skabe, som jeg fandt og ikke turde sige videre til min far. I frygt for at de ville gå fra hinanden, for så skulle jeg jo til at vælge hvem jeg ville bo hos. Og det valg vil jeg slet ikke kunne håndtere at tage, da jeg ved at hvis jeg valgte at bo hos min far, ville min mor blive ked af det og drikke endnu mere, og så ville det ville jo være min skyld. Omvendt ville jeg heller ikke bo hos hende, for så ville min far blive sur på mig. En ting jeg ikke vil kunne bærer, at føle skyld/skuffe dem.
Jeg føler det er min skyld min mor drak, fordi jeg i en tidlig alder, ville på julemærkehjem pga. jeg var overvægtig og blev mobbet i skolen. Min mor blev så ked af det, at jeg droppede ideen og åd mig tykkere. Hvilket resulterede i mere mobning, flytning af skole som ikke hjalp.

Alt det der skete derhjemme og i skolen, gjorde jeg ikke kunne håndtere det.
Jeg begyndte at skære i mig selv da jeg var 13, fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Så mig ikke som en person som var noget værd, følte det hele var min skyld. Ønskede ikke at leve mere, græd mig selv i søvne imens jeg tænkte på hvordan jeg skulle tage mit eget liv. Ønskede ikke at eksisterer, hvilket jeg stadig har en del problemer med.
Det er jo ikke fordi jeg ikke vil leve, tror jeg. Jeg kan bare ikke se hvad jeg skulle være her for, undskylder for alt og er alligevel ingen ting værd.
De følelser og tanker har jeg stadig i alder af 24 år, undskylder for den mindste lille ting.

Jeg var omkring 15 år da jeg begyndte at ryge, ville bare væk fra det hele.
Selvom jeg røg, skar jeg stadig i mig selv. At ryge var ikke nok for mig.

Jeg mødte min nuværende kæreste da jeg var 18 år, som godt vidste jeg skar i mig selv.
Hvilket ikke var en del han kunne håndtere, så kort tid efter slog han op med mig, inden vi skulle i byen. Endnu en gang søgte jeg væk, i store mængder amfetamin. Vi fik os en snak om natten, og kunne se hvor meget det sårede ham jeg gjorde det her ved mig selv. Jeg lovede ham aldrig nogensinde gør det igen, hvilket jeg ikke kunne holde. Det skete bare meget sjældent, med lange perioder imellem så han ikke fandt ud af det. Vi festede hver anden weekend når han ikke havde sin søn, store mængder cola, amfetamin og kiks røg indenbords. Det holdte 2 år de weekender, da det gik ned af bakke for ham. Vi cuttede en del af vennekredsen fra, og stoppede med stofferne. Han forsatte dog med at ryge bong, en ting jeg tror han ikke ønsker at stoppe med, selvom han gentagende gange har sagt at han vil stoppe, den dag han ville blive 30 der ryger han ikke mere. Ja right, manden er 32 nu og ryger stadig de samme antal gram om dagen, og hvem betaler. ? Mig.

Jeg har svigtet ham, brudt hans tillid.
For 2 år siden begyndte jeg at få tilbagefald med at skære i mig selv, hvilket jeg har holdt skjult for ham. En dårlig kombination af reductil (slankepiller) som gjorde mig mere ked af det, end jeg var vant til, blandede jeg udvidende pillerne sammen med 5-htp, det skulle jeg aldrig ha haft gjort. Havde sådan set fået det fortalte, men var pisse ligeglad med mig selv. Der gik ikke lang tid, så smed jeg reductil pillerne ud.
Selvom det er 2 år siden, får jeg stadig tilbagefald. Han lå mærke til nogen nye ar, her for et par måneder siden, og valgte at lyve, og han spurgte ikke mere til det. Han har først her for et par uger siden fundet ud af det, ved en fejltagelse. L Hvilket resulterede i at han smadrede sin hånd ind i væggen, gik ud og røg et par hoveder og valgte at gå sin vej. Der gik ikke særlig lang tid, så kom han tilbage, og vi sad og snakkede om det. Han truede mig med, hvis jeg nogensinde gjorde det igen, vil det ikke være væggen men mig det vil gå udover.
Jeg kan godt forstå hvorfor han reagerede sådan, synes bare det er en forkert måde at gøre det på. Jeg turde ikke barbere mine ben den første uge, for hvad nu hvis det gik galt. Så ville han jo slå mig. Har skåret i mig selv siden, og er begyndte at sove med tøj på igen. I starten var jeg bange for at han skulle finde ud af det, og nu er jeg ærlig talt måske lidt ligeglad, selvom han sagde han ville slå mig. Jeg er jo alligevel ingen ting værd, så det fortjener jeg.

Selvom jeg ikke helt kender, din situation fra egne erfaringer, vil jeg her komme med nogle synspunkter og løsninger:

Det er ALDRIG, ALDRIG, ALDRIG et barns skyld, at en/begge forældre drikker! Det er din mors ansvar alene. De far burde nok havde handlet anderledes være blevet hjemme og forsøge at fikse problemet, det kan du dog ikke bruge til så meget pt.
At de bror drikker er hellere ikke din skyld, en årsag ligger nok i at jeres mor drikke og der ikke er faste rammer, hvilket hans voldelig adfærd også kunne være forklaring på. Dog har han et ansvar over for sig selv og hvordan han drikker.

At stoppe med stofferne, lyder som en meget fornuftig ide, det virker også som om dit forhold til kæresten bliver hæmmet af at han ryger bong hverdag, at han stoppede ville nok også være en ide. Så kunne i desuden støtte hinanden.

Der burde være nogen numre her på forumet til psykologer og afvænningskliniker. Jeg er dog lidt for fucked pt til at kunne finde dem.

ikke for at lyde grov eller noget men sig forhelvede din mening til din mor bror og far få sagt til dem hvad det har gjort ved dig osv det kan hjælpe en stor del !

Jeg vil ikke sige det hæmmer mig på den måde.
Det jeg mener med at jeg er træt af, at han ikke overholder de aftaler vi laver, fordi han er blevet for skæv. Det var det der i sin tid fik mig til at få tilbagefald igen.
Jeg regner heller ikke med at han selv ønsker at stoppe med at ryge, som han selv siger det.
Hvem siger jeg overhovedet vil kunne holde manden ud, hvis han ikke ryger. Hans temperament er noget der siger spar5, og han har jo røget siden han var 14.
Det kan bare irritere mig der går 3000-3500 om måneden på det, som jeg betaler pga. den fælles økonomi vi har sammen. For min skyld må han godt ryge, jeg sys bare det er lige lidt for meget. Vi da heller ligge nogen penge til side, til forbedringer på lejligheden, rejser osv.

Du mener vel, ikke at jeg ikke skal være bange for at søge hjælp.
For det er nemlig det jeg er, og har virkelig forsøgt ''at tage mig sammen til det igen''
Har været møllen igennem, og har valgt at stikke halen mellem benene og stikke af.

Jeg flygter fra mig selv, fordi jeg ikke kan tage snakke face to face.
Lige meget hvordan jeg forsøger, så søger jeg væk fra det.

Jeg skammer mig, skammer mig for den jeg er, skammer mig for alt hvad jeg gør.

ja det svært
lige et spørgsmål hvordan føles det at skrive det her inde ?

Ja, bange selvfølgelig. Det gik lidt hurtigt.

Du har jo allerede skrevet din historie herinde, så du har da endnu en gang taget et kæmpe skridt i den rigtige retning. Jeg tror også at du skal passe på med at være for hård ved dig selv (ved godt at dette ikke er nemt!), men du bliver nød til at se på de små sejre i hverdagen, istedet for billedet som helhed. Du kan ikke klare det hele på en gang, og det kommer uden tvivl til at tage lang tid. Det er nemt at blive deprimeret, når man ser hvor langt der er igen, istedet for at glæder sig over den strejkning man allerede har tilbagelagt.


Du har endnu en gang vist stort overskud, ved at søge hjælp her inde, og forhåbentlig er nogle af de fordomme om at folk ville synes du var dum og intetvidende blevet skudt i sænk. Se det som noget positivt, og brug det som en huskelap næste gang du nupper endnu et skridt i den rigtige retning.

selvom det letter en stor sten fra ''mit hjerte og mine tanker''



så tænk på hvor meget det letter når du engang får snakket det ud med dem som det omhandler

ok her er så mine 3 ynglings citater At stræbe, at søge, at finde og aldrig give op

Det er lettest at sige sandheden, for så behøver man ikke at huske, hvad man har sagt

også det bedste
det er menneskeligt at fejle!

det jeg prøver at sige er kæmp

Jeg ved godt jeg har skrevet min historie herinde, men kan ikke finde ud af om jeg fortryder det.

Kære Honey,
stærkt at du begynder at lade ærligheden strømme ud af dig, ved at skrive din historie herinde! Dette er første skridt til at finde dit sande selv, bag al den facade af negativ selvdestruerende jeg-er-et-nul-energi du sminker dig med..

Ja, jeg tror du kender vejen selv. Du ved udmærket godt at det ikke var din skyld at din mor drak. At din mor var svag og egocentreret, da hun valgte at drikke frem for at se sin egen skam i øjnene og tage ansvar for at hendes datter var overvægtig (det var vel hende som købte den usunde mad du spiste, og som gjorde dig overvægtig?). Dybt i dit hjerte ved du også at hun burde have ranket sin ryg, og været den voksne, ansvarlige forældre du havde brug for, i stedet for det flæbende alkoholiske bløddyr, der ikke magtede at være en ordentlig mor over for dig og din bror. Hun burde have slugt sin skam og skyld, og sendt dig på et julemærke hjem.
Fordi HUN var for svag til at se sin skam i øjnene, gav hun den videre til dig, og fik dig til at skamme dig over din egen eksistens! Du skærer dig fordi din mor var for SVAG til at tage sit ansvar, - til at tage sin egen skyld.
Du skærer dig, fordi du stadig tager din moders skam. Fordi du ikke tør være vred på hende over det svigt hun gav dig, fordi du så frygter at miste hende helt. Så du tyr til medlidenhed fra hende, indirekte ved at søge medlidenhed gennem andre, ved at udslette dig selv: Se mig mor: jeg dør for din skyld!

Du kan stoppe dette nu hvis du tør rumme dine følelser ærligt.

Vi skal ikke bære hinandens synder. Vi skal kun bære vores egne. Giv din moders synder tilbage til hende. De er den eneste medicin som kan gøre hende rask i det lange løb. Hun bliver ikke et bedre menneske af, at du tager hendes smerte og ansvar fra hende. I sidste ende vil det bare være endnu mere skyld, som hun rister sig selv på gennem at fortrænge det.

Dit liv er berettiget. Din eksistens er en realitet. Gå nu ud og mød verden ærligt og åbent som DIG.

Kærlig hilsen
Fanny

Kære Honey,
Hvis jeg fortalte dig den samme historie, som du fortalte, - blot at det var min barndom, min mor som drak, osv. så er jeg ikke i tvivl om, at du ville fortælle mig, at det ikke var mit ansvar at min mor opførte sig så dårligt over for mig, og at hun havde været en dårlig forældre over for mig. Det kan aldrig være et barns skyld at forældrene ikke magter at elske det!!
Dybt inde i dig tror jeg, at der er en vrede som er så stor, at du slet ikke tør slippe den løs! En vrede over ikke at have fået den kærlighed som barn, som burde være en selvfølge. Hvis vi ikke får den støtte og tryghed fra starten fra vores forældre, vokser vi op med ar på sjælen og huller i selvtilliden. Hvis det forbliver ubearbejdet, kan det fører til at vi giver den samme smerte videre til vores børn.
Måske har din mor selv haft store problemer i sin barndom, som hun ikke har fået bevidstgjort?
Kan du se om der er et mønster som går igen?

Jeg vil gerne anbefale dig at læse bogen: "Det selvudslettende barn". Du vil have godt af at læse lidt om psykologi og finde ud af, at du slet ikke er alene om at have det skidt!

Kh Fanny