Kære venner jeg har virkelig brug for et godt råd, eller bare nogen som vil give sig tid til at lytte da jeg er rigtig langt nede. Jeg vil være hudløst ærlig så i kan få den bedste fornemmelse for min situation. Ønsker i at skælde mig ud for min til tider respektløse omgang med rusmidler, feel free, men jeg har vidst givet mig selv nok skældud i løbet af den seneste måned. Det er ikke en uvant situation, jeg har læst om andre i samme situation på mange andre HR-sites. Nogen af jer er måske trætte af at høre på det. fair nok, men jeg skal altså ud med det!
Here goes;
Jeg er en venlig 24 årig ung fyr som er igang med en videregående uddannelse i sin afsluttende fase. Er færdig til sommer!
Da jeg var omkring 17 begyndte jeg at ryge hash og har gjort det dagligt, og er sidenhen blevet introduceret til andre former for rusmidler. Mainly Svampe, MDMA og kokain.
Jeg har altid været filosofisk af sind da jeg føler det er en form for identitet som der skaber mening og livskvalitet for mig og har altid interesseret mig for livets små og store spørgsmål; Hvad er livet, er der et liv efter døden, og lign.
Da jeg var 21 blev jeg introduceret til MDMA og damn, det var jo, som mange andre syntes, en ubeskrivelig fantatisk og livsbekræftende følelse!
Indenfor det seneste 1½ år har mig og hovedsaligt 3 venner dog haft et lidt for nært forhold til Ecstasy.
Hvorimod andre tog emma i byen, værdsatte vi mere at sætte os hjemme hos en af os med 1 g, og bare nyde hinanden selskab og den gode musik til den lyse morgen.
Det endte med, set i bakspejlet, at vi blev meget indelukkede. Når det blev fredag var det eneste vi kunne tænkte på var at skaffe noget MDMA. Skaffede vi noget, var det jo fedt og weekenden forsvandt på et splitsekund. Kunne vi ikke skaffe noget var det bare automatisk en lorte weekend, og sådan skal det selvfølgelig ikke være! Man har bare svært ved at se det når man sidder i midt i det. Altså afviste vi ofte tilstedeværelsen af andre kammerater og bekendte (eller løj for dem) bare for at kunne sidde os 3 i mørket med 1 gram emma, der skulle jo være nok til hele aftenen. Stupiid! Jeg/ vi har nok taget mdma omkring 20-35 gange på det halvandet år, al al for meget. Nogengange var det to weekender i træk, andre gange gik der måske 3-5 uger i mellem, afhængig af om det var tilgængeligt. Det var det desværre ofte da jeg stiftede bekendtskab med en som tog det hver weekend, ofte både fredag og lørdag. Han fik det selv fra nogen venner som nærmest konstant havde et lager af det liggende. Mange af jer kender nok selv til fristelsen
Jeg har aldrig rigtig fået et slemt comedown af MDMA. Selvfølgelig får man altid lidt stener på når virkningen forsvinder og man sidder der kl 7 om morgenen med morgensolen hamrende ind af vinduet, og følelsen af dagligdagen der så småt begynder igen.
Det hele virkede dog fedt, man lever livet føler man, men bum bum, en dag bliver det sku for meget.
Til nytårs aften var vi en stor vennekreds og vi besluttede at den skulle have maks gas. Derfor købte næsten alle, inkl. mig selv 1 g mdma hver.
Det var den fedeste morgenfest med 15 mennesker pakket i en et-værelses lejlighed kl 9 om morgenen, og festen fortsatte jo bare derud af. Der blev revet mange streger og jeg kunne godt mærke at jeg på et tidspunkt havde fået way too much. Jeg rystede vildt, og havde det super mærkeligt. Jeg slappede lidt af, drak noget vand og da jeg blev mere normal igen fortsatte jeg. Ja jeg ved godt det er så pisse dumt, men man bliver jo bare revet med når man er blandt så mange gode venner, der alle er helt oppe og køre. Man burde lytte til sin krop istedet. Jeg burde ha gået hjem og sovet! Anyways mig inkl. 4 venner fortsatte en stor del af den efterfølgende dag, hvor de fleste tog hjem. Hvor stopklodsen blev af det ved jeg virkelig ikke. Jeg faldt i søvn og imens havde de andre købt noget amf som hurtigt forsvandt. Jeg blev vækket af en af dem, de havde lige skaffet to gram emma til. OMFG! Hvad gør jeg, tager en streg, jeg tænker jo fedt nok, lad os være helt ristede. Det blev vi. Det er jo ikke engang fedt at sidde der uden at kunne føre en ordentlig samtale, eller nærmest huske hvad man selv hedder.
Først sent besluttede værten at lukke for 2-dags festen da han havde det super dårligt, no wonder why. Jeg var faldet i søvn igen, og det tog ham 45 minutter at vække mig ordentligt. Jeg blev ved med at vågne, kiggede på ham og lagde mig ned i sofaen igen. Han rev dynen af mig, jeg rejste mig op, gik over og tog dynen og lagde mig igen. Rimelig flabet haha. Men jeg husker det kun svagt. Da jeg endelig kom hjem faldt jeg i søvn nærmest inden jeg havde låst min dør op og og sov ihvertfald 12 timer. Jeg var godt bombet dagen efter, men ikke noget bemærkelsesværdigt var galt. I ugerne efter følte jeg ikkeder var noget galt men da jeg så røg en god joint med en kammerat omkring to uger efter nytår fik jeg et voldsomt angst anfald. Jeg gav min kammerat resten af min nold og svor jeg aldrig sku ryge igen. Det var et rigtig ubehageligt angstanfald, som jeg ikke havde prøvet før. Jeg røg ikke i de efterfølgende dage, indtil jeg gjorde det igen nogle dage senere. Igen fik jeg det ikke særlig fedt. Det var som at blive skæv, bare uden glæden, hvis det giver mening. Og det gjorde mig bange. I ugerne efter var jeg rigtig langt nede. Nogle dage kunne jeg græde uden årsag og jeg følte hele verdens sorg på mine skuldre. Nogle dage var bedre end andre. Fredag d. 12 feb var jeg igen virkelig deprimeret. Jeg havde lige afleveret to eksamensopgaver, det var weekend og solen skinnede men fuck man, hvor var jeg nede i kulkælderen. Den aften tog jeg over til ham der holdte nytårsfesten, til noget hygge-druk or whatever you call it. Jeg drak to øl og røg et par hvæs på en joint og var i stand til udholde sorgen ved at sidde sammen med dem og hygge mig. Så var det bare lige det at de andre pludselig ville havde noget sjov og ringede efter noget emma. Det gav mig rigtig bæfjæs på og da det ligesom var besluttet at de skulle blæse, valgte jeg at tage hjem. Jeg har været dum omkring mit forbrug med emma men var ikke et sekund i tvivl om at jeg skulle holde mig fra det den aften. Derfor tog jeg hjem. Jeg snerrede af de andre i min beruselse da jeg gik ud af døren - var jo trist over at jeg nu måtte tage hjem mens de andre skulle sidde og have det fedt. Jeg kunne os være blevet, men så var jeg enten blevet fristet til at tage noget, eller siddet og surmulet over de andres happyfaces. Dagen efter var det solskin, jeg tog ned og trænede og var i fint humør. Måske lidt stolt over min afholdenhed fra aftenen før? Derefter købte jeg en nol og røg en joint hvor jeg faktisk fik det pisse godt, det var lang tid siden jeg havde fået det så godt af at ryge. Så tror man jo det hele er ved at vende til det bedre, men min lærestreg er ikke ovre endnu. Dagene efter røg jeg igen, og fik det skidt! Angst-agtigt igen!. Jeg begyndte så smat at acceptere min situation og begyndte at overveje om det tjald virkelig er det værd. Mit forbrug har sidenhen været voldsomt skruet ned. Sidste søndag røg jeg lidt for meget, og fik det igen af helvedes til. Har ikke røget siden, men fokuseret på sund kost og styrketræning, kombineret med løbeture. Løbeture har jeg i et par år haft som fast bestanddel af min hverdag, da jeg syntes det giver et mentalt pusterum og en god nats søvn.
Summa summarum, jeg er stadig langt nede. Og efter den mentale comedown påbegyndte et par uger efter nytår har jeg også haft en mærkelig følelse i hovedet. Ikke hovedpine, ikke smerte bare den der 'lightheadedness', det freaker mig lidt ud. Jeg er stadig vildt ked af det. Igår var en super god dag i skolen med godt vejr, og jeg gik i seng kl 9. Idag vågnede jeg bare op og havde det af helvedes til igen. Skal jeg tage til lægen, eller vente? Jeg har ikke grædt på det sidste, men der skal ikke mange negative tanker til før jeg bliver rørt til tårer. Det forfærdeligt. Man kan mærke man lever ja, men på den smertefulde måde. Jeg træner og spiser sundt og beder til gud om at den her lærestreg går væk igen. Jeg er ihvertfald blevet klogere og har indset at de sidste mange år af mit liv har jeg brugt i en Thc-mdma induceret drømmeverden, og jeg skammer mig. af fucking helvedes til. Undskyld sprogbruget. Jeg må vel også bare acceptere at man ikke kan løbe fra den her følelse uanset hvor meget man end har lyst til det. Just gotta ride it out i guess. Mange tanker løber igennem mig, vil jeg nogensinde kunne tage rusmidler igen. Har jeg ødelagt mit forholdt til mdma og cannabis, og hvis jeg har, er det vel for det bedste. Livet sparker dig fandme når du ikke behandler det ordentligt man. Jeg håber i gider læse selvom det er en lang smøre, og måske hvis i lyster, kunne fortælle mig om jeres erfaringer omkring det her? Jeg er også bange for at måtte droppe min uddannelse på grund af den her depression, og jeg har kun et halvt år tilbage. Har kæmpet så meget og frygter jeg må smide det hele på gulvet med under et halvt år tilbage, fordi jeg ikke har kunne styre min stofforbrug. Kan lige forestille mig mine forældres ansigter hvis det bliver en realitet. Ellers håber jeg i andre har en god weekend og nyder hvad livet har at bringe:)
Ps. Nogle dage efter det første angstanfald med tjalden, tog jeg ud til en kammerat, en af de få jeg har som ikke ryger hash. han havde dog noget coke som vi tog, og det har self. ikke hjulpet på min tilstand. Det fandme også svært at stoppe med tjalden når alle ens venner ryger på nær en selv. Men pt har jeg ikke lyst til at ryge når jeg ved hvad det bringer frem i mig af ubehagelige tanker.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
Når man påvirker sine lykke receptorer i så høj en grad så kan det også medfører andre psykiske tilstande som angst, paranoia osv. udover at det selvfølgelig medfører en lang tids nedtur. I øvrigt så tør jeg godt at garantere dig, at du nok skal få det bedre igen, men det kan tage tid i nogle tilfælde, så derfor er det selvfølgelig også vigtigt at du fokuserer på det, og gør hvad du kan for det.