Psychedelia.dk

Ender nok med jeg ikke får snakket med nogen, desværre. Men har været til læge nok i den sidste tid, har bare ikke haft mod nok til at tage emnet op. Har snakket med min eks om det, men det blev hurtigt glemt igen der, og igen havde jeg ikke nok mod til at tage det op. Ang. familie og venner, hmm ved ikke lige hvem det skulle være.

Jeg har taget noget naturligt medicin som skulle give mig selvtillid tilbage og nogle andre forskellige ting, vil gerne sende link til dem hvis det er.

Men jo, deprimeret, tror jeg det må være. Men hvad skal man gøre ved sådan noget? Er ikke god til at snakke om mig selv med andre. Og slet ikke hvis de ikke lytter 100% på mig.
Men det her sætter bare mange tvivler i hverdagene, og helt seriøst, orker jeg det ikke længere. Syntes jeg har haft det sådan her længe nok.

Hvis du vil det her problem til livs så er det ultimativt vigtigste - jeg kan ikke understrege nok hvor vigtigt det er, at du tager dig sammen og er ærlig! Lov dig selv fra nu af at næste gang der er en der spørger "Hey hva så hvordan går det?", at du IKKE må sige "det går fint!" eller "det går okay." Det vil bare få dig til at føle dig endnu mere svigtet. Fra nu af skal du endten sige Det går ik lige så godt for tiden, eller Det går af helvedes til. Selvfølgelig har du ikke lyst til at sige det, da folk så vil spørge ind til dig, og der er risiko for at du taber ansigt, eller får en opmærksomhed du ikke har lyst til fordi du ikke kan overskue den i din nuværende tilstand - evt. så skynd dig at snak videre om noget andet så de ikke har tid til at spørge ind til dig.

Jeg ved hvad jeg snakker om når jeg siger at du ikke vil komme det her problem til livs før du tager dig sammen som den mandsperson du er, og ikke er bange for at skjule dine følelser. Ved ikke hvad dine årsager er til det; men det er helt forståeligt. Det er et nederlag for ens ego at man ikke kan finde ud af at være glad ligesom alle de andre mennesker.
Det bedste du kan gøre lige nu er at sige til din mor: "Mor prøv lige at kom, der er noget jeg skal have fortalt dig. Jeg har det faktisk ik så godt, og jeg har spurgt til råds inde på et internet forum hvad jeg skulle gøre fordi jeg er deprimeret. Vil du ikke lade være med at fortælle det til far og de andre? Jeg skal nok fortælle dem det senere, men lige nu vil jeg godt have det kun er dig der ved det."
Eller en anden end din mor, bare en du stoler på - jeg ville selv bruge min mor. Ens mor har en enorm mængde kærlighed parat til en, hvis bare man lader hende give den til en. Det gælder iøvrigt de fleste mennesker.

Der findes altså ikke naturmedicin der hjælper ens selvværd? det lyder MEGET mærkeligt. Håber da ik du går og indtager efedrin dagligt, så er det nok en årsag til din nedtrykthed

Mange mange mange tak!! Har virkelig ventet på svar fra sådan en som dig! Problemet er bare ikke så enkelt, jeg kan ikke bare sige sådan til min mor, vil gerne prøve, men det er svært for mig.

Tror også jeg er begyndt at skjule det for mig selv, bare lade som om jeg er glad hele tiden. Og overhovedet ikke vise det her udad til! Ved ikke lige hvad og hvorfor. Men det virker som det letteste for mig og så behøver jeg ikke blande andre ind i det..

Den med at du ikke føler du kan sige det til din mor kan jeg godt forstå. Det ville jeg slet ikke kunne gøre. Og jeg ville egentlig også have svært ved at fortælle det til andre. Tror også det er fordi der er mange der overhovedet ikke kan tro på det når man går og skjuler det og lader som om man er glad. Folk kender jo ikke til den mørke side, og hvor lang tid den har været der. Og måske mener de at hvis det er noget du kan skjule - ja, så kan det da ikke være så slemt. Men har selv været inde i en lang periode hvor jeg følte alt var ligegyldigt, men det var slet ikke så slemt der, og kun når jeg sad herhjemme. Det var mens jeg gik i folkeskole, hvor det også ledte til jeg pjækkede mellem 2 og 3 gange om ugen. Havde sgu heller intet selvværd og sådan noget der.

Kan desværre ikke hjælpe dig med løsningen dog. Jeg vidste godt selv hvad grunden til mit var, og med tiden er den grund blevet mindre og mindre, og i dag er den forsvundet stort set, og jeg har det super.

Mit råd vil være at finde ud af hvad det er der ligger til grund for det, så du har noget at arbejde med. Det eneste jeg kan foreslå er en samtale med en psykolog eller lignende. Eller måske ved du allerede hvad problemet er? Fight it!

Tak for svaret ;D

Skjuler det meget, der er stort set ingen der ved jeg har det sådan her.. Har ikke snakket med en psykolog og ved heller ikke hvad oversagen til det kan være? Kan dog huske at i starten sagde jeg til min mor en morgen at det var som om mit hoved var blevet lukket inde i en skal, og fra den dag af startede det hele. Prøver at finde ud af det og prøver at kæmpe i mod, men det er somom jeg giver ret hurtigt op igen.

Neder'n du har det dårligt .

Jeg har også selv haft de oplevelser, ensomhed, følelsen af at være isoleret og at skjule sit indre for andre. At skamme sig over sin sårbarhed. At være ensom og fjern.

Psykedeliske stoffer i små doser og sikre omgivelser kunne være en god idé, men en psykolog er nok en mere sikker løsning.

Det værste du kan gøre er at føle medlidenhed med dig selv. Du har det dårligt, det har man sgu en gang imellem, og det er i orden. Vær ærlig over for dig selv, og lad være med at tænke så meget over hvordan du har det. Der er ikke noget problem du skal overvinde, der er et liv der skal leves! Du har intet at miste og alt at vinde, du har intet at skjule og intet at leve op til. Duft til en blomst og nyd livet, folk kan lide dig, og de der ikke kan, fuck dem, hvad kan de?

Jeg tror også det vil være gavnligt for dig at tale med din mor. Prøv at være ærlig, afslappet og vis optimisme, så vil det være nemmere for hende at acceptere at du har et problem og tale med dig om det.

Puha, tør bare ikke rode med Psykedeliske stoffer når jeg har det sådan her, ligemeget om det er små doser eller hvad det er, syntes det er for farligt lige nu.. ;D Men vil tænke over det.
Ved ikke om jeg føler medlidenhed med mig selv, men kan sagtens få det dårligt over det og være trist. Men er stadig glad udad til og optimistisk, prøver hele tiden at vende op og ned på det, altså ved simpelthen at sige jeg ikke fejler noget og alt er normalt. Men tænker bare hele tiden på hvordan andre har det og misunder dem fordi de er i den "virkelig verden" og at jeg ikke er. Det har jeg det lidt svært ved, nyder bestemt livet, men det er underligt lige nu, så det er svært til tider. Men lever i min egen verden hvor jeg "tror" jeg er min bedste ven.. :/ Føler jeg snakker med min hjerne til tider.

Puha, tør bare ikke rode med Psykedeliske stoffer når jeg har det sådan her, ligemeget om det er små doser eller hvad det er, syntes det er for farligt lige nu.. ;D Men vil tænke over det.
Ved ikke om jeg føler medlidenhed med mig selv, men kan sagtens få det dårligt over det og være trist. Men er stadig glad udad til og optimistisk, prøver hele tiden at vende op og ned på det, altså ved simpelthen at sige jeg ikke fejler noget og alt er normalt. Men tænker bare hele tiden på hvordan andre har det og misunder dem fordi de er i den "virkelig verden" og at jeg ikke er. Det har jeg det lidt svært ved, nyder bestemt livet, men det er underligt lige nu, så det er svært til tider. Men lever i min egen verden hvor jeg "tror" jeg er min bedste ven.. :/ Føler jeg snakker med min hjerne til tider.