Psychedelia.dk

Hey.. vil sådan set bare dele min historie.. Jeg er ikke fan af skræk-kampagner, så det er sådan set ikke fordi jeg vil advare folk, har flot et behov for at få lettet hjertet.

For godt et år siden ville jeg prøve amfetamin for første gang, Jeg tjekkede alt om stoffet på nettet i forevejen, man skulle jo være forberedt.... det eneste jeg ikke tjekkede, var hvor meget der skulle til, før der var risiko for en overdosis..

Dagen kom, og jeg sad sammen med gutterne, for nu skulle vi fanme ha' det sjovt. jeg havde købt 3g til mig selv og et par g til vennerne, i sidste ende, endte det altså med, at jeg som rookie indenfor amfetamin, havde hevet 3g op i næseborene inden aftenen var omme, jeg blandede det ikke med alkohol, men havde alligevel store blackouts og inden jeg vidste det, var der gået 48 timer, og jeg lå på min sofa og havde det afhelvede til, uden nogle erindringer om hvad fanden vi havde rendt rundt og lavet i byen.

Hver gang en bil kørte forbi, føltes det som om en UFO landede i min baghave, hvergang jeg så DET MINDSTE der bevægede sig, var det som om der var store sorte skygger der fuldte efter mig, og havde det generelt pisse dårligt og var kæmpe paranoid. OK tænkte jeg, det er sikkert bare bivirkninger, det har jeg jo også læst om på nettet, det går nok over..

Efter en uge havde jeg stadigvæk præcis det samme, og jeg besluttede mig at ta' bladet for munden og gå til lægen... Hun indlagte mig på P1 (psykiatrisk afdeling) hvor jeg blev diagnotiseret som psykotisk.. Derefter er jeg blevet diagnotisere som Paranoid Skizofren, det ligger åbenbart i mine gener, min mor var skizofren, min storebror er, min fætter er, der er mange tilfælde, men mit ret voldsomme første møde med dine hvide pige, udløse det altså. Dagen i dag er jeg stadigvæk paranoid, har svært ved fks. at gå på strøget, fordi jeg ikke kan tåle lyden af folk der går bagefter mig, og føler de følger efter mig. Hvis der er en bil der tilfældigvis følger efter mig, når jeg er ude at køre, tror jeg de er fra PET og vil dræbe mig.

Ja, det er langt ude, og jeg kan også godt selv grine af det en dag eller to efter, men det ændre ikke på jeg er fucking rædselslagen og det er "virkeligt" i øjeblikket...

Enden på alt det her bliver nok jeg bliver førtidspenionist.. jeg kan ganske enkelt ikke passe et normalt arbejde, når jeg har føelsen af, at alt og alle er ude efter mig..

Som sagt, det er ikke alle der får det som jeg har det, bare ved at prøve amfetamin, ja, jeg hæv en meget stor dose, ja, jeg er genetisk betinget skizofren, men det lort her udløste det altså..

I ved det sikkert i forevejen, men pas på

og hele din familie er skitzofren. det var godt nok ikke særlig smart. jeg føler sgu med dig.

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Tak fordi du deler dette med os.
Håber du kommer dig og lærer at leve med det.
Måske du skulle overveje behandling. Har set folk som dig, som er blomstret op igen. Den kan lade sig gøre at vende tilbage til en nogenlunde plan, selvom du nok aldrig bliver helt fri for det tankehelvede du lever.

Jeg var skam ikke klar over, at der var så mange skizofrene i min familie. Sådanne ting er jo ofte meget meget meget hemmeligt, det har det ihvertfald været i min familie, forståeligt nok taget foredommende i betragtning mht. psykiske sygedomme. Det kom først op, da jeg skulle ha stillet min diagnose, og de begyndte at grave i min families dårligdomme.

At jeg så tog så mange gram som jeg gjorde vil jeg gerne tage på min skuldre som ren og skær naivitet..

Jeg er skam også i behandling, pt. sygemeldt på kontanthjælp - de vil ikke afskrive mig som førtidspensionist før alle behandlingsformer er afprøvede, så der er da lys for enden af tunellen, jeg håber bare det ikke er et modkørende tog

Det er så iøvrigt ironisk, at de eneste tidspunkter hvor jeg ikke er paranoid, og har en noglelunde normal tankevirksnomhed er når jeg er stiv, skæv eller høj på det ene eller andet lort.. Men så er der tilgengæld også nedtur gange titusinde dagende efter..

Generelt er det lidt af et helvede, jeg har prøvet en MASSE forskellig medicin som min psykiater har skrevet på recept til mig, men intet af det har virket endnu - det er vidst meget normalt, at noget antipsykotika der virker for nogle, ikke virker for andre.. så det at finde den rette medicin er ikke så nemt..

Jeg har tit haft perioder, bla. i forbindelse med indlæggelsen på psykiatrisk afsnit, hvor jeg ikke har rørt hverken hash, amfetamin eller alkohol i månedesvis og kun taget de piller jeg får på recept, men lige meget hvad vænner jeg alligevel tilbage til det.. jeg kan stoppe fra den ene dag til den anden uden de store abstinenser, men vælger alligevel at ta' noget lort igen ført eller siden.. sådan kører det ellers i cirkler.

er sku ked af at høre det er gået sådan med dig.
hvorfor er det hemmeligt..? hviste du ikke engang at din egen bror er skizofren..?

Jeg er selv 20, og min bror er 40... (ja, mega efternøler) .. så han var altså 20 da jeg blev født, dvs. jeg ikke var særlig gammel. han slap heldigt og lever mere eller mindre normalt med sygdommen, så det fylder ikke meget i hans dagligdag, og der har derfor heller ikke rigtigt været behov for at snakke om det.

Min fætter besluttede at skyde sig selv i hovedet foran min mor og mig da jeg var 7 år gammel, så at han var fucked up vidste jeg nok godt, men at han var skizofren har jeg aldrig fået at vide.

Min bedstefar har også været indlagt på psyk, har fået at vide det var med en depression, viste sig så det var skizofreni.

Udover det har jeg aldrig rigtigt haft kontakt til min familie - mere eller mindre hele min mor's familie gider ikke at ha' kontakt til min mor, så det er åbenlyst også gået ud over mig siden jeg var lille. Nu er jeg dog selv begyndt at ta' kontakt til dem.

Mine forældre blev skilt da jeg var lille, min far har ikke ønsket kontakt med mig siden da, pga. min mor fik forældremyndigheden. så hans familie har også været lukket land.

Generelt har jeg sådan set ikke en familie, dvs. jeg er biologisk beslægtede med dem, men har ingen kontakt til dem, overhovedet. Det er jeg dog begyndt med da min psykiater har anbefalet mig at tage kontakt til dem i min familie jeg vil og kan overskue en relation til.

Det skal dog lige tilføjes, at jeg i perioder faktisk er fuldkommen "normal" - men jeg har tilbagevænnen psykoser og skizofrenien forværres hvis der er store ændringer i min dagligdag, eller ting jeg ikke kan overskue - fks. at flytte (er lige flyttet i egen lejlighed igen efter ophold på P1), så blusser det op igen..

Ellers blusser op ved nyt job, når jeg mister et job, når jeg får en kæreste, når jeg mister en kæreste, når jeg får nye venner, når jeg mister venner.. ja stort set alle sociale ændringer i mit liv trigger psykoser og tilbagefald.. det er sgu ikke så fedt.. og hele møllen startede med 3g amfetamin på én aften.

Da det startede havde jeg røget hash 2-3 gange, og var så første gang jeg prøvede amfetamin.. så der skulle sgu ikke så meget til.. men måske heller ikke så mærkeligt taget min opvækst i betragtning.

Som min psykiater siger, "Jeg tror de fleste med din opvækst var endt i en spændetrøje, narkotikum eller ej" .. om de så passer er det jo umuligt at gøre sig klog på.