Psychedelia.dk
https://psychedelia.dk/forum/

Feminiserede frø med STS
https://psychedelia.dk/forum/viewtopic.php?f=17&t=57368
Side 1 af 1

Forfatter:  dyr [ 22 nov 2021 02:02 ]
Titel:  Feminiserede frø med STS

Her vil jeg forsøge at forklare hvordan man laver feminiserede frø med STS (kraftigt inspireret af diverse guides på nettet).
Kom gerne med jeres egne erfaringer med at lave feminiserede frø i denne tråd, hvis i har lyst.

For at lave feminiserede frø skal man lave pollen fra en hunplante ved at ’omvende’ den til en hanplante (eller rettere sagt en herma).
For at omvende en hun skal man sprøjte den med Silver Thiosulfate Solution eller STS (sølvthiosulfat opløsning).

Opskrift på STS
Du skal bruge noget sølvnitrat (silver nitrate) og noget natriumthiosulfat pentahydrat (sodium thiosulfate pentahydrate), begge dele kan findes på ebay eller amazon.

Fra Ebay: Sølvnitrat og Natriumthiosulfat
Fra Amazon: Sølvnitrat og Natriumthiosulfat
(Hvis disse links ikke virker mere, så søg selv efter kemikalierne, eller spørg her i tråden)

Afvej med en fin vægt 0,1 g sølvnitrat og 0,8 g natriumthiosulfat pentahydrat og bland hver for sig i 100 mL destilleret vand, så du får 2 opløsninger i hver sin beholder.
Lad dem stå et par minutter og rør rundt for at sikre, at kemikalierne er helt opløst.

De to opløsninger blandes ved at sølvnitraten hældes over i beholderen med natriumthiosulfat imens man ryster den eller rører i den (rører hurtigt).
Sølvnitraten hældes altid i natriumthiosulfaten aldrig omvendt! Du burde nu have 200 mL STS grundblanding.
Dette fortyndes 1:7, så bland f.eks. 50 mL STS grundblanding med 350 mL rent vand (behøver ikke være destilleret).
Dette er den færdige opløsning, husk at ryste/blande grundigt før brug.

Opbevar grundblandingen og kemikalierne mørkt og køligt, gerne i køleskab. Den fortyndede opløsning kan bruges i 3-4 uger, men det anbefales at lave en ny hver gang man sprøjter.
STS kan hældes i vasken efter brug uden de store miljømæssige konsekvenser.

Behandling med STS
Tag de planter du ønsker at omvende væk fra dine andre planter.
De behøver ikke meget lys for at stå at tørre 1-2 dage, og de skulle jo gerne kunne nå at optage STS’en inden den fordamper, så ikke i dit grorum og gerne lidt køligt.

Sprøjt hele planten til den er våd overalt også under bladene, fokusér i særdeleshed på skud, nodier og andre steder, hvor der kommer blomster.

Det anbefales at man bruger hele den plante man sprøjter som om det var en hanplante. Og altså smide de frø den giver ud eller kun bruge dem selv af mangel på bedre.
De vil blive kraftigt indavlet af det og derfor vil mutationer blive afsløret, hvilket betyder at der nok opstår nogle skavanker i de frø.

Du skal være sikker på, at det er en hun du arbejder med, så sprøjt enten kloner, planter fra femi frø eller planter med hunlige preflowers.
Sæt din hun i blomst efter du har sprøjtet, ca. 2 - 3 uger efter sprøjtning kommer der hanblomster, ca. 3 - 5 uger efter sprøjtning kommer der pollen.
Dette pollen kan bruges til at lave feminiserede frø ved at bestøve enhver hunplante (bare ikke den du har sprøjtet).

Hvor hurtigt de omvendes afhænger især af sorten og dyrkningsmetoden, ved nogle sorter kan det være en fordel at gentage sprøjtningen 1 eller 2 gange med 5 - 10 dages mellemrum.

Opsamling og opbevaring af pollen
Pollen opsamles relativt nemt ved at bøje planten ud over f.eks. noget glas eller et stykke glat papir (bagepapir/sølvpapir), og lade pollenet falde derpå.
Sigt evt. blomster der er faldet af fra, herefter kan det opbevares tørt i køleskab i nogle måneder.

Bestøvning
Bestøvningen times normalt så man har flest muligt hvide pistiller på det tidspunkt bestøvningen foretages.
Det kan være nødvendigt at så sine frø forskudt, så de planter der skal omvendes (aka. sprøjtes med STS) får et forspring.
F.eks. er et 2 ugers forspring godt med autoer.

Test
Det kan være en idé, at stress teste for hermatendenser inden man går igang med at lave feminiserede frø, hvis man gider.
Det er ikke strengt nødvendigt, men kan øge chancen for succes en del, især med mere uafprøvede sorter.
Dette gøres lettest ved at gemme en moderplante, hvor man så tester nogle stiklinger ved at stresse dem med f.eks. lyslæk, for høj/lav pH, små potter, skiftende temperaturer eller lignende.
Hvis de ikke bliver hermafroditter er der større chance for at de heller ikke videregiver hermagener, hvis man laver femi frø (med nogle andre stiklinger fra samme moder).

Når man endelig har lykkedes med at lave nogle feminiserede frø, så skal de selvfølgelig også testes for at se, om de rent faktisk er, det man håber.
Her må man helt enkelt dyrke nogen af dem og se om de bliver hunner.

Forfatter:  Fso [ 22 nov 2021 08:04 ]
Titel:  Re: Feminiserede frø med STS

Fedt og starte dagen med ny viden!

Forfatter:  Bismann [ 22 nov 2021 21:18 ]
Titel:  Re: Feminiserede frø med STS

Fedt, tak dyr :)
Føjet til viewtopic.php?f=17&t=51339

Side 1 af 1 Alle tider er UTC + 1 time [DST ]
Powered by phpBB® Forum Software © phpBB Group
https://www.phpbb.com/