Psychedelia.dk

Det er min tanke at denne tråd kan rumme information, der på den ene eller anden måde er relevant i relation til det at dyrke planter samt det udstyr der kræves dertil, indendørs så vel som udendørs. Tråden kan også indeholde info om høst og bearbejdning af cannabis, det kræver blot villige skribenter med den fornødne viden. Den lidt firkantede titel på tråden er blot i mangel af bedre..

Spørgsmål og kritik er velkomne, i tråden så vel som via PB. Emnerne jeg har lavet er ikke noget jeg betragter som færdige, og spørgsmål til dem vil derfor løbende føre til tilføjelser/udvidelser - udover hvad jeg selv kan finde på at ændre. Det letter dog naturligvis processen at kunne gøre ud fra en eller anden grad af feedback.

Ønsker nogen at bidrage med et emne, er de mere end velkomne til enten at lave et indlæg i tråden eller sende en PB, de vil naturligvis få kredit for deres bidrag. Jeg forbeholder mig dog retten til at fact-checke. (Ikke fordi niveauet skal være så pokkers højt, men for at understrege at der dog er et.)


Tak til MaximumG for idé til den endelige form af tråden.


Oversigt over emner

Næringsstoffer
Lys
Vand
pH
Grundlæggende jordkemi
Lyskilder
Farvetemperatur
Ballast
Strøm
At tage stiklinger
Jord


--------------------------------------------------------
Jeg forestiller mig på sigt at inddele link’ene i passende kategorier, det virker dog meningsløst at gøre med kun 11 emner.

Vand


Vand er et uorganisk polært stof med den kemiske formel H2O. Det findes på jorden i overflod og er essentielt for alle levende organismer. I organismer er vands primære rolle at være medie, eller opløsningsmiddel. På et cellulært niveau er det medie for alle processer i cellen, på lidt højere niveau som blod / plantesaft og som væske i tarmen eller vand omkring rødder. Vand faciliterer passiv transport af ioner gennem diffusion.

Det der gør vand så fantastisk, fra et biologisk synspunkt, er dets polaritet - det er dette der gør at ioner (atomer med en ladning) kan opløses i vand. Polariteten opstår grundet forskellen i elektronegativitet mellem Hydrogen-atomerne og Oxygen-atomet i vandmolekylet. Elektronegativt er en eksperimentielt bestemt størrelse der definere et atoms evne til at tiltrække elektroner. Det eneste der er at forstå er at atomer med en høj værdi trækker mere i elektroner end atomer med en lavere værdi - større forskel mellem værdierne af to atomer bundet til hinanden jo mere trækker den med den højeste værdi elektronerne, fra atomet med den mindre værdi, til sig. En større forskel i to atomers elektronegativitet betyder altså en større polaritet. Polariteten opstår som følge af den forskydelse af molekylets elektroner forskellen i elektronegativitet skaber. Således bliver H-atomerne svagt positive (da deres elektron bliver trukket mod O-atomet) og O-atomet bliver negativt, som følge af de elektroner der tiltrækkes. De to frie elektronpar på O-atomet bidrager også negativitet.

Resultatet bliver en væske der er perfekt til opløsning af ioner; negative ioner omringes af de positive hydrogen atomer mens det negative oxygen atom tiltrækker H-atomer fra andre vand molekyler osv. Ved positive ioner tiltrækkes O-atomet og de to H-atomer danner binder med omkringliggende vandmolekyler.
Der er grænser for hvor mange ioner der kan opløses i en given mængde vand, det afhænger dog af flere faktorer. Det er derfor gødning altid skal omrystes, da ioner med tiden falder ud af opløsning. Der er således i nogen grad tale om suspension og ikke blot opløsning.


Hårdt og blødt vand

Når man taler om vands hårdhed, taler man om vandets indhold af Ca (Calcium) og Mg (Magnesium). Disse stoffer findes kan findes i vandet typisk som karbonater (CaCO3 og MgCO3) men kan også findes som sulfater (CaSO4 og MgSO4). Udtrykkene ”hårdt” og ”blødt” kommer af hvordan vandet agere; hårdt vand aflejre kalk i maskiner, kræver mere sæbe ifm. vask og er en dårligere varmeleder, blødt vand har ingen af disse minusser.
I relation til planter skal man ved hårdt vand være opmærksom på at det kan være nødvendigt at nedjustere pH’en med en syre, da den typisk vil være over 8. Hvorvidt syre er nødvendigt afhænger af mange faktorer og vurderingen må træffes ud fra eventuelle mangelsymptomer fra planten. Det er bedst at undgå at forstøve hårdt vand på sine planter, da det efterlader mineralaflejringer på bladene, til dette formål er demineraliseret vand langt bedre. I en presset situation kan man alternativt koge sit vand, den tilførte varme omdanner CaCO3 / MgCO3 til CaO / MgO ved frigivelse af CO2. Calcium- og Magnesiumoxid falder ud af opløsning.

Top

Lys:


Hvad er lys

Lys kan opfattes både som partikler og bølger, hhv. som fotoner og som elektromagnetiskstråling. I forbindelse med det følgende kan lys dog koges ned til at være elektromagnetiskstråling med en bølgelængde på mellem ca. 380nm og ca. 770nm. Forskellige farver er forskellige bølgelængder som opfattes forskelligt af vores øjne. (Oversigt over elektromagnetiske bølger)
Ligesom et øje kun kan se bestemte bølgelængder lys kan en plante også kun benytte visse bølgelængder lys til fotosyntese, det er derfor af stor betydning hvilke bølgelængder lyset man giver en plante har. Øjet foretrækker et jævnt hvidt lys, hvilket vil sige en rimelig blanding af alle farver - planter derimod udnytter bedst blåt og rødt lys.


Måling af lys

Der er flere måder at måle lys på, som hver især har sine fordele og ulemper. Når man snakker plantevækst ville PAR være den absolut bedste målestok, problemet er blot at målestokken kun benyttes af få personer og det er derfor nærmest umuligt for lægmand at opnå noget konstruktivt alene ved at fokuserer på en lyskildes PAR værdi. Af denne årsag introduceres begreberne flux og lumen også, da de tjener et praktisk formål selvom de er mindre optimale end PAR.


Flux

Når man generelt måler lys, taler man om flux. Flux er en fysisk størrelse der er defineret som watt/m^2 og beskriver altså den energi der rammer 1m^2 per sekund. Det er derfor ret let at sammenligne en flux værdi for indendørs gartneren da det er et simpelt divisionsstykke mellem antal W som lyskilder forbruger og det totale gulvareal der belyses. For folk der bruger solen som lyskilde, kan jeg afsløre at der på en gennemsnitlig sommerdag er ca. 1000W/m^2.


Lumen

Der er flere målestokke for lys hvor af den mest brugte er lumen (lm). Lumen er et udtryk for hvor stor en del af lyset det er omkring bølgelængden 555nm og relaterer til det lys et menneskes øje har behov for, for at se godt. Problemet med lumen er at det ikke forholder sig til planters behov men derimod til det menneskelige øjes behov. I praksis betyder det at lumen i en hvis udstrækning ikke er brugbart i forbindelse med plantevækst og at det i bedste fald kan være et ca. udtryk for hvor godt en pære udnytter strømmen den får ind - altså forholdet mellem synligt lys og infrarødstråling i lyskildens emmision.
Rent praktisk kan lumen dog også bruges som en måde at sammenligne pæres lysstyrke. Pærer af samme type fra de større producenter er ofte så ens, i deres udstråling, at værdien udtrykt i lumen viser hvor effektivt pæren udsender lys i forhold til de andre. Pæren med den højeste lumen værdi inden for en kategori kan derfor antages at være den kraftigste pære. Lumen er derfor en praktisk måleenhed at benytte ved sammenligning af pære, selvom det er forbundet med en del usikkerhed.


PAR

En anden målestok for lys er Photosynthetically Active Radiation (PAR), som fokuserer på lys med de bølgelængder som planter kan benytte til fotosyntese. Dette billede illustrerer præcis hvorfor det er et problem at bruge en målestok fokuseret omkring 555nm, da dette er omtrent det mindst fotosyntetisk aktive område. Det er dog heller ikke realistisk at benytte PAR da ingen pære producenter oplyser en PAR værdi for deres pærer og man vil derfor være nød til selv at måle, hvilket kræver udstyr, penge og viden.

Hvad man dog kan gøre, når nu den ene målestok er intetsigende og den anden er ubenyttet, er at fokuserer på hvilke spektrallinjer en given lampe udsender og hvordan disse ligger i relation til PAR-spektret.

Top

Næringsstoffer


Langt de fleste planter, groft sagt alle planter, har behov for følgende næringsstoffer: H2O, CO2, O2, N, P, K , Mg, Ca, S, B, Cl, Mn, Fe, Zn, Cu, Mo, Ni, Se, Na. Disse stoffer er alle, i større eller mindre grad, essentielle for en plantes vækst. Der er stor forskel på det specifikke behov for næringsstoffer planter af forskellige arter har, men grundlæggende tjener alle disse næringsstoffer næsten præcis samme funktion i alle planter.
Man kan inddele disse stoffer i to kategorier, makronæringsstoffer og mikronæringsstoffer.
Makronæringsstoffer udgør en markant andel af plantens vægt og måles derfor i % - altså hundrededele af plantes vægt.
Mikronæringsstoffer er spor stoffer, de måles i PPM (parts per million) og udgør altså blot milliontedele af plantens vægt.


En kort oversigt over næringsstoffers funktion

Makronæringsstoffer:

H2O - Vand bruges af planten til transport af næringsstoffer og signalstoffer i organismen og som medie i cellerne. Hos planter benyttes vand ydermere til dannelsen af glukose i fotosyntese. Vandmolekyler spaltes også i rodzonen, med frigivelse af H+-ioner, for at holde såvel stabil pH som ion-mæssig ligevægt mellem rødderne og rodzonen.

CO2 - Kuldioxid er grundbyggestenen for alt kendt liv, planter omdanner CO2 til glukose og binder således kulstof fra luften. Herefter bruges glukosen af planten som byggemateriale (ved omdannelse til stivelse) eller som energi ved respiration.
Det er i øvrigt værd at tage et minut eller to til at funderer over det faktum, at alt kulstof i kroppen er blevet bundet ud af luften af planter, som siden er blevet bliver fortæret enten direkte, ved at spise planten, eller indirekte ved at spise et dyr, som enten har spist planter, eller spist et dyr der spiste planter.

O2 - Ilt tjener planten samme rolle som for dyr - i rodzonen og i nattetimerne udføre planter også respiration og til den proces er ilt nødvendigt.

N - Kvælstof benyttes i planter, så vel som dyr, til at danne aminer, proteiner og enzymer (enzymer består af proteiner som er opbygget af amiosyrere, som indeholder aminer) samt DNA/RNA

P - Phosphat bruges hovedsageligt i dannelsen af DNA/RNA og til dannelse af ATP (Adenosin-tri-phosphat) der er et stof eukaryoter bruger til at transporterer energi i organismen.

K - Kalium er et mobilt stof der i planter bruges til mange forskellige ting:
- At opretholde en balance mellem kationer og anioner (positive og negative) i planten.
- Det aktiverer forskellige enzym systemer og øger indholdet af proteiner i planten
- Styrker plantens generelle forsvar mod infektioner og infestationer.
- Øger transporten af sukker og stivelse i planten
- Bruges i K/Cl pumper som bl.a. åbner og lukker plantens stomata, og altså regulerer indtaget af CO2 og tabet af H2O, mekanismen i K/Cl pumpen minder i høj grad om Na/K pumpen der kendes fra dyreceller.

Mg - Magnesium spiller en essentiel rolle alle organismer da det benyttes i alle celler i, så vidt vides, alle organismer. Magnesium inkorporeres i en hundredevis af enzymer, indgår i dannelsen af DNA/RNA (det stabiliserer nogle faktorer forbundet med DNA/RNA syntesen) og ATP er først biologisk aktivt når det er bundet til en magnesium ion. I planter spiller magnesium en endnu vigtigere rolle da det indgår i klorofyl som er en vital del af plantens fotosystemer. Uden magnesium kan planten således ikke udføre fotosyntese. (eller danne nye celler, eller have fungerende enzymsystemer, eller overføre energi celler imellem (gennem ATP))

Ca - Calcium fungerer, ligesom kalium, til flere ting og er et mobilt stof:
- Calcium holder en balance mellem kationer og anioner
- Styrker plantens forsvar og gør cellevægge/membraner stærkere
- Fungerer som et intracellulært signalstof i planten

S - Svovl indgår i flere aminosyre og er derfor en vigtig del af visse proteiner og enzymer. Det bruges ved dannelse af svovlbroer som er en binding der minder om en æter - blot med svovl i stedet for ilt.

Si - Silicium er kun et essentielt stof for meget få organismer. I planter har det dog, selvom det ikke er specielt brugbart rent biokemisk, en meget vigtig rolle. Det styrker cellevægge og membraner rent fysisk på en måde der nærmest kan sidestilles med sand i cement. Planter kan rumme op mod 2 % af deres tørvægt som silicium, men kan ligeledes også rumme tæt på intet silicium.

Microæringsstoffer:

B - Bor styrker cellevæggene og er inkorporeret i bor-polyol transportmolekyler der sidder i cellemembraner og ved vedvæv i planten. Her facilitere de transport ud of ind af celler så vel som vedvæv (Xylem).

Cl - Chlorid er modparten til kalium i K/Cl pumpen der styrer åbningen og lukningen af stomata. Chlorid er også essentielt for den del af fotosystemet der splitter vandmolekyler. Som mange andre mobile ioner bruges chlorid også til at opretholde passende osmotisk tryk.

Mn - Mangan spiller en vigtig rolle i fotosystemet da stoffet bruges i processen der splitter CO2, samt også bruges i elektronoverførslen i fotosyntese og i systemet hvor vandmolekyler splittes. Mangan bruges også af mange lipid-dannende enzymer.

Fe - Jern bruges i planter til visse enzymer og proteiner. Specielt er jern nødvendigt for et enzym der danner aminolevulinsyre. Dette stof er byggestenen af heme i dyr og klorofyl i planter. Planter kan derfor ikke danne ny klororfyl uden jern. Jern spiller også en rolle i plantens respiration og stofskifte.

Zn - Zink er involveret i produktionen af auxiner (væksthormon), zink bruges i proteinsyntesen og i regulationen af forbruget af sukkerstoffer. Zink er essentielt for dannelsen af stivelse og rodformation.

Cu - Kobber bruges som katalysator i fotosyntes og respiration. Det indgår også i enzymsystemer der sætter aminosyrer sammen til proteiner. Kobber er også en vigtig del af lignin, der styrker cellevæggene.

Mo - Molybdæn bruges hovedsageligt i to enzymer: nitrogenase og nitratreduktase. Nitrogenase produceres af bakterier der holdes i planters rodknolde, disse planter findes typisk i sumpe og andre steder med lidt tilgængeligt kvælstof. Bakterierne er takketvære nitrogenase-enzymet i stand til at binde atmosfærisk kvælstof (N2) og ændre det til NH3 (ammoniak).
Nitratreduktase enzymet findes i alle planter, og omdanner NO3- (nitrat) til NO2- (nitrit)

Ni - Nikkel bliver i planter brugt i stedet for bl.a. kobber, zink og jern. Hvordan, hvornår og hvorfor er dårligt forstået og hele processen forværres af det faktum at nikkel har flere oxidative trin hvor hvert trin opførere sig kemisk som et andet metal. En forståelse for nikkel og dets funktion er dog ingenlunde nødvendigt for lægmand og problematikken omkring nikkel er i høj grad rettet mod mulige komplikationer ved en øget nikkel forurening.

Se - Selen tjener formodentligt antioxidative egenskaber i højere (evolutionært set) planter. De underliggende virkemekanismer er endnu ikke fuldt ud klarlagt og effekten af selen er derfor ikke umiddelbart forstået udover at man kan se de makroskopiske effekter af en mangel herpå, og detektere at elementet er tilstede i planter.

Na - Natrium bruges af planter til at opretholde saftspænding. Planten pumper ioner ind i cellerne for at skabe et højt osmotisk tryk i cellen hvilket giver planten en øget rigiditet og modstand overfor frost. For meget natrium bliver dog hurtigt giftigt for planten da for høj koncentration af natrium interagere med kaliums roller i planten. Årsagen til denne interaktion er at natrium og kalium rent kemisk er identiske stoffer der kan vandre genne samme transport proteiner og indgå i samme reaktioner. Rent fysiologisk er det dog ikke uden betydning om natrium eller kalium bliver brugt i en proces, mange planter tager således stor skade af selv meget små koncentrationer af natrium.

Top

pH


pH er en målestok for indholdet af H+-ioner (Reelt H3O+ også kaldet oxonium eller hydronium). Der er en modsvarende målestok kaldet pOH, som beskriver koncentrationen af OH- ioner i vandet frem for H3O+. pH/pOH skalaen er en logaritmisk skala der gå fra 0 til 14 hvor 0 er surest, 7 er neutralt og 14 er mest basisk. Ved en pH på 7 er der en minimal mængde af både H3O+ og OH- eftersom disse eliminere hinanden i følgende reaktion: H3O+ + OH- = 2 H2O.
En lav pH betyder en større koncentration af H3O+ og en lav pH betyder en mindre koncentration af H3O+. pH-skalaen er som nævnt logaritmisk, hvilket vil sige at ved en pH på 6 er der 10 gange så meget H3O+ som ved pH på 7 og vice versa. Ved en pH på 4 er der altså 1000 gange så meget H3O+ som ved pH på 7. Forskellen er 7 - 4 = 3. 10^3 = 1000)

Billede af pH-skala.

pH kan måles enten med elektroder eller indikator væske/papir. en pH elektrode måler (svjv) spændingsforskellen der opstår som følge af en ændring af forholdet mellem to stoffer som følge af en ændring i pH, typisk sølvchlorid og kaliumchlorid eller kviksølvchlorid og kviksølv(I)chlorid.
Indikator væske/papir er en blanding af forskellige væsker der har forskellig farve ved forskellig pH. Da stofferne kun har et mindre spektrum de skifter farve i, er det nødvendigt at blande flere stoffer for at dække hele spektret. Fx er methyl-rødt rød ved pH på 4.4 og gul ved 6.2, dette stof kan således ikke fortælle om pH i en væske er 7 eller 14. Man tilsætter derfor phenolphtalein, der er rød-lilla ved pH over 10, osv. indtil hele pH spektret har en farve.

(Se evt. dansk wiki for mere info: http://da.wikipedia.org/wiki/PH)



Top

Grundlæggende jordkemi


Tilgængeligheden af næringsstoffer i jorden er afhængigt af jordens pH. Dette er fordi næringsstoffernes form og tilgængelighed ændres afhængigt af pH’en. For den almindelige hjemme-gartner vil den eneste årsag til et fald i pH typisk være en tilførsel man selv forsager. Dette værende enten ved forkert brug af syre til at sænke pH, eller forkert brug af gødning.

Generelt trives planter ved en pH mellem 5,5 og 7. Forskellige planter har naturligvis forskellige behov og typisk kan man sige at planter fra tørre egne foretrækker en pH på 7 eller endda mere, planter fra almindeligt fugtige områder foretrækker en pH på 6-7 og planter der lever meget fugtige steder foretrækker en pH under 6. Dette er naturligvis kun generelt, og det er derfor nødvendigt at sætte sig ind i den individuelle plantes behov. Forskellige fænotyper af samme plante kan også fungere bedre ved forskellig pH.

Ved en for sur pH vil der typisk ses mangler på Ca og Mg eller forgiftning af Al / Mn. Aluminium er i jorden bundet som Al(OH)3, men hvis pH falder under ~5 vil H3O+ reagere med det OH- aluminiummet er bundet til, dette resulterer i frie aluminium ioner der generelt er giftigt for alle eukaryoter (flercellede organismer).
Hvis pH’en falder tilstrækkeligt vil selve koncentrationen af H3O+ skade plantens rødder gennem ætsning.

Der ses typisk ikke en jord der er for basisk, da alene tilførsel af gødning har en forsurende effekt på jorden. Den ophobning af næringssalte der typisk ses i potteplanter o.lign er et resultat at dette.

Billede af optag af forskellige elementer ved forskellig pH



Top

Lamper/lyskilder:


LED:

Principielt minder en LED om HPS, MH og lysstofrør men hvor disse har mange spektrallinjer for at give et mere eller mindre fuldendt spektrum har en LED kun en spektrallinje da der typisk kun er et stof at eksitere i den.
Man roder bod på dette ved at bruge en kombination af flere farver. På samme måde som man ændrer på farven på et lysstofrør ved at ændrer på sammensætningen af gassen, kan man ændre på sammensætningen af LED’er ved at sætte forskellige farver LED’er sammen i den samme lampe. I forbindelse med plantevækst vil det typisk være røde og blå LED’er hvor blandingsforholdet vil varierer alt efter præcise formål.
Man får typisk også diode lys til at fremstå hvidt på samme måde som lysstofrør, ved at blande rød, blå og grøn (RBG). (Billede)


Glødepære

Glødepæren er den første opfindelse der gjorde det muligt at omsætte elektrisk strøm til lys under kontrollerede forhold. En glødepære virker ved at en strøm sendes igennem en tynd tråd der er snoet i små ’loop’ om sig selv, som igen er snoet i større ’loop’ omkring sig selv. Denne tråd er typisk lavet af tungsten, da det er et af de stoffer der kan klare højest temperatur uden at ændre tilstandsform, og kaldes et filament. Når der sendes en strøm gennem tungstensfilamentet afsætter elektronerne der sendes gennem filamentet kinetisk energi i filamentet, som omsættes til termisk energi og filamentets temperatur stiger.
I løbet af et splitsekund når filamentet sin maksimale temperatur på ca. 2400K og pæren udsender lys. Problemet med en glødepære er dog at kun omkring 3-5 % af strømmen afsat i pæren bliver til lys, resten udsendes som varmestråling. En glødepære er derfor håbløst dårlig til at omdanne elektricitet til lys og det er derfor en glødepære er helt og aldeles ubrugelig til plantevækst - der er ganske enkelt ingen lys i den.
Fordelen ved en glødepære er dog at den udsender et nogenlunde jævnt lys på alle bølgelængder, da den følger en planck kurve.


Lysstofrør og CFL’er

Lysstofrør og CFL'er er en og samme ting, CFL står for ”Compact FluorescentLighting” og er altså blot et krøllet lysstofrør. Generelt fås lysstofrør i to kategorier; varmhvid og koldhvid. Varmhvide lysstofrør udsender lys med en farvetemperatur på ca. 2700K og koldhvide omkring 6500K. Der findes dog mange typer uden for disse to kategorier og med en forskellig sammensætning af spektrallinjer.
Et lysstofrør virker generelt ved at der sendes en strøm gennem kviksølv dampe, denne damp eksiteres og udsender hovedsageligt UV-lys. Dette UV-lys rammer et tyndt lag af bl.a. fosfor der er sprayet på indersiden af lysstofrøret (det er det der gør glasset hvidt), og dette lag af fosfor eksiteres af UV-lyset fra kviksølv dampen og udsender synligt lys. Den præcise sammensætning af lyset udsendt af lysstofrøret kan ændres ved at tilføre nogle andre gasser til kviksølvet eller tilføre andre stoffer til fosforlaget. Det er derfor muligt at lave lysstofrør med en bred vifte af forskellige farvetemperature. Ulempen ved lysstofrør er dog at de, i modsætning til en glødepære, ikke udsender et jævnt lys men derimod en kombination af spektrallinjer afhængigt af hvilke stoffer der er i røret.


HID Lyskilder

HID står for ”High Intensity Discharge” og er en fælles betegnelse for en gruppe af pære der operere med stor spænding og som generelt udsender et kraftigt lys. Selvom der er flere typer pære inden for denne kategori virker de overordnet på samme vis. Dette billede viser en generel oversigt over en HID, i dette tilfælde en HPS. En strøm går gennem pæren og opvarmer amalgamen der fordamper (dette er hvad der sker i de første sekunder hvor en HPS lyser blå/lilla). Efterhånden som amalgamen fordamper tager lyset til i styrke og farven bliver hurtigt præget af den fordampende natrium (gul/orange). Når pæren køler af kondenserer amalgamen igen, det er derfor vigtigt ikke at tænde en pære umiddelbart efter den er blevet slukket. Hvis ikke denne proces for lov til at forløbe er der risiko for at pæren sprænges/brænder ud når den tændes igen.


HPS

HPS lamper udsender typisk lys med en farvetemperatur omkring 2100K og er altså dominerende rød/orange. I HPS lampen kommer lyset fra Natrium og Kviksølv dampe der eksiteres. Lampens emission i det blå spektrum kan øges ved at øge mængden af kviksølv.


MH

MH lamper fungerer på samme vis som HPS, i disse er det dog en kviksølv damp og et metalhalid (et metalhalid er en blanding af et metal og en halogen, fx NaCl. Metalhalider kan både være ioniske og kovalente). Der findes mange forskellige metalhalider og dette er årsagen til at MH lamper kan fås med farvetemperatur fra 3000K - 20000+K, men hovedsageligt benyttes 4000K.



Top

Farvetemperatur


Indledningsvis, for at forstå konceptet farvetemperatur, skal man vide to ting:

Den første er at temperaturen angives i K (Kelvin) som er en temperatur målestok der har sit nulpunkt ved det absolutte nulpunkt (-273,15 grader C, der ses dog praktisk bort fra de 0,15), hvorimod Celsius har sit nulpunkt ved vands frysepunkt, altså 273 grader K. Kelvin og Celsius er altså trinvist inddelt på samme måde, blot med forskelligt nulpunkt. For at omregne Kelvin til Celsius skal man altså blot trække 273 fra Kelvintemperaturen (fordi Kelvin værdierne altid vil være højere end 0 grader Celcius i forbindelse med dette emne).

Den anden ting er at alle materialer der er varmere end 273,15K udsender elektromagnetiskstråling. Elektromagnetiskstråling er i daglig tale fx Gammastråling, Røntgenstråling, Uv-stråling, synligt lys, Infrarødstråling, Mikrobølger og Radiobølger. Des koldere objektet er des længere bølgelængde og mindre udstråling. For lettere at forstå dette kan man evt. rode lidt med denne graf.
Det vigtigste at forså, er ganske enkelt at jo varmere ting er, jo kraftigere lyser de og hvis de bliver varme nok udsender de synligt lys. (Fx lyser solen fordi den er varm, og ikke fordi der er ”ild” i den - selvom ild også kun lyser fordi gassen i den er varm.)

Farvetemperatur fortæller noget om i hvilke bølgelængder en given lyskilde udsender stråling og dermed hvilke farver dets lys har. Forskellige farvetemperaturer har deres lys koncentreret omkring forskellige bølgelængder. Dette gør sig dog i virkeligheden kun gældende for et sortlegeme, som er et fiktivt koncept der kan absorberer 100 % af al elektromagnetiskstråling der rammer den (Mere info: Dansk Wiki , Engelsk Wiki). Dette er årsagen til at konceptet omkring farvetemperatur reelt kun gælder for glødepære, eftersom disse er den eneste lyskilde (udover halogen lamper, som er en glødepære med en halogen gas) der udsender lys alene som følge af opvarmning og altså følger en planck kurve.

Selvom udtrykket farvetemperatur altså kun gør sig gældende for objekter der lyser pga. af deres temperatur benyttes udtrykket dog oftest om lysstofrør og HID lamper, hvis fordeling og intensitet af spektrallinjer koges ned til den farvetemperatur (planck kurve) som arealet af lyskildens spektrum svare til. Selvom dette giver et meget unuanceret billede af det lys kilden udsender, er det samtidig den mest simple måde at udtrykke forskellen på lyskilder på. I virkeligheden usender lysstofrør, HPS, MH, MV osv. forskellige spektrallinjer af forskellig intensitet. Fx er her spektrallinjerne udsendt af en HPS, intensiteten vises ved kraftigere farve. På samme måde er fx varmhvide lysstofrør i virkeligheden oftest en blå, grøn og rød spektrallinje af nogenlunde samme intensitet. Denne side viser en masse forskellige billeder for bølgelængde/intensitet fordeling af lys udsendt fra en bred række af forskellige pære. Hvis man sammenligner disse med de reale planck-kurver, der er den ’rigtige’ farvetemperatur, er det tydeligt at det er svært korrekt at definere farvetemperaturen på spektrallinjer.

Ikke desto mindre bruges farvetemperatur konsekvent i forbindelse med pære der udsender spektrallinjner og man kan i den forbindelse koge det ned til et udtryk for hvor rødt eller blåt lyset fra en given kilde generelt er. Højere kelvin betyder derfor mere blåt lys og lavere kelvin betyder mere rødligt lys. Generelt er lysstofrør inddelt i varm hvid (2700K) og kold hvid (6500K), HPS placeres omkring 2100K og MH omkring 4000K.



Top

Ballast


Lyskilder der udsender deres lys gennem en lysbue i en eksiteret gas, fx HID pære og lysstofrør, har behov for en ballast til at regulere den indgående strøm. Grunden til dette er dels at effekten (måles i watt) skal holdes stabil, frekvensen (målt i hertz) skal øges voldsomt og spændingsforskellen (måles i volt) øges. Effekten skal holdes stabil fordi lysbuen ikke yder nogen modstand, strømmen der går gennem pæren vil derfor blot vokse indtil enten pære eller strømforsyning sætter ud. Ballasten fungerer derfor som modstand og begrænser effekten pæren modtager. Frekvensen øges fra de sædvanelige 50Hz på strømnettet til op mod 20.000Hz, dette gøres for at holde strømmen, og derved lysemissionen, så stabil som muligt. Ved 50Hz ville pæren være tæt på at slukke med korte mellemrum (frekvensen er 1/T, hvor T er tidsrummet mellem passage af to bølgetoppe på samme punkt), hvorfor pæren ville være tæt på at slukke 50 gange i sekundet. Ved 20.000Hz sker det 20.000 gange i sekundet og det er hurtigere end lysbuen kan nå at miste energi/slukke, hvilket giver et mere jævnt lys og en længere levetid for pæren. Det er denne tænd/sluk effekt der gør at nogle folk ikke kan holde lysstofrør med magnetisk ballast ud, da deres øjne opfanger de mange tænd/sluk. Visse pæretyper har dog omgået dette problem og kan derfor kører med væsentligt mindre frekvens.
Kort sagt fungerer en HID ikke uden en passende ballast. For lysstofrør gælder at armaturet altid indeholder en passende ballast, hvilket er årsagen til at man ikke normalt støder på en ballast til lysstofrør.

Grundlæggende kan en ballast kun bruges til én type pære ved én effekt. Dette er fordi der kan være forskel på frekvensen og spændingsforskellen mellem fx HPS og MH pærer og at en pære der er beregnet til en lavere effekt vil få for meget strøm (for mange W) i en ballast med højere effekt. Hvis pæren har højere effekt end ballasten vil den generelt ikke kunne tænde - skulle det dog lykkedes for den vil den blot lyse svagere. Sætter man en pære med lavere effekt i en ballast med højere effekt risikerer man at sprænge pæren.
Mange moderne elektroniske ballaste er dog kompatible med både HPS og MH og kan oftest også ’dimme’ en kraftigere pære, eller blot køre en pære af lavere effekt. Det mest typiske eksempel vil være en 600W ballast med inddeling af 300W, 400W, 600W og 660W. Den kan altså kører følgende:
1. En pære på 300W
2. En pære på 400W - samt dimme den til 300W
3. En pære på 600W - samt dimme den til 300W og 400W - samt øge den til 660W.



Udenlandsk Ballast:


Danmark kører ligesom resten af fastlands Vesteuropa ca. 230V på strømnettet. Man skal derfor være opmærksom på at en udenlandsk købt ballast ikke ligger alt for langt fra de 230V (ca. 10 %). Fx er 240V fra England intet problem da den procentvise forskel kun er på 4,3 % (((230-240)/230)*100 ). 120V fra fx USA er derimod helt ubrugeligt i en europæisk stikkontakt.



Top

Strøm


Strøm er et halvtungt emne at popularisere og det er derfor nødvendigt at oversimplificere det lidt. Strøm er elektrisk energi og rummer tre elementer (hvis man holder det på forbrugerens ende af stikkontakten): Spænding (Volt), styrke (Ampere) og effekt (Watt). Dette forhold kan opsummeres i formlen Watt = Volt * Ampere. Det praktiske ved denne formel er at den fortæller hvor stor en effekt man kan køre på eksempelvis en sikringsgruppe. Spændingen er fastsat til 230V i Danmark og hvor mange ampere man kan trække er defineret af ens relæ (sikringer og HFI). Hvis man har en 10A sikring vil man derfor maksimalt kunne trække 230V*10A = 2300W. Det reelle tal vil typisk være 10 % mindre eftersom mange apparater bruger meget strøm i det de tændes (fx støvsuger/blender - elmotorer generelt) og de 10% derfor er en slags buffer, så ikke der ryger en sikring hver gang man støvsuger.

Rent fysisk er strøm en bevægelse af elektroner som bliver trukket gennem et elektrisk felt (fra minuspol til pluspol), den energi der får en glødepære til at lyse er elektronernes kinetiske energi som de afgiver en smule af når de fx banker ind i atomerne i glødetråden. Når tråden bliver tilpas varm begynder den at udsende synligt lys.
For en HID pære / lysstofrør bevæger elektronerne sig gennem en gas, i denne gas afgiver elektronerne energi til gas-atomerne hvis elektroner derfor flytter til et højere energi niveau. De falder dog næsten instantant tilbage til deres ”hvile stadie”. Når elektronen bevæger sig til et lavere energistadie frigives energi der udsendes som en foton (altså lys). Farven på lyset afhænger af fra hvilket niveu elektronen bevæger sig fra og til, samt hvilket grundstof der er tale om (hvilket i øvrigt er årsagen til at man ved hvad stjerner og andre lysende ting er opbygget af)



Top

Stiklinger


Stiklinger fra stedsegrønne planter, herunder fx Cannabis


Materialer:
- Plastic beholder / lille ”bed-roller”
- Jiffy-pots
- Saks
- Hvidt viskestykke e.lign.

Jo mindre og svage grene man vælger som stikling, jo længere tid vil processen tage men principielt kan man tage stiklinger af alt over 2 cm, så længe der er små blade. Stiklingen klippes så den er 8-10 cm lang - eller så stor som muligt. Hvis stiklingen har flere bladsæt klippes alle efter 4. af, naturligvis de nederste, og de resterende blade klippes midtover. Bunden af stiklingen klippes af med et skråt 60 graders snit så lavt som muligt og stiklingen sættes i en jiffy-pot. Ved stiklinger med svag stilk kan det svare sig at prikke et hul med et grill-spyd e.lign i jiffy-pot’en, så stiklingen ikke tager skade.
Hele processen foregår i bed-rolleren og når de ønskede stiklinger er taget kan man (meget let) forstøve stiklingerne og lukke bed-rolleren, placere viskestykket over den og stille den enten under mildt kunstlys eller i skyggen i stuen. Efter et par dage kan man begynde at åbne bed-rolleren nogle minutter et par gange om dagen for at skifte luften og sænke luftfugtigheden en smule. Gennemsnitligt tager det omkring 7-10 dage for de fleste stiklinger at være klar til at komme i potte men med meget besværlige/langsomme planter kan det tage måneder.



Stiklinger fra kakti


Et stykke på mindst 2 cm skæres af - hvis stykket har mere end ét sår (altså ikke er spidsen af en kaktus) er det nødvendigt med et længere stykke, da tabet af vand vil være markant større inden to sår er lukkede. Når stykket er skåret af, skal det have lov at ligge mørkt og luftigt (ikke i en beholder) ved stuetemperatur i flere uger. Den præcise tid variere fra art til art og det er derfor nødvendigt at se til stiklingerne en gang om ugen. Når formationen af en lille rod er startet kan kaktussen graves et lille stykke ned i noget passende jord, uden at vand tilføres. Efter en uge eller to i jorden kan man begynde at vande en smule, gerne blot med en forstøver således jorden omkring foden af kaktussen gennemvædes, uden at hele potten vædes.



Stiklinger fra Lophophora


Denne kaktus er meget hårdfør og tørketolerant, som et produkt der af er den dog også meget langsomt voksende og følsom overfor kontinuerlig fugt. Når man skære en stikling af skal den gerne være mindst på størrelse med en pegefinger negl, da den skal ligge flere måneder før den er klar til at komme i jorden. Når de første rodspidser kigger frem i bunde af lophophora’en er den klar til at blive plantet. Dette gøres bedst ved at sætte den ned i en fordybning i jorden med samme diameter som stiklingen og ca. 1mm dybt, herefter lægges 2-4mm groft grus ovenpå i hele pottens areal eller blot rundt om stiklingen afhængigt af forhold og behov. Når man vander de første måneder kan man nøjes med en forstøver, men med lophophorae kan det bedre svare sig at forstøve på selve planten. Dette er fordi når man tager en stikling af en lophophora er dens første reaktion på at blive skåret af selve planten at danne et vokslag der hindre vand i at vandre. Derfor vil vandet man forstøver på kaktussen løbe langs kaktussen lige ned til de små nye rødder under den (da vokslaget stopper ved såret hvor man skar den af.)



At gro en stikling direkte på en plante


Hvis man vil tage stiklinger af planter der typisk er meget svære at opformere kan man lave en stikling på planten, uden at separere den. Første trin er at udvælge en passende gren, gerne over 3mm tyk - så det er til at arbejde med. Det yderste beskyttende lag af grenen skrabes, på hvor stort et område er svært at definere da det afhænger af planten, typisk et område der er næsten lige så langt som grene er tyk der løber 60 % af grenens omkreds. Det er vigtigt ikke at bryde hul ind til xylem/phloem mens man skraber, selvom enkelte små steder ikke burde betyde alverden.
Omkring det åbne sår på planten pakker man lidt jord fast med husholdningsfilm. Det skal pakkes så jorden dækker hele såret og lidt mere til i ca. 1 cm dybde. I toppen skal der være en form for åbning så det er muligt at tilføre vand - det er alfa og omega at sørge for at jorden ikke tørre ud! I bunden laves få dræn huller, således vand ikke opsamles i pøle i længere tid.
Efter en ukendt mængde tid burde der vise sig rødder på indersiden af plasticen og stiklingen kan klippes af under rødderne og plantes.

Jeg har ikke den store erfaring med denne teknik da jeg kun har forsøgt mig få gange, men umiddelbart har det været meget lige til. Det kan anbefales at placere planten i en form for mini-drivhus således luftfugtigheden er højere, da udtørre jorden meget langsommere.



Stiklinger af orkidéer


Når en orkidé sætter stiklinger (her tænkes ikke på de orkidéer der sætter stiklinger som en slags løgplante, men traditionelle orkidéer hvor stiklingen sidder på en gren udgående fra moderen) går der typisk et år før de er klar til at leve på egen hånd. Når en stikling har fået en rod på 5cm er den klar til at starte en tilværelse på egen hånd. Den klippes af moderen med omkring 5-6cm af stilken, den bruges til at fæstne stiklingen i dens nye potte.
Stiklingen plantes i en normal orkidé potte e.lign og holdes i drivhus med svag belysning de første 8-12 dage, herefter kan de, efter min erfaring, relativt let akklimatiseres til almindelig stue atmosfære med mellem 39% og 45% luftfugtighed.
Da orkidéer har luftrødder er det fuldstændigt irrelevant om dens rødder er i jorden eller luften - som oftest vil de første nye rødder alligevel søge nedad, så planten skal nok nå at få næring. Orkidéer har et meget lavt næringsbehov.

Det vil typisk tage 3 år før en stikling er fuldt etableret, så det er noget der kræver tålmodighed. God pleje kan naturligvis speede processen op, men det kræver i høj grad en højere luftfugtighed end hvad et typisk dansk indeklima kan tilbyde.



Top

Jord


Jord er en blanding af fire ting: Organiskmateriale, mineraler, vand og luft. Ved organiskmateriale forstås planterester der er i gang med at blive nedbrudt, eller er blevet nedbrudt til et stabilt punkt. Organiskmateriale der er nedbrudt til et stabilt punkt kaldes humus, i denne form kan det eksistere i hundreder, hvis ikke tusinder, af år før det nedbrydes videre. I humusen findes en masse forskellige organiske molekyler der, igennem en proces der kaldes kelation, er i stand til at binde metal ioner (positive ioner).
Ved kelation bindes en metal ion til negative oxygen og nitrogen atomer i humusen (Illustration). Netop dette billede er ikke af et stof der findes i jorden, men derimod et lægemiddel der bruges til at afgifte kroppen for bestemte tungmetaller. Det giver dog det klareste billede af dipol binderne mellem N og O atomer og metal ionen ”M”.
Denne kelation holder ionerne i jorden, så de ikke udvaskes så let med regn / vanding. Dipol binderne er dog ikke stærkere end at, når ion koncentrationen i vandfilmen er lav, få ioner diffundere ud i opløsning. I forbindelse med aktivt optag af næringsstoffer producerer planters rødder også hydroner, altså H+ ioner, der reagerer med vand og danner H3O+. De positive H3O+ molekyler (eller H+, afhængigt af smag) kan også blive bundet til humus, og ved at gøre dette, kan metal ioner frigives som næringsstoffer. Organiskmateriale udgør kun omkring 5 % af jords volumen.

Mineraler dækker både over ler, sten og salte og udgør typisk mellem 40 og 50 % af jords volumen. Sten/grus/sand gør jorden løsere og luftigere samt fungere som fyld. Salte er næringsstofferne i jorden, de kan alle danne salte og er (på nær meget få - (karbonatsalte) uorganiske. Ler består generelt af forskellige silikat salte der gennem forskellige processer er blevet opløst i nogen grad, til den masse der kendes som ler. Der kan være stor forskel på ler og der er hundrede af forskellige silikatsalte det kan bestå af, men når det kommer til dyrkning af planter er det ikke den præcise sammensætning der er interessant. Ler giver jorden struktur (på det mikroskopiske niveau) og holder på negative ioner (fx NO3-, NO2-, H2PO4- og HPO4--), men er skadeligt for jorden i for store mængder. Evnen til at holde på negative ioner (anioner) kommer ganske enkelt af at ler overvejene er positivt og de negative stoffer derfor tiltrækkes dets overfalde. Kommercielle jordblandinger har typisk 10-15% ler blandet i jorden. Jo finere jo bedre da det betyder større overflade areal til at binde anioner.

Vand udgør ca. 25% af jords volumen. Alt dette vand findes i jorden som en tynd film som alle de små bestanddele er dækket af og som væder det organiskemateriale. Det er denne film der gør det muligt for planter at optage næring. Næringsstoffer fra jorden opløses i filmen hvorfra de videre kan enten diffundere ind igennem plantens rødder eller blive aktivt optaget af planten. En jord kan dog også rumme for meget vand, dette sker når alle tomrum i jorden fyldes af vand. I en sådan situation sker der ikke længere nogen gas udveksling fra de lavere jordlag og planter (og alle andre aerobe organismer i jorden) kvæles langsomt som følge af iltmangel. Samtidig vil anaerobe organismer hastigt overtage jorden hvilket leder til råd og deslige.

Når knastør jord ikke kan suge vand, er det fordi denne tynde film er fordampet og de små bestanddele klæber sammen. Når vand tilføres igen opfører de klumper som de mindre dele sidder sammen i, sig som de mindre dele gjorde før - de dækkes af en tynd film af vand. Det kan derfor tage lang tid at hydrere en jord og den bedste løsning er at hælde den i en spand med vand og lade det stå en dag eller to, så jorden ikke blot bliver fugtet men der også når at komme lidt liv i den igen.

De resterende 20-30 % er luft som finder sin vej ned i jorden gennem små gange der automatisk opstår gennem jorden når det ikke har regnet et stykke tid og noget af vandet suges ud af jorden. Udvekslingen af gas drives til dels af at der i jorden produceres en del CO2 af alle mikroorganismerne samt planternes rødder. Denne CO2 vil diffundere ud af jorden hvilket trækker atmosfærisk luft ned i jorden så der kommer frisk ilt til. En væsentlig mængde ilt kommer også med vandet.



Top