Vær hilset alle!
For måneder tilbage faldt jeg over den tråd hvor i linkede til min kronik om retssikkerhed, dejligt at se
Ville egentlig have skrevet noget her for længst, men har haft så travlt. Det har jeg stadig men grundet situationens alvor tager jeg mig nu sammen til at poste et par indlæg trykte som utrykte i håbet om at de gavn være lidt til gavn her. Kampen fortsætter! :twisted:
den første her blev aldrig bragt nogetsteds
---
De slår os ihjel!
”I kan ikke slå os ihjel…Vi er en del af jer selv”. De berømte ord blev gentaget i taler og fællessang da langt over 100.000 mennesker den 15. juni 2003, stort set upåagtede af den ”frie” danske presse, deltog i den mægtige støttefestival på Christiania og således viste vores kærlighed og opbakning til den livstruede Fristad gennem en stor og ægte manifestation af noget så sjældent som solidaritet omkring selve friheden til forskellighed. Selv sang jeg også med besjælet af den gennemtrængende magiske fællesstemning af dybtfølt håb om at Fristaden ikke bliver udryddet. Men det var jo netop et håb snarere end en forvisning og da vi dansede i den varme regn til reggae foran Månefiskeren, og overalt på staden, skabtes en helt eventyrlig atmosfære af den fest-inderlighed, vi ellers kun kan læse os til i beskrivelsen af naturmenneskers stammedanse og de antikke festival-processioner; Thi vi festede ikke bare ”for sjov”, men for i os at skabe et værdigt minde, en hyldest til Fristaden om den sidste store fest i den regnbuefarvede frihed før ensretningens bødler sænkede levende døds mørke over Danmarks sidste lys; Vi dansede for livet.
Den brutale sandhed er at de både kan slå os ihjel og hver eneste dag slår os ihjel, fordi vi netop ikke er en del af dem selv; Vores (insisteren på) forskellighed gør os til uønskede fremmedlegemer i den nationale slaveproduktion af tvangsensrettet arbejdsmasse.
Funderet på årelangt socialdemokratisk højforræderi mod samtlige idealer har Statsminister Fogh’s voldspragmatiske V(O)C-regime fuldbyrdet Danmark som (åndelig) koncentrationslejr, så meget desto mere farlig og ondsindet end Hitlers KZ og Stalins Gulag som masseudryddelserne af anderledes tænkende og troende eksekveres med (næsten) usynlig ensretningsgift, og ikke mindst fordi den umenneskeliggørende zombificering er en skæbne værre end døden som voldeligt påtvinges samtlige indbyggere. De ødelægger vores frie udfoldelse af unik menneskelig mangfoldighed og kvæler dermed vores levende sjæle; de ’døde’ kroppe tvinges – endnu mere raffineret end i ’The Matrix’ – som bevidstløse slaver og omvandrende skamstøtter over den frie menneskelighed til at overproducere og forurene verden ihjel i den store arbejdslejr, hvor magthaverne end ikke skammer sig over dagligt at lyve livsfjendskabets ærkemantra: ”Arbeit macht frei”. På universitetet, det engang så ærværdige og elskede Musernes Tempel for de skønne frie kunster har uhæmmet åndsfjendtlige ”besparelser” og en årelang folkelig, nu statsautoriseret, anti-intellektualisme haft sin dræbende effekt. Fra danske universiteter fostres ikke længere heroiske hævdere af livets ret, åndsfyrster som Georg Brandes og Vilhelm Grønbech, der besjælet af ægte menneskekærlighed og social indignation var naturligt forpligtede på at udstrække deres overlegne intellektuelle virke til kampen for frihed og retfærdighed – for alle. Tværtimod. Anno 2003 har den systematiske åndelige afsjæling på de ”højeste” danske læreanstalter skabt en erhvervshenrettet zombiehær af i bedste fald smalsporede pseudointellektuelle egoister, kemisk rensede for ægte samfundssind, i værste: villige KZ-bødler udi folkedansk livsfjendskab. Med den målrettede forgiftnings endeløse løgne, udsultning, trusler og bestikkelser faldt Universitetet, den største og stærkeste modstander af det stalinagtige vidensmonopol som er hovedforudsætningen for den effektive arbejdslejrs nødvendige statspropaganda. Og vi døde ikke som mænd i et æreligt kampbrag, men som usle køtere i en næsten umærkelig klynken. Nogle peb sågar i taknemmelighed over ikke at blive sparket hårdere.
Fogh-regimet kunne med Universitetsloven af 8.4.2003 Lakmus-teste at den endelige løsning på akademiker-problemet omsider var fremtvunget og at man havde elimineret Nationens (dårlige) Samvittighed og årsagen til de gamle mindreværdskomplekser. Næppe et forsagt ’øv’ hørtes i protest over at den ”frie forskning” blev trælbundet til snævre virksomheds interesser eller at den hårdt tilkæmpede medindflydelse blev afskaffet i en udpræget totalitær afdemokratisering.
Med Universitetet aflivet og besat af værnemagerhoben og de pseudointellektuelles nyttige idioti er turen så kommet til Christiania, Frihedens sidste store bastion, hvis farvestrålende forskellighed altid har været en torn i øjet på det forpøblede småborgerskab og slavemoralens vogtere, drevet som kristne missionærer i hadefuld ødelæggelsestrang mod alt, der minder om at verden ikke er én stor, grå forskelsløs masse underkastet blind lydighed mod Enguden (i dag kaldet Mammon).
Der føres i Danmark anno 2003 en statsautoriseret voldelig udryddelseskrig mod den frie menneskelighed. Fjenden kæmper uærligt med skamløs new-speak i værste kryptonazistiske stil, profanmonoteistisk overbevist om egen godhed, når vi tvangsensrettes ihjel. Overmodig magtfuldkommenhedsarrogance har imidlertid afsløret denne teknokratiske mentalitet. Idehistorikeren Dorthe Jørgensen oplyser eksempelvis i bogen Viden og Visdom: ”Den teknokratiske tankegang er voldelig i den forstand, at den tvinger det praktisk-pragmatiskes målestok ned over alt og dermed eliminerer alle andre værdier omkring sig.” (p.113). Ingen argumentation, perspektivering, eller nuancering bider på den teknokratiske voldspragmatisme. Det ved vi nu.
Med ”terrorpakken”, L35 af 31.5.02 og ”rockerpakken”, L218 af 4.6.03 – begge uhyrligheder skamløst magtarrogant gennemtvunget trods uhørt skarpe protester fra den ypperste juridiske sagkundskab – tog den demokratiske danske retsstat afgørende skridt mod den fascistiske politistat. Den formelle afskaffelse af alle borgeres ellers så grundlovssikrede frihedsrettigheder til værn mod myndighedernes magtmisbrug, og den uhæmmede oprustning af politiets magtmidler og beføjelser afgør præmisserne for den nye modstandskamp: Voldelig fysisk modstand er pacifisme! Utroligt men sandt. Hvad enten det er bomber, brosten eller rød maling, så er det præcis, hvad fjenden ønsker og den sikreste vej til langvarig frihedsberøvelse og (endnu) mere politistat.
Eneste vej frem er brolagt med de hårde sandheder: den verbale ultravold. Som så ofte før er den virkelige fjende Uvidenheden, i Danmarks tilfælde den udbredte folkelige forestilling om det demokratisk forsvarlige og respektable ved at 51% af befolkningen beslutter sig for at aflive de øvrige 49.
Da holocaust forskeren Dr. Stephen Smith grundlovsdag 2002 i ’The Guardian’ under overskriften ”Copenhagen flirts with fascism” trak direkte paralleller til Hitlers nazityskland blev Uvidenhedens Drage påført banesår. Det ellers urørlige Fogh-regime var rystet og oprettede skyndsomst et ”sandhedsministerium,” der siden har ’beskyttet’ Danmark mod den slags kritik (jf. Financial Times 11.6.02) Men for sent. The truth is out there! Direkte beskyldning om statsracisme fra nobelpristageren Günther Grass mod Danmarks regering (30.8.02) kastede ligeledes sandhedens frygtindgydende lys over vort lands totalitære apartheidlovgivning, som en helbredende sandhedsmedicin mod nationalsygdommen Dumhed. Vores flertalsdiktatoriske regerings bevislige ubehag ved holocaust-forskerens nazi-sammenligninger forpligter os på – ganske pragmatisk– at bruge netop dette våben som pressionsmiddel til at få bremset det statsautoriserede livsfjendskabs voldelige fremmarch. Kun med så stærke ord kan vi gøre det klart for de totalitære voldspsykopater, at nu er det ikke sjovt længere! Kun ved en drastisk eskalering af samfundskritikkens tone og indhold kan vi forhindre at de endeløse ydmygelsers frustrationer får afløb i den fysiske vold, som kun gør politistatsondt værre. Kun med de brutale sandheder som våben kan vi gøre regimet forståeligt, at de har erklæret de forkerte mennesker krig. Kan man føle og forstå, at noget er råddent i politistaten Danmark vokser pligten til at tale hård sandhed til magten i takt med at retten til at sige sandheden svinder for hver dag henslæbt i kujonens tavshed.
Vi, mindretallet, kan ikke forhindre dem, flertallet, i at slå os ihjel. Såvel i åndelig som fysisk forstand. (Bortset selvfølgelig fra os der med dyre universitetsuddannelser kan emigrere og forøge det samfundsundergravende nationale hjernedræn.) Men vi både kan og skal forhindre dem i uimodsagt at gøre det i frihedens og demokratiets navn. Deri består vores magt – deri vores pligt. Det bliver sagt! Truslen om historiens dom, om smædeviser og skamstøtter er det eneste teknokraterne frygter: kunstnernes og de intellektuelles hævn. Der findes ingen pæn måde at sige det på. Ingen overdrivelse mulig. De slår os ihjel.
Med den systematiske ødelæggelse af social- sundheds- og skole-væsen, den øgede sociale ulighed og fortsatte forurening af vores jord har Fogh-regimet i totalitær magtarrogance forivret sig og gravet sin egen grav. Det mangler bare et skub.
Således skimter vi håbets lys i det fortvivlende mørke, vores værn mod ensretningens levende død. Til vores store held gælder den samme sandhedsrecept, hvad enten vi skal forsvare, tilbageerobre eller hævne Friheden til Forskellighed: de hårde sandheder skal siges på den hårde måde! Dermed viser vi tillige vor kærlighed til Ytringsfriheden, alle friheders hellige moder. Kampen er trans-ideologisk. Tag ikke fejl: den igangværende samfundsafvikling stopper ikke af sig selv og – det kan altid blive værre!
Når der den 30. august 2003 fra Christiania holdes ’Folkeoptog for Retten til Forskellighed’ bliver det skæbnesvangert for alle danskere at gøre frygtindgydende klart for vores politiske magthavere og den ganske danske værnemagerpresse, hvor stort et mindretal, der aktivt støtter og værner om vores elskede Fristad.
Men. Af alleryderste livsvigtighed er, at alle tænkende og følende i vores ulyksalige land for børnenes, Frihedens & Retfærdighedens skyld rejser sig fra resignationens kujonagtige dvale og med klar, frygtløs tale dagligt hævder livets ret, og beviser – at vi er mennesker. Forståelse Forpligter!
Jakob Stensgaard
