Bismann skrev:
jeg finder det mere hensigtsmæssigt at skelne mellem hvad man vil og ikke-vil gøre noget ved.
Det er også en rigtig vigtig sondring. Dog opstår problemerne netop, når der er mismatch mellem det vi vil og kan gøre noget ved.
Hvis man ikke vil plages af frugtesløse frustrationer, er det altså vigtigt at skelne mellem begge. Man kunne så indvende, at man ret beset ikke ved hvad man kan uden at prøve. Det er også sandt. Jeg kan sågar se det ædle i visse menneskers selvopofrelse i deres kamp for retfærdighed (fx er Julian Assange i mine øjne en nulevende helt).
Jeg vil dog stadig udfordre den stedse lydende parole om, at vi må handle nu. Der er ikke mangel på mennesker, der gerne vil handle, men det slår mig, hvor uigennemtænkt deres slagplan oftest er. Bag den største handlekraft ligger oftest ignorance, desværre. Det er ikke lette problemstillinger, der præger tiden, og det kræver omhu og refleksion. Det er samtidig noget, man slet ikke kan lade være med som et menneske med samvittighed og omtanke. Det at vi har adgang til så mange informationer i dag, så vi virkelig kan begynde at forstå omfanget og kompleksiteten af de problemer, menneskene står overfor, kan så ende med at være en større udfordring end det er en styrke, fordi vi kan blive handlingslammede af at ruminere over, hvad der bør gøres, eller fortvivlede over ulykkens omfang.
Det er derfor, at der kan være meget givende i at begynde at øve sig i selvbegrænsningens kunst. Med begrænsningen kommer et øget fokus og nærvær, og man kan begynde at få øje på, hvor man faktisk kan være til stede og gøre en forskel på en positiv måde. Som en analogi fra filmkunsten, har eksempelvis Lars Von Trier jo også talt for det kreative potentiale i at sætte “benspænd” for sig selv (med henvisning til dogmefilmen, naturligvis).
Det korte af det lange er: jeg forstår dilemmaet og jeg håber ikke, at jeg står til fald for kynisme eller magelighed. Jeg har nemlig ikke givet bestræbelsen på at leve samvittighedsfuldt op.
Citat:
Sludder. Du er et godt bud på definationen af en vis ung mand.
Det er pænt sagt, men også lidt af et oxymoron.
Jeg har fået vide, at jeg er gammelklog (ikke det samme!), siden jeg var 7-8 år gammel. Om det er et positivt træk er til gengæld en smagssag.
Dét er netop min indvending. Nogle mennesker udretter mere end hvad der først tænkes muligt. Jeg tror der er behov for dét mismatch, jeg tror der er behov for frugtesløse frustrationer. Det er bestræbelsen på et bedre samfund, der fører et bedre samfund med sig. De fleste bestræbelser er frugtesløse, og er ofte også i modstrid med hinanden. Men uden bestræbelserne ledes vi enten i forfald eller måske værre, at vi lader os lede af de ignorente med ugennemtænkte løsninger, imens de reflekterende ser stiltiende til. De ignorente har sjældent samme selvkritik eller tendens til at censurere sig selv, så det er deres tankesæt der bliver de fremherskende i et demokrati, hvis de reflekterende med vilje ser den anden vej. Jeg tror i høj grad det er her vi er pt. i vesten, og der er flere medvirkende årsager hertil, men jeg tror ikke det er vejen frem, på forhånd at lade sig pacificere, for at undgå potentielt at blive pacificeret.
Det er et oxymoron, men visdom og alder hænger ikke nødvendigvis sammen - der er rigeligt af gamle fjolser.
Det er jeg ked af at høre min ven, der er aldrig sjovt.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
