http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=552298/Lederen af den danske delegation i Europarådet, Hanne Severinsen fra Venstre, vil tage initiativ til en beskæring af menneskerettighederne. Socialdemokraterne ser rødt, og EU-modstanderne vejrer morgenluft.
Der er et stort behov for at få luget ud i menneskerettighederne og få fjernet de rettigheder, som intet har at gøre med de helt grundlæggende frihedsrettigheder - såsom ytringsfrihed.
Det mener Venstres medlem af Folketinget, Hanne Severinsen, der er leder af den danske parlamentariker-delegation i Europarådet, hvor Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og alle de senere tilføjelser er vedtaget.
»Hvis menneskerettighederne bliver til alting, så bliver det jo i virkeligheden til ingenting. Og derfor er der et stort behov for at luge ud i rettighederne, og jeg vil tage det op i Europarådet,« siger Hanne Severinsen, der blandt andet mener, at de sociale rettigheder skal have et kritisk eftersyn.
Hanne Severinsens udspil kommer efter, at justitsminister Lene Espersen (K) og juraprofessor Mads Bryde Andersen i Berlingske Søndag lagde op til et opgør med mennneskerettighederne.
Mads Bryde Andersen mener, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der er øverste retsinstans i tvister om konventionens fortolkning, i dag »udøver sin magt på alle områder af samfundslivet,« og at »domstolens dommere er blevet til politiske overdommere i et system, hvor politik gøres til menneskeret.«
Og justitsminister Lene Espersen vil have en diskussion af det, hun kalder for »menneskerettighedsdomstolens enevældige indflydelse.«
Ifølge Hanne Severinsen er det dog ikke rimeligt kun at skyde på dommerne. For det er jo regeringerne i Europarådets medlemslande, der har givet borgerne de rettigheder, som nu kritiseres.
»Vi politikere er kommet til at overlade for mange sager til domstolen, selv om de slet ikke hører hjemme i et menneskerettighedsorgan.
Espersen svækker kampen
På den måde har vi udvandet menneskerettighedsbegrebet,« siger lederen af den danske delegation i Europarådet.
Den danske højesteretsdommer Peer Lorenzen, der er en af dommerne ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, vil ikke kommentere kritikken fra justitsminister Lene Espersen. Men det vil til gengæld Søren Søndergaard, der i mange år har været Enhedlistens repræsentant i Europarådet.
»Jeg er ikke enig i, at domstolen har tiltaget sig en masse magt. På den anden side er det interessant for os, der arbejder for et nej til EUs forfatning ved den kommende folkeafstemning, at Lene Espersen er så kritisk. For det sår jo tvivl om et af regeringens argumenter for et ja - nemlig at forfatningen giver os alle de rettigheder, der står i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Er det argument bare noget vås,« spørger Søren Søndergard.
Socialdemokraterne beskylder Lene Espersen og regeringen - medmindre den sætter ministeren på plads - for »at svække kampen for menneskerettighederne og det internationale retssamfund.«
»Det er dybt problematisk, når ministeren sår tvivl om, hvorvidt menneskerettighederne står over den nationale lovgivning. Hun åbner for, at man ved hjælp af tilfældige flertal i Folketinget efter forgodtbefindende kan komme om ved menneskerettighederne,« siger partiets udenrigsordfører, Jeppe Kofod, der efterlyser dokumentation fra justitsministeren.
OH MY GOD!
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg er rystet!