Psychedelia.dk

Man klarer det da ellers meget godt når man forudsiger sol- og måne-formørkelser, eller mekur's tur henover solskiven tidligere. Man ka' forudsige hvornår solen står op og hvornår den går ned. Man ka' forudsige hvornår det er fuldmåne og hvornår den bli'r rød. Man ka' forudsige planeterne's baner så præcist at man ka' flyve rumsonder til feks Mars (der er feks nogle der ska' ankomme her senere i december, hvilket er spændende for alle os der er nørder (og iøvrigt lige vil nævne, hvis man ikke allerede ved det, at det den 17. december er 100 år siden wright bros foretog mennesket's første kontrollerede flyvning )

Så man ka' jo forudsige alt muligt allerede (medmindre selvfølgelig det der sker, bli'r skabt _fordi_ det er forudsagt! Det ville jo være en helt anden, og åben, situation så.)

Well, spørgsmål er der nok af

kansje det, men det er ingen regel som sier at universet ikke skal slutte å eksistere som helhet i de neste 5 sekunder. Du vet heller ikke om ein ting gjør den samme tingen 1 million ganger, også gjør den noget helt annet. at regelen er 1.000.001 så stopper det. Det er mange teorier som sier at i desember 2012 vil det skje en enorm forandring på jorden. Terence McKenna's Timewave Zero sier at verden slik vi kjenner den vil lutte og noe nytt vil skje (ingen kan forutsi hva). MAYA kalenderen er en kalender som går baklengs, og den slutter 2012. I tilleg, I Illustrert Vitenskap nr, ja noe. Så vil Polene på Solen bytte side ca 2012.
Alt dette er bare eksempler. og du vil da kansje si, vel da kan vi forutsi noe 2012. Men ikke hva. pluss. hvordan vet du at du vil overleve lenge nokk til å se månen ein gang til? er ikke det uforutsigbart. kansje dør du. Kansje vil det plutselig oppstå ein ormhull og sluke månen. Så ja, til ein uhyre vag og unøyaktighet kan vi forutsi, men det er ingenting som sier at forutsigningen vil stemme neste gang. Det er bare blind tro.

Du har ret i at man ikke ka' vide om universet ophører om 5 sekunder. Når man leger med teorien er alt jo muligt
Men det vi ikke ved, ved vi jo ikke, så det tæller jo ikke rigtigt med når vi forudsiger noget (feks at månen stadig er her imorgen). Så selvom månen teoretisk godt ku' forsvinde imorgen, forårsaget af noget vi ikke ved, så er der jo intet, af det vi ved, der tyder på at det vil ske. Ergo ka' du sige, at 100 procent af det vi ved, forudsiger at månen stadig er her imorgen. 100 procent af det vi _ikke_ ved (hvad det så end er (hvilket jo ikke er til at vide, eftersom vi ikke ved det, og derfor heller ikke ka' sige om er noget vi burde vide, eller måske bare burde vide at vi burde vide (eller ikke burde vide, alt efter omstændighederne, som vi jo altså ikke ved noget om (medmindre nogen ved noget, men bare holder det hemmeligt selvfølgelig, den slags ka' man jo heller ikke vide (eller vide om man burde vide (eller ikke burde vide)))))) forudsiger...at...øhh...ja det er jo så ikke til at vide hvad det forudsiger, eftersom man ikke ved hvad det er man ikke ved.

Det er jo iøvrigt derfor det gælder om hele tiden at lære. For måske er der noget godt at vide, som man endnu ikke ved (det ka' man jo ikke vide før man ved det ) Men sålænge vi ikke ved hvad vi ikke ved, så ka' vi kun forudsige ting på baggrund af det vi ved, og i det lys virker universet nu ret forudsigeligt, vil jeg mene. Hver gang nogen forudsiger at solen står op imorgen, så har de indtil nu haft ret. Det er da meget godt gået

Men selvfølgelig handler alt dybest set om hvad man tror på, men sådan er det jo. Hvis man tror på det overnaturlige tror man på det overnaturlige, tror man på gud tror man på gud, tror man på videnskab tror man på videnskab. Så selvfølgelig ka' man godt sige at alt ultimativt afgøres af hvad man tror på (nå ja, lige med undtagelse af håndbold vm måske, for dén finale er da ikke til at tro på )

Det beste svaret på temaet eg noen gang har hørt..

Jeg bøjer mig i støvet. Har ikke så meget forstand på eksplosioner, og jeg kan da godt se at en eksplosion kan opføre sig som du har beskrevet. Så min 4-d teori holder ikke helt... Men det er da tankevækkende, at universet nødvendigvis må have en yderkant som hele tiden udvider sig, hvis big bang-teoriein skal holde stik. Men jeg tror nu heller ikke at alt kan forklares med logiske teorier. Og jeg tror da slet ikke på, at nogle vidsnskabsmænd på vores lille planet kan forklare begyndelsen på universets eksistens, når man tænker på hvor stort det er, og hvor mange hemmeligheder, som f.eks. alternative fysiske love?, det derfor må rumme.

Ps. Hvorfor virker min Quote ikke???

fordi du skrev [\quote] til sidst, hvor det skulle have været et / istedet

Jo det er en sjov tanke, og underlig tanke ... Jeg tror næppe vi nogensinde finder ud af det, før vores sol går under og vi alle dør. Men jeg er nu ret sikker på, at det vi kalder vores univers, kun er en "ret stor" stjerne - der sprang i mange mange stykker (big bang) for 13 mia år siden. Ligesom alle andre stjerner gør, starter med gasser, går sammen, laver gundstoffer, mere og mere, planet/gas planet eller en kæmpe stjerne ... Bruger af alle stofferne indtil der ikke er mere, supernova hvis den er stor nok. Det var big bang garenteret også.

Og derfor er der MANGE andre big bangs, det kunne jo blive ved uendeligt - og desværre kan vi kun gætte os til hvad der er bagved alt dette. Men med den tro, er jeg sikker på vores univers udvider sig hele tiden - indtil - der ikke er mere stof i "universet" til at udvide sig til - her vil det blive ved til uendelighed, her forsvinder intet - det bygger sig om og om igen og igen. Bare min tanke (og andres helt sikkert hehe)

Sett at Big Bang er den rette teorien(selv om det er uhyre mange hull i teorien).
For det første. Alt du ser rundt deg er big bang som fortsatt er i eksplosjon. Den er ikke ferdig, dette er den. Sett at du kaster ein blekk(inc) flaske hardt mot veggen. "SMASH!", og i midten er det tett og kompakt, og desto lenger ut du kommer, jo mer kurly kues, kurver og små dingel dang mønster får du. Vi som mennesker, er da bare ein av dissen finere mønstrene ute i enden av bigbang flaska som kjesja i veggen, og fortsatt eksploderer utover. (vi er et med det)

Det er noe uhyre intligent noe som skjer når et univers bigger et bang. Et hull i teorien ville selfølgelig være at universet utvider seg fortere og fortere, noe som viser at det ikke er en energisk eksplusjon, som en nyttårs rakett. (hawkin forklarer dette med teorien om "mørk materie", noe vi ikke kan oppdage med noen instrumenter)

Det er en bestemt grense for hvor mye informasjon ein kan ha om materie. Denne begrensningen er sterkere en lysets fart, den er absolutt. (som vist i kvante fysikk). Og det er det andre poenget. Vi lever fortsatt i Newton's myte om universet. Værden er ikke billiard baller som spretter av hverandre i matematisk presisjon. Einstein, plank etc har fullstendig knust denne teorien, med den mest beviste og forvirrende teorien av all tid: Kvante fysikk.

For meg, er det klart at universet er en bevist prosses, fordi bevisthet er resonans, og alt resonerer. Så Vist bigget banget, så var det ein bevist prosess, universet sprang ut av ein bevisthet.

Ahh... Takker

Problemet med videnskaben når den går ud fra en empirisk metode kan illustreres ved et tænkt eksempel; Man iagtager et hjertes udvikling og teoretisere derefter udfra et begrænset tidsmæssigt iagtagelsesforhold, hvordan hjertet vil se ud om 300 år, problemet er bare at dengang eksisterede dette hjerte ikke...

Det samme kan man sige om Big Bang, problem nr. 2 er selve den dynamik som sætter det igang, den er ikke forklarende i teorien, teorien forklarer i virkeligheden ikke noget, for mig virker det nærmere sådan at når man ikke kan finde en anden forklaring, så kan man jo bare sige at det hele skyldes "et stort brag".... Big Bang teorien er lidt hva jeg kunne fristes til at kalde amatørvidenskab

Det er sikkert muligt, hvad er din idé til hvordan det startede og hvad der var før dette ?

Det kommer an på hvor langt tilbage du mener, jeg tror at jorden, solen, månen og planeterne engang har hørt sammen og været en enhed, men jeg tror det er noget sludder at tro at man kan gøre sig nogen anelse om hvordan universet begyndte sådan helt konkret, jeg tror der er en vis antal tid som man kan gå tilbage og stadig have nogen forståelse, men hvis vi snakker om hvores univers, så tror jeg engang at det måske først har været varme, så måske senere hen gået hen og blevet mere substantiel, men jeg tror måske den engang har været meget blød og elastisk i det, meget mere organisk så at sige, jeg tror der har været helt andre forhold end dem som naturvidenskaben går og forestiller sig, de kan jo kun gå ud fra en meget begrænset tidsramme og derfra hypotetiseres sig frem til deres teorier

Jeg tænker på "starten" ... der hvor der pludselig opstod (måske) gasser, hvor atomerne blev til - der det hele startede. At tænke på en uendelighed er fint nok, men hvis vi ligger ud med at det må have startet på et tidspunkt, hvad er din tanke til hvordan en ting, ud af intet opstod. Hvis det har startet, har der også været "ingen ting" engang - hvilket er underligt at tænke på "ingen ting", for ingen ting er også en ting vel ...

Intetheden indbefatter også altet kan man sige, de to ting er vel integreret i hinanden, eftersom alt vel også må indbefatte intet.

Men en start og en slutning, tja... det vil under alle omstændigheder kun blive vage gæt i tågen når mennesker prøver at forestille sig hvordan det hele startede, virkeligheden overrasker og overgå nok enhver forestilling.

Men tiden, hvis vi ser på den som en funktion af flere faktorer, et fænomen som indbefatter visse omstændigheder, sæt hvis tiden som vi opfatter den ikke er noget absolut, men at tiden ikke behøver at følge et linært forløb... Altså hvores anskuelsesforhold behøver ikke nødvendigvis at være universelt, vi kan ligesågodt være et produkt at andre omstændigheder som vi ikke selv oplever til dagligt, du har vel også oplevet klardrømme/luciddreaming, så du ved hvor meget tiden forskubber sig, bare imens man sover...

I Johannes evangeliet står der;

I urbegyndelsen var ordet, hvilket får mig til at tænke på at atomer måske i virkeligheden består af vibrationer som svinger i en frekvens med en specifik resonans alt efter dens egenskaber og indre beskaffenhed, derfra kan vi så sige at universet er en slags symfoni, universet udfolder sig og aktualisere sig i sin fysisk udkrystaliserede form, men de kræfter som ligger til grund vil jeg nok betegne som de kraftfelter som virker imellem de forskelige stjernelegemer, som jeg egentlig ser som koncentrationspunkter i universet hvorfra udgår en del af den kreative energi som netop har sin kilde udfra et højere plan hvorfor tiden også kommer fra.... Vi er nød til at tage udgangspunkt i et transcendentalt niveau hvorfra tingene jo har deres ophav, det kausale udgår fra det akausale. Bag stjernerne virker Guderne.

Du har tydeligvis ikke svaret. Ovenstående er noget vrøvl, set fra et "amatørvidenskabeligt" sysnpunkt. At du benytter biblen som rettesnor for dit liv og færden kan jeg godt forstå, det er en gammel tradition for dem der har tabt tråden eller er bange for at tabe den. Det synes mig dog groteskt at du (frit!) citerer biblen angående jordens skabelse. Det ældste spor efter liv på jorden er ca. 550 mill år gammelt (+/- 100 mill),
med mit kendskab til biblens skabelsesberetninger, må jeg deraf slutte at du benytter dig af en mindst lige så gammel historisk kilde.

Til slut vil jeg bemærke, at det er min erfaring at dem der har mindst respekt for videnskabligt arbejde er dem der grundet dovenskab og dumhed kun har et overfladisk kendskab til det.

PS. Monsterlange sætninger sutter røv på en kælvende ko.

Jeg har aldrig påstået at jeg har det endegyldige svar, sandheden kan ikke verbaliseres, den kan ikke bruges, den kan kun erkendes, den kan ikke købes, den kræver anstrengelse, derfor er sandheden ilde hørt, sandheden har mange fjender, bevidste, som mindre bevidste, universet er en enorm bevidsthed som jeg næppe tror du kan gøre dig forestillinger om, dem som oftest benægter de spirituelle kendsgerninger, er ofte dem med ikke rent mel i posen, eller fordi de har haft nogen dårlige oplevelser, dette fornægtes naturligvis, eftersom traumaet eller lign. er blevet gemt og underbevidstheden og emotionerne er medmotiverende faktorer til at determinere vedkommendes afstandtagen til de dimensioner af tilværelsen som har forvoldt førnænvte symptomer, man kan gå så vidt, til at sige at den manglende tro på gud, er en sygdom

Jeg er ked af hvis mit indlæg har lydet lidt barsk, jeg håber ikke at du tager det alt for personligt...

Jeg kunne dog godt ønske mig lidt mere argumentation og konstruktiv idé udveksling fra din side, frem for en entydig kritik og afvisning af alt man ikke er enig i...

haha Aciddreamer.

Men iflg. Douglas Adams har universet en ende.

universet har en ende.. det ekspanderer jo hele tiden med lysets hastighed. Det menes at det stopper 13,2 millarder lysår væk. De har lige opdaget en stjerne 12,7 millarder lysår væk, den ældste stjerne endu kendt...

Det er ihvertfald den teori jeg sætter min lid til...

Hva nu hvis det er OS som bevæger os ud i universet og at derfor kan se ud som om at det ekspandere?

Tænk hvis vi i virkeligheden bevæger os i en spiral bevægelse ud igennem universet med stor hast...

Ja, jeg er sq virkelig forvirret, tror ikke mennesket har godt af t tænkte for meget over det. Det er umuligt at overskue.
Bare "småting" som at jorden er rund, eller at vi kan høre musik eller snakke med folk 20.000 km væk osv. er jo virkeligt smadret at tænke på!
Så det kan sagtens være hele vores solsystem flyver ad helvede til - eller også kun jorden - det er for sygt synes jeg.

Er der nogen af jer der får lidt ondt i maven når i tænker på at universet kan være uendeligt? hvordan det kan lade sig gøre? Hvor små vi er i forhold til det hele?

Jeg blir sgu trist ved tanken,måske mest fordi jeg ved jeg aldrig får det endegyldige "rigtige" svar....