Psychedelia.dk

For at kunne forstå denne form for filosofi vil jeg først gennemgå Darwins teori om ”survival of the fittest” og evolutionslæren. Darwin troede som bekendt på at vi alle har én og samme stamfader, og at vi derfra har udviklet sig, blot i forskellige grene. En af disse grene er så den menneskelige race – Homo Sapiens. Men teorien går bl.a. også ud på at den enkelte race udvikler sig alt efter sit miljø – den er i stand til at tilpasse sig sine omgivelser og specialisere sig derefter. Et eksempel derpå er kamæleonen, der er i stand til at skifte farve alt efter hvilken type miljø der omgiver den. Ligeså har fisk specialiseret sig i at leve under vand, og isbjørne har specialiseret sig i at leve på steder, hvor der forekommer meget lave temperaturer.
Alle racer har hver især specialiseret sig så de klarer sig så godt som muligt, og dermed overlever. Det er derfor valgt fra naturens side, at et dyr, der er født fysisk handicappet af rent genetiske årsager, vil blive slået ihjel i og med at han har en svaghed, nemlig sit handicap. Den svaghed skal ikke nedarves til dens afkom og den vil derfor være et let bytte, da den ikke er lige så funktionel som resten af flokken. Den vil hurtigt blive slået ihjel af andre dyr således at de disfunktionelle gener vil blive fjernet.
Liv i sin form, vil altid stræbe efter at overleve, sprede sig, sikre sig overlevelse, hvorend man snakker dyr eller planter. Naturen opretholder sig selv og skaber balance, i det fødekæden eksisterer. På den måde, vil der ikke opstå en overflod af nogen bestemte dyr eller planter, der på bestemt vis vil kunne true overlevelsen af andre arter eller racer.

Hvor vil jeg så hen med alt det kan man spørge? Jo ser I – det er netop dette der gør livet så unikt, at det er i stand til at opretholde sin egen balance, er i stand til at sprede sig og formere sig for at opretholde balancen og sikre overlevelsen.
Derfor må vi mennesker også se i øjnene at vi blot er ét af disse led i naturens kolossale kosmos af kemiske strukturer, forbindelser og reaktioner, der er formet efter fysikkens og matematikkens love. Vi må se i øjnene at vi blot er struktureret på en sådan måde at vi er i stand til at besidde kvaliteter som samvittighed, misundelse, kærlighed osv. og samtidig også være klar over dem, men at det ikke gør os anderledes end så mange andre ting i naturen. Vi er stadig kun en hulens masse grundstoffer sammensat på forskellig vis, der så i sin rette kombination og sammenspil gør os til det vi er, og gør os i stand til det vi kan.

Og så kan man spørge sig selv: Hvad er så meningen med livet? Vores enkelte bevidsthed, vores jeg. Hver især er vi noget helt unikt, noget ganske specielt, i og med at der kun findes ét eksemplar af os. Men i det store perspektiv, hvad betyder det?

Planter gror op og visner. Dyr bliver født og dør. Orkaner, vulkaner og jordskælv kommer og går. Naturen har sin gang, og det må man forstå. Trods det er vi stadig noget unikt – synes vi selv. Men er vi virkelig det? Det er vigtigt at forstå at mennesket blot er endnu en gren i naturen, endnu en race, endnu en sammensætning af kemiske strukturer, ligesom planter og dyr. Derfor bør vi heller ikke tro på at der er noget der hedder genfødsel, et liv efter døden, at komme i himmelen, eller at komme i helvede for den sags skyld. Vi er hver især trin og led i dette naturens enorme sammenspil.

Betragter man mennesket udefra, ser man et virvar af kød, som myrer i en myretue, der hele tiden er i bevægelse. Hver i sær, måske endda uden at vi er klar over det, stræber vi efter egen succes – noget der kan opfylde vores behov og mål. Behovene og målene, der er skabt af et eneste princip: overlevelse. Man går i skole, får en uddannelse, får et job, et hus, en bil. Man får en kone, børn, og børnebørn. Man tjener penge for at forsørge sine børn og man opdrager dem, så de igen vil kunne opdrage deres børn, og deres børn osv. Alle de ting vi gør, er kun for at skabe succes for os selv og andre – for at sikre overlevelsen.

Men ser man på det indefra. Set fra et menneskes syn, med al sin skønhed og intelligens, hvad betyder det at vi lever så? Hvad betyder det vi gør i vores liv? Om man slår en mand ihjel og bliver henrettet, bliver kørt ned af en spritbilist, eller dør gammel og slidt, gør det virkelig en forskel? Hvem vil tro at der sker mere, når ens legeme er afgået og man har mistet bevidstheden?

Overvej dette:

Du går på gaden, og møder en person du kender. Han hilser på dig og du bliver nu stillet over for et valg: Skal du hilse igen, eller ignorere personen? I hvert af tilfældene bliver vi stillet over for nye valg så som: Hvordan skal du hilse? I hvilket tonefald? Og hvad skal du sige? Skal du stoppe op og snakke med personen, og i givet fald, om hvad? Hvis du vælger at ignorere personen, hvordan skal dit ansigtsudtryk så være? Og hvordan skal du gå videre? Skal du benytte et bestemt kropssprog?

Uanset hvad du vælger, er det så ikke ligegyldigt? For når du er død, vil du så krænke dig selv for at have behandlet personen dårligt? Ellers rose dig for at have hilst og være venlig? Vil andre rose dig for at du gjorde det? Vil de håne dig? Og i så fald, vil du skamme dig? Om du er en sindsforvirret person, der overfalder andre mennesker og slår dem ihjel, og kan lide samleje med mindre børn, eller om du er en højt respekteret jurist eller læge – hvem vil bekymre sig om noget af det når du er død? For når du er død, kan alt så ikke være lige meget? Du er jo ikke ved bevidsthed, og føler derfor hverken sorg, skam eller glæde. Du føler jo intet. Du mærker intet. Følelser og sanser er jo blot en menneskelig funktion, der fungerer når vi er i live – hvorfor skulle den så fungere når vi er døde?

Essensen i alt dette er, at uanset hvilke valg man træffer gennem livet, uanset hvad man gør, siger og tror, vil det hele være lige meget når nu man er død. For så er man jo død. Og når man er død, så eksisterer man ikke længere.

Det var da en lidt kedelig måde at se tingene på. Lad være med at tænke på at alt ikke betyder noget når du er død, for du lever nu og bliver forhåbentligt ved med det mange år endnu. Og desuden har man jo ændret lidt på verden også selv efter man er død, der er jo sikkert ens børn som man har opdraget osv.

Jeg kan sagtens se logikken i darwins teorier, men jeg tror ikke på at livet er opstået af sig selv, det er det simpelthen for komplekst til. til en vis grad kan det vel godt have udviklet sig selv via evolution, men opstået af sig selv, det tror jeg ikke på. Jeg er sikker på denne verden er skabt lidt ligesom en matrix, og jeg er da også spændt på at se hvad der er på den anden side, når man dør. Men lige nu har jeg det helt fint med at være i live, og leve mit liv fuldt ud.
Venlig hilsen
Fråder

Nu er det jo meningen, ligesom det er med al slags filosofi, at man skal bruge det som en slags tanke-leg, hvor man skuer tilværelsen fra forskellige synsvinkler, dvs. det er nødvendigvis ikke er noget der skal tages bogstaveligt, eller opfattes som en livsopfattelse.

Man kan jo ikke lade være med at indrette sig under livets og samfundets regler, for det tillader naturen ikke.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote

Men når du er død, kan du så ikke være ligeglad med hvad du har udrettet i dit liv - Om du har været giver eller tager, synder eller helgen?

Øhm, havde jeg ikke lavet en post i denne thread? og hvorfor er den blevet slettet?

Fenriz: jeg har ikke slettet nogen poster i dette topic.

[ 06 September 2003: Besked ændret af: Satori ]

@treasure; hvorfor er filosofien destruktiv?

Ja, jeg vil heller ikke mene at bare fordi det er en livsanskuelse der bærer præg af at alt er meningsløst, at det så nødvendigvis er destruktivt. Jeg vil mene at acceptere meningsløshed kan være befriende, eftersom man ikke har en illusion eller forestilling om at der er noget der behøver at give mening. Dermed ikke sagt at man skal gå ud og slagte andre mennesker, fordi det, ligesom alt andet er meningsløst. Fotr jeg vil vove at påstå at når man slagter et menneske, må den handling også ske ud far at man tror handlingen vil give noget, tilfredsstillelse af en syg lyst måske. Og erkender man meningsløsheden, erkender man også at den lyst er meningsløs, og man handler derfor ikke.
Der opstår så et problem i dette dog, for hvorfor så handle overhovedet, både godt og skidt, hvorfor ikke bare være passiv hele sit liv? Har ikke helt selv fundet svar på denne problemstilling endnu, men søger det stadig... Håber der er nogen her der kan komme med noget godt [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]

Det er en god tråd, da den hiver fat i noget meget grundlæggende i vores opfattelse af at leve et liv på, og opførsel overfor medmennesker [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]
Så håber på en god diskussion.

-Satori

man ka da ik være ligeglad med hvad man laver... selvom man måske tror det ka være lige meget i sidste så har vi stadig følelser mens vi lever og de er det største overlevelse instinkt vi har... uden dem ville vi jo bare dø langsomt, for da er der ingenting der holder vores håb og humør oppe [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af JEL:
@treasure; hvorfor er filosofien destruktiv?<HR></BLOCKQUOTE>

Fordi at være ligeglad med hvad man laver, og ikke bekymre sig om noget, er en ret destruktiv opfattelse af tilværelsen. Destruktiv på den måde, at den ikke fører til opbyggelsen af noget nyt. Forestil dig samtlige mennesker på jorden, være ligeglad med alt. Det ville nok blive forholdsvis anarchistisk, for ikke at sige totalt kaos.

Hvis George Bush, eller Talibanerne eller Hitler, bare for at nævne nogle fremtrædende psykopater, fandt det meningsløst at udrydde en masse mennesker og misbruge magt og massepsykoser til egen vindings skyld, tror du så ikke verden ville have været et bedre sted?
At se det meningsløse i en masse ting, eller tilværelsen som sådan behøver nødvendigvis ikke at være destrutkivt.

-Satori

Nu vil jeg nødig sammenligne Hitler, Moussolini, Franco, Stalin eller andre facistiske diktatore med George Bush. Bevares, at de har valgt den mand til præsident er nok det dummeste de har gjort siden de smide atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, men folk som Hitler osv. gjorde de ting de gjorde af rent politiske overbevisninger, og var drevet af håb og mål som så mange andre mennesker i verden er. Talibanerne er også drevet på samme måde, men måske mere af vrede og hævn. Og religion.

At det at de skulle være ligeglade, kan jeg ikke se skulle hjælpe meget. Med mindre altså at du tolker det jeg skrev for firkantet.

Når jeg mener at være ligeglad, mener jeg ikke at man bare sidder og er ligeglad med alting, og at man er passiv, men at man ikke bekymrer sig om hvilke ting man foretager sig, fordi efter døden vil det ikke få nogen konvekvenser.

Husk, filosofi er kun en tankeleg, og kan tolkes på mange forskellige måder. Derfor må man ikke se på tingene for firkantet og kontant.

[ 06 September 2003: Besked ændret af: Treasure ]

Nu er filosofi ikkw KUN en tankeleg, det er mere end bare det, ofte prøver løsninger at blive fundet, og analyser bliver ofte lavet af samfundet, videnskaben, religionene etc.

Men angående din måde at snakke om det at være ligeglad, så er din fremførelse af det ret firkantet.

Og jeg ved godt der var forskel på mussolini, hitler og geroge bush, men det er ligegyldigt, for det er ikke deri min pointe ligger. Pointen ligger ikke i graden af sindssyghed, eller hvordan de sindssyge har fået magt, men mere bare i at det de gør, gør de fordi de mener det havde en større betydning.

-Satori (har lige lånt tjille's comp.)

er meget uenig i den tekst [img]images/smiles/icon_eek.gif[/img]
<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote

og i det hele taget lyder det til at han havde en depression eller noget [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]

Destruktiv, hmm, jeg bliver jo helt i tvivl om hvad det ord egentligt betyder ! Hvor er det lige at logikken ligger når der bliver nævnt at der ikke er nogen genfødsel karma himmel eller lign. ? Jeg vil også meget gerne havde at vide hvorfor det er at vi går rundt og gør så meget for andres skyld ? Og nu skal det ikke tages for firkantet det med at gøre noget for andre fordi dybest set er vi jo alle egoister HELE vejen igennem ! Undskyld jeg er lidt usammenhængende men jeg har ikke røgget min morgenfede endnu !

@Treasure; Jeg forstår ikke helt hvor du vil hen, må jeg sige. Jeg tror du blander filosofi og mental sundhed sammen.

Jeg er enig med tjille (nå nej, jeg mener satori, hehe), så det er jo dejligt nemt [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

JEL: Jeg vil ikke nogle bestemte steder hen, blot påpege nogle aspekter i vores dagligdag og belyse vores tilværelse set i det store perspektiv. At se vores tilværelse i lyset af at den egentlig er ligegyldig, uden at det kommer til at lyde alt for depressivt, er det egentlig budskab i dette. Det er ikke et budskab til at I skal gøre noget, men snarere at I skal tænke over jeres tilværelse, og hvad den betyder i det store billede. Hvordan man så tolker det er individuelt - dog har jeg ikke hørt en eneste herinde endnu, der har kunne forstå denne tankegang. Er det virkelig så svært at forstå? For jeg synes nu at det virker meget logisk. I korte træk; vi kan være fuldkommen ligeglade med hvad vi foretager i vores liv, men pga. naturens regler og livet rent videnskabeligt, tillader den os ikke dette.

Vi må ikke tænke destruktivt, vi skal tænke konstruktivt, for konstruktivitet er det der viderfører livet og racen. Men fordyber man sig nu i emnet, vil man straks kunne se modsætningerne og den egentlige ligegyldighed.

Det at du spørger til igegyldigheden, er det ikke det samme som at spørge til meningen med livet? Eller er det trinet videre, hvor du så mener, at der ikke er nogen mening, eller at denne er ligegyldig?

Men det var da videnskaben der skabte forestillingen om at alt var ligegyldigt. Da man fandt ud af at Jorden ikke var 7-8000 år gammel, og da man fandt ud af at universet var temmelig stort, og at jorden ikke var centrum i det, evolutionlæren/teorien etc. etc., var da det der såede tvivl i om der overhovedet var en større mening med det hele. Et meget godt eksempel på dette finder man i litterærer kredse, i viktorianer perioden i england ser man hvordan digtere udtrykker deres frygt/skepsis overfor disse nye videnskabelige booms, derfor blev perioden også kaldt Victorian Skepticism.
Men mener du at mennesket er bygget sådan op, at vi VIL finde mening i alt, at vores rent fysiologiske natur har sat de komponenter sammen, eller hvad?

Og vi (jeg har i hvert fald ikke) aldrig taget det som en opfordring til at gøre noget. Jeg har sådan set bare leget med på dit tankespil om at se det meningsløse i alt, og givet et bud på at det netop ikke behøver at være destruktivt... Jeg troede det var disse tankelege du i det mindste opfrordrede til.

-Satori

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af Treasure:
JEL: Jeg vil ikke nogle bestemte steder hen, blot påpege nogle aspekter i vores dagligdag og belyse vores tilværelse set i det store perspektiv. At se vores tilværelse i lyset af at den egentlig er ligegyldig, uden at det kommer til at lyde alt for depressivt, er det egentlig budskab i dette. Det er ikke et budskab til at I skal gøre noget, men snarere at I skal tænke over jeres tilværelse, og hvad den betyder i det store billede. Hvordan man så tolker det er individuelt - dog har jeg ikke hørt en eneste herinde endnu, der har kunne forstå denne tankegang. Er det virkelig så svært at forstå? For jeg synes nu at det virker meget logisk. I korte træk; vi kan være fuldkommen ligeglade med hvad vi foretager i vores liv, men pga. naturens regler og livet rent videnskabeligt, tillader den os ikke dette.

Vi må ikke tænke destruktivt, vi skal tænke konstruktivt, for konstruktivitet er det der viderfører livet og racen. Men fordyber man sig nu i emnet, vil man straks kunne se modsætningerne og den egentlige ligegyldighed.<HR></BLOCKQUOTE>

Problemet med hele tin (lomme)filosofi er bare at livet netop IKKE er ligegyldigt, jeg tror din tankegang opspringer af en forestilling om at du lever for din egen skyld, men i virkeligheden lever vi netop ikke for hvores egen skyld, men for helhedens skyld, helheden er ifølge min logik noget som er selvbevidst og tingene er ordnet udfra denne bevidsthed, dvs. verden er et resultat af bevidsthed, ikke den anden vej rundt, det subtile er ikke et resultat af det grove men omvendt, det levende er ikke et resultat af det døde men omvendt, noget dødt som aldrig har været levende kan ikke være nogen af delene, beklager men sådan er det altså...

Havde vi nu kun et liv, ja så kunne man måske være ligeglad, men når kroppen dør, så dør ånden og sjælen ikke, men bliver på et tidspunkt født i en ny krop, med ny personlighed og uden viden om sin forige eksistens, blot er det sådan at det man har gjort i ens forige eksistens forbliver ens ydre omgivelser og skæbne i næste

Jeg vil godt gå med på ligegyldigheden ! Den måde vores samfund er på og vores kollektive bevidsthed gør at man dybest set mister meningen, men hvis man bibeholder et religiøst islæt (læs IKKE, kristen), hvilket jeg ihvertfald gør, så er der masser af mening. Jeg finder det ærlig talt ret åbenlyst at der er en form for eksistens7bevidsthed efter døden ! Intet er endegyldigt og det gælder selvfølgelig også døden ! Kroppen går nok til grunde men ikke jeg´et!