Psychedelia.dk

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af Anima:
[B]Jo for mennesket er mere end den mineralske krop, kroppen er bare et redskab for ånden og når legemet dør så er ånden fri fra kroppens tygde og begrænsninger og du oplever dit livs største trip[B]<HR></BLOCKQUOTE>

og det ved du lige hvorfra???

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af JEL:
Tanken om at der _intet_ sker, er ikke nem for ret mange mennesker, så derfor skal det absolut gøres til feks livets højdepunkt.
Jeg tror bare ikke på det. Døden er historiens punktum og det er aldrig det mest spændende i en bog.<HR></BLOCKQUOTE>

Troen på intet som et sted at være er absurd. Troen på, at et menneske i virkeligheden er fuldstændigt adskilt fra andre mennesker - udtrykker blot ensomhedens universelle erfaring.

Døden er historiens punktum? Hvad så med alle dem, der allerede ér døde? Er historien slut?

Intelligens-væsenet menneske er blevet intelligent nok til at tvivle på alt og forestiller sig 'intet' som et sted at være på ubestemt tid.

Disse intelligens-væsener er ikke intelligente nok, åbenbart, til at fatte, at 'intet' ikke er et sted at opholde sig.

I 'intet' er der ejheller tid. Derfor er det meningsløst at tale om, at åh - når jeg er død - så er alting forbi, fordi jeg er kommet ud i intetheden, hvor jeg skal blive til evig tid.

'Før', 'Nu', 'Efter', - er kausale (lovmæssige) koncepter, men 'Intet' har ingen kausalitet (ingen lovmæssighed).

'Intet' har intet 'Før', 'Intet' har intet 'Nu', 'Intet' har intet 'Efter'.

'Intet' er intet sted, man kan opholde sig, for et 'Sted' er en kategori, der repræsenterer et bestemt aspekt af tilværelsen, nemlig hvor er jeg-aspektet.

Du kan heller ikke være et 'Jeg' placeret i 'Intet', eftersom 'Intet' er fuldstændigt formløst, uden kategorier, uden dualismer, såsom f.eks. dualismen 'Jeg - Du'.

Hvorfor medfører det enkelte menneskes død "historiens punktum"?

Det er da at mene, at man selv er placeret i universets centrum, og at universet står og falder med, at man selv er bevidst om det.

Men tænk på alle de andres - for dig skjulte - bevidsthed om verden. Åh, tænk på alle de tanker, der bliver tænkt rundt omkring - i al hemmelighed.

Du har nok at se til i DIT liv.

Din bevidsthed er FOKUSERET - på hvad dit er.

Døden vil ALDRIG kunne medføre MINDRE end de-fokuseret bevidsthed, altså væren i et sind, der er tilstede overalt.

'Intet' er intet andet end et praktisk begreb, man bruger til betegnelse for en mangel.

Man har allerede visse idéer om, hvad der mangler i intethedens sted.

'Intet' er en kode, et x, for noget, man kunne forestille sig er der, men iagttager eller tror - ikke er der.

Når man forstår logikken i dette, behøver man ikke længere at frygte døden som altings ophør, for da forstår man, at denne tilstand er en absurditet - en stående logisk modsigelse, som 'moderne oplyste mennesker' åbenbart stadig er - undskyld! - for dumme til at tro på.

[ 07 Juli 2003: Besked ændret af: Skat ]

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af miss84:
og det ved du lige hvorfra???<HR></BLOCKQUOTE>

Fordi jeg både har været ude af min krop og har været død flere gange, jeg har desuden studeret emnet i mange år, fordi du ikke har haft lignende oplevelser eller har den samme viden så behøves det ikke at være løgn af den grund, man må acceptere at der i denne verden findes mennesker som kan fortælle om noget som er fremmede for dem, men som de også kan komme frem til...

Erik Clausen har vist citeret min morfar Erik Knudsen for, at Den, som elsker, lever evigt.

Min morfar er ateist eller agnostiker.

Har han ikke også ret, hvar-hvar-hvar?

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af Skat:
Troen på intet som et sted at være er absurd.<HR></BLOCKQUOTE>

Jeg påstår skam ikke at 'intet' er et sted. Jeg si'r tværtimod at intet er det jeg tror der sker, når man dør. Og at det netop er dét der er et problem for nogle, fordi de gerne vil leve videre og derfor måske tror på gud i himlen eller andre 'evigt liv' ideer, istedet for at tro døden bare resulterer i 'intet' (som for mig at se er historiens punktum for det individ der dør. Hvis et individ ikke længere eksisterer, så ka' det jo ikke længere glæde sig over livet vel?)
Læs den allerførste post jeg skrev i denne tråd (post#2) skat, der nævner jeg det [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af JEL:
Tanken om at der _intet_ sker, er ikke nem for ret mange mennesker, så derfor skal det absolut gøres til feks livets højdepunkt.
<HR></BLOCKQUOTE>

Dén tanker baserer sig på en forestilling om, at bevidstheden er en fremmed tilstand i hjernen, som ophører, når hjernens funktion standser. Men hvis bevidstheden er en fremmed tilstand, er den udenfor naturlovene, tyg lidt på dén.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af JEL:
Jeg påstår skam ikke at 'intet' er et sted. Jeg si'r tværtimod at intet er det jeg tror der sker, når man dør. Og at det netop er dét der er et problem for nogle, fordi de gerne vil leve videre og derfor måske tror på gud i himlen eller andre 'evigt liv' ideer, istedet for at tro døden bare resulterer i 'intet' (som for mig at se er historiens punktum for det individ der dør. Hvis et individ ikke længere eksisterer, så ka' det jo ikke længere glæde sig over livet vel?)
Læs den allerførste post jeg skrev i denne tråd (post#2) skat, der nævner jeg det [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]<HR></BLOCKQUOTE>

Jeg venter stadig på dit svar på mit sidste lange indlæg i den anden tråd vi havde kørende [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

Jeg er sgu også bange for at dø, men ikke lige så bange som jeg var dengang jeg var mindre, eller bare for 2-3 år siden. Og det er jo egentlig meget sjovt, eftersom jeg sandsynligvis er kommet tættere på døden. Den dér med at leve evigt holder heller ikke rigtig for mig, da jeg ikke kan lade være med at frygte kedsomheden, hvis jeg skulle gå mit 100.000'ende år i møde.
Altså er der tale om et ret grundlæggende dilemma. Godt, det ikke er mig der skal træffe beslutningen om hvad der sker [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

Mvh. Odin

Jeg synes nu ikke jeg nærer dødsangst, snarere en frygt for ikke at nå at opleve alt det jeg gerne vil.

Det lyder måske lamt, men selve døden og dødsøjeblikket ser jeg frem til, jeg glæder mig til at se hvad der sker, og tager imod det med åbne arme. Enddog uden på nogen måde at fremskynde hændelsen.

Hvad er det i er bange for, jer der er bange?

Teorien om dødsfrygten grundet vores forståelse af den er der nok hold i et eller andet sted, ingen dyr udover mennesket forstår det.
Eks. et af de mere intelligente dyr som elefanten kan bruge indtil flere dage på at forsøge at rejse et dødt flokmedlem op.

Men jeg vil som sagt vildt gerne vide hvad i er bange for.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af Speedy:
Detlyder måske lamt, men selve døden og dødsøjeblikket ser jeg frem til, jeg glæder mig til at se hvad der sker, og tager imod det med åbne arme. Enddog uden på nogen måde at fremskynde hændelsen.
<HR></BLOCKQUOTE>

- Der er gode chancer for at du vil være bevidstløs i selve øjeblikket og derfor ikke opleve ret meget. Bortset fra det der muligvis foregår i underbevidstheden selvfølgelig [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

Enddog uden på nogen måde at fremskynde hændelsen.[/b][/QUOTE]

- Med dit forbrug af narko er det vist ikke helt sandt [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img]


Hvad er det i er bange for, jer der er bange?[/b][/QUOTE]

-Jeg er bare bange for hvad der sker, eller snarere hvad der ikke sker, når man er død. Synes tanken om intetheden er ganske skræmmende, når den sættes i forhold til livets goder. I det hele taget er jeg lidt af en kylling, når det gælder nye ting.


Mvh. Psyko

[ 29 Juli 2003: Besked ændret af: Psyko ]

Mit 2C-T-7 katastrofe-trip har gjort mig bange for døden; tidligere var det ikke noget der bekymrede mig meget.
Jeg fik forevist (oplevede endda i en vis grad) døden i mange afskygninger, og alle virkede som koncentreret smerte og desperation. Men det drejede sig nu mest også om voldelig død.
Det har ikke udviklet sig til sygelig dødsangst. Måske mere i retning af en form for sund respekt.

Det har du ret i, men hvad er det der bliver tilbage? for alle minder og personligheden osv. er jo lagret i hjernen. Er det sjælen det der er tilbage?

Jeg vil virkelig anbefale bogen "den indre rejse" af Stanislav Grof, der omhandler lsd-psykoterapi i forbindelse med diskussionen om døden er afslutningen på alt.

han beretter om folk der på lsd genopliver hændelser fra tidligere liv i så mange detaljer, at det kan verificeres at hændelsen rent faktisk har fundet sted via historisk research.

han beretter om folk der oplever identifikation med ikke bare forskellige dyr, men også planter og endda livløst stofs bevidsthed, som fx mineraler.
altså kunne meget tyde på, at bevidsthed er noget generelt ved universet, og ikke kun produkt at hjernens aktivitet.

Det skal lige siges at Stanislav Grof ikke er en eller anden new-age-pseudo-nørd. Han er en meget seriøs videnskabsmand, arbejder utroligt systematisk og er ekstremt kritisk over for alt hvad han bliver stillet overfor.

Anima> Du har naturligvis ret til at have din egen holdning, men da vores sind er betinget af hjernen og det er den der lukker og slukker når vi dør så er det ikke så sandsynligt at der bliver noget tilbage af os, i hvert fald ikke noger som omfatter egoet osv., da alt der var i hjernen er tabt.

Fråder> Jeg må give dig ret, dødsangst er et produkt af evolutionen, nok fra lang tid før vi var mennesker, hvis vi ikke var bange for at dø var vores race jo uddød for lang tid siden. Det er en naturlig ting for alle dyr med en eller anden form for intelligens at holde sig i live.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af Fenriz:
men da vores sind er betinget af hjernen og det er den der lukker og slukker når vi dør så er det ikke så sandsynligt at der bliver noget tilbage af os, i hvert fald ikke noger som omfatter egoet osv., da alt der var i hjernen er tabt.<HR></BLOCKQUOTE>

Det er én måde at se det på. En anden tilgang er at hjernen er det fysiske organ vi bruger til at udtrykke os og kommunikere igennem i den fysiske verden. Hvis man ser på det på den måde, kan man både acceptere at det som påvirker hjernen også påvirker sindet, og at sindet ikke nødvendigvis dør sammen med hjernen. Hvad der er rigtigt ved jeg ikke, men er tilbøjelig til at tro det sidste.

-Child