Psychedelia.dk

Jeg har tit gået og tænkt på hvad der sker når man dør. Er det hele mon bare slut eller er der noget andet på "den anden side"? For hvis man ikke bare forsvinder når man dør, men kommer tilbage til verdenen uden for denne verden, må der jo være en grund til at man har levet sig et liv her på jorden.
Jeg har tænkt over om livet mon er en straf, da livet her på denne jord må være totalt skidt i forhold til hvad der er på den anden side, for hvis man har teknologien til at skabe et helt univers som det vi er i nu, uden at det kan ses af os at det er en verden der bare er skabt og ikke bare er, må livet jo nødvendigvis være meget bedre på den anden side.
Eller også kunne livet være et slags spil eller for dem der har lyst til at se hvordan mennesker levede i gamle dage, lidt ligesom dem der går til spejder og render rundt ude i skoven og sover i bivuaker fordi de syntes det er sjovt.

Grunden til at jeg tror dette er at jeg syntes liv er en alt for usandsynlig ting til at det bare er opstået af sig selv. Jeg har haft biologi på B niveau og lært en del om hvordan celler fungerer og reproducerer sig selv, og det virker bare alt for langt ude at der ved et tilfælde lige er opstået en spiral formet DNA streng med oplysningerne til at reproduceresig selv, samtidig med at der helt tilfældigt også er opstået fungerende RNA omgivet af en beskyttende celle væg, for det er jo det der som minimum må være krævet for at noget kan reproducere sig selv.

Jeg har udemærket forstået Darwin og hans teorier om hvordan livet har udviklet sig, men teorierne forklarer altså ikke hvordan det første liv er opstået ud fra kun døde ting.

Jeg syntes også det er ret syret at alt liv overhovedet her på jorden er baseret på DNA og RNA og at man for eksempel sagtens kan tage DNA fra bakterier og planter og putte dem over i dyr og omvendt uden problemer , det må jo betyde at alt liv stammer fra den samme kilde, eller stamcelle.

Det er også underligt at der ikke er nogle der har skabt kunstigt eller "hjemmelavet" liv endnu, selv med den enorme mængde af teknologi der er tilrådighed, Det burde da være en smal sag hvis det liv der er her nu bare er opstået af sig selv. Det behøver jo ikke være noget særligt man skal skabe bare nogle små bitte celler der er istand til at reproducere sig selv, og som muterer lidt tilfældigt fra generation til generation, for så kan cellerne jo gradvist udvikle sig til at blive mere komplekse og blive til levende væsener nogenlunde som vi kender det fra det naturlige liv her på jorden.

Hvad siger i derude til det?

venlig hilsen
Fråder

Alt for mange er bange for at mennesket skal begynde at lege "gud". Selv det med at lave computere med en høj kunstig inteligens, er der jo nogle der er imod. Den katolske lobby står meget stærkt i USA, hvor man ellers kunne tænke sig at de ville skabe liv, det vil kirken bare under ingen omstændigheder ha.

At dette liv skulle være en straf er for mig utænkeligt, da jeg 1) ikke tror på gud, 2) har det alt for godt i dette liv til at kunne opfatte det som en straf på nogen måde. Hvis det var en straf, så må der jo nødvendigvis være en gud el. lign. der har bestemt at vi fortjener at straffes. Og så er du jo tilbage i grundtankerne for kristendommen og andre slave-filosofier: vi er alle syndere. Gør dig en tjeneste og sæt dig fri fra den slags tanker, de er ikke konstruktive, skyldfølelse kommer der intet godt ud af.

det er sandt at mange er bange for at mennesket skal lege gud, men da gud er noget som jeg ihvertfald ser opfundet af menneskene, er det kun rimeligt at gude-tilstanden er noget vi stræder efter. Menneskets evolution går idag hurtigere end nogensinde før. Som jeg ser det, udvikler vi os ikke specielt hurtigt i tradtionel forstand, men istedet udvikler vi os igennem teknologien, som ikke bare er redskaber for os, men for mig at se, er direkte forlængelser af os selv. Vi har taget evolutionen til det næste niveau, og forstået at teknologien er den nemmeste måde at fremskynde denne udvikling. Via teknologien har vi opnået at leve dobbelt så lang tid som vi gjorde før, og levealderen stiger og stiger, hvem ved hvor længe vi kommer til at ende med at leve? Måske 200 år, måske 2000? Måske for altid? Udødeligheden er nøglen til næste skridt i den menneskelige udvikling, for den, om noget burde gøre det af med slave-filosofierne, som folk jo klynger sig til pga. deres angst for døden. Forestil jer f.eks. dødekulten den kristne kirke fungere på samme måde efter at mennesket har erobret det evige liv...det er ligesom ikke rigtigt det samme længere vel? Udødelighed ville være et skridt nærmere guddommeligheden for os. Noget andet er ganske rigtigt evnen til at skabe liv. Vi er allerede igang med at manipulere med livet. Der er ikke noget nyt i det, det har vi gjort i hundredevis af år, men teknologien tillader os allerede nu at skabe kontrollerede mutationer af mennesker, planter og dyr. Langsomt men sikkert mestrer vi livets hemmeligheder og bryder de grænser ned som den traditionelle evolution har sat for os. Via teknologien vil vi ende med at være noget der i traditionel forstand minder om guder. Dette er noget mange vil stejle over, da mange mennesker stadigvæk besidder slavementaliteten og derfor er angst over at måske skulle leve for evigt og dermed selv skulle tage beslutningen hvis de gerne vil afslutte livet, eller måske er de bange for det store ansvar det er at regere over alt andet liv her på jorden, noget vi allerede gør, men bare ville kunne gøre bedre med den teknoligi som allerede nu besidder. ...well, bare et par tanker fra mig, har ikke hele dagen.

[img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

Jeg ved ikke hvad der sker når man er død, men jeg tror ikke det er rart at dø.
Jeg tror det værste et menneske nogensinde kommer til at opleve i sit liv, er lige det øjeblik hvor man indser at NU er det NU! (ihvertfald de fleste af os og nok mere her i den vestlige 'ikke-troende' kultur)

Jeg er ikke religiøs og tror ikke på hverken spøgelser, guder eller trolde. Men måske ville det ha' gjort døden lettere at acceptere, hvis man var stensikker på at der var mere liv efter den. Jeg ser ikke døden som 'slutningen', for hvis man ikke eksisterer efter døden så er der hverken start eller slutning at forholde sig til og så er det jo ligemeget. Man ka' sige at når man først ER død, så er man nok ligeglad med at man er død [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]
Men jeg ser min død som slutningen på MIG. Jeg husker jo kun et liv som MIG, så selv hvis jeg er en reinkarnation så har jeg ikke haft glæde af mine tidligere liv, for jeg har ingen minder om dem og derfor eksisterer de ikke.

Problemet med denne filosofi, er at det bli'r svært at finde en mening med hvorfor vi lever. Hvis alt vi bygger op af viden og minder er noget vi dør fra, hvorfor så bygge noget op? De kristne med deres skrækkelige >>skærs-ild<< der sku' brænde ens synder væk før man kom i himlen, kæmpede jo i livet for at komme i himlen. Det at komme i humlen var altså deres drivkraft. Idag skal vi ingen steder...nu dør vi bare.

Det ville være bedre hvis døden ikke eksisterede...tror jeg ihvertfald (forsker man egentlig seriøst i den slags?)

Den gamle amerikanske kult-klassiker "Logan's run", er en film der handler om et tvangs-samfund i fremtiden hvor døden er afskaffet ved lov.
Alle mennesker skal 'fornyes' når de bli'r 30 si'r loven og de fleste tror det de bli'r udsat for på deres fødselsdag betyder de bli'r genfødt, mens de i virkeligheden bare bli'r henrettet.
Fantastisk film (selvom man godt ka' se og høre (ham der har lavet lydene har helt sikkert været godt langt væk i syreland da han fedtede rundt med sine moog-synths, hehe) den er fra 1975) selvom den ikke er dybt eftertænksom i mikrodetaljer og paradokser.

Udødelighed vil ikke være en god ting for os mennesker, efter at have levet bare et par enkelte menneske aldre, er jeg sikker på at de fleste vil miste alle former for moral og etik.

Døden er ikke noget vi bør være bange for, det er jeg ikke, selvom jeg hverken tror på reinkarnation, helvede eller himlen. Vi bør bare affinde os med at det er en naturlig del af livets cyklus, ligesom vinteren er en del af naturens cyklus. Det vil blive forår igen og nye planter vil skyde op af jorden igen.

Var det iøvrigt ikke Woody Allen der sagde 'jeg er ikke bange for at dø, jeg ønsker bare ikke at være der når det sker'?

Det var Victor Borge.
Hvorfor sku' man miste moral og etik fordi man blev ældre? Man ville jo ha' mere tid til at lære at blive et godt menneske.

DAmn... du starter med ikke at fatte en brik, kan du huske da du var 4 mnd.. eller 2 år..?, man begynder at fatte mere og mere og mere og mere og mere... for til sidst at forstå at det du tidligere har forstået, er meningen med at du ikke forstår noget fra starten, på forskellige alders trins i dit liv, opfatter man verden på forskellige måder, pga. at man forstår mere og mere, og derved kan lave sin mening om verdenen, for at få glæder og vrede ud over at omverdenen er som den er. prøv at tænke for 5000 år siden, der fattede man ikke en brik af hvad der foregik rundt omkring i verdenen...

Så jo ældre man bliver jo mere moden på døden bliver man ... der er ikke ret mange under 60 der gerne vil dø, men når folk er ved at være så gamle at de snart skal dø er det fordi de ikke har mere at leve for, eller simplethen ikke fysisk i stand til det længere. Når man oplever det, tror jeg at man automatisk får en ro i sjælen, som gør at man faktisk tænker på hvornår man ikke vågner op igen, som en rar tanke. er det noget mere fredfyldt en døden....

når du ligger og ved du skal dø, lige når du går ud, det er ligesom en computer der slukker, du bruger bare ilt og næring, føles det enten som du falder i søvn, ellers bliver du først disconnected fra din krop, når DMT'en i din krop frigives, og ryger på et DMT-trip (LÆS hvordan en DMT Fullblown-Experince påvirker én, søg på erowid.org lycaeum.org), trippet ender med at hjernen til sidst ikke får ilt nok og så er det GOODBYE, hvis man bare oplever det som at falde i søvn, er det fordi DMT-en ikke bliver frigivet før man dør af ilt mangel.

Mvh sMurf ;]

NB. MERE FRED FYLDT END DØDEN en LED BØNNE!

[ 19 Juli 2002: Besked ændret af: -*+[S3K]+*- ]

Hey!
Hvor er din personlighed?
I din hjerne, hvad sker der med din hjerne når du dør?
Ja. den rådner op. Så at hjernen flyver ud af kroppen er altså udelukket (Den logiske forklaring).

Så er der nogle som tror man har en sjæl eller en ånd, fx indianerne som mente den var i maven.
Jeg kan kun sige at den ihvertfald ikke er synlig på nogle punkter, andet end lige måske ånden i glasset eller andre ånde lege, men da jeg har prøvet det før og talt med andre, og fundet ud af, at den egentlig ikke kunne svare på noget man ikke selv vidste i forvejen, og den ikke kunne svare på ting man ik selv vidste, fx fremtiden.. Så Mener jeg at den ånd er ens underbevidsthed der spiller et puds

Folk opdigter at der er noget efter døden ,fordi de er bange for at forsvinde for altid , og være glemt for altid.
Hvis man ser det fra en persons synsvinkel, ligemeget hvilken person. Så er der kun en som tænker, og det er en selv, alle andre omkring ham/hende er bare noget som taler, men stadig oplever individet kun sig selv tænke, og hvis man er den eneste som tænker må man jo være noget stort, og hvordan kan sådan noget stort bare forsvinde ligepludselig, det er hvad vi har svært ved at se i øjnende...

Måske er der noget når man dør, måske er det en sjæl, måske er det noget helt andet, som einstein sagde, energi kan ikke forsvinde, det vil altid blive til en ny slags energi, så om den energi er at blive til jord eller hvad skal jeg ikke kunne svare på, men jeg tror, der må være en form for usynelig energi som går videre.. Fordi hvis vi ser på folk som bliver hypnotiseret, til at se deres tidligere liv, og ligepludselig kan tale franks som de talte for 11.000 år siden. Det kan være en eller anden person som er blevet til energi, og den energi er der nogle mennesker som kan føle/mærke eller se, og hive informationer ud af den...

Hvis der ikke er noget efter livet, så kan det jo heller ikke være ubehageligt at dø, det må vel være neutralt på en eller anden måde...

Det er min teori.

[ 19 Juli 2002: Besked ændret af: Nicho ]

nu du snakker om neutralt, så har jeg en gang drømt at jeg døde eller lignende...

DRØMMEN:
min bedste ven og en eller anden person jeg ik kender var efter mig, hvorfor ved jeg ik.
nå men, de jagtede mig og jeg hoppede ud over en lille kant, pludselig lød der et skud og mit syn forsvandt, samt alle former for følelser.. hmmm.... >underligt<
jeg lå så der på jorden og ku ik bevæge mig, da de tog kom hen og skød et par ekstra skud.
jeg ku underligt nok sagtens høre dem, efter de sikret sig at jeg var død (ifølge dem) snakkede dem om noget jeg ik lige kunne tyde.

BACK TO REALITY:
syret drøm ik [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]
jeg tror faktisk at det er sådan, lige i døds øjeblikket [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img]

Nogle dygtige forskere har allerede fundet ud af hvordan man gør et menneskes liv længere...
jeg kan ikke huske det præcist, men det er noget mad at man blíver fodret med hormoner, som bevirker at nogle re-genereringceller i DNAbanerne ikke dør, altså bliver man ved med at producere hjerneceller, og de mener at hvis ellers kroppen kan holde til det, kan man på den måde leve op til 800 år..--- (FUCK, hvor kan man indsamle MEGET information på 800 år, hvis hjernen altid er i tiptop stand)


Hvis livet på Jorden er skabt som et led i en større samhæng, tror jeg ikke det er en straf, eller en "himmel", men snarre et slags skillefilter, der, når man dør, sender en hen i den verden man egner sig bedst til. Eller måske endnu bedre, bare et led i at blive voksen, når man dør, ja så er man parat til næste dimention. men den sidste teori, duer ikke, for hvis man bare blev sendt videre til en mere avanceret verden, når man dør, så var der jo ingen grund til at vi skulle udvikle os... vi har lavet intelligent vand (fået vand, H2O, til at renge) og clonet dyr, mennesker og planter, hvorfor anstrenge sig med det, hvis det alligevel kommer i næste dimention??
Jeg tror at når man dør, er det for at give nyt liv (sjæl) , til et mere avanceret menneske end éen selv, et menneske som så bygger videre på det niveu man selv er nået til.

Lege som "ånden i glasset" tror jeg appellerer til *de* sjæle, som man har "arvet" efter de forgående mennesker, det man får at vide når man spørger ånden i glasset, er erfaringer/oplevelser, som de nu afdøde, har erhvervet sig. (det skal lige siges at jeg er STJERNE bange for den "leg")

- tror jeg....

nåh, (s)carry on...
-Torben

Jeg vil ikke gætte på hvad der sker når man er død, da det er umuligt for mig (og alle andre for den sags skyld) at vide. Men at acceptere døden som noget 'naturligt', er ikke noget der ligger lige for, ohvertfald ikke for mig. Jeg har aldrig været bange for at dø, så det er ikke dér skoen trykker. Jeg mener nærmere at det er nødvendigt for menneskets videre evolution (se mit tidligere indlæg for detaljer) at vi opnår udødelighed. Så længe vi er dødelige, vil vi blive ved med at tro på diverse dødsreligioner (kristendom, islam, etc). Men er vi udødelige, vil vi kunne sætte os udover de begrænsende idéer som disse ideoligier byder på. Tænk over det...

JEL: Ja, du har mere tid, men hvordan vil du have det med at skulle leve op ad de samme mennesker i al evighed? Ja, jeg er glad for min kæreste, men ville jeg stadig gide holde hende i hånden om 1000 år? Ja, jeg er glad for at arbejde, men vil jeg stadig gide det om 1000 år? Der skal noget nyt til hele tiden, og du kan slet ikke forestille dig hvad mennesker vil gøre ved hinanden før eller siden, fordi de keder sig.

Hvis jeg levede forevigt ville jeg lamme mig *så* meget hver dag - fordi, jeg ville leve for altid aligevel ... no risks. FØJ jeg ville lamme mig meget [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img] tænk lidt over det

Det er jeg uenig med dig i Fafler.
Jeg tror nemlig det er biologisk betinget hvordan vi mennesker opfører os. Om du lever i 100 eller 100.000 år er ikke ligeså væsentligt som at din biologiske tilstand (din krop) er helt iorden.

Hvis du nu feks får hovedpine af den værste slags, så får du måske lyst til at dø mens smerten står på. Du bli'r måske endda så meget idiot oven i hovedet at du æder 25 panodiler i en mundfuld. Du går måske helt amok og banker hovedet ind i væggen eller springer ud foran et tog.
Men alt det gør du kun fordi din biologiske tilstand er i Uorden (smerte) så hvis vores kroppe ku' fungere iorden, så ville vi aldrig føle trang til at gå amok.

Det ka' da godt være man skifter kæreste, men det sker der vel heller ikke noget ved. Det ville naturligvis ændre vores måde at danne par på, for troen på 'den eneste ene' ville måske være svær at holde i live efter at ha' været kæreste med nogle hundrede tusinde forskellige. Men på den anden side; hvis man har evigheden til at lede efter den eneste ene, så er der jo også en større chance for at man finder vedkommende [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]
Men igen er det biologisk betinget om vi ville kede os tror jeg. Hvis man FØLER man keder sig, så keder man sig og så begynder dekadencen og forfaldet nok som du siger.
Men hvis man IKKE FØLER man keder sig (det er ligemeget hvad man laver, bare man ikke keder sig) så er der ingen grund til at gå amok.

Der er jo heller intet til hinder for at man kan gentage ting man gjorde tidligere i sit liv. Hvis du feks elsker at dase under et æbletræ mens solen skinner men så bli'r træt af det efter at ha' ligget der i 124 år, så kan du jo sagtens finde på noget andet de næste 788 år og så måske pludselig få lyst igen til at ligge under æbletræet. Hvis det er dejligt er det jo dejligt, men derfor kan man jo sagtens holde en pause fra det og forny sin lyst.

Mennesker der ville gøre hvad som helst ved deres med-mennesker (det du nævner ville ske ved evigt liv) er født sådan mener jeg. Det er ikke noget man udvikler (medmindre man får hjerneskade måske)
Nogle pensionister er bitre røvhuller, mens andre er livsglade humørbomber. De ka' være lige gamle, men vildt forskellige alligevel.
Mennesker er desuden vanedyr og mange mennesker foretrækker at dagene er forholdsvis ens hele tiden.

Det er klart at hvis kroppen ældes, men man ikke dør, SÅ er det noget lort. Kroppen skal fungere og føles dejlig hele tiden, før dit sind kan fungere og føles dejlig hele tiden.

[ 01 2002: Besked ændret af: JEL ]

JEL: det er klart fordusætningen for et 'evigt' liv er at man kan gøre det på en måde så man ikke har det ad helvede til hele tiden.

Det er osse interessant at døden ville blive et valg istedet for en nødvendighed. Det er uendeligt mange implikationer i det. Jeg kan anbefale den bog der hedder 'The Immortalist' der er den bedste jeg har læst om emnet. Den handler om hvordan alt, alle idéer og i det hele taget alt ved vores liv ville ændre sig hvis vi levede evigt eller bare meget længere.

JEL: Èn ting er helt sikkert, jeg tager ikke den pille! Jeg har ikke den ringeste lyst til at finde udaf hvem af os der har ret.

Fafler: Det er jo bare angsten for at man bliver nødt til at tage ansvaret for sit eget liv. Og jeg kan godt se det skræmmende i det. Men jeg tror personligt at det ville være godt hvis vi levede længere. Det ville sætte tingene i et andet perspektiv, og jeg tror at vi måtte indse at vi er nødt til at opføre os bedre, da vi lige pludselig selv skulle leve i det skidt som vi havde lavet, istedet for som nu bare kan lægge os til at dø fra det. Men der er ingen tvivl om at konsekvenserne af at leve f.eks. 1000 år, er så store at vi umuligt kan overskue dem. Men det er jo dét der gør det spændende at tale om [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]

Helt enig. Hvad der ville ske hvis døden blev afskaffet er kun til at gætte om. I virkeligheden er det ikke til at vide hvad der ville ske. Så alle muligheder er åbne for at filosofere frit over det og det er altid spændene.

Jeg tror vi ville blive mere familiære overfor hinanden. Vi levede længere, så vi havde mere tid til at lære hinanden at kende og jo bedre vi kendte hinanden jo mere holdt vi af hinanden.
Vi ville næppe heller ha' så travlt med alt det vi sku' nå inden vi blev for gamle, for nu havde vi jo tid nok. Så alle ville ku' følge med for der ville være tid til at vente på de svage og de langsomme. Der ville være tid til omsorg og kærlighed. Vi ville ha' tid til hinanden fordi vi vidste vi også havde tid til os selv.
Jeg tror også grådighed og kriminalitet ville blive mindre (jeg vil nødig dømmes 'livstid' i den verden hvor vi lever evigt, hehe) fordi folk havde mere tålmodighed når de vidste at de havde tid nok.
"Jeg skal nå at lave en masse vildt inden jeg bliver gammel", siger nogen og kaster sig ud i alt muligt farligt. Den tanke ville ikke længere kunne eksistere i en verden hvor ingen blev gamle i negativ forstand.
Men der er mange spørgsmål der ikke er til at svare på omkring hvordan det ville gå. Hvis livet er en selvfølge og man ikke kan miste det, vil man så værdsætte det? Jeg tror JA.
Men det er også uhyggeligt at tænke på at man kun kunne dø når man selv ville...at man selv skulle have modet til at sige stop hvis man en dag endelig ville 'af' og at man ikke bare kunne lade det være op til omstændighederne der, som det er nu, fjerner alle med tiden med tvang. Ville man kunne tage sådan en beslutning? Man kan jo ikke fortryde når man først er død, så ville man hele tiden sige "nah, jeg venter til imorgen og ser om jeg stadig har lyst til at dø"? Ville man blive ved med at udskyde selv den værste smerte, når valget stod mellem evigheden eller døden (er der overhovedet nogen der rigtigt forstår døden? KAN vi levende væsener igrunden 'forstå' døden? Er det muligt når ingen af os har oplevet hvad det vil sige ikke at eksistere)

Det eneste jeg kan sige med absolut sikkerhed ligenu er at jeg helst ikke vil ha' mit liv slutter anytime soon. Derfor er døden min 'fjende' og derfor synes jeg man burde forske seriøst i hvordan vi kan forlænge levetiden. Det ville være kontroversielt hvis en forsker/læge idag sagde i nyhederne at de ville forske i evigt liv og det kan jeg ikke forstå.
Hvis der fandtes en gud (af en eller anden slags) og denne gud ikke kunne lide det vi lavde her på jorden, så ville vi nok ha' mærket konsekvenserne for længe siden. Men vi lever stadig og er endnu ikke gået under i ragnarok [img]images/smiles/icon_smile.gif[/img]
Vi har ændret så mange andre samfundsnormer, så hvorfor ikke også døden. Vi har som menneskehed hele tiden udviklet os (urtidsalderen, stenalderen, middelalderen, industri osv) og hvorfor sku' vi dog ikke prøve selv at bestemme over vores skæbne.
Jeg siger ikke vi skal blive 'gud'. Jeg siger bare at det er vores liv så lad os selv bestemme så meget som muligt.

Hva' så fafler, hehe, the red pill or the blue pill?

Det er også interessant at tænke på at folk kunne rage MEGET store formuer til sig, for man ville jo ikke dø, og ingen ville arve en (medmindre man døde ved et uheld eller lignende). Dermed ville staten gå glip af mange penge også.
Konsekvenserne af dette ville også blive meget vidtrækkende.

Alt er konstant i bevægelse på alle mulige måder, bevægelse er ånd, ånden er konstant.