Psychedelia.dk

hvis alt er en tro, så giver det altså ingen mening at tro noget overhovedet.

Det vigtige i ægte tro er den historiske bevidsthed: Kendskabet til den verden, man er en del af. Og noget tyder på, at megen moderne New Age-tro simpelthen er en flugt fra denne hersens forpligtende verdens-kontakt - det er ligesom "historien er kun for sjov" for dem.

Bibelen og Koranen er jo også historiebøger. Jeg anbefaler alle, der interesserer sig for tro, at læse begge disse store, betydningsfulde bøger - de giver én en vigtig historisk fornemmelse.

Ens egne personlige problemer bliver mindre i det store verdenshistoriske perspektiv.

Utro eller vantro er forbundet med en blind trods-reaktion i mennesket. En trods mod enhver form for autoritet og forpligtelse. Denne trods skal under kontrol, for man kan ende i meget pinefulde psykiske tilstande, hvis man overdriver sin trods-mentalitet, altså at man hele tiden skal være modsat og omvendt og på tværs.

Jeg taler af erfaring.

Gud ser alt, forventer respekt og taknemmelighed, er retfærdig i ét og alt, endvidere nådig og tilgivende mod dem, der bøjer sig under Guds autoritet.

Vi må indstille os på, at vi skal tjene verden og menneskene, vi er tjenere, ja, sågar slaver - Gud prøver os og giver os problemer for at se, om vores personlige egenskaber er sådanne egenskaber, som kan bruges i de højere verdener.

Guds ordning er blot en "højere natur", en sortering på et åndeligt plan, der svarer til den naturlige, men "blinde" sortering, der hele tiden finder sted i naturen.

Vil man forkaste sig selv?: Så dyrk den bevidstløse trods-mentalitet mod alt og alle.

Vil man bevare sig selv?: Så indordn' dig under over-naturens guddommelige indsigt i, hvad der er godt for os, og hvad der er skidt.

Tro er banalt.

For Gud er vi alle dumme.

Men Han sér, at vi trods dét er i stand til at vælge.

[ 03 April 2003: Besked ændret af: Skat ]

jeg tror ikke på nogen gud, jeg bor i en meget lille og utrolig kristen by, da jeg var mindre fulgte jeg flokken og gik til alle de indre kristne møder og gik i kirke og sang i kirkekoret...

men da jeg nok begyndte at komme i 7 kl. vidste jeg at det ikke ¨var noget for mig, jeg vidste at jeg ikke hørte til der, jeg synes det er godt for dem der tror på det, og på en eller anden måde misunder jeg dem alle nok. Men til gengæld ville jeg ikkke bytte mit liv med nogle fra min gamle kristne klasse, jeg ville også gerne vågne op en morgen og tro på at jeg skulle i himlen eller hva de nu kalder det for, men sådan ser jeg ikke på livet, jeg tror dog på at der er noget, en slags ånde verden måske...

jeg tror mange gange at mange ting ville blive lettere hvis man troede på gud eller Jesus, Budda eller hvem som helst...

men jeg tror ikke det er noget man selv kan bestemme....

jeg ved jeg ikke selv kan bestemme hvad jeg tror på

[img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]

Tro har også noget med ansvar at gøre, man er ikke længere kun ansvarlig over for sig selv men ansvarlig som et led i verden

Det er altid lettest ikke at tro... virkelig tro er noget som kommer med livserfaring

Men så er det ikke længere tro... ikke hvis man udfra sig selv som værktøj erkender sandheden i troen så vil det blive til noget sandt religiøst og religion betyder på græsk at blive genforenet med sit ophav....

Problemet at bevise en sand tro over for en ikke troende eller blot en uægte troende (dogmatiker) er at bevisførelsen ikke ligger i noget ydre men ligger i mennesket selv, stoler man derfor ikke på sig selv, så er man vantro...

Menneske kend dig selv er noget som står i mange mysterie skrifter og det betegner netop en del af den essens som danner grundlaget for en sand religions esoteriske verdensbegtragtning...

Man må for at hæve sig op til de himmelske højder arbejde så meget på sig selv at man uselvisk er istand til at opfange de højere sandheder og ikke lader dem farve af personlige lunder af sympati eller antipati...

Man skal kunne tænke i enhedsbegreber kunne se helheden i verden og kunne se de enkelte elementers relationer til hinanden, ikke udfra en sansemæssig iagtagelser eller emperiske observationer, men derimod som noget akausalt...

Man er derfor nød til at bevæge sig ind til noget som ikke direkte lader sig sammenligne med noget sansemæssigt erkendelsesmæssigt men derimod selve det som er den bagvedliggende årsag til sanserne, derfor bør vi altid fokusere på selve det idémæssige grundlag for de ting som møder os, frem for at tillæge begrebet til det væsentlige - det væsentlige begynder at blive forståligt når man udfra en idémæssig betragtning begynder at sammenligne de enkelte elementer med hinanden og ser et mønster som tydeligt viser at der ligger et gældende princip som manifesterer sig på mange forskelige planer af subtilitet, kvantitet er ikke væsentligt i den her betragtning men derimod det kvalitative...

Platon talte om de skygger som vi bliver kastet i hulens bagvæg og de skygger er dem vi opfatter, men det må vel netop være det som kaster skyggen som må være det væsentlige...

Det er også ofte sådan at hvor der er røg er der også ild og med al den røg som materialistisk tænkende stadig ikke har formået at indsluse i deres begrænsede Newtoniske røgsluser så må der altså være en guddomelig flamme som ikke lader sig slukke så nemt...

Og hvor forsvinder tingene hen når de bliver brændt, de forsvinder ikke men metaforseres blot til en anden subtilitet og sådan er det også med liv og død det er kun forskelige faser af eksistens, intet forsvinder det bliver blot omformet til noget andet...

Men istedet for hele tiden at undre os over hvad som vil ske når vi dør, så bør vi også beskæftige os med hvad var det som skete inden jeg blev født.. .livet inden fødslen er ligeså interesant om ikke mere end livet efter døden...

"Og hvor forsvinder tingene hen når de bliver brændt, de forsvinder ikke men metaforseres blot til en anden subtilitet og sådan er det også med liv og død det er kun forskelige faser af eksistens, intet forsvinder det bliver blot omformet til noget andet..." - Anima

Information eksisterer. Alt består af information. Men forstå, at Gud er suveræn: Hvis HAN vil, at noget skal vedblive at eksistere i en eller anden form, så kan det eksistere, og hvis HAN vil lade noget forsvinde, så kan han blot SLETTE denne information.

Jeg ser i Koranen en "Bevidsthedens Lov" fremstillet, så også idioterne kan være med.

Frygt Gud: For Han kan gøre HVAD SOM HELST med alt det, Han har skabt.

Frygt Bevidsthedens Lov: For den indebærer, at de individuelle bevidstheder har et CENTER, som har adgang til al information. Hvis centeret vurderer, at en individuel bevidsthed stræber mod bevidsthedens grænse-område, da kan det vælge at lade denne bevidsthed stræbe, som den vil - og fare vild.

Helvede er den tilstand, at subjektet er kommet ud i bevidsthedens grænse-område og ikke kan finde tilbage til Centeret.

Gud fremstiller blot Bevidsthedens Lov, således som denne må være, for at Verden kan hænge sammen.

Bag Gud er der en dybere Gud, bag den dybere Gud er der en endnu dybdere Gud, osv. Men de indgår sandsynligvis i et samarbejde og foretrækker at fremstille sig selv som EN.

At have flere guder er skizofreniens koncept - man kan ikke vælge personlighed.

Man kan derimod have flere beundrede skikkelser under en Gud, der er højt hævet over disse.

Man skal blot indrømme, at disse er fantasi.

Men undervurder ikke fantasien, for déns rum er uendeligt stort.

Vil du være EN? Vil du føle den indre ro? Vil du være sikker?

Vælg en streng Gud, snarere end en blød og udflydende og omtåget sådan, for tænk nu, hvis den strenge Gud er sandheden - så var det uheldigt at vælge det bløde og udflydende!

Men hvis Gud er mildere og mere tolerant, end man regnede med, så vil Han også have forståelse for, at man valgte den strenge Gud - Ham, som truer med Helvede og holder regnskab med alle vore handlinger og betaler alt tilbage til rette tid.

Det er således fornuftigt, rationelt at vælge det strenge og autoritære, som samtidig har en etik og en orden i sin lære, og som straks begynder at VIRKE - man føler pludselig en indre fred, man stabiliseres.

Os, der missionerer, kan virke dødirriterende. Men det er noget med, at man føler, man har fundet noget værdifuldt og synes det er trist, at andre rager uklart omkring - man vil gerne vise taknemmelighed mod Gud ved at dele ud af det, man har fundet og er blevet glad for.

[ 07 April 2003: Besked ændret af: Skat ]

Islam er noget helt andet end kristendom

I Kristendom lærer man at elske sine medmennesker og Gud og hans enebårne søn Jesus Kristus...i Islam lærer man at hade og at frygte... der kan aldrig komme noget godt ud af en religion som anser alle andre religioner som underlegne men har sig selv en kriger som profet...

Islam er det modsatte af Kristendom, det er anti kristendom

Islam er en krigs religion... Jeg siger ikke at der ikke er noget rigtigt i Islam for det er der i allerhøjeste grad, men meget af den bygger på andre religioner, herunder bruges det gamle testamente, det har også være fuldt gyldigt engang, men det er det ikke efter det som skete på Golgatha, efter det skal det læses i lys af en revurderet tolkning under de gældende omstændigheder

[ 08 April 2003: Besked ændret af: Anima ]

Citat anima <BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote

Alligevel har krigshøge gennem tiderne ført krig under påskud af at det var jesu vilje.
(I dag er påskudet noget med demokrati eller menneskerettigheder.)
At der i de islamiske tekster er rig mulighed for at retfærdiggøre krig er ikke ensbetydende med at man oftere fører krig.
Se blot budet om at "du må ikke slå ihjel" har det har afholdt kristne fra at slå ihjel?


Den egentlige grund til at gå i krig er aldrig ønsket om at tilgodese Jesus, Menneskerettigheder eller Allah.
Årsagen til krig er nok snarere noget med magt og værdier (pt. olie)

Religionens rolle i det her er nok snarere at man bruger den som påskud.

Religionens/moralske normers evne til at til at forblinde befolkningen er fænomenal. Gransk dig selv Anima.

Jeg formoder du selv er helt uden tro...
Eller det tror du ihvertfald, det at undervurdere religioner er en højst mærkværdig tro...

At Kristendommen har været misbrugt, kan der ikke være tvivl om, men det er ikke kristendommen som man kan dømme, derimod kan man dømme de mennesker som har misbrugt kristendommen, men hvis man kender grundlaget i kristendommen og forstår det dybe budskab i Evangelierne så behøver man ikke at undre sig, hvad kristendommen i virkeligheden handler om, derimod kan man hurtigt sammenligne kristendommen med Islam og undersøge deres grundlag så vil man finde en væsentlig forskel i selve budskabet...

At der findes dårlige kristne og dårlige muslimer ændrer ikke på det væsentlige grundlag for de to religioner

Islam er en krigsreligion kristendommen en fredsreligion. Hvorfor er kristne så mere krigeriske. Dit udsagn om at der findes både dårlige og gode kristne og muslimer vil jeg udvide til at der findes gode og dårlige mennesker troende eller ikke troende.
Citat Anima: <BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote

Jeg undrer mig ikke så meget over hvad kristendommen eller moralske normer handler om. De handler om at adfærdsregulere en befolkning.

Og ja, jeg vil allenødigst have min adfærd reguleret af andre end mig selv.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote

Var du ikke reguleret siden fødslen, til at efterligne verden, så ville du slet ikke være istand til at lære så meget som du gør, helt op til 21 års alderen og enda op til 28 er du faktisk stadig i udvikling og efterligner også om du vil det eller ej, så er vi faktisk avhængige af hvad vi gør eftersom hvores handlinger ofte medfører en eller anden konsekvens for andre, selv dine gener er reguleret udfra dine forældres gener, dit land er reguleret udfra hvordan dit folk har valgt at opbygge og vedligeholde de kulturelle og de juridiske elementer, din race er reguleret udfra fællestræk som netop er ydre kendetegn på denne races specifike egenskaber og talenter, dit liv er regulret udfra hvilke stoffer du indtager udefra og nu lige pludselig vil du regulerer dig selv? tror du virkelig at du har skabt dig selv? eller at du er uafhængig udfra selve det grundlag du er blevet skabt? Tænk engang hvor meget menneskeheden har avanceret ikraft af reguleringer, eller du foretrækker måske den middelalder kriger mentalitet fra middelalderen hvor en families underholdning blandt andet bestod i noget så brutalt og primitivt som at se folk blive henrettet på torvet?

Religion er ikke desto mindre et fysisk udtryk for en længsel tilbage til det ophav som repræsenteres i alt hvad man kan betegne som gode, smukke og sandefærdige handlinger som kan udføres af mennesker, man kunne kalde den et fokus for et fællesskab, mennesket er bestemt til at være sammen i et fællesskab og vi er alle opstået af den samme enhed...

Derfor kan du ikke komme og sige at du ikke vil have nogen til at regulere dig, for selve din eksistens er reguleret udfra princippet som du ikke har den ringeste indflydelse på og at selve de handlinger som du foretager dig har en regulerende effekt på de mennesker som du er bestemt til at være sammen med og bør derfor være i overenstemmelse med noget som man kan betegne som et medmenneskelig fælles gode som ikke tager hensyn til den enkelte, men til hele menneskeheden som helhed...

Det sidste afsnit (Derfor kan du ikke komme..) er overvældende. Jeg vil ikke udelukke at udsagnet er sandt.

Når man kender den subtile ondskab mennesker imellem, og har været fortvivlet i sin kamp mod samme, så er det en lettelse at se alle Allahs trusler mod de vantro i Koranen.

Muslimer bruger ikke at "vende den anden kind til", men fordres at forsvare sig, hvis de angribes. "Allah elsker ikke angriberne".

Allah forstår vores lidenskaber og taler lidenskabeligt til os, men maner også til besindighed.

Forpligtelsen til at betale skat til de fattige, og tage sig af hjemløse og andre forhutlede eksistenser, ære sine forældre, er ikke just baseret på had-mentalitet, for det er konkret kærlighed.

Allah har intet ansigt og ingen skikkelse. Derfor kan vi heller ikke som mennesker snylte på det guddommelige lys og lade os ligne med Gud.

Jesus påstås at tage vore synder på sig. Dette er uansvarligheds mentalitet. For Koranen er Jesus en profet i rækken og anerkendes som syndfri, fuldkommen, altså en "ren kanal" for Guds stemme.

Men at gøre Jesus til Guds skikkelse og person på jorden - dét er vildfarelsen, dét er blasfemien. GUD ER UENDELIG, UENDELIGHEDEN (Kilden og Dybet, Bevidsthedens Center), har intet ansigt.

Dermed anfægtes også hele den moderne ikonisering i form af idol- og model-dyrkelsen, som holder mennesker nede i et fladt perspektiv og gør, at vi ikke kan forholde os til den rene ånd, fordi ånden klæber til materien, iogmed, at den klæber til ikonet, billedet.

Når man erkender Allah, kommer der virkelig rejsning på Verden: "Han"/Det ligger bag den sidste stjerne og er den Intelligens, som får det hele til at hænge sammen og fungere i én stor enhed, universet.

"Allah er verdenernes Herre"

- bemærk flertal. Det er så fascinerende, synes jeg. At vi slet ikke kan overskue Allahs værk, for det omfatter verdener, så mange planeter, vi kan forestille os, samt hinsidige universer af enhver art.

Man kan ikke give hånd til og eventuelt korsfæste denne uendelighed.

Man kan kun bøje sig ydmygt og håbe det bedste.

Allah forstår os og taler til os, gennem Sin profet, Muhammad, i dét sprog, som vi mennesker her på Jorden bedst forstår, så også de dumme og glemsomme kan være med.

Men hvem, der er muslimer i den rette ånd, og hvem, der ikke er muslimer i den rette ånd, ja, det véd kun Allah, uden Hvem intet er til.

[ 09 April 2003: Besked ændret af: Skat ]

Jamen nu tror vi kristne jo at ingen, før eller efter Jesus har nogensinde kunne præstere det samme som ham, han kunne helbrede de syge og gøre de blinde seende og eftersom han var den perfekte prototype på et menneske så var han samtidig den bedste repræsentant for mennesket og er defor det naturlige formidlende led imellem gud og mennesket, helligånden er guds ånd, faderen er selveste gud i sin altomfattende form, sønnen er Jesus som et værktøj for selve guds vilje, vi taler derfor ikke om flere guder men derimod om den samme

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af Anima:
... vi taler derfor ikke om flere guder men derimod om den samme<HR></BLOCKQUOTE>

Det er godt. Så forstår vi hinanden. Og så vil jeg anfægte påstanden om, at Islam er anti alt andet end sig selv. Her citeres fra Naser Khaders bog, Ære og skam:

"Da muslimerne erobrede Mekka og de omkringliggende områder [Mekka havde budt den nye religion megen modstand i forvejen], fik jøder og kristne lov til fortsat at dyrke og praktisere deres religioner, bevare deres kulturelle traditioner og have egne institutioner, jurisdiktioner, civilret osv., en slags indre selvstyre - uden indblanding fra det omgivende islamiske samfund. (Dette praktiseres også i vore dage i lande som Egypten, Irak, Jordan, Libanon, Marokko, Pakistan og Syrien)."

"Den amerikanske islamekspert, Bernard Lewis, konkluderer i sit værk Islam in History, at "islam var ulige mere tolerant end middelalderens kristendom". Videre skriver han: "Inden for den islamiske verden kunne regeringerne godt finde på at udøve forskelsbehandling over for ikkemuslimer, deriblandt jøder, men forfulgte dem sjældent. Der kunne godt være tale om foragt, nedværdigende behandling, til tider endog undertrykkelse, men der var intet i islam, der kunne sammenlignes med det særlige had, både teoretisk og folkeligt, der inden for kristendommen blev rettet mod jøderne." "

"[Naser Khader igen:] Under den kristne inkvisition og efter det islamiske nederlag i Spanien, hvor jøder, kristne og muslimer før havde levet fredeligt side om side, blev jøder og muslimer forfulgt og deres helligdomme ødelagt. De fik valget mellem enten at konvertere til kristendommen eller at dø."

"Tolerancen i det muslimske Spanien satte sig tydelige spor i både den jødiske og kristne tradition. I Cordoba fandtes i byens storhedstid i 800-tallet ikke mindre end 37 biblioteker. Mange af disse var arabiske oversættelser og kommentarer til antikke græske værker, som gjorde det muligt for de lærde i Spanien at finde inspiration i værkerne. Den jødiske tradition oplevede også et kulturelt højdepunkt i det muslimske Spanien."

"Muhammad betegnede jøder og kristne som dhimma, dvs. beskyttede mindretalsgrupper. I Koranen (29;47) hedder det: "Og strides ikke med Skriftens folk undtagen med det bedste og skønneste (argument)(...) Og sig (til dem): Vi tror på det, som er blevet åbenbaret os og åbenbaret jer, og vores Gud og jeres Gud er (een og samme Gud), og vi har underkastet os Ham.""

"I 632 indgik Muhammad en pagt med munkene i Skt. Katharinaklosteret i Sinai, hvori det eksplicit stadfæstedes, at kirker ikke må nedrives for at give plads til en moské, og at den muslimske øvrighed skulle hjælpe de kristne økonomisk, dersom de manglede midler til eksempelvis vedligeholdelse af kirker og klostre. Samtidig blev muslimerne advaret om strenge straffe, hvis de krænkede de kristnes rettigheder."

...

"Ifølge Koranen er jøder og kristne ikke vantro, men hører til kategorien ahl al-kitab, "Bogens folk" eller "Skriftens folk", dvs. folkeslag, som tror på den ene almægtige Gud, og som Gud har åbenbaret sig for. De vantro er afgudsdyrkerne og gudsfornægterne."

Jesus gjorde efter sigende lægelige mirakler på en tid, hvor lægekunst var in. På en senere tid, hvor veltalenhed var in, dikterede analfabeten Muhammad et meget langt digt (Koranen), hvis stil er så sublim og unik, at man har udfordret alverdens digtere til at gøre kunsten efter. Og det var således Muhammad's sproglige mirakel.

Personligt har jeg erfaret, hvorledes mit indre gik fra et oprørt til et stille hav, efter jeg påbegyndte at læse Koranen. Dén kan helbrede neuroser, sindsforvirring, altså psykiske sygdomme.

Og nogen siger, at fysiske sygdomme begynder i psyken, så man kan jo sige, at denne form for helbredelse er af en dybere slags.

Jesus har iøvrigt sagt, at andre en dag skal gøre større ting end han.

Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Jesus ser ud, taler, gestikulerer; på dén måde kan enhver med healende evner komme og pege på sig selv og sige: sådan. Og det er problemet - fordi Jesus for de kristne er det eneste fuldkomne menneske, og det giver en særlig gudelig autoritet, som bestemt kan misbruges.

Hvor muslimerne jo regner med en række af fuldkomne mennesker, nemlig profeterne, fra Moses til Muhammad.

Hvorfor skal Jesus, denne hellige mand, påtage sig vore synder, efter alt det gode, han efter sigende har gjort for os?

Er det topmålet af uansvarlighed???

Ja, jeg spørger bare...

[ 10 April 2003: Besked ændret af: Skat ]

Han påtager sig hvores synder set på den måde at han ofre sig ved at forene sig med os som virkelig tror på ham, men også følger hans gerninger og gør de handlinger som han har forevist os, uden at have et forbillede som svarer helt til guds forventninger så havde mennesket ikke mulighed for at en skønne dag at kunne opnå at være sammen med gud i evigheden, jeg tror vi er her på jorden for at lære, ved at være dødelige - men vi kan kun lærer at blive udødelige her på jorden, det var slet ikke nødvendigt for Kristus at gøre som han gjorde, men han gjorde det udelukkende for at hjælpe mennesket... mennesket er syndere set på den måde at de har adskilt sig fra gud, Kristus var syndfri men aligevel valgte han at være her på jorden for at hjælpe mennesket til at komme af med deres synd så de kan være sammen med faderen, Gud havde udvalgt Jesus til at tage ned på jorden for at hjælpe mennesket, selv behøvede han ikke at lære noget her på jorden, på den måde skal det ses som et offer og at han har taget hvores synder på sig, men kun hvis vi følger ham i tykt og tyndt

Og hvor forsvinder tingene hen når de bliver brændt, de forsvinder ikke men metaforseres blot til en anden subtilitet og sådan er det også med liv og død det er kun forskelige faser af eksistens, intet forsvinder det bliver blot omformet til noget andet...
- Anima

Jeg anerkender Gud, Kilden og Dybet, Ophav til Alt.

Jeg anerkender, at Guds profeter, herunder Jesus, er særligt ophøjede personer.

Jeg erkender, at jeg er et syndigt menneske.

Jeg erklærer, at jeg vil gøre mit bedste for at leve i ære, dvs. i overensstemmelse med den morallære, der er bragt mig via de hellige bøger, såsom Bibelen og Koranen.

Jeg afviser at beskylde Jesus for mine fejl.

Jeg tager imod dén tilgivelse, der kommer direkte fra Kilden og Dybet, som jeg ydmygt bøjer mig for hver dag.

Hvis jeg holder fast ved dette, hvad er så min skæbne?

Hvad sker der med de vantro eller utro, afgudsdyrkerne, ateisterne, de umoralske og hovmodige - jævnfør ovenstående citat?

Er Gud ikke tilfreds med, at jeg anerkender HAM alene, som Herskeren over alt, og Herskeren på Dommens Dag?

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote

- Og hvordan kan du vide det? Er du gud? Er det ikke arrogant at svare for gud, og vide vejen til frelse?
Ville det ikke være et protestantisk argument at sige, at det i sidste ende er op til gud alene at beslutte hvorvidt du opnår frelse? Og at påstå at man ved hvordan det opnås, eller at tro at man opnår frelse ved at gøre på en særlig måde er arrogance = hovmod? For i sidste ende må man bare kaste sig for Guds fødder og hengive sig til guds nåde.

Ikke fordi jeg er kristen, men jeg ser en del hovmod i Animas synspunkter. Det er jo nærmest blasfemi, ud fra et protestantisk synspunkt.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af dankdawg:
For i sidste ende må man bare kaste sig for Guds fødder og hengive sig til guds nåde.
<HR></BLOCKQUOTE>

Det holder ovenikøbet som demokratisk princip, eftersom Gud Uendeligheden Kilden og Dybet faktisk repræsenterer et overvældende kosmisk flertal - forstå det, hvem der kan!

Har haft et frygteligt anfald af tvivl - "snublede" over nogle vers i Koranen, som gjorde mig fornærmet på mit underlivs vegne.

Bad i min fornærmethed og tvivl Allah om at orientere mig nærmere.

Så gik jeg i seng. Så fik jeg ellers noget af en grel drøm, der helt tydeligt handlede om, hvad for et mareridt, Kristendommen har udviklet sig til, samtidig med, at min fornærmetheds psykologiske pointe blotlagdes derved.

Jo, Allah er sandelig Alvidende, Alviis!

Da jeg stod op, var jeg atter muslim, solen skinnede, og jeg tog med tilsvarende lyst sind med taxa til Jyske Bank for at betale en regning på knap kr. 30.000 for noget lort, jeg har lavet i 2001.

Her nogle interessante sætninger om kristendom, jeg har fundet under menupunktet 'Af ENW', på www.enw.dk som en del af et langt foredrag om fænomenet religion (tidskategori: 2000):

Kristendom er ikke fascisme, men irreligiøs kristendom (og kristendommen har været irreligiøs siden Reformationen) er fascisme. Den religiøse kristendom er som fuldstændig negation af alt verdsligt en fremmed i verden og derfor også så uskadelig i verden som buddhisme og andre beslægtede religioner.

Dens eneste forhold til medmennesket er betingelsesløs overgivelse - hvis nogen slår dig på den ene kind ... Den irreligiøse derimod dømmer ikke blot verden og livet, den stræber efter at blive deres bøddel. Det skete, da kristendommen blev et politisk parti, som vi også kender det herhjemme.

Man mistede tilliden til den forestående Dommedag, og besluttede derfor, at man hellere måtte dømme her. Helvede var for fjernt, så man oprettede det på jorden, Inkvisitionen.

Den irreligiøse kristne går ikke ind i sit kammer. Han er til stadighed på barrikaderne for at tvinge sine medmennesker til at indtage hans plads mellem de to stole Gud og verden, og dem, der ikke kan tvinges, må udryddes.

Han prædiker ikke det Gode, for han ved ikke, hvad det er. Han prædiker det Onde og dets Bekæmpelse. Derfor har det også altid været civiliserede mennesker om at gøre at udbrede kendskabet til kristendommen og afsløre kirken.

Men religion er ikke tvang, men hengivelse. Hvad ud fra en overfladisk betragtning kan synes beslægtede, er således i realiteten modsætninger.

[ 14 April 2003: Besked ændret af: Skat ]

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af dankdawg:
- Og hvordan kan du vide det? Er du gud? Er det ikke arrogant at svare for gud, og vide vejen til frelse?
Ville det ikke være et protestantisk argument at sige, at det i sidste ende er op til gud alene at beslutte hvorvidt du opnår frelse? Og at påstå at man ved hvordan det opnås, eller at tro at man opnår frelse ved at gøre på en særlig måde er arrogance = hovmod? For i sidste ende må man bare kaste sig for Guds fødder og hengive sig til guds nåde.

Ikke fordi jeg er kristen, men jeg ser en del hovmod i Animas synspunkter. Det er jo nærmest blasfemi, ud fra et protestantisk synspunkt.<HR></BLOCKQUOTE>

Gud ønsker ikke bare viljesløse tjenere, men derimod selvstændige idivider som vælger ham ved fuld bevidsthed og frihed, derfor finder du aldrig dine beviser så længe du ikke har viljen i hjertet vil at erkende skaberen, men det paradoksale er at du ved at benægte ham ikke blot benægter dit ophav men også det fundament som lever inde i det aller inderste af dit væsen, men man kan kun følge gud rigtigt ved at handle med det samme sindelag uanset ydre omstændighder, det er netop deri at prøven ligger, velsignet er dem som tror uden først at have set...

nåde kommer kun til den som viser nåde over for sine medmennesker, det er altsammen ting som ligger i den menneskelige vilje at de selv kan bestemme deres skæbne, men hvis de ikke kender selve de fundamentale principper på hvordan viljen fungere så kan man ikke sige at vedkommende er fri, men ikke desto mindre er vejen til frihed også vejen til gud, netop fordi der findes to veje, vejen til avgrunden og vejen til himlen, det er ikke arrogance at citere guds søn: Ingen kommer til faderen uden mig

Vejen til frelse...
-har ingen hørt om korsvejen???????