Psychedelia.dk

Jamen fra hvilket grundlag kan man afgøre, hvem der er dummest? Hvem siger kristne (eller ikke-kristne) er idioter, tåber og lemminger? Hvem siger at de der tror på en gud eller ikke tror er ens og dermed lige dumme eller kloge?
Jeg vil mene, at hvis man ikke føler nogen religiøsitet af nogen art, men alligevel har travlt med at gøre nar, så virker man ikke maksimum intelligent.
Man burde vel egentlig blot være ligeglad, hvis man er ligeglad. Hvorfor tage noget alvorligt, hvis man ikke kan tage det alvorligt? Jeg bryder mig ikke om ost. Men jeg bruger ikke tid på at spørge mig, om jeg eller ostespiserne (alle under samme hat) er dumme, idioter eller lemminger eller om emmentaler-folket er mere troværdigt end gorgonzola-folket.
Hvorfra kommer denne iver efter at distancere sig fra nogle mennesker ved at fordømme dem generelt?
Er det kun mig, som synes at en "fritænker" som er afhængig af at nedgøre andre ikke er fri nok? [edit] Eller med et enkelt ord er en hykler!

[ 22 April 2002: Besked ændret af: Nietzsche ]

Word up Nietzche dér.

Nice one Nietzche der...:)

Har engang brækket mig på General Francos grav....*g*

Jeg skrev ikke den første post, så jeg kan ikke skrive, hvad Boba Fett mente/mener med sin post.

Jeg skriver "det evige spørgsmål", netop for at antyde at der ikke findes (et entydigt/endegyldigt) svar på det.
Jeg tror, at det er sundt at diskutere sådanne spørgsmål - det er vel selve kernen i filosofi; at diskutere spørgsmål der ikke kan besvares endegyldigt. Man tænker sig om, og tager samtidig stilling til nogle dybe problemer.
Man finder sig selv og andre igennem denne diskussion.

Jeg tror, at det er noget meget menneskeligt at skulle distancere sig fra noget. Man kan jo ikke undgå at have en holdning til emnet, og med mindre man er en lidenskabsløs og tør bibliotekar-type (no offense, alle jer bibliotekarer derude [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img]) så vil denne holdning skinne lidt igennem når man diskuterer emnet.

Hvis ingen nogensinde viste deres holdninger, eller prøvede at komme frem til endegyldige svar, ville alt stagnere og blive gråt og dødt.

Jeg synes forresten ikke, at man kan sammenligne livets store spørgsmål med ost...

Jeg finder det underligt, at en person der kalder sig for "Nietzsche" ikke bifalder viljen til magt, og viljen til at hævde sig overfor andre og være dem overlegen [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img]

'Hvis ingen nogensinde viste deres holdninger, eller prøvede at komme frem til endegyldige svar, ville alt stagnere og blive gråt og dødt.' - skrev zarathustra.

- hmmm....hvis man vil have endegyldige svar på noget, så kan jeg anbefale dig at tilsutte dig en religion. [img]images/smiles/icon_wink.gif[/img]

[img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img] Tak for roserne.
@Zarathustra Ja jeg vil give dig ret i at det er filosofiens kerne at diskutere måske evige spørgsmål. Men forskellen på filosofi og religion/mytologi er netop, at man i filosofiske diskussioner argumenterer. Når man sidder sådan og diskuterer filosofi, så argumenterer man altså og argumenter "forpligter". Kan man ikke argumentere/redegøre for at ens ytringer ikke bygger på andet end "følelser", så må man bide i græsset (i den filosofiske diskussion).
Tager man dit indlæg for at være filosofisk, så skal du altså argumentere, ellers er det mere religion du prædiker. I den aktuelle (måske?) filosofiske diskussion forpligter din fordømmende negative holdning til kristne/ikke-kristne dig på, at der er et grundlag at fordømme dem på. Dette grundlag må du så gøre rede for. Kan du ikke det, ser det ud til at grundlaget for din klare fordømmelse af de kristne/ikke-kristne, er en sækulariseret religion! Og er det det, er du en hykler! [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img]

Angående "Vilje til magt" kan du se i din PM.

Dette topic fik mig egentlig til at tænke lidt. Jeg synes der er en masse fede posts, og jeg har egentlig overvejet det her indlæg ret godt.

Min tanke er til sidst:

Hvad nu hvis folk fik svar? Hvad hvis der fandtes bevis på at Jesus ikke levede? Hvad ville der så ske med hele den kristne kultur/tro?

- Dermed med mit spørgsmål mener jeg, at de folk som lever pga. deres gud og alle dem som bare er kristne "normale" mennesker, hvad ville der ske med dem? Kan man så ikke sige at Gud = livskraft?
Ville folk begå selvmord, hvis de fik bevis på at Jesus ikke eksisterede, som Guds søn? Ville folk turde gøre NOGET SOM HELST, af frygt for hvad der ville ske med dem, når de engang ville dø? Prøv selv at tænk den videre.

En anden lidt useriøs en, jeg også lige kom i tanke om er:

Hvad nu hvis vi er en sygdom fx. AIDS, som lever inde i kroppen på et væsen? Vi bor fx. i maven på et menneske, og vi er en masse bakterier. Vi formerer os, og udforsker nyeplaneter, bostææer os, og bliver der = AIDS? Kan i følge mig?

Lidt sjov og spøjs at tænke på..

DE som tror vil formentlig ikke have bevis for hverken det ene eller det andet - det ligger vel i begrebet tro, at det er tro og ikke viden - tro og viden/bevis er vel to forskellige ting - tro er klart stærkere end viden - tro på en selv, tro på en god fremtid er for eksempel ret uundværlige for et sund menneskeliv - efter min mening.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af Politiet:
DE som tror vil formentlig ikke have bevis for hverken det ene eller det andet - det ligger vel i begrebet tro, at det er tro og ikke viden - tro og viden/bevis er vel to forskellige ting - tro er klart stærkere end viden - tro på en selv, tro på en god fremtid er for eksempel ret uundværlige for et sund menneskeliv - efter min mening.<HR></BLOCKQUOTE>

Najs nok! Du har fattet min pointe [img]images/smiles/icon_biggrin.gif[/img] Nemlig at hvis de nu fik et bevis !!!! Et bevis som virkelig beviste noget, et bevis som var istand til at bevise det der sku bevises (forvirret:P?) er troen så stærk nok til at holde??

Jeg tror ikke, at du har gjort dig klart, hvad det vil sige at tro - Jeg tror heller ikke, at du har gjort dig klart, at et bevis altid vil hvile på et grundlag, som man skal "tro" på (det gør vi formentlig ubevidst) - Hvis nu Gud for eksempel skulle være Gud, så ville han ikke længere være begrebet Gud, hvis han blev bevist - Det er en del af Gud, at han ikke kan bevises - Det er en del af konceptet - Hvad er det du vil bevise? - en mand med gråt skæg? - Men Gud har jo netop intet ansigt - det er forbudt at lave billeder af Gud.

<BLOCKQUOTE><font size="1" face="Verdana, Helvetica, sans-serif">quote:</font><HR>Originalt postet af Politiet:
Jeg tror ikke, at du har gjort dig klart, hvad det vil sige at tro - Jeg tror heller ikke, at du har gjort dig klart, at et bevis altid vil hvile på et grundlag, som man skal "tro" på (det gør vi formentlig ubevidst) - Hvis nu Gud for eksempel skulle være Gud, så ville han ikke længere være begrebet Gud, hvis han blev bevist - Det er en del af Gud, at han ikke kan bevises - Det er en del af konceptet - Hvad er det du vil bevise? - en mand med gråt skæg? - Men Gud har jo netop intet ansigt - det er forbudt at lave billeder af Gud.<HR></BLOCKQUOTE>


Så lad os ta den drejning, at hvis Gud blev bevist, så er det ikke længere en tro - ergo, kan folk så stadig tro på ham??

Hvis det pludselig viste sig, at Douglas Adams har ret og jorden er fremstillet på bestilling af de mest intelligente væsner på jorden, nemlig forsøgsmus, så vil troen på Gud måske ikke have samme position i verdensfortolkningen - Det kan godt være - MEN tro er stadig væsensforskellig fra viden.

Jeg ved det ikke - men man kunne forestille sig at menneskene var gladere i årene efter anden verdenskrig, fordi man TROEDE på opsvinget og på de teknologiske landvindinger. Men vi fandt jo ud af, at der også var dårlige sider af teknologi. Nu er hver femte i de vestelige lande deprimeret. Man hører tit om forældre, som er bange for om de er gode nok i lyset af al den VIDEN, som pludselig cirkulerer. Hvis de bare troede på sig selv, var der sikkert ingen grund til bekymring. Men der er viden alle vejne, som kræver at spille en rolle i ens liv, hvis man ikke sikrer sig, at man underordner den viden sin subjektivitet, så underordener man sig viden og dermed en pseudoobjektivitet i tiden (viden er jo forgængelig).

Tro er godt viden er godt, men viden, som erstatter tro stjæler meningen med livet, for viden føles ikke, den tænkes og så er den forgængelig - vi ved alle sammen, at det vi ved i dag er en skrøne i morgen - hvis det er sådan, er det svært at tage sig selv alvorligt og bevare magten over tilværelsens mere filosofiske aspekter - enten finder man sig i at være en hund i et spil kegler eller også sæter man bare hælene i og siger "Det tror jeg, det føler jeg". Tro er en vigtig faktor i en subjektiv meningsgivende virkelighedsfortolkning.

Vores videnskabelige søgen efter sandheden skaber et paradoks i sig selv: For hvis videnskaben hele tiden bevæger sig FREMAD, så indebærer det jo, at vi aldrig kan vide noget med sikkerhed !
Hvis gårsdagens sandheder (ex. jorden er flad) er dagens usandheder (nej den ér rund) kan dagens sandheder lige så vel være usandheder i morgen...

To slags mennesker kan udgå dette paradoks og det er dogmatikerne og relativisterne.

Dogmatikerens løsning ville i frit sprog lyde nogenlunde sådan her: "Ganske vist modsiger en del fakta, hvad jeg tror, men disse fakta kan ikke være sande, de må ikke være sande, hele mit verdensbillede braser sammen, hvis de er sande, derfor vægrer jeg mig ved at tro på dem"

Relativisten ser klart alle tilværelsens komplikationer. For ham findes ingen Stor Sandhed, men kun mange små sandheder. En typisk relativisk ville sige noget i dur med: "Der findes ingen sandhed, og hvis der findes en, kan vi ikke opnå. Man kan se virkeligheden på den ene eller anden måde, forskellen spiller ingen rolle"

Inden for næsten alle videnskabelige områder findes der anskuelser og teorier, som modsiger hinanden, og som hver for sig har kvalificerede fortalere. Så hvordan skal man f.eks.vælge mellem alle de indbyrdes stridende psykologiske skoler, som tolker det menneskelige sjæleliv på hver sin måde ??

Hov, må holde her, skal ud af døren NUUUUUU

Thom> Beviser er jo ligegyldige når det kommer til tro. Se f.eks. udviklingslære kontra skabelsen. Darwins teorier er godt nok KUN teorier, men der kan vist ikke drages tvivl om at der er sket en evolution. Alligevel siger kristne at alt blev skabt på een gang af gud. Det viser sgudda at troen intet har at gøre med diverse beviser der bliver fremlagt af verden omkring de troende.

Hamp skriver:
---------------------------------------------
Jeg sad en gang i et tog og kom frem til den der store sandhed mange leder efter, eller ihvertfald en lille del af den ! Det er som følger:
Intet er endegyldigt.
---------------------------------------------

Nej, for de samme indsigter kan udtrykkes på 117 måder. Jeg tror på den forstand, med hvilken jeg forstår mere, end videnskaben vover at påstå. Videnskaben er et socialt spil med visse regler for, hvad man kan tillade sig at betragte som videnskabeligt faktum.

Et spil > Et sprog. Det er et spørgsmål om sprog. Når jeg tror på en Gud, og en anden benægter Guds eksistens, da tænker vi på forskellige sprog. Ikke dansk, engelsk, tysk, fransk osv., men ligesom 'højere sprog', erkendelses-sprog.

Matematikken, i vores jord-version, er et sprog, videnskabens inderste sprog. Videnskabsfolk tror på matematikken, de tror, at universet er matematisk. Og matematikken er et sprog. En overbevist jazzmusiker og digter, som tror på stemningens sprog, kan trække på skuldrene af "e = mc^2.", medmindre han da er tilstrækkeligt sammensat en person, til at rumme og bruge begge sprog.

Hvad han sagtens kan være. Spørgsmålet er, hvor mange forskellige 'højere sprog', erkendelses-sprog, bevidstheds-sprog, vi kan rumme, bruge, og selv udvikle kreativt. Tror man på forstanden, da tror man selvfølgelig på forståelsen, det er næsten det samme. Forståelsen er både noget, der foregår inde i den enkelte, og mellem mennesker.

Tror vi på, at vi forstår hinanden i denne debat?

@Zanni - tror du ikke vi skal hen i noget decideret "usprog", hvis vi vil skitsere en sandhed - sprog er vel hele tiden noget med tegn (med udtryk og indhold) i et system baseret på opposition tegnene i mellem - alting sættes fast i sprog - gør det ikke? - er det ikke meningen med sprog at fastholde tingene længe nok til at vi måske kan blive enige? - Jeg tænker på, at Goethes snak om "at symbolet er det det er, men også noget andet", måske er det vi har brug for et tegn, som peger ud af systemet ud i ingenting i noget ustruktureret - men for at "forstå" sådan et tegn, må man kunne tro - ellers giver det vel ikke mening.
Nej jeg tror ikke vi forstår hinanden i denne debat.

Talt sprog er anderledes end sprog ved symboler, tegnsprog. Med lyde har vi intuitive over- og undertoner, der dog også kan forvirre. Vi har musikkens lydsprog. Vi har non-artikulerede menneske-lyde, der jo sagtens kan virke ganske meningsfulde, dyre-lyde...en hunds gøen giver os straks en forestilling om en hund osv. Vi har krops-sprog, der er rimeligt instinktivt. Hunde har særligt duft-sprog...kan vi forestille os hundes virkelighed?

Sprog er et vidt begreb...

Istedet for at tale om 'tro', kan vi tale om 'forestilling'. Spørgsmålet er så, hvor godt vi via forskellige typer sprog kan formidle, hvad vi hver især forestiller os om dette og hint.

[ 31 Maj 2002: Besked ændret af: Zannioy ]

Jep men de sprog du nævner er vel netop ukonventionelle og derfor ikke så eksakte som de konventionelle - jeg mener ikke symbolsprog er sprog pga. det (netop) ikke helt fastlagte betydningsfelt - men da konventioner/form jo netop kan virke behrænsende er symboler nødvendige og berigende.

Politiet:
---------------------------------------------

jeg mener ikke symbolsprog er sprog pga. det (netop) ikke helt fastlagte betydningsfelt -
---------------------------------------------
Well, skriftsprog er symbol-sprog, omend pragmatisk sådant. Skriftsproget er strengere konventionelt end talesproget, for skriftsproget er 'digitalt', entel/eller, enten står der 'ko', eller også står der 'sko'. Talesproget har en lignende 'digitalitet' over sig, men med flydende undertoner i form af dialekt, betoning, personlig stemme.

Jo mere flydende betydnings-feltet er, altså ubestemmeligt, fornemmelsesmæssigt, des mere flydende ikke-digitalt sprog vil det være relevant at vælge. Men de flydende tros-fornemmelser, tros-forestillinger KAN udtrykkes gennem 'digitalt sprog', det vil sige et strengt konventionelt sprog, f.eks. skriftligt, grammatisk korrekt sprog.

Det kan bare kræve store ord-mængder at gøre det. Således udgør Bibelen da også en enorm mængde ord. For så mange 'digitale dråber' giver det...analogt flydende hav.

Håber, du/I kan følge mig...

De flydende fornemmelser om Gud kan simpelthen virke klodsede, når de udtrykkes gennem få, udvalgte Bibelcitater, eller citater fra andre hellige bøger - virkede klodsede på ANDRE, der "flyder et andet sted", om jeg så må sige.

Bibelen er ifølge min opfattelse bedst at betragte som ET DIGT. Selvmodsigelserne er tilladte i poetisk regi, det er den stemning, der udtrykkes, der er det væsentlige - noget mange troende da bestemt overser selv!

HYKLERIET er - at foregive en inderlig trosfornemmelse, der i virkeligheden er en "bureaukratisk" klamren sig til regler og principper, som man i grunden ikke forstår dybden af.

[ 01 Juni 2002: Besked ændret af: Zannioy ]