Psychedelia.dk

Hej, jeg ville bare lige lufte nogle tanker.

Hvad er stemninger? Jeg har tænkt en del på, om stemninger ikke er meget undervurderede og ikke-omtalte.

Jeg lægger meget mærke til stemninger, og husker stemninger meget stærkt. Men det er ikke bare stemninger som f.x. på en bar der er indrettet som det vilde vesten, men mere sådan nogle stemninger der giver mig helt særlige stærke følelser inden i.

Jeg husker bedst den første gang jeg prøvede svampe i Ungdomshuset på Nørrebro. Vi var en masse venner derinde. Alle var på et eller andet. Nogle mere end andre.(jeg var ikke en af dem der var totalt fucked). Det hele var på en måde så ekstremt, at jeg blev fyldt med en underlig stemning inden i. Det var en blanding af omgivelserne sådan rent visuelt, musikken (Hul og Düreforsög mener jeg det var.Og Bjørn Svin vist også...). Og så de andre mennesker der var der. Det var som om alle på en måde var synkroniserede til at have præcis samme humør, og det var for vildt.

Det gav mig en helt utrolig stemning, og så er det bare jeg tænker...Jeg kan komme ind i stemningen igen bare ved at huske tilbage. Jeg kan komme ind i stemninger ved at kigge på bestemte ting. F.x. kan jeg kigge på et hospital, og så får jeg en underlig dunkel hospitalsstemning. Jeg kan kigge på DR's store røde skilt i TV-byen, og så få en stemning af tv-byen, som jeg ikke bryder mig så meget om...(jeg kan ikke lige forklare hvorfor. Det er jo meget svært at forklare stemninger, synes jeg). Jeg kan kigge på en grim gammel Mazda, og føle meget lidt, og så hurigt kigge op med stjernehimmelen, og så få en enorm stemning af at være en del af noget uendeligt stort. Jeg kan kigge på træerne under en kold gadelampe, og føle at det er et af de mest upersonlige steder jeg kan tænke på, men det er jo også en stemning. Den er bare så normal, at den ikke siger mig noget længere.

Hvordan er det så, at jeg kan få stemninger ind i kroppen, bare ved at kigge på tin`? Er det min fantasi der siger mig, at sådan er det at være dér, eller ved jeg, at sådan er det at være der. Jeg ved det, når jeg har været der før, men når jeg kigger op på stjernehimmelen og føler, at jeg er en del af noget kæmpe stort, hvad er det så der får mig til at føle sådan? Jeg kan jo kun se små lysende prikker, og har i virkeligheden ingen fornemmelse af hvor stort det er.

Selvom det måske bare er vores fantasi, kan den så ikke kommunikere med omgivelserne, ved at se på dem? Man henter jo nogle visuelle syn, og bearbejder dem i hjernen, og får informationer og stemninger ud af det. Så man modtager vel et elelr andet fra det man kigger på. Lys modtager man, men....at forskellige ting har forskellige stemninger, er da lidt underligt at tænke på, synes jeg. Ligger det i farverne, arkitekturen, eller følelserne der er puttet ind i de ting man kigger på, da de blev skabt? En bil er en dybt upersonlig fabriksfremstillet klump metal, som ingenting siger mig, mens ungdomshuset på nørrebro har så mange følelser bag sig, at det giver mig en hel masse. Men hvordan kan jeg opfange følelser, som andre har puttet i det? Har de udtrykt sig godt da de indrettede stedet, eller kan jeg mærke at de havde dybere følelser, da de indrettede det?

Havde alle andre folk været robotter, dengang jeg var i ungdomshuset, ville jeg så få samme stemning ud af det?

Hvad er det der gør, at en fin gammel kinesisk have, giver en helt anden stemning, end at stå på toppen af et bjerg? Det er vel fordi vi blander alle vores sanser sammen, og får en stemning ud af det. Hvorfor er verden så så kedelig at se pågenerelt? Her hvor jeg bor, er gaderne så kedelige som de kan være, men havde m,an gjort noget ud af at bygge byen med så meget stemning som muligt, så ville man blive beriget med alt muligt, hver eneste gang man gik om et gadehjørne. Farver, mønstre, lyde, dufte osv. Man kunne få så meget ud af alting, hvis de var bygget for at give specielle stemninger. Man havde noget at lægge mærke til heletiden. Man ville få lyst til at tænke over stemningerne. Sætte hjernen igang. Tænke på, hvad man godt kunne tænke sig at lave i sådan en stemning der nu var her, hvor jeg var, ligenu.

Tænk at føle en stemning af roskilde festivalen, når man gik på Langbjergsgade, og når man så drejede om hjørnet, ville man føle at man lige havde scoret for Danmark foran 40.000 tilskuere.
Om man ville kunne skabe så store stemninger ved jeg jo ikke. Måske efter lang tid.

Men hvad synes i? Jeg mener stemninger er alt for overset...

Jeg kan godt se hvad det er du mener. Jeg har selv omlevet massevis af stemninger (som vi vel alle har) og det er af en eller anden grund altid dem der hænger ved. Jeg har aldrig rigtig været i stand til at forestille mig noget, altså at "se" ting for mit indre øje som man plejer at sige, men jeg kan ofte mærke stemninger. Stemninger er ifølge min overbevining tæt knyttet til følelser og jeg syntes det er meget svært at skelne. Men netop følelser er også noget af det man er mest påvirket af er det ikke ? Bare så sent som i morges kunne jeg ikke falde i søvn efter jeg var vågnet, hvorfor? ikke på grund af lys lyd luft eller lign me pågrund af en stemning, forventning. Så jo hvis andre ikke lægger mærke til stemninger så syntes jeg det er en skam...