Jeg håber at det er i orden at jeg deler det følgende. Da det følgende for mig består i bevidstgørelsen af et helt markant og grundlæggende problem i mig selv, som jeg føler nødvendigt at få delt, eller italesat, for at vise at jeg er bevidst om min inderste drift og generelle adfærd, da det er igennem den jeg barrikaderer mig. Jeg vil vise at jeg egenhændigt kan håndtere og forandre min adfærd, således at jeg får fremmet det sande i mig selv, med ønsket om at kunne være til, for mig selv, men også for andre. Jeg har en dybtfølt kærlighed overfor alt liv, og særligt for ét. Problemet er at jeg ruminerer; jeg bliver ved med at sidde fast i den samme problemstilling. Bliver ved med at lade mig begrænse uden at gå til grænsen (i hvert fald den rigtige -pga. smerte (fysisk og psykisk)), og har i lang tid ladet mig drive af had og fordømmelser, mod en anden, og selvom jeg har været i stand til at forandre meget af den drift i det forløbne år, kommer det fortsat til udtryk, og ofte i de forkerte sammenhænge, da det er en simpel projektion - der i virkeligheden grunder i et dybtfølt had til mig selv. Den oplevelse jeg ruminerer har gennemsyret mit væsen i dets grundsten (hvilket ikke nødvendigvis er skidt, da jeg et eller andet sted, ikke ville kunne være foruden, da det i tiden var hvad jeg søgte - jeg fik i hvert fald et 'svar' og syn for sagen), og ændret mig for altid. Jeg skal lære at acceptere mig selv, og være tilstede for mig selv, og ikke projicere mig selv over i andre, jeg skal lære at åbne op, og tale om det der er svært, om det jeg ikke forstår, om det der gør ondt. Den selvdestruktive, uærlige og ulykkelige alf, der ikke vil have hjælp fra andre, må se sig nødsaget til at acceptere hjælp fra andre. Den glade, ærlige og konstruktive alf, der vil klare det hele selv, må indse fællesskabet og samarbejdets styrke, og biddrage til det. Og samtidigt være i stand til at gøre ting alene, for mig selv, men i særdeleshed for andre.
Jeg har været i stand til at arbejde meget med mine stofvaner, fik lagt ketaminen på hylden da jeg begyndte at misbruge den, har mindsket al kontakt til den ven jeg røg crack og dope med, da jeg indså at han var pisse ligeglad med mig, da han konstant og heletiden brændte mig af, og løj. Fra mange, og mange gange er jeg blevet opfordret til at droppe kontakten til ham, men har været modvillig, da han til tider har været en god ven, og været der for mig, og jeg for ham. Det har aldrig for mig været stofferne der har været det afgørende i det venskab, da det ofte har gået mig på at det for ham var omdrejningspunktet. Don't get me wrong, jeg elsker stoffer, men crack og heroin er ikke på den liste. Hellere vil jeg sidde på en bjergtop og leve af luft.
Jeg har flere vaner og tendenser jeg skal bryde, og vil begynde at klatre. Og efter store omvæltninger i min tilværelse på mindre end en måned, føler jeg at mine fødder står på den rette sti, og føler mig faktisk hjemme! For første gang i rigtigt mange år! Føler mig i stand til at komme videre, og komme igang! Mange af de brikker jeg har rykket er verdslige, og føler at jeg har fået dannet et tydeligere billede af min selvfølte psykospirituelle krise, og er i stand til at transformere mig selv til det ønskede; En mere fattet, rar og meningsgivende entitet.
Hvis du som læser dette har nogle råd eller øvelser relateret til hvad jeg gennemgår, høre jeg dem gerne.
|