Hey Psy,
Jeg er en fyr som her de sidste par år har gået med en masse forskellige tanker. Jeg kommer nogle fange ind i perioder hvor jeg bare ligger der hjemme i min seng og udeb at kunne finde nogen grund til at leve. Min hjerne blever fyldt med tanker som f.x. "Der er over 7 milliarder mennesker på jorden. Hvordan gør det en forskel om jeg er i live eller ej?", "Alt vi oplever i livet er bare en række kemiske forbindelser der sker i vores hjerne. Alle vores følelser og tanker er bare automatiske mekanismer vores hjerne har udviklet for bedre at kunne overleve." Altså ting i den dur, som får livet til at virke fuldkommen ligegyldigt. Jeg har daglige selvmordstanker og en lyst til at fucke mit liv op. Det kan være perioder fra 20 min til flere uger jeg har det, og lige pludselig bliver jeg i rigtigt godt humør og føler mig bare forelsket i verden. Mit humør kan skifte på minuttet bare pga. den mindste ændring og jeg kan miste al den motivation jeg havde for at tage ud og erobre verden på et minut.
For en måneds tid siden da jeg sad og læste lidt om filosofi faldt jeg over "nihilisme". Jeg havde hørt om det før og søgte lidt videre om det. Ud fra det jeg læste passede det perfekt på mine tanker og idéer. Det har faktisk sjovt nok haft den effekt at jeg nyder livet meget mere, og de "dårlige" perioder bliver kortere og færre. Jeg føler at jeg ligesom er fri, og at det er en god ting, at der ikke er nogen mening med livet. Det jeg tænker nu er "når nu vi alligevel lever og der ikke er nogen mening med livet, så kan jeg da ligeså godt få det bedste ud af det." Nu vil jeg ikke fucke mit liv op fordi så mister jeg chancerne for nogle af de ting jeg gerne vil i livet. Men til gengæld er det en enorm frihed at jeg kan tænke at det ikke gør noget HVIS jeg kommer til at fucke mit liv op. Det har fjernet en masse press fra mig og jeg føler jeg lever livet nu.
Men... I følge nihilsmen så er folk fuldkommen ligeglad med de fattige børn i Afrika, flygtninge fra Syrien, eller om verden går under. Det er jeg ikke. Ikke på grund af mig selv, men at jeg synes det er synd for alle de ikke-nihilister som dør af sult, eller flygter for deres liv. Det er jo ikke alle som kan have den dejlige fornnemmelse af at vide at alt er ligegyldigt. Jeg synes på ingen måde at folk skal tænke sådan hvis det ikke er den holdning de har, men selvom det ikke er den "rigtige" form for nihilistiske tankegang kan jeg ikke lade være med at have ondt af dem. Bare fordi at vi er en gruppe mennesker som er ligeglade med livet betyder det jo ikke at vi skal ødelægge livet for alle dem som ikke er. Det er i hvert fald min holdning.
Havde slet ikke tænkt mig, at skrive så meget, men hvis der er nogen som har gidet læse det vil jeg meget gerne høre jeres holdninger om emnet.
Mvh Psykemyggen
|
