|
Her er nogle intuitivt sande lighedsdomme:
1) Rød er mere lig orange end rød er lig grøn.
2) Lil waynes musik er mere lig Rick Ross musik end den er lig Michael Jacksons.
3) Firkanter er mere lig trekanter, end de er lig cirkler.
4) H2O er mere lig H2O2 end amfetamin.
5) Hunde er mere lig katte end hunde er lig guldfisk.
Hvordan forklarer vi lighed? Altså helt generelt. Indledningsvis er der en ting, der skal klargøres. Tilsyneladende er de nævnte eksempler på lighed naturlig eller essentiel lighed. Men tag foreksempel påstanden:
6) Køer er mere lig hunde, end de er lig urokser, hvis man betragter måden de lever på, da de to første er tamdyr, mens urokser er vilddyr.
Det sidste eksempel udtrykker en sand påstand, men køer er mere lig urokser i alle naturlige henseende. Den sidste proposition udtrykker en sand dom om relativ lighed. Det siges ofte, at alt er lig alt andet, hvis der angives en passende henseende i hvilken lighed skal bedømmes.
Omvendt virker 1-5 mere "naturlige". Det er sandheder, der simpelthen følger af tingens natur. Enten af den natur, vi har erkendt videnskabeligt (f.eks. ligheden mellem hunde, katte og guldfisk - der måske er åbenlys nok alligevel), eller ligheder der ikke engang behøver empirisk støtte (f.eks. at rød er mere lig orange end grøn).
To af påstandene adskiller sig fra de øvrige. Den om farvelighed og den om lighed mellem former. Begge propositioners sandhed kan erkendes via introspektion. Men især farvelighed er spændende. For tilsyneladende har vi her en påstand om egenskaber, der modsat former optræder umiddelbart i erfaringen. Hvor vi introspekterer matematiske propositioner ved at tænke om dem og udlede konsekvenser, så "ser" vi helt enkelt farverne. Det er nok at reflektere over farveoplevelser for at erkende sandheden, at rød er mere lig orange end grøn, blå osv. Og så fremdeles for de utallige andre relationer, der holder farverne imellem.
Hvad foregår der, når vi ser farvede ting, men derudover ser, at de er beslægtede på bestemte måder med hensyn til deres farveegenskaber? Umiddelbart virker det som om, vi repræsenterer ting som værende på bestemte måder, når vi ser dem. Hvis jeg kigger mig omkring, ser jeg ikke blot en ubestemt farvelade. Jeg ser, for at tage et eksempel, min computer, der står foran mig. Jeg ser, at den aktuelle side, der er åben, er psychedelia.dk, at der er tomatjuice på mit skrivebord osv. osv.
Således har mine visuelle tilstande - min oplevelse af at se mig omkring - et repræsentationelt indhold, der kan udtrykkes som propositioner. Dermed er mine oplevelser "rettet" mod noget; de handler om noget. De kan ikke beskrives som sådan, at de giver et indtryk af noget-agtig, som om de blot er kvalitative tilstande, der på en eller anden måde "minder om" verden. For jeg kan have vildledende oplevelser - jeg kan se ting på en måde, de faktisk ikke er. For at se, at det er sådan, kan man evt. google "visual illusions". Det slående ved disse er, at vi visuelt repræsenterer forhold, der ikke gør sig gældende. I dagligdagen er sådanne illusioner ikke så hyppige. Alligevel sker det, at man "ser forkert", eller ved "nærmere eftersyn" opdager, at ens første indtryk var vildledende.
Så når jeg ser en rød blyant, en orange banan (GMO) og en grøn snotter, så har min oplevelse (blandt andet) indholdet, at blyanten er rød, bananen orange og snotteren grøn. Der er selvfølgelig en overflød af andre detaljer, der er tilgængelige for mig, og mindst lige så mange, jeg ikke kan sætte ord på (men som ikke desto mindre potentielt kunne udtrykkes, hvis jeg var mere skarpsindig eller havde et bedre ordforråd osv.).
På baggrund af en sådan oplevelse kan jeg, uden videre undersøgelse, erkende at blyanten er mere lig bananen end snotteren med hensyn til tingenes farveegenskaber. Er dette indeholdt i min oplevelse? Og er det på baggrund af denne proposition, jeg kan danne formodningen, der udtrykker den? Og hvis ikke, hvordan har jeg så adgang til propositionen?
Der er givet gode argumenter mod sådan et synspunkt. Antag, at du ser de tre ting over en periode, sådan at ingen af dem optræder i din erfaring på samme tid som nogen af de øvrige ting. Du vil stadig danne formodningen, at de står i det pågældende lighedsforhold! Så, hvordan vi end har adgang til farvelighedsdomme, så er det ikke nødvendigt, at vi repræsenterer lighederne farverne imellem i en given oplevelse.
Udleder vi det af vores farvekategorier? Et sådan forslag lider under det forhold, at farverne ikke er specielt strukturerede. Modsat geometriske figurer, så kan vi hverken definere farverne eller udlede deres lighedsrelationer af konstituenter. Og desuden er vores erkendelse af farveligheder mere umiddelbar. Analogien med former bryder sammen, dersom utroligt komplekse former kan erkendes som stående i visse relationer, selvom de aldrig kan gives i erfaringen!
Tilsyneladende er der et andet problem. For uanset hvad, så virker det ikke muligt, at vi repræsenterer egenskaber som havende egenskaber. "Menneskehed" er selvfølgelig en egenskab, og vi kan visuelt repræsentere, at et menneske er ualmindeligt blegt, brunt, gult osv. Men vi repræsenterer ikke egenskaben som sådan, men et individ, og det er dette, der tilskrives en farveegenskab af vores oplevelse. Som sådan lader det til, at vi på baggrund af erfaringen kan erkende visse nødvendige relationer mellem farveegenskaber, selvom vi aldrig visuelt repræsenterer egenskaber som havende egenskaber eller propositioner, der udtrykker lighedsrelationer!
Her har vi selvfølgelig et generelt filosofisk problem. Men der er en mere jordnær side af sagen, der viser, hvorfor visse mere eller mindre bestemte spørgsmål afhænger af, hvordan vi forklarer repræsentation af farvelighed. For en del ret fine teorier afhænger af svaret på spørgsmålet om, hvordan fanden vi kan erkende sådan noget.
I folkeskolen lærer man ofte, at farver er klasser af lysfrekvenser. Dette passer naturligvis ikke, da ting (overflader, væsker, lyskilder osv.) er farvede - eller repræsenteres som farvede - mens lys aldrig selv er synligt, og kun medierer information om tings farver. Der er dog alligevel en ret intim forbindelse mellem lysfrekvenser og farver. For dersom en ting ser, lad os sige, grøn ud, så hænger dette sammen med tingens disposition til at tilbagekaste visse proportioner af lys for hver bølgelængde i det visuelle spektrum. Hvad lyskilder angår, så er det deres tendens til at afgive eller producere sådanne proportioner af lysfrekvenser.
Hvorom alting er, så er en naturlig bestemmelse af, hvad en given farve er, at det i nogen forstand er en naturlig egenskab, der skal angives (delvist) i termer af lysproducerende eller reflekterende egenskaber. Nu burde det stå klart, hvorfor vi har et problem i forhold til vores erkendelse af farveligheder. Dels er farver fysiske egenskaber. Som sådan burde videnskaben kunne afsløre overraskende ting om dem. Præcis som vi opdagede, at vand er H2O, er der ting, der afventer opdagelse hvad angår farveegenskaber. Dels er vores adgang til vores omverden fejlbarlig. Men hvad angår farveerkendelsen, så er den netop ikke empirisk - hvilket strider mod indsigten, at farver er fysiske. Og empirisk erkendelse er ikke ufejlbarlig - hvilket strider mod det faktum, at vi ufejlbarligt erkender visse farveligheder.
Det hjælper ikke at skubbe farverne ind i hovedet. At for eksempel påstå, at farver er en slags egenskaber, der tilkommer sansetilstande, og som ikke figurerer i disses indhold, men derimod "umiddelbart" er tilgængelige for os. For det forklarer stadig ikke, at vi kan se, at rød er mere lig orange end grøn. Et sådan billede af farverne lader nemlig heller ikke til at tillade, at farverne repræsenteres eller erfares - det benægtes jo - hvorfor det stadig er et mysterium, hvordan vi skal forklare det åbenlyse forhold, at vi kan se de pågældende ligheder.
Videre lader det til, at en tolkning af farver som fysiske egenskaber leder til noget nær en modsigelse. Rød er mere lig orange end rød er lig grøn. Det er en nødvendig sandhed, der kan erkendes via introspektion. Som bemærket er der et problem med at forklare, hvordan en sådan slags sandhed kan erkendes (generelt, men i særdeleshed) hvis farver er fysiske egenskaber. Og derudover lader det til, at ingen af de lovende fysiske egenskaber står i de rette indbyrdes relationer. Således er der dels et epistemisk problem - hvordan kan vi erkende sådanne relationer på baggrund af introspektion over oplevelser - og dels et problem med, at relationerne faktisk ikke forekommer. Men hvis to ting er identiske, så deler de egenskaber! Så farver er tilsyneladende ikke fysiske egenskaber.
Vi må altså formentlig nægte, at farver er fysiske. Men hvad er de så? Hvis nu vi holder os til det indikerede forslag, at farver er oplevelsesegenskaber, så opstår der nogle helt andre pinlige problemer. Min blyant er åbenbart ikke rød, GMO-bananen er ikke orange og snotklatten er ikke grøn. Men min erfaring bestemmer netop verden som værende sådan (i hverfald den del af verden, der er lige foran mig). Altså er jeg, og alle som mig, ofre for systematiske visuelle illusioner! Hvorfor har modernatur brugt kræfter på et apparat, der kun kan give falske formodninger?
Hvad værre er, synes vores sanser at begå en så kaldt "kategorifejl". For hvis farver er kvalitative egenskaber, der tilkommer mentale tilstande, men som hverken er fysiske eller mentale, da de er "rene kvaliteter", så kunne intet, der tilsyneladende har dem, have dem. Lidt ligesom et begreb ikke kan smage surt. På den anden side virker vores sanser generelt mere neutrale. De plejer ikke at afsløre, hvad tings dybere natur er. Vi kan ofte tolke dem forkert, men det er ikke let at finde ukontroversielle eksempler på, at de repræsenterer egenskaber, der slet ikke kan findes (hvis vi bortser fra den kontroversielle tese om farver)!
Hvis vi istedet lader farver være dispositioner til at forårsage visse slags oplevelser - hvad der er det traditionelle synspunkt, der blandt andet forsvaredes af Newton, men som i sikkert kender fra Locke og hans arvtagere - så ser problemerne alligevel ud til at blive. Den åbenlyse indskydelse er, at egenskaben rød er dispositionen til at forårsage rød-oplevelser. En ting er rød, hvis den under normale omstændigheder ser rød ud, fordi rød er dispositionen til at forårsage oplevelser af den type.
Men hvordan skal vi forklare, hvad for slags oplevelser, der er de relevante? Vi kan ikke adskille dem i termer af repræsentationelt indhold, for så skal vi allerede have et begreb om rød. Tilsyneladende glider vi hen mod kvaliateori igen: rød er dispositionen til at forårsage oplevelser med en bestemt kvalitativ natur - f.eks. af den type, der kendetegner oplevelser af postkasser, blod osv. Lighed mellem farver kan nu forklares i lighed mellem de oplevelser, de defineres som værende disposition til at forårsage. Dette synspunkt lider af de nævnte problemer. Desuden af alle problemer, der traditionelt er knyttet til sansedatateori og dualisme.
Med andre ord udgør spørgsmålet om, hvad vi skal forstå ved de domme, der udtrykker farvelighed, samt spørgsmålet om, hvordan vi kan erkende disse ligheder, et generelt filosofisk problem, hvis konsekvenser siver ned til de mere jordnære teorier. For, som indikeret, så ved vi ikke, hvad farver er. Vil i have et indtryk af, hvor befængt spørgsmålet er, så kan i læse lidt synsteori. Her forklares farvesynets funktion og kausale struktur. Men aldrig nævnes farver, og aldrig tilnærmes spørgsmålet om, hvad vi oplever, når vi har farveoplevelser.
Hvad er jeres tripfarveladeerkendelser? Har i nogle indskydelser?
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
