Psychedelia.dk

(Indlægget er blevet lidt langt, men jeg håber at nogen vil finde det interessant. Nu er det der i hvert fald...)

Til en vis morskab for mig selv må jeg konstatere, at jeg i løbet af mine tre posts på dette forum for psykedelisk filosofi allerede har gjort mig skyldig i en tilsyneladende selvmodsigelse. En selvmodsigelse som jeg ved er definerende for selve min måde at tænke på. Jeg bliver i hvert fald ved med at støde ind i den forskellige sammenhænge. Tilsyneladende tilfældigt.

Det handler om mennesker...

I én tråd argumenterede jeg for noget i retning af en individuel enhed med verdens lidelser: At den 'store lidelse' i verden må forstås som en kontinuerlig del af den 'lille lidelse' som vi alle kan tumle med fra tid til anden. At man som menneske har tilbøjelighed til at spejle sig selv og sine egne følelser i omverdenen. At man bliver særlig opmærksom på den store lidelse når man selv lider i det små. - I større og mindre grad naturligvis.

Efterfølgende gik jeg med på at opmærksomhed på verdens lidelse kan bidrage til opløsningen af den personlige lidelse. Og at den personlige lidelses ophør så på sin side kan medvirke til, at man i mindre grad bidrager til den 'store' lidelse i verden. Fordi 'den lille lidelse' i sidste ende skaber 'den store lidelse', mens 'den store lidelse' på sin side bidrager med en højnet opmærksomhed på, hvordan vi får 'den lille lidelse' til at høre op.

I en anden tråd som jeg besvarede umiddelbart forinden (om tantra) argumenterede jeg for at menneskeheden langt hen af vejen har et uhelbredeligt sygt forhold til verden. At man som individ gør bedst i at acceptere at majoriteten af andre mennesker aldrig vil fatte nogle 'dybere aspekter' af livet.

'At fatte noget dybere' betyder i min ordbog: At forstå hvad verdens lidelse kan lære os, så vi selv kan bidrage til lidelsens ophør. Omvendt betyder 'majoritet': Den mængde mennesker, der fundamentalt frygter hvad verden kan lære os i det hele taget, og som derfor aldrig kommer ud af deres egen lille lidelse.

Jeg mener altså kort og godt at majoriteten af alle mennesker altid vil bidrage til lidelsen, og frygte de indsigter, som kan bidrage til lidelsens ophør. Men på den anden side mener jeg, at det personligt er gavnligt at stræbe efter en indsigt i lidelsen ved fuldt og helt at gøre sig bevidst om, hvor omfattende og ubegribelig verdens lidelse er. Med det ultimative formål at man selv, personligt, 'jeg' kan bidrage til 'den store lidelses' ophør.

Er det ikke selvmodsigende? På den ene side mener jeg at mennesket i det store hele er udueligt. At menneskeheden er dømt til selv at lide og skabe lidelse for hinanden i evighed. Men på den anden side mener jeg, at verdens lidelse må erkendes fuldt og helt - for at jeg selv kan bidrage til at bringe den til ophør. Er det ikke en pointeløs opgave, når nu erkendelsen af lidelsen betyder erkendelsen af, at den aldrig i alt evighed vil høre op?

Hvem kan finde tilfredsstillelse i en så meningsløs aktivitet? Er det ikke danaidernes kar og Sisyfos om igen?

Svaret afhænger af, hvad man selv måtte tro på. Hvad drejer det sig i sidste ende om? At 'den lille lidelse' i éns eget liv kan høre op? Eller at verdens 'store lidelse' hører op?

Et af de befriende aspekter ved at tage verdens lidelse på sig som sin egen er, at man til sidst bliver nødt til at indse, at lidelsen er mægtigere end man selv er. Verdens lidelse er hinsides éns egen kontrol - for den frembringes af så mange faktorer, at et enkelt menneske aldrig nogensinde kan forandre noget væsentligt selv, af egne kræfter. Intet menneske har magt over verden på den måde. Verden er mere magtfuld.

Det lyder desillusionerende - men i virkeligheden er det det præcis modsatte. At verdens lidelse er evig er nemlig kun et deprimerende faktum så længe man gør sig illusioner om, at verden ikke burde være lidelse. For verden er lidelse (blandt meget andet) - hvad end vi så personlig måtte mene at den burde være i stedet for (peace-love-unity).

Hermed får man sat sin egen lidelse i perspektiv. 'Den lille lidelse' er som regel baseret i en privat form for magtesløshed, som gør 'den store lidelse' så meget desto mere uoverskuelig. Når man lider i det små synes verdens større katastrofer så meget desto mere deprimerende. Ethvert jordskælv i Pakistan bliver et argument imod livet. Enhver atom-katastrofe i Japan bliver en tilbagevisning af eksistensens berettigelse. Det er ganske forfærdeligt. Derfor forsøger man så vidt muligt at ignorere 'den store lidelse' når man lider selv. Verdens lidelse synes nemlig blot at gøre éns egen lidelse værre.

I virkeligheden sætter verdens lidelse imidlertid blot éns egen i perspektiv. Omfavner man først 'den store lidelse' drukner 'den lille lidelse' i dette hav. Et hav der ikke direkte har noget at gøre med én selv. Et hav der er hinsides éns egen kontrol. En lidelse der er mere omfattende end nogen individuel lidelse nogensinde kan være. Var man bombastisk anlagt kunne man måske tale om en universal strøm af sorg eller andet i den dur.

Erkendes denne lidelse optager man den ikke så meget i sig selv, som man omvendt selv bliver optaget af den. Sådan bliver éns egen lidelse mindre i egen bevidsthed. Til sidst forsvinder den helt. Men kun fordi man giver rum for en transcendental lidelse, så at sige. Den personlige lidelse transformeres til et fragment og en refleksion af en mørk energi, der ikke tilhører én selv, men eksistensen som sådan.

Når man forstår hvad det vil sige at se sin egen lidelse i det store billede, så forstår man også at det ikke er éns ansvar at fjerne 'den store lidelse'. 'Den store lidelse' er snarere et uomgængeligt faktum. Alligevel finder man sin glæde i ikke at bidrage til den.

Den der kan glæde sig selv ved ikke at lide, kan også glæde andre og være en hjælpende hånd mod deres lidelse. Men den, der selv lider ved ikke at kunne glæde sig over verden, kan også bibringe andre lidelse og gøre deres verden til et mindre glædeligt sted.

Forskellen er: Bidrager jeg selv til lidelsen? Eller bidrager lidelsen til mig? Er jeg en integreret del af det store hav af lidelse, der optager alle små, personlige lidelser i én kontinuitet? Eller er jeg en lille lidende individuel sjæl, der i angst og depression er ved at blive opslugt og drukne i verdens lidelser? Forskellen er subtil.

Det hele står og falder med hvor meget betydning man tilskriver sin egen lidelse i forhold til verdens. Størstedelen af menneskeheden vil altid tænke på deres egen lidelse, og derfor aktiv undvige at se verdens lidelse i øjnene. For dem er det nemlig vigtigere at de selv lider end at verden lider. Alligevel kan det godt betale sig at bibringe mennesker glæde. For ved at tilskrive verdens lidelse (og dermed sine medmenneskers lidelse) en større betydning end man tilskriver sin egen, så gør man både sin egen- og sine medmenneskers verden til et mere glædeligt sted.

Der findes nemlig også en 'stor' glæde. Og ligesom man kun for alvor lader sig mærke af verdens 'store lidelse' såfremt man selv lider i det små, således lægger man også først mærke til verdens enorme glæde såfremt man selv kan glæde sig i det små.

At kunne glæde sig for alvor i det små er det modsatte af at være deprimeret. For at forstå forbindelsen imellem 'den lille-' og 'den store glæde' må man imidlertid også acceptere forbindelsen imellem lidelsens forskellige niveauer: Man må forstå at 'den store lidelse' ikke kan overvindes, men at den derimod udgør en harmonisk komplimentær del af livet.

Det er svært at acceptere lidelsen og integrere den i bevidstheden som en uomgængelig del af verden. Det er svært at holde op med at drømme om en verden uden 'den store lidelse'. For sådanne drømme er sjælen i de flygtige eskapistiske glæder, som man af frygt og fortvivlelse opsøger når éns egen- og verdens lidelse bliver én for meget.

Derfor kender majoriteten til verdens lidelse, men kun få kender til verdens glæde. De bliver nemlig ved med at tro, at glæden først kan realiseres for alvor, når 'den store' eksterne lidelse bringes til ophør - hvilket aldrig kommer til at ske. De længes imod en uvirkelighed af altomfattende glæde - og derfor forfølges de af den store sorg, der gemmer sig i skyggerne bag alle deres små glæder. Små glæder der kun tjener til at glemme sorgen (underholdning, rusmidler, konstant aktivitet).

Majoriteten kan altså aldrig frelses - men både du og dine omgivelser bliver gladere og mere glædelige, såfremt du træder ud af majoriteten og glæder dig, på trods af verdens forfærdelige realiteter.

Eller på grund af?

Hvem kan kende forskel? Verdens store glæde og verdens store lidelse er ikke adskilt - kun så længe man holder fast i, at de burde være det.

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Meget af den lidelse vi oplever, kommer vel netop af at vi ikke vil erkende at der vil være lidelse i verden, hvilket må være første skridt, at få hver enkelt til at indse dette.

Jeg vil mene at det er den sidste af de 2, at det er alle som individer der skaber lidelsen, ved ikke at acceptere den, som en del af dualiteten ved godt og ondt, for uden holdningen at alt skal være godt, så vil den personlige lidelsen jo også ophøre, det må være et spørgsmål om hvor meget vi klynger os til det gode, og alt materielt i det hele taget.

Det er rigtig godt skrevet, og jeg vil anbefale det til en hver som en god begynder tekst til emnet.

Edit: Et forslag til din post, er du ikke sød at ændre navnet, teksten fortjener virkelig et mere sigende navn, og jeg fornemmer at det er skrevet i surmuleri, og ikke særlig gennemtænkt. Jeg klikkede kun fordi den lå i filosofi afdelingen.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Enten har trådstarter læst Søren Kierkegaard ellers burde han gøre det.

_________________
Magien, er dig selv.

@.TT.: Jeg er enig i dette: Lidelsen må først og fremmest erkendes som værende det, som den nu engang er - nemlig det modsatte af glæden. Denne erkendelse forudsætter imidlertid en detronisering af det gode (glæden), da det onde (lidelsen) netop er det godes skyggeside (som jeg læser det du skriver). Erkendelsen er altså at godt og ondt er gensidigt afhængige koncepter - ligesom f.eks. højre og venstre, eller op og ned. Denne erkendelse gør den 'naive' forestilling om 'det gode', som det vi ønsker os i alt evighed, og 'det onde', som det vi omvendt ønsker bort, til en tvivlsom affære. For det svarer til at ønske sig en verden hvor der kun er venstre, men intet højre eller omvendt (som man har for vane inden for politik). Selve idéen er absurd. Forestillingen om at godt og ondt udelukker hinanden er altså tilsvarende absurd.

Alligevel forsvinder enhver oplevelse af glæde og sorg jo ikke, bare fordi man anerkender at de to størrelser er gensidigt afhængige. Og man oplever stadig glæden som mere ønskværdig end lidelsen. Samtidig mener man at erkendelsen af lidelsen hinsides illusionen er bedre end den naive drøm om det gode der udsletter det onde. At erkendelsen 'hinsides godt og ondt' er bedre implicerer jo i én eller anden forstand, at den er tættere på det gode. Men hvis godt og ondt er gensidigt afhængige størrelser, er erkendelsen så ikke også tilsvarende tættere på det onde?

Ligeså stor glæde jeg kan finde ved at være sammen med andre mennesker - og i andre mennesker finder jeg kilden til megen uudgrundelig glæde - ligeså stor afsky kan jeg føle for menneskeheden som sådan. 'Menneskeheden' er dog tættere på illusionen end enkeltstående andre mennesker er. For hvor jeg kender mange enkelte mennesker af kød og blod, som jeg godt kan lide på trods af deres fejl og mangler (sådanne har vi jo alle), da kender jeg ingen 'menneskehed'. 'Menneskeheden' er nemlig ikke af kød og blod. 'Menneskeheden' har ingen personlighed. 'Menneskeheden' er umulig at kende - og dog kan vi konstatere 'menneskehedens' skadesvirkninger overalt omkring os.

Det er et paradoks: Da jeg lærte at godt og ondt var gensidigt afhængige, ligesom lyset og skyggen, da lærte jeg at ingen mennesker var rent gode eller onde. Jeg begyndte at sætte mere pris på mennesker fordi jeg i højere grad forstod dem som det, de er: Nemlig raffinerede, mere eller mindre harmoniske kombinationer af det glædelige og det sørgelige, komiske og tragiske, overfladiske og uudgrundelige - på godt og ondt. Dermed begyndte jeg at glæde mig mere over mine nærmeste - mine medmennesker af kød og blod. Men i samme bevægelse fik jeg i stigende grad øjnene op for menneskehedens utilgiveligt destruktive dumhed, som jeg til stadighed lider under.

Dog er 'menneskeheden' tættere på illusionen, mens 'mennesker' er tættere på virkeligheden. Og selvom illusionen ikke er virkelig, mens vireligheden er, så må jeg alligevel konstatere, at illusionen har en indvirken på virkeligheden - og omvendt.

Rundtosset.

@Kaktus Klausen: Jeg har læst Kierkegaard, omend ikke så meget som jeg kunne ønske mig. Jeg har hans samlede værker stående, men jeg har kun læst to af dem - som jeg dog begge har læst to gange: Philosophiske Smuler og Begrebet Angest. Begge er fantastiske.

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

En ny overskrift for emnet kunne være: Lidelse i stort og småt. Jeg ændrer (omend det stadig handler om mennesker),

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Til det første stykke, ja du har fanget hvad jeg mener.

Jeg mener at dette skyldes at vi kun tror det lidt, altså at det ikke er i vores "core beliefs" for vi agere jo ikke rent faktisk som om at det onde er uundgåeligt, sådan er det hvertfald med mig, jeg forstår det, men jeg tror ikke aller inderst inde på det, og det tager lang tid tror jeg, for sådan er vi opdraget, og sådan agere alle omkring os, vi mangler beviser, og mener jeg at lidelsen bliver nemmere at udrydde jo flere der tror på det, fordi vi har nogle at vende os mod, frem for at gå hele vejen alene. Den lidelse jeg nævner sidst, er den der gør livet til mere lidelse end glæde, som ligger i erkendelsen "jeg vil kun have det gode". Derfor synes jeg vi kan snakke om 2 slags lidelser.

Her tror jeg det er vigtigt at vi ser på andre mennesker som børn, altså at vi griner af deres uvidenhed når de opfører sig grusomt, for de ved ikke bedre, og de gør det fordi de rent faktisk tror det er bedst. Altså omfavner dem med medlidenhed, frem for had. Gennem dette kan vi også få has på en stor del af lidelsen, fordi vi rent faktisk ser vores medmennesker som de er, og ikke gennem en linse fyldt med illusion. Dette udrydder efter min mening, alt had i verden, så her forsvinder også en stor mængde lidelse. Dette må dog aldrig blive til arrogance, og bedrevidenhed.

Den sidste del kan jeg ikke helt rumme lige nu.

Kan klart bedre lide den nye titel.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Hvad man end måtte mene om lidelsen: Det der er godt nok en lang sætning.

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Jeg lærte aldrig komma og punktum reglerne

_________________
Tilgiv Tilbliv

Bare skriv i korte staccato-sætninger. Så går det nok. Erstat kommaerne med punktummer. Så bliver dine sætninger meget nemmere at forstå. Eller i hvert fald mere overskuelige.

Ikke fordi at kilometerlange sætninger er uden charme: Engang imellem kan det være sjovt at smide lange indskud ind i sin ordstrøm. Vi ville jo også næsten opfører os respektløst overfor filosofien, hvis vi ikke gjorde det engang imellem

I forhold til substansen: Jeg synes det er interessant at du skelner imellem 'core beliefs' og det, som vi på en måde tror på og agerer i forhold til, selvom vi ikke virkelig tror på det, sådan inderst inde. Det er en ting som jeg længe har fundet dybt fascinerende: At man kan mene noget uden rigtig at mene det. Mange mennesker giver mig indtryk af, at de ikke egentlig mener noget - andet end en masse ting, som de ikke mener i virkeligheden.

Din forståelse af ondskab er basalt set den samme som man finder hos Platon. Og Augustin.

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Det skal jeg prøve, nu er jeg bare lige blevet så gode venner med dem, at mit analytiske sind ikke bliver aktiveret og vil gøre noget ved det.

Det passede ligesom bare her, fordi det var en brik der gik op for mig, og så bliver det til noget der mere ligner en sproglig ligning.

Jeg tror dette kommer fra forskellen mellem tanker, og idéer, tanker er når vi tænker, idéer er dem som pludselig kommer til os, og som vi for det meste kan bruge. Det er svært at forklare, men man kan mærke forskellen. Men fordi vi har vores forvrængede syn på sindet, så skelner vi ikke, vi tager begge til os, og tankerne, vil altid synes ligegyldige når man så tager dem op og studere dem. De kan feks opstå hvis jeg tænker over negere, og jeg så ikke kan lide dem, så mener jeg også det næste gang, men det er jo kun en relativ mening, som jeg nærmest tilfældigt har taget på mig, og derfor betyder den ikke noget, og jeg mener det egentlig ikke. Det er udelukkende en reaktion af kulturens styresystem, som vi er programmeret med.

Faktisk er den primært taget fra buddhisme, og en smule Eckart Tolle, jeg har aldrig læst græsk filosofi, fordi det strider mod min indre hipster.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Platon: Der findes ikke onde mennesker, der får ægte glæde ud af at skade andre. Der findes kun dumme mennesker, der tror at de gør noget godt for sig selv ved at skade andre, selvom de i virkeligheden også skader sig selv.

Augustin: Ondskab er ikke-væren. Verden er god, fordi den er skabt af Gud. Ondskab opstår når vi fravælger Gud og det værende, til fordel for en idé om egennytte, der aldrig kan give os sand tilfredsstillelse. Det er dog stadig muligt for os at vælge det onde, da vi som mennesker har fri vilje, og fordi Gud skabte os af intet. Der er nemlig en del af os, der stadig er intet, mens den del som vi virkelig er, er skabt af Gud.

Ondskab svarer altså cirka til at leve sit liv ud fra tankerne i stedet for idéerne, som du kalder dem.

(Jeg kan godt relatere til skellet mellem tanker og idéer: En idé indeholder mange tanker, der hænger sammen i én eller anden form for enhed, mens en tanke på den anden side ikke behøver at 'lede hen til' en idé).

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Okay, jeg kan nemt se hvordan du kæder de 2 sammen med min holdning. Jeg tror lige jeg prøver at give det en chance. Kan du anbefale mig en god starter til Platon?

Ja, det må siges at være sandt, faktisk stødte jeg på en rigtig god lignelse den anden dag, hvor det blev nævnt som store mig, og lille mig, hvor den store er dig, og den lille er dig når du følger dine tanker, uden filter. Det har hvertfald givet mig et rigtig dejligt og brugbart billede for mig, fordi jeg virkelig føler de 2 i mig, og med bevidsthed selvfølgelig kan vælge.

Det var godt, trods manglen på kompleksitet, det var bare en idé der havde gået og summet rundt i mig i et stykke tid, og nu fik jeg den så ud, skrift hjælper mig rigtig meget til at få manifisteret mine idéer, så de kan bruges i større sammenhænge.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Platons Symposion er et godt sted at starte. Det vil være min anbefaling.

Jeg synes tit og ofte, at de bedste idéer er de mest simple. Kompleksitet for kompleksitetens skyld er ikke nogen særlig god ting. Jeg vedkender mig, at jeg tit kan have en tendens til at sige tingene på en mere kompliceret måde end hvad der egentlig er påkrævet. Jeg arbejder på større simpelhed.

Det, du siger om 'store mig' og 'lille mig' - det minder mig om skellet imellem 'Jeg' og 'Selv'. Er det rigtigt forstået?

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Så bliver den sat øverst på listen over bøger der skal læes, mange tak.

Du har ret, men jeg har problemer med at det tit bliver for simpelt, så jeg overser andre faktorer som også spiller en væsenlig rolle, dvs jeg drager konklusionen for let. Jeg har lagt mærke til det, men det imponere mig nu, for det gør også at du kommer lidt mere i dybden.

Det er præcis det samme ja, men "jeg" og "selv" er jeg støt på mange gange og det gav ikke så meget mening for mig i starten, og lille og store mig, er kommet senere, og da det gjorde gav det mening for mig, så den bruger jeg istedet.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Når/hvis du får læst Symposion, så post evt. et emne om hvad du synes/hvordan den taler til dig herinde. Det kunne være interessant at læse om.

Nogle af os arbejder fra det komplekse mod det simple, og andre fra det simple mod det komplekse. Vi må alle følge hver vores vej i jagten på indsigt og AHA-oplevelser. Eller hvad man nu måtte lede efter.

Én af de ting jeg finder mest interessant ved filosofi er netop det, du snakker om der: Dvs. at jeg pludselig forstår et eller andet, som jeg egentlig er stødt på før, måske endog mange gange, uden rigtig at have fanget. Ja, det sker endog ofte, at jeg pludselig forstår noget, som jeg egentlig troede at jeg allerede havde forstået, på en ny og dybere måde.

Det er den type oplevelser, der gør det hele noget værd. Verden har uendelige folder af mening at falde ned i. Man skal bare lede efter dem i bevidstheden om, at man i virkeligheden intet ved.

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Jeg har kun kunne finde den på engelsk, hvor den fremstår meget svær at forstå med mit engelsk, selvom jeg er vandt til at læse engelsk, og jeg er i forvejen dårlig til den slags, som sagt forsimpler jeg tingene, så den ville sikkert fortolket til næsten ingenting. Jeg prøver nu alligevel, og hvis det ikke går, må jeg finde den på dansk.

Jeg ved godt det er en småting, men vil du ikke forklare mig hvad du mener med at arbejde fra det komplekse til det simple? Jeg forstår det som om du først indsamler en masse viden, og så prøver at forsimple det, men det vil jeg jo mene alle gør. Og ja, selvfølgelig må vi gøre som vi føler, men det kan også være en hindring, ikke at det er et stort problem, men det er noget jeg arbejder lidt med.

Da jeg læste på fannys hjemmeside, beskrev hun "erkendelses blomster", dette gav mig idéen til at denne slags aha oplevelser opstår når vi når selve blomsten, og vejen er rødderne og stilken, det synes jeg er en dejlig forståelig måde at se det på. Jeg er klart også på jagt efter den slags. Du kan lige få et link, hvis du ikke har læst noget af hende, så synes jeg du bør give det en chance, hun er vis, og beskriver det på en anden måde end jeg har været vandt til, dette kan være en øjenåbner. http://www.detvildeliv.dk/

Jeg tænker tit på om vi mennesker snakker komplet ved siden af hinanden pga. netop disse blomster, fordi ordene er de samme, men forståelsen som ligger bag er komplet forskellig, jeg har selv lagt mærke til dette ved venner, nogle gange kan vi endda grine af den samme ting, men fordi det er sjovt på hver vores måde.

Ja, det er også min motivation, det er bare svært at læse og læse, og forstå, og alligevel tænke at man ikke ved ret meget, men det er jo sådan det er, og at fortælle sig selv noget andet er en illusion.

_________________
Tilgiv Tilbliv

(Tjek dine privat beskeder).



Essentielt har du ret: Jeg har samlet meget viden, som jeg nu forsøger at koge ind. Jeg har samlet mange brændenæller, som jeg nu forsøger at koge suppe på.

Nu får du en lidt længere historie. Håber at det er okay. Det kan være at pointen om det komplekse og det simple ikke kommer med det samme - men den skal nok komme. Og så er jeg i humør til at fortælle en historie

Jeg har læst filosofi i snart 10 år. Ikke bare på universitetet.

Selvom jeg har en BA i filosofi, og min universitets-oplevelse har gjort meget for min forståelse, er jeg netop hoppet fra kandidaten, fordi jeg blev så dybt og inderligt træt af den akademiske måde at beskæftige sig med filosofien på. Den er livløs, synes jeg. På universitetet står man uden for filosofien og kigger ind. Filosofien forbliver på en måde noget fremmed - den er en ekstern ting, som man undersøger.

Min egen oplevelse af filosofien er meget anderledes. Den er på alle måder uakademisk. Filosofi er noget jeg lever. Universitets 'videnskabelige' indfaldsvinkel er måske nok oplysende, men også uendeligt kedelig. Jeg synes at det vigtigste går fuldstændig tabt, når man på akademisk vis gør filosofien til en lang kæde af 'teorier' og 'begreber', der så kan undersøges. Hermed dræber man nemlig det, som Aristoteles påpeger i Metafysikken:


(Platon siger vist det samme et sted).

Det handler om en fundamental og uudgrundelig form for forundring. Det tekniske, komplekse og abstrakte aspekt af filosofien er også vigtigt, men det er altid sekundært. Det er rationaliseringer af det i bund og grund irrationelle - det uendelig mysterium at vi er i live lige nu og her.

På uni er der imidlertid et enormt fokus på disse sekundære, rationelle kvaliteter. Man lærer at gå til en filosofisk 'teori' ligesom en ingeniør går til at bygge en bro. Den basale, ja, nærmest barnlige forundring er derimod noget, som man ikke rigtigt tager alvorligt på universitetet. Måske kan man overhovedet ikke tage den alvorligt på en 'officiel måde' i dag, givet vores samfunds (og dermed vores universitets) meget 'videnskabeligt'/materialistiske fokus. Hvis man gjorde ville man nemlig blive anklaget for mysticisme, hvilket som bekendt er et fælt skældsord.

Min egen ikke-akademiske forståelse af filosofien fandt jeg derimod rammende beskrevet på et andet, temmelig overraskende sted. Nemlig da jeg (i forbindelse med et sidefag på teologi) læste Biblen rigtigt for første gang, og stødte på understående i Salmernes Bog:


(Hele Salme 119, den længste salme i bogen, beskriver ret præcist mit forhold til filosofien - bare med Gud og Guds lov som symboler: Gud = kærlighed. Guds lov = viden. Filosofi = kærlighed til viden).

Det kan lyde underligt - og det var det også! Men jeg genkendte pludselig mit eget forhold til filosofien i Biblens lovsange til Gud. Jeg havde bare aldrig tænkt på den måde. Ja, mine to første (og stadig to af mine største) filosofiske forbilleder var de eksplicit gudløse filosoffer Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsche. Yderligere var- og er jeg stor fan af blasfemisk black metal - men det er en helt anden historie...

På trods af min irreligiøs grundindstilling var der alligevel noget utroligt rammende ved Salme 119s ord. Og jeg mener helt bogstaveligt: Hvis jeg vågnede om natten tænkte jeg på filosofi spontant. Alle dage var opslugt af overvejelser om de store filosoffers ord. Jeg tænkte på hvad jeg havde læst når jeg stod op og når jeg gik i seng. Hele mit indre liv var opslugt af filosofiske overvejelser. Jeg ville først og fremmest forstå, og alt min psykiske energi blev kanaliseret ind i denne konstante kamp for forståelses.

Sådan havde det været siden jeg som 18-årige første gang for alvor fordybede mig i et filosofisk værk (Schopenhauers Verden som vilje og forestilling). Før det husker jeg ikke at have tænkt på noget, sådan for alvor (ud over piger, musik og - da jeg var helt lille - computerspil).

Det forunderlige var ikke så meget Schopenhauers 'teori' i sig selv, men hvordan værket anviste en komplet ny måde at opfatte hele virkeligheden på. Det var som en manual i, at se virkeligheden fra en helt anden-, hidtil ukendt vinkel. Pludselig var et træ ikke længere bare et træ: Det var en forunderlig manifestation af den evige vilje til liv. Musik blev til direkte kommunikation af en metafysisk sandhed, som ikke kunne rummes af sproget. Ja, selv mit eget følelsesliv og forståelsen af mig selv ændrede fuldstændig karakter.

Verden blev til noget uudgrundeligt. Og det gjorde jeg også selv.

Min interesse var defintivt vakt, og over de næste mange år fik jeg kæmpet mig igennem nogle af de store tænkere (Platon, Hegel, Spinoza, Descartes, Heidegger, Kant, Bruno, Augustin osv.). Til at starte med gik læsningen meget langsomt, og krævede utroligt meget af min koncentrations-evne. Men efterhånden som jeg fik tag på filosofien begyndte det at gå lettere (selvom jeg stadig den dag i dag skal koncentrere mig intensivt, når jeg begynder at læse en tænker som jeg ikke kender på forhånd). I denne forstand er intellektuel træning ikke anderledes end fysisk træning: Jo mere man gør det, i desto bedre form komme man, desto lettere bliver det, og desto større udfordringer kan man kaste sig selv ud i.

Løbende supplerede jeg med læsning af psyoanalyse som Freud og (specielt!) Jung, de klassiske abrahamitiske tekster (Biblen (som nævnt) og Koranen), men også Bhagavadgita, de kinesiske klassikere som Tao Te Ching (som jeg skylder uendeligt meget!), Chuang-tzu, Annalekterne af Confucius og flittig brug af I Ching + spredt læsning om Buddhisme (D.T. Suzuki), og en generel glubsk appetit på alt hvad der var mystisk (William Blake, f.eks.). Også skønlitteratur har gjort meget for min forståelse: Særligt Hamsun, Kafka, Burroughs, Joyce, Hemmingway osv. osv. Jeg kunne blive ved...

Jeg har altid fulgt en række tommelfingerregler: Traditionen har altid ret (der er en grund til at klassikerne er klassikere), gode bøger kan altid læses flere gange (de rummer så mange lag, at man umuligt fanger det hele i første ombæring) og man skal altid være ydmyg overfor teksterne. De store tænkere har i 99 ud af 100 tilfælde tænkt dybere og mere sammenhængende end man umiddelbart tror.

Igennem konstant læsning fik jeg øjnene op for stadigt nye måder at anskue verden på. Det ene perspektiv efter det andet åbnede sig for mig.

Til sidst gik det så op for mig, at jeg - uden at vide det - var i fuld gang med at udvikle min egen virkelighedsopfattelse, og at min egen forståelse var at finde i spændingsfeltet imellem alle disse brogede og meget forskellige tænkere og traditioner. Der var noget i dem alle sammen, og min (under)bevidsthed arbejdede non-stop på at integrere det hele i et stort, sammenhængende billede - som egentlig ikke var et billede, men noget i retning af en intuitiv sans.

Efter mange års flittig læsning (og man kan nå at læse meget hvis man først beslutter sig for ikke at se fjernsyn...) nåede jeg så frem til virkeligheden og den opfattelse af virkeligheden som jeg lever og ånder 24-7-365 den dag i dag - godt hjulpet på vej af et par øjnåbnende psykedeliske oplevelser, og en hel del cannabisrøg (måske lidt for meget).

På denne forståelsesrejse har jeg stået overfor mange problemer og hårknuder, som i tidens løb har ledt mig ned af den ene blindgyde efter den anden. Hver eneste gang jeg har forsøgt at indtage et kategorisk standpunkt (som f.eks. at blive religiøs, eller at forfalde til et bestemt filosofisk 'system'... for slet ikke at tale om den største fælde af dem alle: At forsøge at overbevise mig selv og andre om, at verdens ulykke skyldtes at verden ikke lyttede til lige præcis mig, dvs. det revolutionære standpunkt) så er jeg blevet 'straffet' af mig selv og min egen psyke, i form af overvældende følelser af depression eller magtesløshed.

Hvad jeg i dag har forstået er - som tidligere nævnt - at jeg forstår mindre end nogensinde før. Alting er et mysterium - mig selv inklusiv. Og jeg elsker det! Min kærlighed til viden er blevet en kærlighed til ikke-viden. Men ikke til uvidenhed...

Uvidenhed er når jeg glemmer at virkeligheden ikke kan reduceres til én eller anden abstrakt teori, som kan kommunikeres én-til-én via sproget. Jeg kender imidlertid uvidenheden utroligt godt efterhånden, fordi jeg selv har været fanget i den gang på gang. Derfor kan jeg også med rimelig sikkerhed gennemskue hvornår andre er uvidende - fordi jeg ved, at andre i bund og grund ved lige så lidt som mig selv.

Uvidenhed er ofte en umådelig kompleks størrelse. Der findes en uendelighed af abstrakte 'teorier' der på spidsfindig og arrogant vis dækker over den grundlæggende ikke-viden. Mange søger at undslippe det faktum, at vi fødes og dør uden nogensinde at nå en endestation af perfekt viden om virkelighedens sammenhæng. For dette kan være et umådeligt angstprovokerende faktum.

Det er på en måde denne uvidenhed jeg snakker om, når jeg snakker om lidelse i denne tråd.

Vejen væk fra lidelse er i min optik at konfrontere den, når man møder den. Hermed bryder man den ned til en forståelse af den ikke-viden, som den altid dækker over. Og denne ikke-viden er den simple forundring over virkelighedens mysterium, som alt sand filosofi begynder- og slutter med.

Når filosofien slutter begynder den igen, og når den begynder så slutter den igen:





Hele denne post er vel et godt eksempel på, at jeg forsøger at sige noget meget simpelt på en meget kompleks måde: Barnesindet og den naturlige forundring er- og bliver det vigtigste. Det er fundamental livskvalitet: At kunne glæde sig i det små. Men for at sige dette trækker jeg på min enorme uvidenhed, der i sidste ende leder tilbage til den simple ikke-viden, der har været der hele tiden. I denne proces forsøger jeg så at inspirere andre til gøre noget lignende, på deres egen måde.

Du kan meget vel føle den samme ikke-viden, og føle den som et incitament til at bevæge dig ind i den mere komplekse filosofiske verden. Jeg føler den som et incitament til at bevæge mig ud af den komplekse begrebsverden (universitetet) og inspirere andre.

Jeg kan umuligt sige om min lange historie inspirerer dig til at udforske filosofien yderligere. Men din sympatiske ydmyghed inspirerer mig til at vise hvad filosofien kan bruges til, hvis man tager den alvorligt. Selvom det tit tager sig ud som om filosofi drejer sig om komplekse systemer og verdensfjern abstrakt spekulation, så er kernen i 'faget' præcis det modsatte. Det drejer sig om umiddelbare glæde ved livets forunderlighed.

Nu har jeg f.eks. brugt et godt stykke tid på at skrive denne lange smøre. Tid som jeg måske 'burde' have brugt på noget andet - men jeg fortryder det ikke et sekund, hvis det har givet dig (eller andre der læser med) et eller andet at forundres over. Jeg er i hvert fald selv forundret over, at jeg fortæller så meget om mig selv til en person, som jeg ikke kender



Jep, jeg har læst Fannys hjemmeside igennem. Den er god. Rigtig god, endda! Meget inspirerende og interessant perspektiv. Ordene stråler af ærlighed og ægte erfaring.

Den udfoldede blomst bør inspirere den spirrende til at folde sig ud på sin egen måde, og reflektere sollyset med sin egen form og sine egne farver. Så er det underordnet om jeg er en påskelilje og du er en solsikke. Så længe vi ikke bliver ukrudt, der ønsker at hele verden skal være ukrudt (selvom ukrudtet også har sin plads. Det er bare ikke selv klar over det).

Virkeligheden rummer mange erkendelser og AHA'er - flere end vi nogensinde som enkeltindivider kan begribe og forstå. Dog kan vi forstå at vi selv er begrænsede, omend vores fundamentale ikke-viden om virkeligheden er ubegrænset og uendelig. Vi har altså potentialet til mangt et AHA og virkeligheden er selv et uendeligt AHA. Vi skal bare finde den bedste måde selv at komme i forbindelse med det uendelige.

Det er en sådan type forbindelse der findes i den dybe filosofiske forundring.


Tålmodighed er en dyd. Filosofi kan være frustrerende at læse. Nogle gange umuligt. Man bør så vidt muligt tilsidesætte sin egen stolthed og acceptere, at der er meget som man ikke umiddelbart forstår. Og meget som man aldrig kommer til at forstå.

Det drejer sig nemlig om rejsen ind i det uudgrundelige. Ikke om at få leveret et fikst og færdigt resultat.

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/