Nigeru Mono skrev:
Jeg tror i bund og grund perfektion er en illusion. Der vil altid være noget, man kan blive bedre til. Vejen er, som du også antyder, også målet i sig selv. Jeg læste et ret fint citat i "Nomad Codes" af Eric Davis for nogle uger siden, som ret godt beskriver min tilgang til "selvudvikling" og som jeg tror er tantrisk i sin grundholdning. Jeg kan ikke huske det ordret men her kommer essensen af det:
Alle siger at alle veje fører op på bjerget. Men hvorfor overhovedet begynde at klatre op, når der er dale, man kan udforske?
I så fald er perfektionen vel indsigten i, at vejen og målet er to sider af samme sag. Mit mål er indsigten i, at der ikke er noget mål.
Nej, undskyld. Ikke
indsigten.
Oplevelsen. Det er nemt at indse mangt og meget, men at opleve det er noget ganske andet. Idéer som 'at have et mål', 'at vandre af sin egen vej' og den berømte 'perfektion' findes ikke kun i sindet, men kan også manifesterer sig i kroppen. Jeg tænker på ting som rastløshed, tristhed og vrede - men også på ting som tilfredsstillelse og lykke. Det er følelser som vi oplever før vi indser dem, og finder en grund til dem.
Når man først bevæger sig hinsides vejen og målet, så 'er' man ikke længere hverken rastløs, trist, vred, tilfreds eller lykkelig. Man
er bare.
Og bjerget og dalen er én.
_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig:
http://paria-konservatisme.blogspot.dk/