Psychedelia.dk

Denne tråd er for alle der har haft et spændende spind af tanker under magien fra en helt almindelig gåtur.

_____________________________________________________
Atter en dag er ved at passere. En dag med de sædvanlige spekulationer om fremtiden, nutiden og fortiden. En dag i tankens magt, hvor potentielt livstruende situationer opstår bag øjnene på mig og trækker opmærksomheden bort fra alt hvad der foregår på den anden side.

Jeg lader mig indhente af fortidens begivenheder, de ting jeg sank og lod passerer imens jeg lod fortællinger fra den anden side af havet sive ud af min monitor. Fortællinger om smerte, frustration, vrede, sorg og de øjeblikke hvor al last slippes, omend bare for en stund og den blotte tilstedeværelse i nuet revitalisere hele ens indre virkelighed.
Hvis krise er forgænger for forandring, så har forandringen været undervejs længe. Det er vel snarere det uheldige samspil med den ydre verden der har holdt revolutionen tilbage, tænker jeg.

Forbandet værre de mekanismer der formoder at gøre noget simpelt, til noget så utrolig komplekst at det synes umuligt at finde hoved eller hale i det.
Kontinuitet er ordet. Da jeg var meget ung, en 5-6år vil jeg skyde på. Der havde jeg i en periode en vane for at gøre andre kede af det, blot så jeg havde muligheden for at trøste dem igen. For på det tidspunkt føltes det godt og rigtigt, selvom jeg vidste det var forkert. Men det er faktisk lidt sjovt at tænke på hvordan man selv kan være årsagen til og løsningen på et og samme problem.

Og hvad er sansynligheden egentlig for at en række tilfældige begivenheder kommer til at løsne op for en forpint underbevidsthed der efterhånden er nået sin fulde kapacitet? Jeg har efterhånden fået afklaret med mig selv, præcis hvor mange ressourcer der står til rådighed i denne krop, og nu handler det blot om at vælge de rigtige kampe.

Der findes et individ derude et sted, en skæbnesvanger relation jeg mangler at gøre mig og det er vist på høje tid vi mødes.

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

da jeg læste dit indlæg i går, tænkte jeg at jeg ville vide hvad jeg skulle svare i dag.

Det gør jeg stadig ikke. Andet end måske at udtrykke en form for enighed, at dine ord gav mening for mig, og jeg kunne bruge det til noget.

Smuk tekst, der får mig til at resonere med dig og mærke hvem du er
Jeg kan specielt lide denne sætning:



Den krise du beskriver, ser jeg som både personlig og kollektiv. I det mindste er det største. Verden er holistisk og gåden til krisen synes at skulle løses holistisk. Det kan synes paradoksalt, i en verden der bevæger sig mod stadig større individualitet, hvor hvert individ blot har ansvaret for sig selv. Men set i et større perspektiv er udvikling af Individualiteten uundgåelig, da den opstår i en holistisk verden som udvikler sig mod stadig større bevidsthed om sig selv. Gennem at forstå indad - sig selv - bevæger vi os mod at forstå hele verden.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Mekanismerne er ikke kun forbandede men også velsignede. For de selv samme mekanismer kan tillige forvandle noget utroligt komplekst til det mest simple i verden.

Når jeg har et problem gruer jeg over det. Jeg blæser det op til monstrøse propotioner og ser perspektiver, der går langt hinsides mig selv. Problemet er måske nok altid 'skabt' af mig selv, da det kan ledes tilbage til min egen adfærd, min egen 'personlighed' og mine egne gerninger - men når jeg først begynder at gruble, så bliver problemet uden undtagelse meget større end disse små ting. Det er nemlig ikke bare min adfærd. Når jeg lider og er deprimeret, så ser jeg med det samme det uendelige hav af lidelse og depression som verden og mine medmennesker også rummer.

Og jeg lider og er deprimeret fordi verden er så fuld af lidelse og depression.

Når jeg skuer ind i et sådan helvede, så glemmer jeg helt mig selv. Min lidelse er intet imod verdens. Så hvad var min lidelse igen? Det har jeg glemt. Den betød intet i det store billede. Og før jeg ved af det, så sender verden mig noget godt. For ligesom verdens lidelse er større og mere ærefrygtindgydende end min egen, sådan er verdens glæder det også. De to sider af mønten er jo også lige uforudsigelige når man spiller plat og krone.

Og så bliver jeg glad.

Det er umuligt at forstå. Som 5-6 årige behandlede du bare dine medmennesker ligesom verden behandler resten af menneskeheden hver eneste dag.



Som et tidligere svar lød (Fanny): Problemet er ikke bare dit, men tilhører os alle. Den forpinte underbevidsthed, der lider under problemet, er altså heller ikke bare din.

Har du læst Bhagavad-Ghita? En bog der handler om at vælge sine kampe. Gammel. Indisk. Anbefalelsesværdig.




Jamen hej med dig

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/

Virkelig godt skrevet! Når vi favner verdens lidelse, - erkender den til fulde med bevidsthed, så sker der en transformation af energien. Jeg har et - måske naivt håb om, at vi kan gøre med verden, som vi gør med os selv: når vi bringer bevidsthedens spot på smerten i os selv, så smelter den, fordi vores opmærksomhed er ilden og kilden til alting. Det samme kan gøres med verdens smerte, fordi den i bund og grund er den samme som den personlige smerte.

Hilsen Fanny

_________________
Carpe Diem ~ Memento Mori
Mere rugbrød - mindre LSD! - Velmendende råd til psykedelisk ekstremsportspiller

Nogle gange kan de store ting gemme sig bag de små ting i ligeså høj grad som de små kan gemme sig bag de store.

Når jeg til sidst endelig forstår én af mine egne fejl og når til bevidsthed om, hvorfor det er en fejl, så kan jeg se at jeg gør en lille ting forkert - og at jeg tit kan ændre denne lille ting bare ved at være opmærksom på den. Samtidig ser jeg at verdens store fejl kan ledes tilbage til det, som jeg på et tidspunkt har hørt smukt (amerikansk) karakteriseret som: A conspiracy of details.

Ind imellem er verden et ondt sted. Det må vi alle anerkende. Men det er ikke én stor Satan der skaber denne ondskab ved én handling. Det er heller ikke få ondskabsfulde mennesker, der konspirerer om at holde os andre nede. Nej, det er os alle, der hele tiden kan gøre os skyldige i små ondskabsfuldheder - der tit og ofte er så små at vi end ikke lægger mærke til dem selv. Mange bække små gør en stor å.

Tidligere tænkte jeg at jeg skulle overbevise andre om mine holdninger. Jeg blev irritabel når andre sagde mig imod - specielt mine nærmeste. Jeg så det som en hellig pligt at udbrede evangeliet om hvordan verden skulle frelses: At vi skulle fokusere på fælles løsninger i stedet for smålige uenigheder. Men jeg gjorde mig selv skyldig i det, som jeg så livligt anklagede verden for. Jeg opførte mig som om jeg havde set lyset, og blev rasende, ked af det og frustreret hvis andre ikke kunne se det samme lys. Jeg tænkte at andre bare ville være uenige med mig - og derfor opførte jeg mig som én, der bare ville være uenig med andre. Og jeg var ikke engang selv klar over det!

Nu ved jeg omvendt at uenigheder altid er smålige - og at der derfor ikke er nogen grund til at gå mere op i dem end som så. Og der kan man bare se: Det er de fleste andre mennesker fuldstændigt enige i. De ønsker ikke at hævde hvad de selv mener over det som jeg mener - for jeg er ikke længere interesseret i, at vi skal mene noget forskelligt og være uenige til at begynde med.

Du har fuldstændig ret. Den personlige smerte er ikke adskilt fra verdens. Begge dele er præcis lige overkommelige - selvom de begge kan virke uoverkommelige til tider. Du har måske nok ret i at denne opfattelse er naivt - men måske er verden bare et meget mere simpelt sted end vi tør forestille os?

_________________
Om hvad taler de mange, naar de kommer sammen?
Om hvad taler de faa, naar de kommer sammen?
---
Læs mig: http://paria-konservatisme.blogspot.dk/