|
Substanser: Mimosa Hostilis/Mimosa Tenuiflora (DMT) og Peganum Harmala/Syrian Rue (MAOI) = Changa
Jeg vågnede tidligt om morgenen med tømmermænd og sommerfugle i maven: I dag skulle jeg prøve at ryge changa for første gang; men i går endte med at blive lidt rigeligt festlig. Folk blev bare ved med at droppe ind. Nå, op og rydde op og gøre rent. Og en joint til det ene ben og en reparationspils til det andet. Faktisk et par stykker, jeg er temmelig alkoholiseret.
Men endelig kom min ven, lad os kalde ham E, forbi og hentede mig, og vi spadserede hen til to andre venner, som vi kan kalde A og B. På det tidspunkt var jeg småsnalret og godt oppe at køre af spændt forventning, men vi fik lavet noget mad og jeg gearede ned til kun at hyggenippe til lidt rødvin.
Så kom changaen (10% DMT og så en masse andre ikke-psykotropiske urter) på bordet, og vi rullede en joint med 1/3 g. i med knuste, tørrede jordbærblade i top og bund. Jeg tændte den og tog tre store hvæs lige efter hinanden, holdt vejret og lukkede øjnene.
Det virkede ligeså hurtigt som DMT (få sekunder). Fra adskillige svampetrip velkendte blå og gule tunnelmandalaer ormede sig mig i møde, men ikke med samme 3-D intensitet som når man ryger ren DMT. Dog varede trippet nogenlunde ligeså længe (ca. syv minutter og så yderligere 20 min. helt ned til baseline).
Et utroligt lækkert og trygt trip. Lidt ligesom forspil i forhold til samleje (= ren DMT). A spillede en masse slags forskellig, fed musik, og på min, meget entusiastiske, opfordring lavede vi fem-seks joints mere, men det var, som om jeg ikke helt kunne nå samme intensitet, som da vi røg den første. Men vi cruisede derudad, og der var en virkelig fed, fortættet og eventyrlig stemning.
Jeg har aldrig prøvet at drikke ayahuasca, men måske kan man sammenligne changa med at komme ned fra ayahuasca; som sagt, jeg ved det ikke. Jeg synes, det føles ret meget som at være på svampe. Men her må jeg lige komme med lidt baggrundsinfo: Et par måneder før havde jeg, med ca. en måneds mellemrum, taget først 2 g. tørrede svampe (og redoseret med 1 g.), dernæst 1 dråbe flydende LSD og derefter 4 g. tørrede svampe.
Og det var da meget sjove og dejlige trips, men jeg ved ikke ... Det var, som om jeg ikke rigtig brød igennem - ingen dybe erkendelser; ingen hallucinationer – selvom de andre, jeg trippede med, lod til at trippe noget vildere end mig. Jeg følte mig kort sagt uforløst. Men det skulle snart ændre sig.
For nu kom den stærke (50/50 af de to ovennævnte substanser) changa på bordet. Jeg fyldte en glastjubang med 100-110 mg. af det (nok DMT til et break-through trip (hvilket jeg desværre ikke rigtig troede på) plus MAOI!) – igen med jordbærblade som top og bund. Det fyldte ikke meget, så det røg let ned i en enkelt, lille lunge.
Idet jeg rakte B piben, blev jeg flået ud af min krop og lagde den tilbage på ryggen på madrassen og slam! – så var jeg i hyperspace. Men ligesom sidste gang, jeg røg DMT, var der ingen bevægelse, ingen fremdrift gennem tunnelmandalaerne. Jeg var der bare pludselig. Måske er min vanlige dosis på 70-80 mg. for høj ... Eller lav!
Min tinnitus steg til en uudholdeligt høj hvinen, og min hjerne føltes som om, den blev udsat for et massivt pres, som jeg oplevede som en blanding af G-tryk og svagstrøm. I et vakuum suget helt tomt for luft. For mit indre øje stod en pulserende, mangefarvet kødkrystal og blinkede med sine prismer i spasmer.
Jeg kom i tanker om at trække vejret og prøvede derefter at udløse noget af spændingen inden i mig ved at synge/skrige/bevæge stemmebåndet, men det virkede ikke rigtig; det var vist kun en svag jamren, som undslap mig.
Grunden, til at jeg begyndte på at ryge DMT, er, at jeg er interesseret i at opnå kontakt med ”entiteter”. Derfor prøvede jeg også af al min kraft at kommunikere til kødkrystallen (hvis det da var sådan en krabat) , at den måtte skrue ned for blusset; det var alt, alt for intenst. Men enten var det ikke en entitet, eller også kunne eller gad den ikke forstå mig. Eller også havde havde den ondt i sinde.
Jeg bebrejdede mig selv for mit overmod, for jeg plejer altid at gå forsigtigt og videnskabeligt til værks med nye substanser, og jeg havde aldrig før prøvet at ryge DMT sammen med en MAOI. Hvor længe skulle jeg mon tilbringe i dette bizarre limbo eller bardo eller hvor/hvad/hvornår det nu var?
Ikke at jeg havde nogen tidsfornemmelse overhovedet. Men det var en dimension, som jeg kunne huske, som stadig måtte eksistere, og idéen om dén var min livline, for gennem den ville jeg komme ned på jorden igen. På et tidspunkt. Jeg kan ikke huske så meget andet af, hvad der skete i det rum. Måske har min bevidstheds overlevelsescensur forskånet mig; måske skete der ikke så meget andet.
Dog satte jeg mig op og åbnede øjnene cirka halvvejs (?) igennem. Jeg anede ikke, hvor jeg var eller hvem jeg var sammen med, for alting var fuldstændig uigenkendeligt, dvs. ganske som det plejer at være, når man åbner øjnene dybt inde i en DMT-trance: Man er inde i et tredimensionelt, kubistisk maleri, hvori alting bevæger sig i ”obskøne vinkler”, som H.P. Lovecraft så manende beskriver det.
Men jeg kan mærke B’s hånd i min og hans kærlighed strømme igennem mig som en lækker, lunken lava, og jeg kigger på hans ansigt, og selvom jeg ikke tror på aliens i klassisk, populærhistorisk forstand, så sidder han sgu der og ligner en Grey næsten på en prik! Det er så, hvad det er, var det ikke lige fordi, at sidste gang vi candyflippede (kombinerede LSD og MDMA) morphede han også om til en Grey. Hmmm, han er nu også en ret spacy gut ...
Anyway, jeg stønnede vist et par uforståelige stavelser, lukkede øjnene og lagde mig ned igen for at ride den af, hvilket jeg så endelig gjorde. ”Endelig”, siger jeg, for jeg mener, at noget af det første, jeg sagde, da jeg kom tilbage, var, at det var en al for høj dosis, at så meget skulle de andre ikke ryge. Og det havde de heller ikke lyst til, efter at have observeret mig de sidste 20-30 minutter. B tog dog et hug af den stærke changa på 40-50 mg., og det hyggede han sig vist fint med, men det er en anden triprapport.
Efter B var landet, røg vi allesammen de resterende to-tre changajoints (den milde variant), så gik vi over til tjaldjoints, og så faldt jeg i en dyb, drømmeløs søvn. I alt fik vi fire mennesker suget 10 g. af den milde changa, hvilket nok var lidt spild, når man betænker frekvensen (ca. to i timen, og det føles lidt, som om man opbygger en vis tolerance) og formen (joints hvor rigtig meget går til spilde i forhold til bong eller pibe eller tjubang).
Summa summarum: Jeg begik nogle helt elementære begynderfejl. Dutch courage isn’t the way to go. Ikke fordi en smule alkohol betyder alverden i dén verden, men fordi jeg trods alt mener, at man bør gå ind ad denne port nogenlunde ved sine fulde fem, og efter at man har gjort sig det nogenlunde klart, hvad det er, man vil opnå med at krydse over. En anden, dum begynderfejl var så at lægge ud med sådan en turbodosis af den stærke changa. Og det værste er, at jeg ikke engang er hverken begynder eller dum. Jeg var bare så sulten efter et fullblown break-through, at jeg sjuskede/(drak mig småstiv og på grund af det)sjussede mig frem til en for heftig dosis. My bad. Så mit set var lidt tvivlsomt, mens settingen var intet mindre end optimal! Det har jeg da lært lidt af. Forhåbentlig. Hvad angår selve DMT-trancen, er jeg stadig ret meget i tvivl om, hvad det egentlig er, der foregår. Hvad er det, hvis man følger den strengt reduktionisk-materialistiske model? Hvad er det, hvis man følger den shamanistiske model? Kødkrystallen, altså? Var det en entitet eller ej? Det, for læseren ekstremt utilfredsstillende, svar må være, at jeg simpelthen (stadigvæk!) er i syv sind: Den kunne i teorien sagtens være en ”entitet” (hvad det så end er!), for måske er sådan en fyr så fuldkommen fremmed for vores begrænsede, antropocentriske forestillingsevne, eller ontologiske horisont, om man vil, at man (jeg) ikke ville kunne genkende den som en sådan, med mindre den bed mig i røven, hvilket muligvis også var det, den gjorde - det føltes i hvert fald lidt sådan! Men hvis den ikke er, hvad fanden er det så, der sker? WTF?! Et digt af Gregory Corso rinder mig i hu, nu med en noget mere udtalt, umiddelbar og ekstremt mystisk, epistemologisk pointe:
A star
Is as far
As the eye
Can see
And as near
As my eye
Is to me
_________________
"Turn on, tune in, listen carefully." - Simon G. Powell
Senest rettet af Big Jake 21 jan 2013 22:46, rettet i alt 1 gang.
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
