Psychedelia.dk

Ja alt er liggegyldigt. Og det synes jeg er fedt. Man skal dø og å er det sgu fuldstændigt ligegyldigt med den kariaer!!!!

_________________
Magien, er dig selv.

Mener at jeg på et tidspunkt læste noget om at takle ligegyldigheden, men jeg kan desværre ikke huske kilden nu (mange tak hash). Det handlede om en begivenhed som fandt sted i vores kollektive erkendelse tilbage i 70-80'erne, teorien er at vi 'alle' (hader at bruge det ord) skal gennemgå et lignende erkendelses-mønster i vores levetid. Tricket var at når alt så ud til at være ligegyldigt så vil man til sidst, nærmest som Descartes (ikke helt dog), vende ligegyldigheden imod ligegyldigheden. Så skulle man indse at: Alt er ligegyldigt, men det er også ligegyldigt at alt er ligegyldigt, så fuck det. Herefter er man frit stillet til at udrette det man drømmer om (mere på et eksistentielt niveau, og mindre som i den 'Amerikanske drøm'), man holder op med at gå i vejen for sig selv, og spiralen vil gå opad igen fordi man handler mere og grubler mindre.
Så måske er den tilstand du er i nu bare et pubbestadie, og om lidt slår lynet ned og din lykke vil med din egen indsats vende.

Jeg tror ikke at man kan snakke om 'normalt' til gengæld er er de fleste 'helt normalt unormale' så man er vel aldrig alene - GL HF

Livet er ikke ligegyldigt det er har du har mulighed for at sæt dit præg på dine omgivelser og nyde samspillet i interaktionen med andre, hvorimod døden er ligegyldig for den som dør, men ikke for dem som lades tilbage.

Når et menneske dør som står mig nært, så plejer det at ende ud i en aften, hvor den døde mindes over nogle dramme. Historierne om alle minderne bliver genfortalt og kollektivt ydes der førstehjælp til at acceptere og forstå.
Derefter starter en lang sorg bearbejdning, hvor jeg i begyndelsen er trist og ked af det senere går det over i accept af det skete. Undervejs vægter jeg de gode minder og selv om jeg nu efter godt to år stadig savner min far, så bliver jeg ikke længere trist når jeg tænker på hans sidste tid.
Jeg husker de gode dage jeg fik med ham, og ikke kræften som åd ham op på smertefuld vis.

Jo jeg har også gået med de samme tanker som dig og mange andre, og jeg må sige at jeg lige som dig er blevet enig med mig selv om at livet er totalt ligegyldigt.

Men det betyder jo ikke at det er noget lort alligevel. Jeg tænker nemlig som dig at der er ingen grund til uddannelse osv. Men det er meget smart hvis man kan lide at lære noget nyt:) livet er ligegyldigt ja, men det elsker jeg simpelten. Det gør at der ikke er noget press fra omgivelserne om hvad man skal opnå i livet, og det gør at man er fri som en fugl og at man bare skal tænke på at have det godt og sjovt så meget som muligt;)

Livet er ligegyldigt og dejligt:D

Døden er meget tæt knyttet til livet og det er bestemt ingen skade til at tænke dybt over den. Også selvom det gør en ked af det. Det må man gerne være. Faktisk kan man slet ikke undgå det, så hvorfor prøve?
Måske er det faktum at du skal dø, at alt dør, vigtigt at du forliger dig med, før du kan blive fri og livsfavnende?

Jeg synes heller ikke det er en dum ide at læse lidt filosofi eller nogle filosofiske romaner. Måske 'siddhartha' af Herman Hesse. Eller steppeulven af samme forfatter. Tænker måske at Nietzsche alligevel bliver for stor en mundfuld, men hvis du vænner dig ti, filosofien er han et must!! Albert Camus' 'sisyphosmyten' omhandler døden, selvmord og det at leve uden tilflugt i religionen. Den er også ret svær, men et forsøg værd!

_________________
“And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music.” - Friedrich Nietzsche

Når i sige at livet/alt er ligegyldigt, hvem/hvad mener i så livet er ligegyldigt for?
At man for universet som helhed, givet vis, er en ligegyldig brik, hvorfor skal man tage sig af det? Hvem er en gyldig brik i denne sammemhæng? Hvorfor skulle universets holdning til en overhovedet have nogen gyldighed?

Livet er vel netop gyldigt fordi det ER, altså at det er værende, fordi det kun er igennem livet at noget overhovedet kan have gyldighed, for dig, for mig og hvorfor andre mennesker betyder noget, eller har en gyldighed, for dig. Var alt ligegyldigt var der ingen grund til at være bekymret over at miste, at sørge over en mistet person eller at andre skulle sørge over en selv.
Livet er netop gyldigt fordi det indeholder ting, omstændigheder og personer som har betydning for dig, og hvor du har betydning for dem.
Livet er ikke ligegyldigt.

Er 'ligegyldig' det modsatte af 'gyldig'? Jeg troede at det ene handlede om vigtighed og det andet om gældenhed/godkendelse.

_________________
Lov og ret er et net
med så sære masker i,
at de små hænger på
og de svære slipper fri.

Nej det er ikke det modsatte.
Gyldighed har umiddelbart to betydning, den ene er formelt logisk, altså hvorvidt et givent argument har gyldighed eller ej (følger konklusionen nødvendigvis af præmisserne) den anden er mere som synonym for betydning/mening, og er den typiske dagligdagsbrug. Jeg har brugt gyldig i sidstenævnte betydning.

Uden at kunne tale for andre end mig selv, mener jeg at brugen af ordet ligegyldigt skal ses i et større kontekst.

På samme måde som en kage i kantinen er et positivt indslag i min dag - men for helheden af dagen ret ligegyldigt - er min eksistens også et "positivt indslag". Men i lyset af tidslinjen hvor af det udfylder en minimal fraktion, er det komplet irrelevant for helheden, indbefattet af ligegyldighed. Intet jeg kunne gøre ville, næsten garanteret da, have indflydelse om blot 1000 år. Hvilket i sig selv er et øjeblik for mindre forgængelige skabninger.

Dermed ikke sagt at man ikke kan nyde sit liv, udrette noget med det og være noget. Men når alt kommer til alt, har mit liv ikke et mere signifikant indhold end andre flokdyrs. Og i den forstand, mener jeg at dagligdags ordet 'ligegyldigt' passer perfekt.

Men ligegyldigt er som regel også det sjove. Det man vælger, selvom det for det meste ikke tjener andet formål end at glæde. Fx hobbier, sport, rejser.

Jeg forstår godt ideen, for helheden, den uendelige tidslinje, er vi ligegyldige. Men jeg forstår ikke hvorfor det er vigtigt? Hvorfor anligge et perspektiv som ingen alligevel indtager? Selv hvis Gud eksistere, eller en anden entitet, som har kunnet følge med uendeligt langt tilbage i tiden, og følger med uendeligt langt frem i tiden, så ville vi alle hver især, kun (eventuelt) være ligegyldige overfor ham/hende/den. Hvorfor skal man lade det være udgangspunkt for ens livsanskuelse?

Jeg forstår heller ikke hvorfor helheden åbenbart har betydning/væsentlighed, hvis alle dele af helheden er ligegyldige. Eller hvorfor summen af vores liv, hvor vores liv har betydning for os hver især og vores nærmeste, skulle blive ligegyldig.


Men hvorfor er det så ligegyldigt? Jeg mener ikke glæde er ligegyldigt, overhovedet ikke. Jeg mener at glæde er noget af det mest væsentlige i vores liv. At vi kan glæde os over noget, at vi kan glædes sammen med andre og ikke mindst at vi kan glædes over andre mennesker. Uden at være hedonist, mener jeg da det er noget af det mest væsentlige i vores liv, og alt andet end ligegyldigt.

"Skabninger" var måske et uheldigt ord, "ting" havde passet bedre. Jeg er ikke af den overbevisning at der er nogen decideret observatør.

Jeg lader det ligge til grund for min livsanskuelse, da det for så vidt jeg kan se er de givne rammer. At en myre er irrelevant for mig, påvirker den ligeså lidt, som at jeg er irrelevant for helheden påvirker mig; det er ikke noget der kan ændres på.

Hvem har sagt at helheden har betydning? Det vil jeg dog ikke stille mig til dommer for, det forekommer mig uvideligt. Jeg mener dog ikke, at det at delene har ringe betydning, nødvendigvis kræver at helheden ingen betydning har. Lidt som hvert atom i atmosfæren ikke har indflydelse på vinden, består vinden alligevel af de selv samme atomer. Som enkeltvis ikke har kraft til andet end at skubbe ting omkring deres egen størrelse, men alligevel kan vinden vælte huse. Hvis man skulle anskue det matematisk, er det måske ganske enkelt et spørgsmål om, at størrelsesforholdet og antallet af dele bebuder at netto effekten divideres ud på så mange dele, at de enkelte effektivt set bidrager med tæt på intet.

Hvor vi måske går forbi hinanden er, at du snakker ud fra en subjektiv anskuelse, jeg forholder mig objektivt. De relationer der opstår mellem individer, om det så er menneske, bæver eller surikat, de er givetvis vigtige for individet. Men de er kun gældende i en meget lille kreds. Set objektivt er de ligegyldige for dem de ikke involvere, for ikke at nævne et større hele. (Altså, om jeg har gode eller dårlige relationer indvirker med 0 på universet)

Så jeg siger ikke, at jeg finder min familie og mine venner ligegyldige for mig, jeg siger at objektivt set er de nøjagtig lige så ligegyldige som mig selv, og alle andre. Jeg forstår ikke, at du mener at det at noget er ligegyldigt, ekskluderer glæde. Men jeg tror igen, at det er fordi jeg ikke tydeliggjorde at ligegyldigheden er en objektive anskuelse, og glæde er en subjektiv følelse.


Hvordan anskuer du selv de rammer du eksistere i?

Vi er lavet af det stof drømme af gjort af folkens
https://www.youtube.com/watch?v=4SE4Fzd5QCc

Men at myren er ligegyldig for dig, gør den jo ikke ligegyldig som sådan, eller sagt mere utvetydigt, så er en person jeg aldrig har mødt, haft kendskab til eller på anden måde haft selv minimal relationer til, og ikke kommer til have det, ligegyldig for mig, men det betyder da på ingen måde at personen er ligegyldig. På samme måde som at min holdning til denne person, eller din holdning til myren, hverken gør personen eller myren ligegyldig, så finder jeg heller ikke at det, at jeg er ligegyldig for helheden gør, at jeg er ligegyldig.


Hvis vi skal bekymre os om, at vi er ligegyldige for helheden, og ligge det til grund for vores livsanskuelse, så må helheden også have en betydning/være væsentlig. Ellers er det jo absurt.
Nej men hvis de har ringe betydning, har de jo netop ikke 'ingen-betydning' eller sagt på en anden måde, så er de ikke ligegyldige.


Det kan meget vel være en del af forklaringen, jeg har altid syntes at objektivitet var et mærkeligt og kunstigt begreb. Det ender altid i foregivet objektivitet med utroligt subjektivt, og hvis man er heldig intersubjektivt, indhold.
Det er som sådan også min kritik af at tænke alt som ligegyldigt, altså at livets betydningsfuldhed/væsentlighed ikke skal betragtes objektivt eller ud fra en helhedsbetragtning. Der er ingen af os der er objektive størrelser eller ser universet i sin helhed, så det giver en underlig kunstig distancering fra begreberne betydning, væsentlighed og ligegyldighed. Hvis jeg ser bort fra alt der giver mening og har væsentlighed for mig, så finder jeg selvfølgelig ingen mening eller væsentlighed tilbage i verden. Det giver altså ikke kun større overblik, det giver også mindre fokus. Hvis jeg i stedet antager at mange af de ting, der gør at livet livet betyder noget for mig, også er nogle af de ting som andre personer finder betydningsfulde, så er Verden spækket med betydning og væsentlighed.

Måske er der også gavnligt at få afklaret hvad vi mener med ligegyldighed. Jeg mener med ligegyldighed at noget er uden betydning, at noget lige så godt kunne være på en måde, som en anden og lige så godt kunne unlade at være som at være. At det ingen forskel gør. Kan du tilslutte dig den betydning af ligegyldighed, eller forbinder du noget andet med det?

Jeg kan ikke se hvorfor ligegyldighed skulle være en mere objektiv størrelse end glæde, ud over at man oftere havner i ligegyldighed, end glæde når man forsøger at anskue verden objektivt.
Jeg vil heller ikke så meget sige at ligegyldighed ekskludere glæde, så meget som jeg vil sige at glæde ekskludere ligegyldighed. Er noget glædeligt, er det ikke ligegyldigt, på samme måde som at hvis noget er sorgfuldt er det ikke ligegyldigt. Det kunne ikke lige så godt have undladet at være, som at være. I glædens tilfælde er det bedre at det er, end ikke er og modsat med sorgen.


Det var et større spørgsmål, men mht. emnet så finder jeg ikke livet ligegyldigt. Mange af de ting du beskriver som ligegyldige, er det jeg finder mest væsentligt. Livet er for mig disse ting, at have en interaktion med sin omverden, med sine medmennesker, at have glæder og sorger, store som små, at forundres og forbløffes. Meget lidt i mit liv er ligegyldigt, men min betydning for helheden og hvilken betydning mit liv har objektivt, er nok nogle af de få ting der for mig er ligegyldigt.
For mig at se forveksler i det, at alt ikke er betydningsfuldt med at alt er ligegyldigt, og det er vidt forskellige ting.

allerede ved første sætning knækker filmen, hold da op for en gang ulogisk vrøvl hele vejen igennem

Crime

Hvorfor synes du at den er ulogisk? Livet før fødslen ved vi intet om med sikkerhed, derfor vil det være svært at opsætte nogle rammer omkring det, der skal definere om det er logisk eller ulogisk snak.
Jeg synes at filmen er sjov, og giver måske lidt mening for mig. Dog meget lidt:)
Jeg tror ikke på døden, da vi definerer døden med ikke eksisterende mere, og ikke eksistens, eksisterer ikke. Det er kun eksistens der eksisterer, da ikke eksistens vil betyde at ikke være, og det kan man ikke. Døden er liv, bare ikke på den måde som vi har defineret ordet liv på her. Det siger sig selv da livet efter døden sikkert er uden noget sprog, ihvertfald uden sprog på den måde som vi har defineret ordet sprog på i dette liv. Derfor er det umuligt at definere livet før fødslen, eller livet efter døden med vores sprog, derved mener jeg ikke at det er ret, at kalde noget som helst snak om livet før fødslen, eller livet efter døden som logisk eller ulogisk, da vi ingen rammer har for at definere det.
Men jeg er enig i at indholdet i filmen er lidt tyndt, for ikke at sige ikke eksisterende.
Personligt tror jeg på evigt liv, intet andet giver mening efterhånden. Mennesket har bare svært ved at acceptere det, da vi ikke vil acceptere at vi ikke forstår det, og derfor afviser. Men hvad ved jeg.

Livet er meningsfuldt for ham som kan give livet mening, men meningsløst for ham som ikke kan finde noget at leve for, men i stedet bare lever for at leve.

_________________
It is no measure of good health, to be well adjusted to a sick society.




Alt jeg skriver og tidligere har skrevet, er baseret på fantasi, eller mangel derpå, og forestillinger. Jeg tager intet ansvar for mine udtalelser, ej heller for dine beslutninger baseret her på. Mine holdninger er baseret på opdigtede scenarier, har ingen troværdighed, og bør forstås med kraftig ironi. Jeg har intet kendskab til stoffer, eller folk der tager dem.

Du fatter ingenting!

¨Hvis folk tænker sig lidt om mht teorien omkring fødsel/død så kunne man måske forstå hvorfor kvantemekanikken, bevidsthed, manglen på konsensus i vores subjektive syn osv.

Ï brugte 9 måneder på at drømme et helt univers imaven på jeres mor. Derudover "mødte" i andre babyer på jeres astral-plan når i faldte i søvn.

Så snart i blev født så i lys, følte luft i jeres lunger, så ind i jeres forældres øjne og i glemte ALT i tidligere havde set efter i oplevede de nye indtryk!
Dvs. ALLE mennesker lever i deres egen version af drømmen. At i tror i oplever det samme er en illusion. Alt i kan se er andres intentioner. Dvs skriver jeg en bog eller et indlæg så ser i ikke det sammen som mig men kun min intention eller den følelse jeg lægger i det!

Jeg beklager at jeg aldrig så der blev svaret i denne tråd. Det smuttede på en eller anden måde forbi. Bedre sent end aldrig!


Vi er ganske enige, men samtidig ikke. Det er svært at diskutere noget der ikke rigtig er gode begreber/analogier for. I hvert fald som jeg kender til.
Det er måske lidt som at sige at hvert eneste atom i en mursten er vigtig ("ikke-ligegyldig"), hvilket jo på sin vis er korrekt. Hvis nok atomer fjernes er stenen væk - men samtidig er det også korrekt, at ét atom ikke har nogen signifikans overhovedet for murstenen som helhed.

Det er lidt den dualitet, at alt er nært og vigtig fra perspektivet af et atom i murstenen og det gør en enorm forskel, hvis et nabo atom forsvinder. Men fra det objektive perspektiv af hele murstenen, registreres det ikke. Kald det approximeret-objektivitet eller intersubjektivitet, det er for mig den eneste meningsfyldte måde at overveje disse ting på. Jeg mener selvfølgelig ikke objektiv i forbindelse med relationer til andre mennesker. Det ville være umuligt.

Som sagt før, siger jeg ikke at verden ikke er et fantastisk sted, at man gør mange ting for andre mennesker, skaber og modtager utrolige mængder af glæde og sorg. De fleste er så glade for at leve, at døden er en meget ubehagelig størrelse. Disse ting gør en utrolig væsentlig. Disse ting forsvinder også med en, eller relativt set, kort tid efter. Utroligt, ubeskriveligt signifikant for individet - et helt liv, en helt unik oplevelse ingen anden nogensinde vil få.
Men for helheden kun ét individ i én art - opstået gennem tilfældig mutation på én plant i et endeløst hav af planeter - som eksisterede i 1/175000000-del af universets alder. Hvis ikke det er ligegyldigt, ved jeg ikke hvad er. Det er jo nærmest komisk.
På trods af det, kan jeg stadig godt nyde at være dét individ - at være bevidst om det, gør ikke noget negativt i min verden.

Jeg er da på samme måde. Jeg ville næsten påstå at det at vide, at den tid med familien jeg nyder så meget, er komplet ligegyldig for alt andet i universets historie, gør den endnu mere værd for mig. At værdien alene eksister i kraft af mig selv og dem jeg har nær.

Jeg tror ikke vi er så fjernt fra samme punkt, vi har bare helt forskellige vinkler.

@Randomename
Det kender jeg godt, jeg skylder også et svar i deepdream tråden.
Nej tror heller ikke vi er så fjernt fra hinanden, og jeg forstår godt hvad du mener. Jeg mener bare at det du mangler i din analogi om mursten og atomer, samt når man ser på værdien af ens liv i kraft af den indflydelse man har i et historisk perspektiv, er at livet, det at leve, og have en oplevelse af livet har en intrinsisk værdi, en værdi for den der lever. Det vi begge er enige om har værdi/væsentlighed for os. Jeg mener at det er på disse, livets betingelser man bør bedømme værdien eller væsentligheden af livet, og ikke på hvad jeg stadig synes er et lidt kunstigt og fjernt perspektiv ud fra en helhedsbetragtning.
Jeg forstår godt hvordan man når til ligegyldighed hvis man tillægger sig det perspektiv, men hvem bliver livet så ligegyldigt for? Ikke en selv, men for en mærkelig konstruktion af alle og ingen, en post,- og prehistorisk tidsllinje. Hvad kunne overhovedet have værdi/væsentlighed for sådan en konstruktion? Jeg forstår ikke hvordan det kan være den mest meningsfyldte måde at anskue væsentligheden af livet. For mig at se er den anskuelse ikke særlig konstruktiv, ud over at den måske kan lede til den erkendelse, at man ikke er verdens centrum, og i mange tilfælde kan ankuelsen være destruktiv, ved at lede til en ligegyldighed overfor livet.