det er altid godt at komme ud med sine følelser og tanker, hvad enten det er til en veninde, eller man f. eks poster det et sted som her. jeg kan også anbefale dig at skrive dagbog, det behøver nødvendigvis ikke være hver dag , men når du føler for det. det kan være en stor hjælp til en selv, både det at man kommer af med nogen ting, ligeså snart at det kommer ned på papiret, men også at man altid kan gå tilbage og se hvad tænkte/følte/ gjorde man på et bestemt tidspunkt, for man lærer hver dag, og på et tidspunkt vil man ha fundet svaret, på et problem man havde for et stykke tid siden, og så er det rart at kunne gå tilbage til det givne tidspunkt, med et svar. for på den måde kan man få samlet brikkerne. er ked af at høre at du er blevet mobbet og tæsket mm. hvor var børnehaven- og skolen henne i alt dette? er glad for du har fundet ud af at acceptere dig selv- det skal man også, det er dog bare meget svært- tænker tit på om nogen mennekser accepterer sig selv 100 %, det er nogen gange nemmere for mig at acceptere andre og andres handlinger end det er at acceptere mig selv og mine egne handlinger, jeg har ofte svært ved at tilgive mig selv, lettere er det at tilgive andre for deres fejl og mangler. vi mennesker har det med at beskytte os selv via facader, som vi opbygger for at beskytte os over for mennekser vi ikke kender. din facade er nok blevet din angstdiagnose, og hvis du kan lade denne facade falde, vil du også ha meget nemmere ved at lære nye mennesker RIGTIGT at kende. man tiltrækker tit gerne mennesker, der er ligesom en selv mht sygdom/arb/følsomhed/åbenhed osv.det er de nemmeste venner at få, fordi vi tiltrækkes af hinanden, pga man er ens på mange områder, der er mange fælles interesser, man skal ikke arbejde direkte for sådanne venskaber, da det kommer af sig selv. har du tænkt på, at du måske kunne prøve og at det kunne være sundt for dig, at møde en ven, der ikke er ligesom dig, der måske er, alt det du ikke er, og at du er alt det han ikke er.. det ville kunne berige dig + ham meget, der skal arbs for sådan et venskab, men forskelligheder kan mødes på halvvejen, man kan udvikle en dyb forståelse, man vil vokse sammen med venskabet- det kan fungere og man kan lære meget af hinanden. ang. det med dine forældre, så er jeg ret sikker på at de elsker dig- de ville slet ikke ha forkælet dig med tjenester og gaver hvis de ikke gjorde. forældre har også fejl og mangler, men gør det, i de fleste tilfælde så godt de kan, din far har jo som du selv skriver en psykisk skade, som der sikkert aldrig er blevet repereret via en psykolog?,og det kræver den slags altså hvis man skal hele, selvom din mor kom, så er hun jo ikke psykolog og har ik kunnet helbrede din far psykisk for det han bærer rundt på stadig. ang din mor- kan hun også ha en ubehandlet skade fra sin barn/ungdom? men ret sikkert er det svaret på, hvorfor de ikke er gode til at vise og udtrykke deres følelser ift deres børn.- jeg vil foreslå at du sætter dig ned og skriver et langt brev til dem, hvordan du har det, hvad du savner , hvordan du ville ønske tingene var. mm. vil samtidig sige til dig, at du skal huske at erkende din fars skade som en reel skade,(også i brevet til dem) det er ligesom din angst, forskellen i hans og din generation er bare, at det ikke var så anerkendt div psykiske lidelser/skader som det er idag, dengang måtte man altså bare "tage sig sammen" og komme videre. måske føler dine forældre mere for hinanden end du ved og måske også endda hvad de selv ved- måske har der ikke været så meget plads til at pleje forholdet, hjemmeboende børn kan tage hårdt på et parforhold, og er en af de helt store grunde til hvorfor folk idag blir skilt sammen med utroskab, men det er svært at gisne om, når de ikke er gode til at vise og snakke om følelser, men efter hvad jeg kan læse bor du stadigvæk hjemme hos dem,( jeg siger ikke til dig at du skal flytte), så de er stadig ikke "fri" de har stadig hjemmeboende børn eller ihvertfald et styk.- når du en dag flytter- vil de automatisk få mere tid til hinanden- og det kan gøre en stor forskel for deres parforhold når de igen en dag bare bliver de to.
_________________
|