Psychedelia.dk

Hej igen psychedelia. Jeg skriver her for at få alle disse tanker ud, og for at få dem delt med andre mennesker, noget som fortsat er en kæmpe udfordring for mig - på trods af at det letter på mit hjerte og sind hver gang jeg endelig får taget mig sammen til det. Så here goes;

I min verden gør denne sig regel gældende; jo større accept jeg har overfor mig selv, des lettere bliver det at acceptere andre og være åben, selv overfor de mennesker hvis moralske værdier jeg slet ikke forstår en brik af. Istedet for jeg lukker af overfor dem, så pirrer de min nysgerrighed og jeg får lyst til at sætte mig ind i hvorfor de er som de er.

Jeg mener at en stor del af de mennesker, som jeg ikke forstår, slet ikke er dårlige mennesker - de er nok bare misguidet. Jeg får lyst til at spørge dem; hvem er det der guider dig i henhold til dine værdier, dine meninger og ambitioner i livet?

Det er let bare at tage en andens holdning til sig, men lidt mere udfordrende at danne sig sin egen udfra hvad man hører fra andre. Jeg er ked af det på vegne af de folk der nægter at være åben overfor andres meninger. Det er da godt at have et standpunkt - men det kan da umuligt være sundt ikke at have et ønske om at rykke sig, udvide sin horizont så at sige. Men det er jo ikke nødvendigvis spor let, det ved jeg selv alt om. De mennesker der er fuldkommen bevidst om alle de 'dårlige' ting de gør i livet, men alligevel vælger at blive ved - dem vil jeg dog bestemt kategorisere som dårlige mennesker.

Da jeg i nogle år har lidt af en angst-diagnose, så skrumpede min verden hurtigt ind. Jeg fik med så mange bekymringer og tanker oveni mit hoved, at jeg slet ikke kunne tage imod hvad andre havde at sige. Alene det at føre en samtale med et andet menneske blev en uoverskuelig opgave der fik mine muskler til at spænde og gjorde mig overdrevent selvbevidst til et punkt hvor jeg nærmest så mig selv fra andres øjne når jeg stod foran dem. Det er ikke en let opgave at følge med i livet omkring sig, når man ikke engang tør kigge ud af sine egne øjne. og slet ikke tør kigge ind i andres øjne.

Det er for mig dybt personligt at se andre i øjnene. Jeg ser det som en utrolig effektiv måde at bekræftet andres eksistens på og lade dem bekræfte ens egen. En af grundene til jeg ikke har kunne gøre det, har nok været fordi jeg ikke har kunne stå ved mig selv og derfor har det vist sig som en umulig opgave, at lade andre bekræfte migs. Det er et mindreværdskompleks der højst sandsynligt er opstået igennem al den tæv og mobning jeg er blev udsat for igennem børnehaven og folkeskolen. Folk har altid hurtigt kunne spotte min usikkerhed og mange har valgt at udnytte den og brugt mig som et let offer, som de kunne tage deres egne frustrationer ud over.

Mine forældre har også været utrolig dårlige til at vise deres følelser, min far har haft en rigtig hård barndom og derfor også haft rigtig svært ved at falde godt ind i faderrollen. Min søster fortalte mig at han engang havde sagt til vores mor at han aldrig ville være mod sin søn, som han selv blev behandlet da han var ung, så jeg vil kraftigt formode at han på trods af at jeg har manglet ham, har taget et stort skridt i den rigtige retning ved aldrig at have været led, voldelig eller direkte ondskabsfuld overfor mig. Hans mor fik ham med en mand som skred, hvorefter hun mødte en ny mand og fik endnu to børn, så min far har altid været offer for forskelsbehandling og uretfærdig kritik overfor alt hvad han foretog sig. Han droppede ud af skolen i 7 klasse og begyndte vist at hænge med nogle dårlige typer. Heldigvis dukkede min mor op og fik ham noglelunde på ret køl. Han tog et par år i militæret og blev derefter tømre.

Min mor er meget usikker og lader til altid at have jagtet bekræftigelse. Hun begravede sig i lektier da hun gik i skole og fik endda en flidsmedajle for at være stærkt dedikeret til skolearbejdet. Mine forældre mødte hinanden i slut folkeskolen og har været sammen lige siden. De har så længe jeg kan huske altid brugt meget tid på at skændes over tilsyneladende meningsløse ting og haft en vaner for at gentage de samme ting igen og igen og igen, som en plade der kører i hak. Jeg har tit aldrig forstået hvad de egentlig fik ud af hinanden så rent følelsesmæssigt. Det har selvfølgelig været den økonomisk stabilitet, husets vægge, min mors evne til at tage sig af de huslige pligter og min fars evne til at tage sig af alt det praktiske. Han har faktisk bygget det hus vi bor i idag med sin bror og jeg må indrømmer at han har gjort et fint stykke arbejde.

Men mine forældre har aldrig vist affektion overfor hinanden, ihvertfald ikke i mit nærvær. De har heller ikke turde vise deres følelser overfor mig, istedet har de forkælet mig med tjenester og gaver. Selvfølgelig har det da været rart, men det har alligevel altid føltes som om der manglede noget og jeg har ofte været ked af at vi ikke havde et tættere bånd og kunne dele vores sorger og drømme. Istedet har jeg søgt alt det følelsesmæssige hos de kærester jeg har haft, den seneste pige ha virkelig fået mig til at åbne op og er du gal en befrielse der har været at kunne bekende sig til nogen. Tag ikke fejl, jeg har et par venner, men de fleste er som mig, konfliktsky, storforbrugere af cannabis og vi får sjældent rigtig åbnet os op for hinanden - men måske har de ikke så stort et behov for det som jeg? Who knows. Jeg tror dybest inde, at jeg trænger til at udvide min egen horisont lidt med nogle nye bekendskaber, der måske ligesom jeg, er lidt mere følsomme.

Tak for jeres tid. Thoughts and ideas are welcome.

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Jeg blev, ligesom dig også mobbet i løbet af folkeskolen (det er godt nok mange år siden nu, men hvad..), er også ret følsom, og har også en angstdiagnose. Jeg vil dog anbefale dig ikke at tænke særlig meget over det. Tanker som "Jeg kan ikke fordi jeg har angst.." osv. er kontraproduktive ifht éns egen udvikling, og leder ikke til andet end at man snyder sig selv for at leve sit eget liv. Det er skidesvært, og nogle gange kan jeg gå rundt og være rasende over tingene - men man må bare gøre de gode ting; træne osv - hvad der nu end fungerer og hjælper for én.

Jeg giver dig helt ret omkring det med at accept af selv leder til accept af andre, og at nysgerrighed og åbenhed er vejen frem i verden. Jeg møder også nogle gange mennesker, for hvem nysgerrighed slet ikke betragtes som en kvalitet - og jeg er nærmest mundlam. Selv flinke, sympatiske mennesker. Selv hvis man ikke mener man har overskud til at være nysgerrig, har man nærmest som pligt overfor sig selv - at være det.

Fedt for dig at du har en kæreste. Hvis der er noget den slags folk som 'os' har svært ved, er det at møde folk - uden for øldrikkende, party-whatever sammenhæng ihvertfald, og jeg er da personlig lidt ulykkelig over at jeg ikke kan tage mig sammen til at finde nogen..

Ked af at høre hvis du ikke føler du har fået nok kærlighed derhjemme fra - det lyder dog til at de har gjort deres bedste. Jeg er dog så heldig at have to forældre der begge er gode til den slags.. Jeg kan sagtens forstå din lyst til at dele dine tanker, og håber ikke du føler skam eller lign ved at gøre det.

Alt det bedste, Hardts

_________________
(YOUTUBE) HardtsOnFire: http://www.youtube.com/Hardtsonfire
(SOUNDCLOUD) http://www.Soundcloud.com/Hardts
Historien om Kvadroskidamid: http://www.Facebook.com/Kvadroskidamid

Jeg kan nikke genkendende til en stor del af din fortælling, jeg har dog heldigvis ikke haft det helt lige så hårdt som det lyder til at du har - jeg boede i et lille og egentlig ret godt beskyttet samfund når det kommer til mobning og den slags.



Det her studsede jeg noget over, specielt fordi du selv sagde at du havde et storforbrug af cannabis. Jeg vil råde dig til at vænne dig af med den opfattelse, de fleste mennesker har en årsag/hensigt med de 'dårlige' ting de gør i livet, bevidst eller ubevidst, det gør dem ikke til dårlige mennesker, bare vildledte - ligesom de mennesker du ikke forstår. Det ville også gavne din accept af dig selv - at du ryger for meget canabis, er ikke fordi du er et dårligt menneske, men fordi du er blevet vildledt på nogle punkter og din krop forsøger intuitivt at rette op på det ved at kræve cannabis, groft sagt.

Der er ikke andet for, end at tage fat ved roden af problemerne, dit selvværd skal højnes og angsten bearbejdes, hvordan du bærer dig ad med det skal ikke være min beslutning. Jeg har selv brugt de psykedeliske stoffer som værktøjer, men helt simple ting såsom meditation og vejrtrækningsøvelser kan få en langt og det er vigtige redskaber hvis man vil konfrontere angsten og lære at kontrollere den.

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

det er altid godt at komme ud med sine følelser og tanker, hvad enten det er til en veninde, eller man f. eks poster det et sted som her. jeg kan også anbefale dig at skrive dagbog, det behøver nødvendigvis ikke være hver dag , men når du føler for det. det kan være en stor hjælp til en selv, både det at man kommer af med nogen ting, ligeså snart at det kommer ned på papiret, men også at man altid kan gå tilbage og se hvad tænkte/følte/ gjorde man på et bestemt tidspunkt, for man lærer hver dag, og på et tidspunkt vil man ha fundet svaret, på et problem man havde for et stykke tid siden, og så er det rart at kunne gå tilbage til det givne tidspunkt, med et svar. for på den måde kan man få samlet brikkerne.
er ked af at høre at du er blevet mobbet og tæsket mm. hvor var børnehaven- og skolen henne i alt dette?
er glad for du har fundet ud af at acceptere dig selv- det skal man også, det er dog bare meget svært- tænker tit på om nogen mennekser accepterer sig selv 100 %, det er nogen gange nemmere for mig at acceptere andre og andres handlinger end det er at acceptere mig selv og mine egne handlinger, jeg har ofte svært ved at tilgive mig selv, lettere er det at tilgive andre for deres fejl og mangler.
vi mennesker har det med at beskytte os selv via facader, som vi opbygger for at beskytte os over for mennekser vi ikke kender.
din facade er nok blevet din angstdiagnose, og hvis du kan lade denne facade falde, vil du også ha meget nemmere ved at lære nye mennesker RIGTIGT at kende. man tiltrækker tit gerne mennesker, der er ligesom en selv mht sygdom/arb/følsomhed/åbenhed osv.det er de nemmeste venner at få, fordi vi tiltrækkes af hinanden, pga man er ens på mange områder, der er mange fælles interesser, man skal ikke arbejde direkte for sådanne venskaber, da det kommer af sig selv. har du tænkt på, at du måske kunne prøve og at det kunne være sundt for dig, at møde en ven, der ikke er ligesom dig, der måske er, alt det du ikke er, og at du er alt det han ikke er.. det ville kunne berige dig + ham meget, der skal arbs for sådan et venskab, men forskelligheder kan mødes på halvvejen, man kan udvikle en dyb forståelse, man vil vokse sammen med venskabet- det kan fungere og man kan lære meget af hinanden.
ang. det med dine forældre, så er jeg ret sikker på at de elsker dig- de ville slet ikke ha forkælet dig med tjenester og gaver hvis de ikke gjorde. forældre har også fejl og mangler, men gør det, i de fleste tilfælde så godt de kan, din far har jo som du selv skriver en psykisk skade, som der sikkert aldrig er blevet repereret via en psykolog?,og det kræver den slags altså hvis man skal hele, selvom din mor kom, så er hun jo ikke psykolog og har ik kunnet helbrede din far psykisk for det han bærer rundt på stadig. ang din mor- kan hun også ha en ubehandlet skade fra sin barn/ungdom?
men ret sikkert er det svaret på, hvorfor de ikke er gode til at vise og udtrykke deres følelser ift deres børn.- jeg vil foreslå at du sætter dig ned og skriver et langt brev til dem, hvordan du har det, hvad du savner , hvordan du ville ønske tingene var. mm. vil samtidig sige til dig, at du skal huske at erkende din fars skade som en reel skade,(også i brevet til dem) det er ligesom din angst, forskellen i hans og din generation er bare, at det ikke var så anerkendt div psykiske lidelser/skader som det er idag, dengang måtte man altså bare "tage sig sammen" og komme videre.
måske føler dine forældre mere for hinanden end du ved og måske også endda hvad de selv ved- måske har der ikke været så meget plads til at pleje forholdet, hjemmeboende børn kan tage hårdt på et parforhold, og er en af de helt store grunde til hvorfor folk idag blir skilt sammen med utroskab, men det er svært at gisne om, når de ikke er gode til at vise og snakke om følelser, men efter hvad jeg kan læse bor du stadigvæk hjemme hos dem,( jeg siger ikke til dig at du skal flytte), så de er stadig ikke "fri" de har stadig hjemmeboende børn eller ihvertfald et styk.- når du en dag flytter- vil de automatisk få mere tid til hinanden- og det kan gøre en stor forskel for deres parforhold når de igen en dag bare bliver de to.

_________________

Jeg håber det går dig bedre nu og du har fået lettere ved at være sammen med andre mennesker. Hvilket det lyder til, da du kan holde ud at have en kæreste?
Jeg ved personligt hvor svært det kan være. Har selv diagnosen "social fobi" hvilket har stået på i en 6 års tid nu. Selv efter 6 år har jeg svært ved at se folk i øjnene i mere end et par sekunder ad gangen.
Det sværeste for mig er at angsten har dræbt lysten til at skabe nye bekendskaber. Jeg er over det værste i forhold til at konfrontere angst i sociale sammenhænge, da jeg ikke undgår dem mere, men tager kampen op mod angsten stort set hver gang. Men den manglende lyst til at holde gang i sine venskaber og eller skabe nye, er min nye "fjende" Jeg håber at jeg med tiden får lyst til at ville engagere mig i et andet menneske igen.
Nå, men god vind til dig fremover! Lyder til at du har haft ramt bunden og at du er på vej i en positiv retning

_________________
"Do the thing you fear most and the death of fear is certain" - Mark Twain

..

Jeg kan genkende meget af det du skriver, i hvordan mit eget liv har været,- angsten, mobningen, problemer i hjemmet osv... Og jeg synes det rigtig godt gået, at du kommer ud med det.
Jeg selv er slet ikke så god til at sætte ord på tingene, og kan ikke skrive lange linjer om ''det hele'', men jeg tror det rigtig vigtigt altid at være tro mod sig selv og gå efter de ønsker og drømme man har!
Kun gennem vilje kan man finde styrken til at hvile i sig selv.

Håber det giver lidt mening..

Synes du virker som en meget sympatisk fyr og det virker som om du er på rette vej..

Det bedste herfra
HJ

Hold da op.. jeg kan relatere til alt hvad du skriver ... alt..
Jeg har det helt ligesom dig tror jeg, har social angst og tænker ligesom dig, har det nogenlunde ens med familie og er blevet slået ned og mobbet rigtig mange gange.

Gør det lidt rart at vide at jeg ikk er alene om at have det sådan her