Psychedelia.dk

Psykiatriens fødsel og død – Essay om åndeløshedens oprindelse i Europa

For at forstå den nuværende situation med udbredt brug af antidepressiver, antipsykotisk medicin, ritalin og et galoperende stresssamfund, må vi gå en smule tilbage i tiden. Som en hvilken som helst anden revolution, er det en konstant udvikling gennem århundreder, der fører til et nyt ”status quo”. I en sådan udvikling vil der sædvanligvis eksistere nogle markante skridt der cementerer den ”nye opfattelse”. For lethedens skyld vil vi kalde dette for kvantitativ udvikling og kvalitativt skifte.
Et sådan kvalitativt skifte vil være Den franske revolution 1789. Det forudgående tankesæt havde ikke kendt meget til psykiatrisk medicin. Den psykiatriske patient er et resultat af det senere paradigme, Modernismen. Det er i dette tankesæt, at vi må søge svarene på den indledende sætning.

I Middelalderen og den senere Renæssance havde et idealistisk selvbillede været gældende. Dette tankesæt sætter, lidt firkantet sat op, tanken over materien. Modernismen væltede denne tanke på hovedet. ”Enten eller” er helt frem til i dag en stadig traver, som må gøres endeligt op med.
Som et resultat af en totalitær og korrupt katolsk kirke sparkedes reformationen i gang, der ville demokratisere retten til frelse og politisk magt. Dette var det første skridt mod Modernismens dogmer. Disse dogmer bar generelt præg af en materialistisk verdensopfattelse. Med inspiration fra islamisk filosofi, isoleredes og dræbtes Gud til fordel for en rent materialistisk begrebsfilosofi, hvor mennesket blev generaliseret i forhold til ”ønskede mennesketyper”.
Da filosofien med tiden blev rent materialistisk, var der ingen plads til afvigende tanker, da disse ikke er produktive og arbejdsomme, hvilket blev det nye mantra der erstattede Gud. Beskæftigelse skulle holde Djævelen fra døren.
Da europæisk filosofi gradvist blev ateistisk blev den religiøse med tiden til den gale. Filosofien og derfor samfundsordenen, havde ikke en fornuftig forklaring på psykiske afvigere, andet end, at det måtte findes i materien. Ånden var bundet til gener, derfor forsøgtes sågar at finde det kriminelle gen ved kraniemålinger, som var kriminalitet udelukkende et spørgsmål om dårlige medfødte gener og ikke socio-økonomiske omstændigheder. De første institutioner til, at varetage afvigerne kendes ved fængslets moder, tugthuset. Denne institution samlede og genopdragede tiggere og prostituerede med frygt og vold. Dagens fængsel har samme mål, dog med forudgående rettergang mv.
Den psykiatriske institutions formål er det samme som fængslets, dog for en anden gruppe afvigere.
De afvigere som den psykiatriske institution med tiden ville ”servicere” var de gale. Modsat Middelalderen, der med en frygtbaseret filosofi, dog havde haft en filosofi som accepterede de psykiske afvigere, som gudsberørte i stedet for perverterede idioter. At den gældende filosofi ikke har kunnet rumme alle afvigere må tages som en selvfølge. Formålet er dog imidlertid, at demonstrere den relativitet som filosofi er, da den er i konstant udvikling og at fordommenes ordenen også har en gensidig effekt. Den moderne gale kan menes, at være et resultat af en genetisk defekt, som derfor må antages som konstant, eller vedkommende kan opfattes som en ”gudsberørt” uden en vejledende filosofi. Dermed vandrer de åndeligt åbne i blinde uden vejledning og social accept af sine evner. En situation der var stik modsat i Middelalderen. Den gensidige effekt er således, at når den åndeligt lukkede bedømmer den åndeligt åbne gennem sine moderne briller, så ser han kun galskab, da den strider mod de materialistiske principper. Denne fordomsfulde tilgang har den gensidige effekt, at den åbne gradvist ser sig selv som gal, da det er hvad det gældende paradigme siger. Denne gensidighed er misforståelsernes katalysator. Den reelle lidelse opstår ikke nødvendigvis i mødet med sit eget uendelige sind, men som resultat af en rigid filosofi og den fordomsfulde, ansvarsløse uvidenhed der praktiseres i dagens psykiatri.
Med Modernismen sloges et nyt slag. Evolutionsteorien formuleredes, mens menneskelig evolution omformuleredes til materiel produktion. Således fik Europa et selvbilled af sig selv højt hævet over alle andre på baggrund af videnskabelig disciplin og industrialisering. Den materielle bearbejdning fik i dette paradigme vind i sejlene, mens menneskets selvopfattelse blev stadigt smallere og smallere. Dette er den reelle katastrofe; at mennesket begyndte, at frygte sit eget hoved. Ikke længere i frygten for ufromme tanker, men i frygten for nye afvigende tanker og den gensidige bedømmelse. Den gensidige katastrofe rammer for alvor, når alle mennesker prygler sit eget hoved i frygt for selv, at ende som gal. Derfor opstår der tabuer omkring menneskets lyst og tankesæt, da selv den mindste brist i glansbilledet kan give anledning til panik. Panik kan under den rette fordomsfulde behandling ende grueligt galt.
”Enten eller”-tanken bærer i dag præg i skellet mellem psykologi og psykiatri. Disse professioner er i dag ved, at smelte sammen til ”både og”. Dette standpunkt er dog imidlertid ikke nok i sig selv, hvilket vil berøres senere.
Hvor psykologerne (med undtagelse af psykoanalytikerne) beskæftiger sig med tanker, dog i en ”overfladisk” grad, så beskæftiger psykiatrien sig med den ”genetiske defekt” og kaster som resultat piller efter hvad som helst. Begge professioner er fejlagtige, dog med forskellige faldgruber.
Den menneskelige ånd er fuldstændig fri og er end ikke bundet til nogen krop. Tanken er gensidig og erkendelse kan lige såvel opnås ad åndelig vej, som ad empirisk. Den ene bekræfter så at sige den anden.
Men hvor psykologerne beskæftiger sig med tanker, som var de udelukkende individets egne, så søger de at binde de knuder op, som er opstået som resultat af manglende selvindsigt. Intentionerne er fine uanset profession, men filosofien de er baseret på er forældet. De er begge et resultat af den modernistiske materialisme. Psykologien kan argumenteres at være postmodernistisk. Psykiatrien finder ikke tanker i sig selv interessant, da de har et genetisk ophav. Derfor må de kemiske balancer genoprettes med medicin. Min indvending er ikke, at påvirkning på individet, ikke kan lade sig gøre på de givne veje. Blot at de famler i blinde og derfor forårsager skade i deres ”service”.
Vores tanker er ikke os selv, men vores krops signaler til os. Hvordan disse tanker lader sig ytre er et resultat af aktiverede hjernedele, hvorved vi alle har omtrent samme potentiale. De aktiverede områder er et resultat af gener og opvækst, hvis adskillelse også er fejlagtig. Når vi vælger en tanke frem for en anden skaber vi neuroser. Vi udelukker én tolkning på bekostning af en anden. Det kan være fint, hvis den ene kalder på massemord, men selv en sådan tanke skal ikke tages for tungt. Fejlen er ikke at tænke tanken, men at følge den.
Dermed må det stå klart, at da vi ikke er vores tanker, men at vi er et uendeligt tomrum, så eksisterer der ikke et egentligt ”jeg”. Men det er i ”jeg”'et at de fleste forstyrrelser opstår.
Tankerne fortolker vores omgivelser og giver forslag på respons. Vi skal lytte til vores tanker, men ikke nødvendigvis vælge og fravælge dem. De er alle signalerer på det samme ydre, men giver sig til kende separat for os. Dette må være grundlaget for det nye, kvalitative skifte i vores samfund.
Ved at accepterede, at den materielle videnskab ikke er sandt i sig selv, men en vejviser til det sande, så gør vi denne tankegang ære. Det er nemlig ikke hvad der er påvist og afvist, men hvordan disse beviser bruges.
Da det menneskelige sind er tomt og uendeligt, må dette være vores udgangspunkt. Vi er tomrummet, ikke tankerne. Når vi gør den grundvildfarelse, at lade vores tanker styre os, så gør vi begreber til idé. Når vi gør begreb til idé gør vi mennesket til udelukkende materie og vi gør intellekt til et spørgsmål om ordforråd. Som var en idé alene afhængig af ens evne til, at formulere den.
Det er i idéernes verden, at vi finder vores indre ro og ser verdens sande natur, som den lader sig vise for os. Ved at overgive os til begreberne lader vi vores krop tænke for os, men vi er i sidste ende ikke vores krop, udelukkende i hvert fald.
Den gale er den der har brudt med begrebernes verden, uden at acceptere sine idéers verden. Derfor er den moderne psykiatri et spørgsmål om dårlig oplysning. Det er ikke så meget det enkelte menneske der har gjort noget forkert, som det er en mangel i vores kollektive selvforståelse. Når et individ er opdraget til, eller rettere, ikke opdraget fra, at tænke i en falsk individuel selvopfattelse, så fører det til personlige problemer. Ligesom, at de erhvervsmæssige forventninger til os, strider imod visse individers opfattelse af et meningsfyldt liv. Elendighedens spiral rammes, når man rigtigt har brudt med et forældet samfunds menneskesyn, men ikke lader sig søge af en ny. I stedet lader man tvivlen om hvorvidt ”det er mig eller dem, den er gal med” gå udover sig selv. Man har evnen til at vende spiralen opad, men de falske begreber man opgås trækker en ned.
Siden uhyrlighederne i Anden Verdenskrig slog filosofien ind på det spor vi kalder postmodernisme. Dette begreb siger ikke rigtig noget om endemålet blot afgangspunktet. Objektivitetstanken blev gradvist til en subjektivitetstanke, hvilket faldt for den gamle ”enten eller”-fælde for begrebsdyrkerne. Den kvantitative udvikling som postmodernismen dog må siges at være ender i et uvist kvalitativt skifte. Det er min opfattelse, at på nævnte område, så vil dette kvalitative skifte slå over i en ”hverken eller”-tanke, da vi erkender at psyke og krop ikke er adskilt, men endda fejlagtige begreber. Det kan virke underligt, at tale om ”hverken eller”, når nu vores tanker og kroppe er så virkelige for os. Derfor er ”både og” en nødvendig erkendelse på vejen og denne erkendelse er vi ufatteligt tæt på i dag. Men i mødet med psykens tomrum viser dens uendelige karakter sig, hvilket begrænser alle tidligere begreber. Verdens kompleksitet er ubegribeligt og jævnfør begreb og idé, så skal vi ikke lade os narre af begrebers forsimplende verden. Jeg tror og mener, at vi har spændt ben for os selv i jagten på materiel velstand. Da vi har underkendt vores eget Selv, har vi jagtet det i velstand, heraf de gensidige forventninger om arbejdsomhed. Denne underkendelse har givet sig udtryk i en kvantitativ tiltakning i stress og depressionssymptomer. Alene det, at disse betragtes som egentlige sygdomme, snarere end tilstande, vidner om den katastrofale kurs vores selvbenægtelse har ført.
Den egentlige ”kur” er meditation, hvordan end vi søger denne kontemplation. Den må foretages præventivt, da det skal være vores reminder om vores inderste kerne og dermed undgå de ”jeg”-bestemte lidelser, som psykiatrien og psykologien slås over at kurere. Jeg er vel bevidst om de mangfoldige psykiatriske diagnoser der findes. At disse kan være vidt forskellige, men alligevel bruges i flæng. Derfor ved jeg, at man ikke kan generalisere. Ironien er dog, at diagnoserne selv er et resultat af en grov generalisering, som patienter lider under. Det at opstille verden i kasser er et resultat af den materialistiske ”enten eller”-fløj. Kasserne er blot begreber for, at beskrive den ideelle verden som den eksisterer. Kasserne bliver aldrig verden!

Om igen.

• Modern-day hunter-gatherer bands—such as the Kaluli peo- ple* of the New Guinea highlands—have been assessed by Western researchers for the presence of mental illness. Re- markably, clinical depression is almost completely nonexistent among such groups, whose way of life is similar to that of our remote ancestors. Despite living very hard lives—with none of the material comforts or medical advances we take for granted—they’re largely immune to the plague of depressive illness that we see ruining lives all around us. (In perhaps the most telling example, anthropologist Edward Schieffelin lived among the Kaluli for nearly a decade and carefully interviewed over two thousand men, women, and children regarding their experience of grief and depression; he found only one person who came close to meeting our full diagnostic criteria for de- pressive illness.)

Om igen.