Jeg vil på forhånd gerne konstatere at jeg er amatør på dette område og søger gode bud, vejledning og teknikker.
100microgram sandoz ohyeanokiddin
Efter det første spil skak dimrede det. Ansigterne på de sorte håndsnittede bønner så nu virkelig ud til at ville bryde igennem.
Tekstur og form er nu mere en blot omgivelser, ved et kort koncentreret blik på et givent objekt kan jeg nedskalere detaljer til jeg ikke tror mine øjne længere, derefter er det ikke øjnene der sanser objektet, men resten af mit organ. Det er i disse stunder man føler sig selv flyde let hen. Med ”blikket” stirrende dybt ind – indtil der ikke er andet end det. Det fablende øjeblik harmonierne glider frem. Bruser frem. Imploderer og suger det der er tilbage af dig med.
Jeg har i nattens forløb (d.23.) vedvarende forsøgt at ”trancendere”, indtil videre skulle jeg mene at jeg har gjordt mig nogle store opdagelser på mine egne vegne, men de har ikke været så gavmilde at det har gjort jeg kunne forlade mig. Jeg har forsøgt flere teknikker, flere stillinger, fleste med det samme resultat…
Først samler jeg nerverne sammen, i benene, i armene. Suger dem op i hovedet. Sådan at det kilder i nakken og i rygradden. Samler indtil jeg føler små ryk i nerverne omkring i muskler der giver tegn til ”så… nu slår jeg fra” og blink, så kan jeg ikke mærke kroppen.
Nu handler det om at fokusere på torsoen, få plukket rygradden op fra bunden af, jeg ”suger” den op i hovedet.
Så!, nu er det rart… Nu er det nemt at reflektere over rationelle stadier, alt ånder fred og ro - Men jeg ved jeg kan komme længere. Andre vitale organerner eftelader jeg fritsvævende i luften, de kan passe sig selv så længe. Nu føler jeg kun mit hoved og de organiske pulseringer fra (hovedsageligt) mine lunger og fra mit hjerte… Jeg kan høre alting fylder mere nu, alting får en anden klang, rummet omkring mig bliver uendeligt stort og den eneste målestok jeg har, er hvad der er inde bag skallen… det er omtrent som at flytte sig fra et luftlag til et luftlag dybere, og vedvarende.
Nu kommer det svære, at bevæge sig ud!?
Jeg forsøgte først vanvittige accelerationer ud imellem mine knebne skælvende øjenlåg… de øjenlåg bliver større og større, og så meget meget store og mærkelige, og alting bag dem er en hvid hvåd pløret masse jeg bare torpedere ind imod – luflagene hviner og slipper i tonerne som et filter i alle lyde – øjenlågene skælver og flimre. Alt dette imens visioner om den anden side bliver oftere og større lige indtil jeg mærker mine lunger. Mine lunger sætter et stort punktum for det dynamiske ræs og tilbagesætter mig i skallen. Jeg kan blive ved med at ræse ind og ved stunder føles det som at jeg er brudt igennem, men mit væv suger mig ned!
Der er under alle omstændigheder alt forventning i min sjæl om forløselse, en ærlig og sand forløselse, men mit legeme stritter imod.
Jeg har forsøgt at projitere mig selv ud, frem for at ”bryde” ud. Helt ud til et punkt hvor jeg så 6 afskygninger af mig selv, men jeg skønner det må have været Syren der snakkede her.
Så jeg har stadigvæk ikke opnået fuld transcendens, nej det har jeg ikke.
sjow mee
|