Siden jeg stillede mig selv dette spørgsmål første gang, er jeg nået frem til, at det der sker efter man dør, er det samme som før man bliver født, intet. Hvad med dig selv, hvad forestiller du dig, jeg er sikker på du forventede lidt mindre atheistiske meninger end dem du har fået indtil videre.

Jeg tror at man kommer et sted hen efter døden, ikke himmelen, ikke helvedet. Men et sted hvor man bliver genforenet med dem man har mistet.

Min virkelighedsopfattelse:

Jeg tror på at jeg er en del af universet, og universet er en del af mig. Alt det materiale som min krop består af, er materiale fra universet. Når jeg en dag dør, så ryger alt det materiale som min krop består af tilbage til universet. Jeg tror på at universet er bevidst, fordi jeg blandt andet selv er bevidst. Jeg er faktisk mit eget bevis på, at dele af universet, både har bevidsthed om sig selv og om andre dele af universet. I min virkelighedsanskuelse er universet, eller multiverset (hvis det er det som findes) det samme som gud, eller det kan man ihvertfald vælge at kalde det. Dig, mig og alt andet, som eksisterer i universet eller multiverset, er derfor bittesmå dele af gud. Hvis tid er uendelig, så kommer vi alle uundgåeligt til at opstå igen. Universet behøves ikke engang være uendeligt. Hvis tid er uendelig, og hvis universet før er opstået, hvis det så går til grunde en dag, så skal det nok opstå igen før eller senere. På et eller andet tidspunkt vil der opstå et univers igen magen til det her, og i det univers kommer vi naturligvis til at have præcis det samme liv igen. Det er rent groundhogsday, og vi har faktisk alle prøvet det her liv før.... uendelig mange gange Der kommer faktisk til at opstå uendelig mange universer, hvor vi kommer til at have et liv. Og i uendelig mange af disse universer, vil vores liv være anderledes, end det liv vi kan mærke nu. Hvis man kan sluge den, så må man jo konkludere, at vi alle lever uendeligt! Oh happy days

P.s. måske nogen burde smide tråden over i filosofi-forumet istedet...

Min virkelighedsopfattelse:

Jeg tror på at jeg er en del af universet, og universet er en del af mig. Alt det materiale som min krop består af, er materiale fra universet. Når jeg en dag dør, så ryger alt det materiale som min krop består af tilbage til universet. Jeg tror på at universet er bevidst, fordi jeg blandt andet selv er bevidst. Jeg er faktisk mit eget bevis på, at dele af universet, både har bevidsthed om sig selv og om andre dele af universet. I min virkelighedsanskuelse er universet, eller multiverset (hvis det er det som findes) det samme som gud, eller det kan man ihvertfald vælge at kalde det. Dig, mig og alt andet, som eksisterer i universet eller multiverset, er derfor bittesmå dele af gud. Hvis tid er uendelig, så kommer vi alle uundgåeligt til at opstå igen. Universet behøves ikke engang være uendeligt. Hvis tid er uendelig, og hvis universet før er opstået, hvis det så går til grunde en dag, så skal det nok opstå igen før eller senere. På et eller andet tidspunkt vil der opstå et univers igen magen til det her, og i det univers kommer vi naturligvis til at have præcis det samme liv igen. Det er rent groundhogsday, og vi har faktisk alle prøvet det her liv før.... uendelig mange gange Der kommer faktisk til at opstå uendelig mange universer, hvor vi kommer til at have et liv. Og i uendelig mange af disse universer, vil vores liv være anderledes, end det liv vi kan mærke nu. Hvis man kan sluge den, så må man jo konkludere, at vi alle lever uendeligt! Oh happy days

Den virkelighedsopfattelse har jeg også tit overvejet. Bare en ting som deja-vu som mange har oplevet, og som jeg synes jeg oplever forholdsvis meget, kunne jo være et tegn på at vi gennemlever det samme liv om og om igen, og derfor får disse flash-backs. Men det beviser jo også at vi alle har en skæbne, og at alt det der sker, er skrevet i vores kort på forhånd. Tror du så at det er muligt at ændre skæbnen, eller er det forudbestemt at vi skal leve præcis det samme liv om og om igen?

Ps. Jeg prøver at se om jeg kan rykke den over i filosofi-forummet.

Konceptet om uendelighed er også spændende at tænke over. Vi som mennesker har både svært ved at forstå hvordan uendelighed skulle kunne eksistere. Samtidig har vi også virkelig svært ved at forstå hvis uendelighed ikke skulle kunne eksistere. Dette er jo et ret spøjst dillema

Lige præcis!
Intet kan være uendeligt, men alting kan heller ikke bare stoppe. Det er et paradoks som jeg ikke tror at vi får svar på de næste mange år.

Hvis intet kan være uendeligt ville der være et "højeste" tal. Vi ser endelighed omkring os konstant.
Begge dele er derfor i høj grad muligheder, men hvorvidt det er endelighed, eller uendelighed der gør sig gældende for vores eksistens er der indtil videre kun én måde at få svar på.

On topic:
Jeg mener ikke der er et liv efter døden, ligesom der ikke er et liv før livet. Tanker om andre liv, andre universer, multiverser o.lign ser jeg ikke som MIT liv. Dermed sagt at selvom det måske er teoretisk muligt - måske endda plausibelt - vil det ikke for mig gøre noget forskel da den samling atomer og molekyler der er mig, ikke har noget at gøre med andre versioner af 'mig' i andre universer/senere liv/tidligere liv. Og derfor er mit liv endeligt, selvom der måske i et andet universers er en organisme magen til mig, med de samme tanker som mig, der ligner mig.

ligesom der ikke er et liv før livet.

Lige præcis.. Men f.eks. da jeg var lille pige, og lige havde lært at snakke, blev jeg med at sige til min mor: "Jeg elsker dig, mor. Jeg elsker dig højere end alle mine andre mødre." Min mor blev så forbavset, og spurgte hvilke andre mødre jeg hentydede til, hvortil hun fik seks-syv forklaringer på hvem der ellers har været mine mødre, og endda deres dødsårsager. Jeg fortalte eksempelvis at min ene mor boede i et rødt hus og at hun blev brændt i et træ, da hun døde. Senere hen, har jeg fundet ud af, at for tusinde år siden, foregik "begravelser" ved at brænde liget på et træ. Jeg kan ikke selv huske dette naturligvis, da jeg var en meget lille pige, men jeg har fået det fortalt af min mor. Én ting som denne, får mig til at tænke på, om vi ikke lever flere forskellige liv.. Hvordan kan et lille barn komme med disse udtalelser, ud af den blå luft? Og det skal siges, at dette kun var én historie. Der var mange flere..

så radikalt anderledes end noget som helst vi nogensinde kan forestille os, at det er spild af tid at prøve at komme med en forklaring på hvad det kunne være.

Alternativt ophører bevidstheden når hjerneaktiviteten ophører, og så er døden det samme som udslettelse.