Psychedelia.dk

Siden jeg stillede mig selv dette spørgsmål første gang, er jeg nået frem til, at det der sker efter man dør, er det samme som før man bliver født, intet. Hvad med dig selv, hvad forestiller du dig, jeg er sikker på du forventede lidt mindre atheistiske meninger end dem du har fået indtil videre.

_________________
Tilgiv Tilbliv

Der er ingen der ved det med sikkerhed, og ingen som nogensinde kommer til at vide det med sikkerhed.

Men, jeg er også i den tro, at det er det samme som før fødslen, ingenting.
Jeg tror ikke på, at livet var designet til mennesket, men derimod at mennesket er designet til livet, og derfor kommer vi nok ikke til at få vores vilje mht. døden, desværre.

Hvis dette skulle være sandt, skulle det så ikke gælde alle levende organismer? Eller tror du kun at det bliver mennesker som ender her?

_________________
“The good thing about science is that it's true whether or not you believe in it.”
― Neil deGrasse Tyson

"The universe doesn't owe us condolence or consolation; it doesn't owe us a nice warm feeling inside." ― Richard Dawkins

Du dør og så er du væk, det er hvad jeg tror.

_________________
"I'm a man of honour, a truthful person, a gentleman of absolute morality."

Min virkelighedsopfattelse:

Jeg tror på at jeg er en del af universet, og universet er en del af mig. Alt det materiale som min krop består af, er materiale fra universet. Når jeg en dag dør, så ryger alt det materiale som min krop består af tilbage til universet. Jeg tror på at universet er bevidst, fordi jeg blandt andet selv er bevidst. Jeg er faktisk mit eget bevis på, at dele af universet, både har bevidsthed om sig selv og om andre dele af universet. I min virkelighedsanskuelse er universet, eller multiverset (hvis det er det som findes) det samme som gud, eller det kan man ihvertfald vælge at kalde det. Dig, mig og alt andet, som eksisterer i universet eller multiverset, er derfor bittesmå dele af gud. Hvis tid er uendelig, så kommer vi alle uundgåeligt til at opstå igen. Universet behøves ikke engang være uendeligt. Hvis tid er uendelig, og hvis universet før er opstået, hvis det så går til grunde en dag, så skal det nok opstå igen før eller senere. På et eller andet tidspunkt vil der opstå et univers igen magen til det her, og i det univers kommer vi naturligvis til at have præcis det samme liv igen. Det er rent groundhogsday, og vi har faktisk alle prøvet det her liv før.... uendelig mange gange Der kommer faktisk til at opstå uendelig mange universer, hvor vi kommer til at have et liv. Og i uendelig mange af disse universer, vil vores liv være anderledes, end det liv vi kan mærke nu. Hvis man kan sluge den, så må man jo konkludere, at vi alle lever uendeligt! Oh happy days

P.s. måske nogen burde smide tråden over i filosofi-forumet istedet...

+1 Panteisme ftw!

_________________
"Inform yourself. What does inform yourself mean? It means transcend and mistrust ideology. Go for direct experience." - T. McKenna

Den virkelighedsopfattelse har jeg også tit overvejet. Bare en ting som deja-vu som mange har oplevet, og som jeg synes jeg oplever forholdsvis meget, kunne jo være et tegn på at vi gennemlever det samme liv om og om igen, og derfor får disse flash-backs. Men det beviser jo også at vi alle har en skæbne, og at alt det der sker, er skrevet i vores kort på forhånd. Tror du så at det er muligt at ændre skæbnen, eller er det forudbestemt at vi skal leve præcis det samme liv om og om igen?

Ps. Jeg prøver at se om jeg kan rykke den over i filosofi-forummet.

Altså jeg tror nok mere på at alt, som om muligt kan ske, vil ske. Jeg ved ikke helt hvad jeg synes om din idé angående flashbacks. Fordi, det insinuerer lidt, at der så alligevel er en forskel på dette univers, og andre universer hvor du måske har levet det samme liv. Medmindre at du mener det på den måde, at du så har oplevet præcis de samme flash-backs og deja-vues i alle de ens universer. Så kan jeg godt købe den. Men jeg tror grundliggende på, at du både lever dette liv, og en masse andre anderledes liv på repeat.

Hvis vi overvejer nogle af de opdagelser, der er gjordt i kvantemekanikkens verden, så forholder det sig jo sådan, at der opstår en masse situationer, hvor udfaldet ikke kan forudsiges med sikkerhed. Det eneste man kan er, at benytte sandsynlighedsregning til at beregne sandsynligheden for de forskellige mulige udfald, som er observeret for specifikke eksperimenter. Personligt kan jeg rigtig godt lide "Many-worlds interpretation" af disse kvantemekaniske events:

Tjek evt. dette link fra wiki

Denne fortolkning går ud på at der faktisk opstår parallelle universer hele tiden, hver gang at der foregår et kvantemekanisk event, som kan have mere end et udfald. Sådanne events sker over det hele, hele tiden. Det som jeg godt kan lide ved den fortolkning er, at alt som kan ske vil ske. Dette synes jeg et eller andet sted virker enormt logisk, altså sådan at alle muligheder simpelthen sker. Jeg betragter denne fortolkning, som værende en slags mellemting mellem skæbne, og det vi tænker på som fri vilje. Men man bør også erkende, at det er et uhyre svært område at udforske ved hjælp af den videnskabelige metode. Det forbliver derfor kun på et meget filosofisk plan. Men det er da enormt spændende at tænke over

Konceptet om uendelighed er også spændende at tænke over. Vi som mennesker har både svært ved at forstå hvordan uendelighed skulle kunne eksistere. Samtidig har vi også virkelig svært ved at forstå hvis uendelighed ikke skulle kunne eksistere. Dette er jo et ret spøjst dillema

Lige præcis!
Intet kan være uendeligt, men alting kan heller ikke bare stoppe. Det er et paradoks som jeg ikke tror at vi får svar på de næste mange år.

_________________
“The good thing about science is that it's true whether or not you believe in it.”
― Neil deGrasse Tyson

"The universe doesn't owe us condolence or consolation; it doesn't owe us a nice warm feeling inside." ― Richard Dawkins

Hvis intet kan være uendeligt ville der være et "højeste" tal. Vi ser endelighed omkring os konstant.
Begge dele er derfor i høj grad muligheder, men hvorvidt det er endelighed, eller uendelighed der gør sig gældende for vores eksistens er der indtil videre kun én måde at få svar på.

On topic:
Jeg mener ikke der er et liv efter døden, ligesom der ikke er et liv før livet (edit: da jeg ikke har erindring af dette evt. tidligere liv må det siges at have været en andens, skulle det have fundet sted.). Tanker om andre liv, andre universer, multiverser o.lign ser jeg ikke som MIT liv. Dermed sagt at selvom det måske er teoretisk muligt - måske endda plausibelt - vil det ikke for mig gøre noget forskel da den samling atomer og molekyler der er mig, ikke har noget at gøre med andre versioner af 'mig' i andre universer/senere liv/tidligere liv. Og derfor er mit liv endeligt, selvom der måske i et andet universers er en organisme magen til mig, med de samme tanker som mig, der ligner mig.

Måske er det lidt dårligt formuleret, men jeg mente nu mere ting som i menneskers forståelse simpelthen bare ikke kan være uendeligt, eller endeligt.

Jeg er godt klar over at man kan blive ved med at opfinde nye tal.



Hvem siger at der ikke er det? Bare fordi at ingen kan "huske" noget derfra, betyder vel ikke at der ikke var noget liv.

_________________
“The good thing about science is that it's true whether or not you believe in it.”
― Neil deGrasse Tyson

"The universe doesn't owe us condolence or consolation; it doesn't owe us a nice warm feeling inside." ― Richard Dawkins

Lige præcis.. Men f.eks. da jeg var lille pige, og lige havde lært at snakke, blev jeg med at sige til min mor: "Jeg elsker dig, mor. Jeg elsker dig højere end alle mine andre mødre." Min mor blev så forbavset, og spurgte hvilke andre mødre jeg hentydede til, hvortil hun fik seks-syv forklaringer på hvem der ellers har været mine mødre, og endda deres dødsårsager. Jeg fortalte eksempelvis at min ene mor boede i et rødt hus og at hun blev brændt i et træ, da hun døde. Senere hen, har jeg fundet ud af, at for tusinde år siden, foregik "begravelser" ved at brænde liget på et træ. Jeg kan ikke selv huske dette naturligvis, da jeg var en meget lille pige, men jeg har fået det fortalt af min mor. Én ting som denne, får mig til at tænke på, om vi ikke lever flere forskellige liv.. Hvordan kan et lille barn komme med disse udtalelser, ud af den blå luft? Og det skal siges, at dette kun var én historie. Der var mange flere..

Fordi børn har en pokkers god fantasi og ofte et meget lille begreb om hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi. Hvis du hele dit liv nærer disse tanker udvikler du jo disse liv, mens du prøver at huske "hvordan var det nu" væver du ligeså stille fantasier sammen og udbygger 'historien'.
Hvem er jeg til at sige at du ikke har levet hundredevis af gange, men hvis du ikke husker mere end at folk blev brændt på træ og at en af dine mødre boede i et rødt hus, overbeviser du ihvertfald ikke mig.
Hvis det virkeligt var dit tidligere liv kunne du vel huske alt; et helt liv, bekendte, hverdagen, arkitekturen osv - man skal ikke mange 100 år tilbage før et almindeligt liv ville sidestilles med hvad man idag kunne definere som en traumatisk eksistens. Man skulle tro en sådanne oplevelser ville sætte sine præg, måske lever vi alle i fornægtelse over tidligere traumatiske liv.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror, at når vi dør, så genfødes vi som et smukkere, ædlere væsen. Og når vi så har været det smukkeste, ædleste væsen, så genfødes vi som en orm, der lever i dette væsens lort, bare for at lære, at vi ikke skal tage vores ædelhed for givet. Og så, når vi ligger der som orm, indser vi, at livet ikke er så værst endda. Og vi dør og vi genfødes, denne gang som et ædlere dyr og så videre. Måske der ikke er en kronologisk sammenhæng, så man kan blive en orm i den lort, der har ligget i ens egen mave da man var enhjørning? Alternativt ophører bevidstheden når hjerneaktiviteten ophører, og så er døden det samme som udslettelse. Jeg vælger at tro på det første, for det er hyggeligere.

Jeg tror at når vi mister livet, så mister vi alle erindringer fra det liv da vores hjerne med alle vores erindringer jo også dør. Derfor kan jeg ikke acceptere cherrybombs idéer, eller dem der tillægger deja vu særlig værdi. Tilgengæld tror jeg ikke bare alting slutter når vi dør. Dog tror jeg ikke at vi bliver reinkarneret som hverken mennesker eller dyr, men derimod som noget der er så abstrakt, at intet menneske nogensinde har tænkt tanken. Et 'liv' der på ingen måder minder om det liv vi kender i dag, og som på ingen måde har samme fysiske restriktioner som dem der findes i vores univers. Et liv der dårligt nok kan defineres som liv, fordi det vil være så anderledes i forhold til det som vi kender som liv.

På grund af disse tanker, har jeg helt stoppet med at spekulere over hvad der er efter livet, da det efter min overbevisning vil være så radikalt anderledes end noget som helst vi nogensinde kan forestille os, at det er spild af tid at prøve at komme med en forklaring på hvad det kunne være.

Dog har du lige gjort det.
Ej, jeg er groft set enig med dig, men bare fordi at vi aldrig kan komme en helt rigtig forklaring på hvad der sker, så kan man alligevel ikke lade være med at spekulere over det.

_________________
“The good thing about science is that it's true whether or not you believe in it.”
― Neil deGrasse Tyson

"The universe doesn't owe us condolence or consolation; it doesn't owe us a nice warm feeling inside." ― Richard Dawkins

Well, jeg har vel kun kommet med en forklaring på hvad jeg ikke tror det er. Dog skal det lige siges, at jeg ikke udelukker nogen muligheder, heller ikke reinkarnation, eller at der absolut intet er efter døden, jeg ser bare sandsynligheden for alle fremsatte forklaringer som 'uendelige' små. Men med mulighed for uendeligt mange forklaringer, der alle har en uendelig lille sandsynlighed, så ser jeg det som sandsynligt at der er noget efter livet/døden.

Jeg får det fysisk dårligt af at tænke på det!

Ja, der ser du, det psykiske indvirker på det fysiske, så måske der er en form for identitet mellem de to former, og så kan psyken jo ikke overleve den fysiske struktur, der realiserer den.