Psychedelia.dk

I forbindelse med, at jeg er startet på et nyt studie, har jeg haft et forløb om præsokratikerne og græsk filosofi, og det har rejst en række spørgsmål og vakt undren, og jeg håber, at I herinde kan hjælpe mig med at blive klogere på emnet. Det kunne også fungere som startskuddet til at få sat noget debat igang omkring nogle filosofiske emner, der relaterer sig hertil.

Så vidt jeg har forstået, forudsatte præsokratikerne, at verden var evig og ikke-skabt, da det var den gængse opfattelse, at der ikke kunne opstå noget ud fra intet, hvilket adskilte sig fra den kristne forståelse, hvor Gud havde skabt verden ud af intet. Logisk set giver det græske grundprincip meget god mening, men det kommer vel an på, hvordan man definerer intet. Intet kunne vel også være noget (og ikke ''noget'' i den betydning, som vi plejer at bruge ordet), der er væsentligt forskelligt fra det, som vi kender fra sanseverdenen, og som vores begreber ikke kan indfange. Altså noget, som ligger hinsides disse, noget uudsigeligt og ikke-erkendbart, men som dog eksisterer. I den moderne naturvidenskab snakker man jo om, at intet er et slags grænsebegreb og kan opfattes som en tilstand, hvori rumtidskontinentet ikke eksisterer. Dog kan det være svært at begribe - men hvordan forstår I begrebet intet, og giver det overhovedet mening at tale om? Og er det tæt forbundet med døden og angsten herfor, som Heidegger fremhævede? Skal angsten for døden forstås som, at vi er angste, fordi vi ikke ved, hvad der venter os udover et intet?

Noget, som jeg også har svært ved at forstå, er Parmenides' grundsætning om, at forandring er en illusion. Han ræsonnerer jo således, at noget ikke kan blive til noget andet, fordi så ville det ikke være noget længere og dermed ikke eksistere. Alligevel fortæller vores sanser os, at alt forandrer sig hele tiden. Giver det overhovedet mening at tale om en personlig substans, når vores celler hele tiden bliver udskiftet, og findes der egentlig permanens i verden?

Ja, det er nogle af de ting, som jeg funderer lidt over for tiden.

Jeg håber, at I kan bruge mit indlæg til noget, og at det lægger mere op til debat denne gang.

Vh. Hypatia.

Synes lige at dit indlæg fortjener lidt respons. Selvom jeg ikke helt kan snakke med om græsk filosofi og derfor ikke er den bedste at diskutere dette med, vil jeg bare lige nævne hvad jeg er kommet til at tænke på ud fra det du skriver.
Har du har læst noget buddhistisk filosofi? De begreber du tager op er centrale og danner grundlag for det buddhistiske menneske- og verdenssyn. En buddhist vil sige at der ikke eksisterer permanens overhovedet... hvilket, som jeg forstår det, automatisk betyder at alt er ikke- skabt. Intet er en tilstand der kan opleves igennem meditation.
Det er sjovt at du nævner at det er den moderne naturvidenskab der snakker om intet som en tilstand, da dette har været beskrevet i over tusind år.

Håber du kan bruge det til et eller andet.
Håber ikke det virker som om at jeg forsøger at sælge noget...

I det stykke hvor Parmenides fremsætter dette, er det jo ud fra en dialog med en gudinde, og det er ud fra et guddommeligt (klar)syn at alting er uforanderligt. Mennesker vil, ud over a priori gennem hans argumentation og lign., se verden som foranderlig og leve i illusionen. Permanens er der altså bag vores almindelige empiriske fatteevne, nærmest som punkt D i platons linje lignelse. Ud fra Parmenides syn er celleudskiftning også bare en illusion.