Jeg tror på at vi.... ja...
Jeg tror på at vi er her for at dø... altså ikke at vi skal fokusere på vores død igennem livet, men vi er som en slags bakterie..
Der er ingen sjæl.. det er en dig.. et jeg.. noget inden i der gør dig til den du er, og for dig til at føle det du gør, men jeg tror ikke det er en sjæl.. det hele er kemisk.. " we are all made from star dust "
Ser man på universet... ser man på det hele - kan jeg næppe tro på noget.
Ser jeg på døden og ulykkerne og alt det forfærdelige der sker rundt omkring os kan jeg ikke tro på noget- heller ikke en sjæl, for så findes der jo pludselig onde og gode sjæle, og den slags bliver pludselig ( i min verden ) til noget religiøst, og det viger jeg langt bort fra.
uden at ville træde nogen over deres fine tæer, vil jeg vove at påstår at en tro på gud er i bund og grund en frygt for død.
man er bange for at miste, at alt dette ville ende, især hvis man har et godt liv, eller bare har et slemt et - og ber og håber til det bliver bedre snart, eller idetmindste i det "næste".
Inden jeg blev født husker jeg ingenting... der var ikke engang sort... der var ikke engang stilhed.. hvile... søvn... fred...
Der var intet.. sådan tror jeg også det bliver den dag jeg dør.
Der er ingenting, og min eksistens og mine tanker, min ( SJÆL ) er væk..
Så bliver jeg til muld og skal med eftertiden glemmes for alt tid, og en dag vil ingen huske mig...
En dag vil vi ikke engang huske hvem hitler var, måske få historikere vil vide det, men det hele forglemmes jo desværre, og bliver til " støv "
jeg kan ikke være optimistisk altid- når jeg næsten ved det er sådan.
Men jeg kan blive facineret over vores univers, og hvordan liv nærmest er en virus der spreder sig, som om vi bare ikke vil stoppe.
Vi er virussen.. / svampen............ moderjord er værten/ træet...
Vi ødeligger værten langsomt, æder den op, prøver at redde den så lang tid vi kan alievelle så vi kan leve så lang tid som muligt...
men en dag går det op for virussen at den vil dø her, og den må udvikle sig.. den må blive luftbåren og flyve videre til andre værter ( planeter ) som vi så vil smitte igen og igen... forhåbentlig en dag vil vi lære at leve sammen med værten, vi giver den lidt og den giver os lidt tilbage.. men jeg tvivler.. indtet vare for evigt - ikke engang vore smukke univers .....
Undskyld off topic.. jeg gik i selvsving...
google -
documentary-log og gå ind under astronomy...
gå ind på youtube og skriv spacerip og gå ind på hans uploads og se hans documentare...
Hvis i har det lidt ligesom mig, vil det kilde i buksen på jer
peace