Psychedelia.dk

Kunne være spændende hvis folk skrev, hvilket filisofisk spørgsmål som de finder det vigtigste! Som vi andre så kan filisofere over, og diskutere?

Jeg kan godt lægge ud..

Hvorfor tage sit eget liv, og hvorfor ikke. Hvilken betydning har det, set fra en filisofisk vinkel ?
Når vi, mennesker, er uddøde er kristendommen, buddhismen, islam, filisofi
osv. osv. fuldstændig irrelevant.
Så hvorfor beskæftige sig med det, når det er uden betydning? og er det uden betydning ?
Hvad er relevant for jer? Man kan selvfølgelig sige at kærlighed, omsorg, en god familie gode venner, medmenneskelighed osv... er vigtigt, men da det ingen betydning har i fremtiden, hvilken betydning har det så lige nu og her?

Jeg har oprettet et nyt emne med Sayehs spørgsmål, da jeg syntes det var starten på en ny diskussion han lagde op til.

Jeg synes, at et af de vigtigste filosofiske spørgsmål er "hvad er det værende(/virkeligheden)?".
I modsætningen til fag-videnskaberne, der undersøger "det fysiske", "det levende", "det psykiske", "det sociale" osv., så kan filosofi forsøge at beskrive den helhed, som fagvidenskaberne splitter op i deres genstandsområder.
I forsøget på at svare på dette spørgsmål, presses tanken og sproget også til dets yderste, og filosofien nærmer sig poesien og religionen.

Et andet filosofisk spørgsmål jeg synes er utroligt spændende, er "hvad er filosofi?".

Jeg synes også at spørgsmålene/problemerne fra bevidsthedsfilosofien er meget spændende - f.ex. "sjæl-legeme"-problemet (hvad er forholdet mellem kroppen og hjernen? Hvordan kan noget ikke-fysisk (bevidstheden) påvirke noget fysisk? Og omvendt?) eller "det fremmedpsykiske problem" (hvordan kan vi vide, om der eksisterer andre bevidstheder end vores egen?).

Ja spændende men jeg syntes helt sikkert det mest oplagte er det paranormale. Altså det net der forbinder mennesker med hinanden "den 6 sans" som jeg stadig er temmeligt overbevist eksistere mellem mennekser. Ligesom det gør mellem hunde og andre dyr. For ikke at nævne manden fra heroes der kan høre andres tanker *GG*

Og om stoffer kan åbne op for nogle centre i hjernen som giver en form for 6 sans..

Hvordan kan jeg vide, at min hjerne tillader mig at se det oprindelige indlæg i den her debat, og den ikke snøre mig til at tro at den handler om noget andet?..


måske lidt mere overordnet set, men hvordan kan jeg i det hele taget vide, at min hjerne, for at beskytte mit individ, ikke blokere visse hændelser og oplevelser? Såsom det her indlæg...
det er jo set i mange tilfælde, at folk enten slet ikke kender til, eller har fortrængt helt en oplevelse eller lign. - hvordan kan jeg vide at min hjerne ikke gør det ved mig hele tiden, således at jeg lever i et halvt univers? En halv tilværelse der er tilpasse lagt af mig selv, på en måde som jeg ikke selv kan styre. På en måde, ud fra nogen holdninger jeg åbenbart ikke engang kan vide at jeg har?
tænkte også lidt mere på, hvis jeg endelig får det at vide, altså finder ud af at min hjerne snøre mig, så må det vel være fordi min hjerne godt vil have at jeg finder ud af det? - men hvad der formålet med at min hjerne, lader mig vide med at jeg bliver snøret af den selv. i så fald burde jeg modarbejde den, men da den både er mig, altså det objektive mig og et subjektivt der vil blokere ting ud, hvordan skal jeg så modarbejde den? måske er selve tanken om at jeg får det at vide, et tegn på at det ikke kan være sandt. kan det så være at andre prøver at snøre mig til at tro at min hjerne snøre mig når de gør det? i så fald, hvem skal jeg tro på det? den ene part siger jeg ikke kan stole på mig selv, imens den anden part siger, de andre simpelthen bare snakker lort?.. wtf..

...
eller også bare den der med "hvad kommer mon efter livet?"..

Jeg kunne godt tænke mig at vide hvad der sker når man hopper ned i et super black hole som befinder sig i midten af vores galaxe og i mange andre galaxer. Men WTF hvem skal svare mig på det

Eller hvem skal besvare disse filosofiske spørgsmål idet hele taget hehe

Hvorfor er der noget og ikke intet?

Selvfølgelig! Det er det allervigtigste filosofiske spørgsmål.

Hvem er jeg?

_________________
Der er ingen planet B.

Det geniale ved "grund-spørgsmålet" "Hvorfor er der noget snarere end intet?" er, at det lægger op til stortset alle andre filosofiske spørgsmål.

Først og fremmest "hvem/hvad skabte dette noget?", "hvordan blev dette noget skabt? Hvis det overhovedet blev skabt?", "hvad ER dette noget?", "hvad er meningen med, at det eksisterer noget?", "hvad er meningen med min egen eksistens?" og "hvem er jeg?".

Hvorfor er jeg mig? Og er jeg egentlig det?

Mennesket kan ikke tro på tomhed. Det som ikke er, er uvirkeligt.. Det som er uvirkeligt, eksisterer i menneskets øjne ikke. Så vores anstrengelser for at finde noget, hvor vi intet ser er uden ende...



Jeg vil vende den om og spørge, hvad er jeg?

yeti skrev

den afskylige snemand??

cubensis skrev


et græntræ

sry kunne ikke lade være hehe

et meget godt bud på disse filosofiske spørgsmål

der mangler stadig et par spørgsmål at blive besvaret...

Ikke enig.



Det geniale ved spørgsmålet "Hvem er jeg?" er at svaret på det giver svaret på alle de andre spørgsmål også

_________________
Der er ingen planet B.

Det er sådan set det samme spørgsmål, så hvordan mener du at du vender den om?

_________________
Der er ingen planet B.

Jeg er enig med yeti. Og hvis du ville vende det om, var det nok nærmere sådan her spørgsmålet ville se ud: ?gej re mevH.

Men et spørgsmål der optager mig meget nu. Er:
Hvordan kan jeg som endeligt, historisk væsen, vide det evige, transhistoriske? (Især etisk set)
Eller
Hvordan kan man agere historisk med en transhistorisk åbenbaring?

Sådan noget i den stil.
Spørgsmålene er kommet lidt i front grundet læsning af Ramon Llull og Raimon Panikkar.

_________________

Hvordan giver svaret på spørgsmålet "hvem er jeg?" svaret på spørgsmålet "hvorfor er der noget, snarere end intet?".
Du må have en eller anden ekstra antagelse om, at der er sammenhæng mellem jeget/subjektet/menneskeheden og så omverdenen. Men det kan du jo ikke være sikker på.

Jeg kan udmærket forestille mig at man (sådan nogenlunde) kan besvare "hvem er jeg?" men ikke "hvorfor er der noget snarere end intet?".
F.ex. kunne man sige:
"Jeg er et menneske, dvs. et (fysisk) biologisk væsen der har udviklet sig som art gennem årtusinder.
Desuden er jeg et kulturelt væsen, idet jeg er i stand til at bruge sprog, lave ritualer osv..
Jeg sanser omverdenen, dvs. jeg modtager påvirkning fra omverdnenen i et forfinet samspil mellem den fysiske virkelighed, mit sanseapparat og min bevidsthed.
Jeg besidder en bevidsthed, idet sansninger, følelser osv. ledsages af et bevidsthedsmæssigt indhold for mig.
Jeg er et produkt af min (genetiske) arv og mit (sociale) miljø, men jeg er hverken fuldstændig determineret eller fuldstændig fri og selvbevidst. Jeg er altid-allerede tilstede som krop og historisk/socialt væsen i enhver situation "før jeg er bevidst. Men jeg er i stand til at gøre mig bevidst om mine forudsætninger og forholde mig kritisk til dem. For det meste handler jeg nærmest "af mig selv" i en dialog med omverdenen, men i nogle få situationer rives jeg ud af denne sammenhæng med verden, og valget står klart for mig.
Mine oplevelser er unikke, idet de opleves som mine, og jeg har en klar følelse af at være "et jeg/selv".
Jeg besidder empati, hvilket gør mig i stand til at sætte mig i andres sted, og fantasi, hvilket giver mig evnen til at forestille mig at tingene kunne være anderledes end de er."

Hvordan kan dette være et svar på spørgsmålet "hvorfor er der noget snarere end intet"?

"Hvorfor er der noget snarere end intet?" er grundspørgsmålet! Det er roden til den meditative tænkning, som åbenbarer væren for os.

Som en god ven af mig engang sagde:
"Denken ist danken, wofür dass es etwas gibt und nicht Nichts"

At tænke over væren er at vise taknemmlighed, og vigtigere bliver det faktisk ikke.

Før i fortaber jer i spørgsmålet om "Hvorfor er der væren, snarere end intet?" vil jeg blot påpege, at efter Kyoto-skolens intogt på den filosofiske scene, og især efter Nishitani Keijis værk "Religion and Nothingness" (Jap: 宗教とは何か？), som er et lidt subtilt opgør med Heideggers filosofi, så er spørgsmålet "Hvorfor er der væren snarere end intet?" i grund et lidt plat spørgsmål.
Dog vil jeg forsvare det ved, at det i den vestlige idéhistorie, efter kristendommens indtog, har været et vigtigt spørgsmål, for os.
Nishitanis kritik går på en kritik af Daseins status, med en større betoning af intet. Eller Absolut Intet (sunyata) ifht. Relativt Intet (nihilitet). Kan uddybe når jeg får noget mere tid, men det har jeg ikke før efter jul. Vil bare lige påpege dette.

Dette leder mig til at sige, at det at sidde her og dømme hvilket spørgsmål der er det vigtigste i filosofien er ret plat. For forskellige spørgsmål er forskellige til visse tider, og visse steder. Nogle steder er det i kalder grundspørgmålet en plathed, for os i den kristne kulturtradition er det vigtigt.
Derfor vil jeg egentlig foreslå, for at give topic'et til tråden et mere sympatisk twist, at ændre det til: Hvad er det vigtigste filosofiske spørgsmål for dig, lige nu. Og jeg vil gerne undgå at blive kaldt relativist. For det er det ikke, det er mere et ønske om en relativitet til sandheden, som aldrig bliver privat eje.

_________________

Tråden går jo netop på hvilket filisofisk spørgsmål som DU finder det vigtigste! og ikke hvilket der ER det vigtigste :)