Psychedelia.dk

Vi kender alle til at man spiller en rolle, alt efter hvem man er sammen med.
Er man til fodbold, føljer der er grimt sprog med og man må gerne råbe og opføre sig åndsvag.
Er man til sviermors sølvbryllup, så er man ikke helt sådan.
De forskællige måder man optræder på i forhold til omgivelserne.
At spille en rolle.

Noget vi spæcielt bruger når man skal være glad, men ikke er det. Smil og se glad ud. Alle gør det, Spiller en rolle, er noget de ikke er.

Hvor bevist kan man spille disse roller. Hvad kan man tillade sig at bruge dem til. Hvor meget må man spille før man ikke er sig selv mere?

Har tænkt meget over disse spørgsmål, da jeg selv, aldrig er mig selv sammen med andre. Kun når jeg er alene kan jeg være mig selv. Er jeg sammen med andre skal jeg hele tiden dække for min angst. Jeg har aller mest bare lyst til at løbe min vej. Så andre ser aldrig hvem jeg er...

Men spørgsmålet er så om de aligevel ikke ser mig. For kan man egenlig spille andre end sig selv ?

Hvis man spiller glad, så tager man vel udgang i sig selv, som man ville være hvis man var glad. Så folk ville bare se den side af en som man ville være hvis man var glad ?

Andre der har tænkt sig et par tanker omkring det her, så vil jeg vild gerne høre hvad I tænker om de daglige roller man spiller og hvor forskællige de må være ?

Det du snakker om er ganske normalt - i psykologi omtaler man de forskellige omgivelser som "arena'er" og i hver "arena" har hjernen et specielt "skema" den følger - en række forskellige respons og stimulus den ved den kan bruge i den givne "arena" - hvis hjernen står i en ny og ukendt arena - vil den prøve at sætte et "skema" sammen fra andre lignende "arena'er"

Det andet du snakker om at være påtaget glad - er mere et tegn på der er noget galt, da det er forkert at virke glad og sige alt er ok, hvis det ikke er det. Medmindre det er overfor en person som ikke er særlig tæt på en, måske en forretningsforbindelse eller en person man møder en sjælden gang, hvorimod hvis man lyver overfor sine venner på den måde, så stoler man egentligt ikke på dem, da man ikke tør vise dem sit sande humør.

Man kan sagtens spille andre end sig selv - jeg har en påtaget rolle - nicklas fra hawaii - som jeg spiller så meget til UG, at et par veninder og venner rent faktisk troede at mig og nicklas var to forskellige personligheder i en krop aka de troede jeg var schitzo.
På den baggrund vil jeg mene, man sagtens kan spille andre end sig selv.

Mine "skema'er" er vildt forskellige - når jeg er sammen med vennerne (alt efter antal og hvilke personer det er) så opfører jeg mig på forskellige måder, men er egentligt altid mig selv - men der er bare nogle ting man laver med og snakker sammen om med den ene flok som man ikke gør med den anden flok. Sidder jo ikke ved familien danmark venner og snakker om drugs - ligesom jeg ikke sidder sammen med metalgutterne og snakker elektronisk musik - det er så normalt at skifte "skema" når man skifter "arena".

Men den med at se glad ud - går altså kun som "skema"skift hvis du er i servicebranchen hvor du netop skal se glad ud - hvis den bliver brugt i alle situationer er det en forsvarsmekanisme der går ud på at andre ikke må se man har det skidt.

P.L.U.R der

Psykologien kender jeg, jeg er mere ude efter hvordan folk omsætter det i handlinger

Jeg opnår tit at blive glad, hvis jeg i starten spiller det. Der sker tit det at jeg glemmer bekymringerne når jeg lader som om jeg er glad. Så ser ikke noget galt i at forgive glæde. Dog kan jeg god se et problem for den service arbejder der skal forgive glæde hele tiden. Ja god dag, hvad kan jeg gøre for dem...? Aldrig kunne vise utilfredshed og smile uanset hvad. Sådan er det jo ikke i virkeligheden, man må også godt være neutral eller vise sin utilfredshed. Vil tro at det er ydest belastende at have et smilende service arbejde.

Nicklas fra hawaii hehe, øhh jo...
Hvor fik du hans personlighed fra ?
Var du hele tiden bevist om at du spillede en rolle når du var Nicklas?

Jeg arbejder selv som telemarketing i fritiden, det består jo kort sagt i at ringe rundt til folk og få dem til at sige ja. Det er virkelig virkelig svært at være på 4 timer uafbrudt, for skal jo være 110 % på ved hvert eneste nye opkald da der jo skal tjenes $.. For ikke at dø hver eneste dag fra 16-20 har jeg fundet ud af at hvis jeg lige ryger en bette pind inden jeg skal på arbejde så er det lige pludselig meget sjovere, eller ihvertfald mindre opslidende. Før jeg selv blev ansat i telemarketing drillede jeg lidt min ven som allerede arbejde som det, for han mente altid at han var mega smadret efter arbejde, og kan godt se hvad han mener nu. Det satme hårdt!

Ville sige at jeg selv har 2 ansigter, et til venner og kæreste, og et andet til arbejde og familiekomsammen.

Har fx lige været i sommerhus med svigermekanikken. Og der var jeg utrolig bevist om ikke at sige noget forkert eller egentlig komme med min helt sande holdninger til nogle af de mere følsomme ting. Prøver dog når jeg er sammen med vennerne at være mig selv 100 % af tiden, for på en måde sætter man jo en "maske" op for sine venner hvis ikke at man er reel overfor dem. Og ville sku mene at vennerne fortjener den ægte Skou

_________________
Bagsidens gule sider - Giftlinjen, rådgivning om misbrug mm.

Jeg har selv arbejdet i servicebranchen - kantine - flere steder. Det er svært at stå i lort til halsen privat og så stå og være i full-service mode - man skal bare smile - finde sig i folk brokker sig og når man så fucker up i den, så skal man stadigvæk smile og sige - det man da ked af, undskyld ventetiden.... det ikke så fedt, derfor jeg ikke er der længere fordi hver evige eneste gang jeg nærmer mig den "arena" så står den på speed, fede og sprut - man er på fra man vågner til man går i seng (hvilket er engang imellem) - smadret ansigt klares med - guess what - make-up og eyelight - så kan man være helt nede og skrabe bunden, men ligne guldmedaljen.....

Nicklas fra hawaii: Er mit "Alter-ego" min evil twin, fra hawaii - altså det hawaii hvor helligt vand fra hawaii = LSD.

Hans personlighed blev sået tilbage i 2000 - hvor vi tit "fløj til middag på hawaii" og 1000 andre solskins udtryk udsprunget af MDMA. Så sidste år til karneval - render jeg rundt i hawaii skjorte, shorts og blæserbriller. Selvfølgelig halvstegt på LSD og pilsnere, møder den her totalt stive ålborg tøs - hun spørger hvad jeg er klædt ud som - svaret er "nicklas fra hawaii" - hvad der magisk ved det, spørger tøsen og må så stikke hende den vildeste syrehistorie om hvorfor det er magisk at være nicklas fra hawaii - historien går lige ind og da jeg allerede der havde plottet nicklas personlighed ud (numero uno partyanimal, syrefreak, interdimensional psychonaut, problemløseren, mr. Untouchable, P.L.U.R incarnate) bestemte jeg mig for at køre ham videre på den nye flok af fede trippere jeg rendte ind i, det år - flere af dem kendte mig jo ikke særlig godt, kun nogle af gutterne (havde trippet meget med deres ældre brødre, 4 af dem var dog fra originalholdet fra 2000, så hawaii var ikke helt ukendt for dem). Men satte det op sådan at mandag til torsdag der var jeg "Mig" og i weekenderne + fredag, der kom nicklas med fly fra hawaii for at feste - når de spurgte hvorfor det var sådan - så var forklaringen at det var lettere for kasper at det var nicklas der var blæst fordi så kunne kasper stadigvæk lave musik i hverdagene - og 1000 andre små henvisninger til en sekundær personlighed - når de har hentet mig om fredagen, har jeg givet mig selv hånden og sagt "vi ses kasper - helt sikkert der nicklas, go blæser" og har ligefrem vinket ud af bagruden af bilen til en kasper der ikke var der, fordi nu var jeg nicklas.
Det samme med at alle de praktiske ting jeg kan - kan jeg ikke når jeg er nicklas - jeg er ren kreativ festlig spirituel energi når jeg leger nicklas og hvis nicklas bliver bedt om ting kasper kan, så prøver nicklas at gøre det ud af ren venlighed, men som regl tager det 4-5 gange så lang tid og resultatet er ikke det samme, som hvis kasper havde gjort det - det skræmmende er så når nicklas har ringet til kasper midt i en fest, fordi kasper lige skulle komme og ordne noget - eller når både kasper og nicklas er der på en gang, f.eks igang med at provokere en nar som ødelægger festen (det kaspers job) men nicklas vil egentligt hellere tæske fyren med en flaske - så en god lille diskussion med sit alterego alt imens en eller anden nar (som by the way slår ret hårdt) sidder og er snotforvirret og ikke helt tør gå på ham den skitzofrene gut med vodkaflasken.... jepperdi (løb så ind i ham i år hvor han havde venner med og jeg var alene - derfor jeg ved svinet slår en proper næve - kæft det gjorde naller)

Men når alt kommer til alt, så er jeg udemærket klar over hvornår jeg spiller nicklas og hvornår jeg bare er mig selv, men da nicklas jo bare er en rolle, hvor jeg har forstærket nogle enkelte af mine personlighedstræk virkelig ekstremt, så er jeg jo altid mig selv, derfor intet schizofreni - lærte det i drama på et eller andet tidspunkt i de 3 år jeg har haft det - det med at spille en rolle, er bare at sammenligne karakteren med sig selv på det personlighed plan og så forstærke/dulme de sider der er brug for, så det lettest at spille rollen, hvis man virkelig gør sig til den. Hvilket også er meget mere overbevisende end noget andet.

P.L.U.R

mener der er en dansker der har skrevet utroligt meget om dette emne, han kalder det bare masker. kan desværre ikke husske hva han hedder?

Har også hørt det blive kaldt "masker" af nogle psykologi lærer - men synes det er så negativ ladet, da jeg opfatter ordet maske, som at skjule sit rigtige jeg aka at være defensiv.

Child og Aum:

Hvad fik du ud af at være Nicklas?
Spekulerer på om du derved fik udlevet sider af dig selv som du normalt ikke ville give til kende ?
Spekulerer også på om du havde det dårligt med at "snyde" folk og hvordan du kom ud af rollen igen. Du har vel lært folk at kende mens du var Nicklas, hvordan med dem ?

Ja en masse spørgsmål, men synes det er ret intresant at du har kørt den så langt at du ligefrem skabte en ekstra personlighed

Opis:

Jeg er stadigvæk "nicklas" - det er jo bare dele af min personlighed jeg har forstærket - ligesom når man spiller en rolle i et skuespil.
Har lært en del mennesker at kende, som "nicklas" ja - og der er mange af dem som jeg ikke aner hvem er, de aner heller ikke hvem jeg er, de kender kun "nicklas" - hvilket jeg har det fint med, fordi møder dem alligevel kun når jeg er ramt - dog er der nogle stykker af dem der godt ved hvad jeg hedder rigtigt - det er så også de mennesker som jeg så som havende en værdi, men nok også mest fordi det er dem jeg har mødt flest gange.

Jeg elsker at rende rundt og lege "nicklas", men kun når jeg fester techno og blæser, eller varmer op til det - alt det ansvar jeg normalt har som "mig", lægger jeg fra mig, ved at være "nicklas" hvilket er en rimelig god ting når jeg gakker ud, alting bliver jo så satans urealistisk når man er blæst - desuden er det ret psykedelisk at samtidig med at man er blæst - og langt væk fra sit ego, at være en "anden personlighed" fordi når de personligheder jeg har forstærket i min "nicklas" karakter - virkelig rammer topmålet af blæsthed - så kan jeg mærke en fantastisk synergisk energi imellem de personligheder og dem jeg har valgt at dæmpe, en vild helheds fornemmelse - så nej, fik ikke udlevet nogle sider af mig selv jeg normalt ikke vil give til kende - jeg er 28 år gammel og har været dømt freak siden engang i børnehaven - jeg er bare anderledes end gennemsnitsbonderøven i den kommune jeg kommer fra.

Har aldrig haft det dårligt med at forgive overfor folk at jeg hedder "nicklas" - man er megablæst og efterhånden, blandt dem som godt ved jeg ikke hedder nicklas - så kalder de mig nicklas fordi det er ligesom, tjaeh, mit kælenavn nu... blandt venner og blandt bekendte - der er jeg jo nicklas - så det ret fedt at kunne vælte rundt og være helt stegt "nicklas fra hawaii" og så lige sludre en halvtime over en pind med venner som "mig", for derefter at give vennerne griner på som "nicklas" - de kender mig jo, så de kan se når jeg er i rollen og når jeg ikke er i rollen - er helt anderledes som nicklas - min energi kører på en helt anden måde end den plejer - passer rigtig godt sammen med den summen som LSD har det med at give mig - førhen, hvor jeg ikke stillede om til nicklas, men bare var "mig" hele tiden, også under trips - der badtrippede jeg tit - fordi min energi åbenbart tænker for komplekse tanker til at trippe - hvorimod som "nicklas" - der kan jeg sidder i det vildeste stød - omgivet af hemmelige tekster og tegn rullende henover væggene, evig forandrende virkelighed og så sidde og snakke med de andre om vi skal til stranden eller noget andet helt normalt - hvor, hvis jeg aktiverede min egen personlighed, ville tænker alt for meget over trippet og forsvinde helt ind i mig selv på en ubehagelig måde - hvor "nicklas" energien, kan ligge sig i et chillout telt, i forvejen i fantasiland, dryppe en dråbe syre og rykke en streg hest - bare for at crashe indtil solen rammer en med sine første stråler - "mig" personligheden vil sagtens kunne nyde det samme, men fandme om jeg ligger mig til at sove efter at have dryppet en dråbe syre, suget en hest og så stjerneramt i forvejen, nej så det over i hjørnet og øjnene mod himlen.

Udlevet sider af mig selv jeg normalt ikke vil give til kende - jeg er en åben bog - der er ikke en af mine sider jeg ikke tillader folk at læse, nicklas er bare fragmenter af min personlighed kørt ud i det ekstreme. Det tillader mig at opleve trips jeg normalt ikke ville kunne håndtere - så "nicklas" kan vel også kaldes et slags "trip-gear" min hjerne har udviklet efterhånden.

P.L.U.R der

@ liapib:

Det kan måske være Johannes Sløk du tænker på. Han har i hvert fald skrevet om "rollemennesket", som han kalder det, og beskæftiger sig meget med eksistentialisme, moral og etik, og det at være moderne menneske.

Det er længe siden jeg sidst har læst noget af ham, så kan desværre ikke lige diske op med nogle titler, men han er meget interessant.

hmm tror ikke det er ham jeg tænker på. ham jeg mener, har bla.også påstået at hans underbevidsthed er gået i stykker. mener også han har skrevet meget om tid. har set en dok med ham på dr 2 for nogle år siden. er også overbevist om at han stadigt lever

@ liapib:
Hmm, næ så ved jeg ikke lige hvem det er du tænker på. Men skriv det hvis du kommer på det, han lyder da lidt spændende.
Irriterende når man ikke kan komme på sådan noget!
Og ja, jeg mener det er en 10 år siden Johannes Sløk døde, så det er nok ikke ham du så i DR2, hehe.

Johannes Sløk døde i 2001.

_________________

Først og fremmest handler det vel om at gøre sig bevidst om de roller man spiller. Jeg mener vi er alle vores roller. Ifølge Jung er selvet midtpunktet mellem det bevidste og det ubevidste og erkendelsen af selvet er individuationens mål. Om den fuldstændige erkendelse er mulig er en helt anden sag. "Personaen" kalder Jung den eller de roller vi spiller i det sociale liv og det er samtidig en arketype. Et andet klassisk eksempel på en side af vores identitet er skyggen, som mange af os kan relatere til uden at få den nærmere defineret. Det siger næsten sig selv, at det kan give problemer, hvis vi identificerer os med rollen og tror vi er den. Et andet problem kan opstå hvis rollen kommer i konflikt med vores egentlige jeg.

Rollerne er sider af os og er os, men ikke hele os. Selvet forholder sig blandt andet til rollerne. Er der ikke denne bevidsthed eller "forholden sig til", så er man bare rollerne, de tager over og styrer os. Det er selvfølgelig bare en af mange måder at anskue selvet på.

Jeg synes også, at vennerne fortjener den ægte Skou. Den jødiske filosof Martin Buber har skrevet, at vi kan indtræde i et "Du" forhold og et "Det" forhold til vores omverden. I et "Det" forhold ser man andre mennesker som redskaber eller ting, konsekvensen og formålet er en distance, der fører til fremmedgørelse og ensomhed, man fjerner sig fra verden og bruger den. I et "Du" forhold" går man ind i verden, med alle de farer og risici det indebærer. Gevinsten er "connection with being" (kunne sgu ikke lige finde bedre udtryk på dansk).

Når det er sagt, så befinder vi os (som COA er inde på) på en lang række arenaer i et massesamfund som vores. Det er svært at bevare et ægte "Du" forhold til hele sin omverden under de omstændigheder og nødvendigt med en hvis grad af rollespil, for ikke at gøre sig selv for udsat og sårbar. Man kan så spørge sig selv om man synes de roller er i orden eller om de fjerner sig for langt væk fra den man er, hvilket fører til det næste spørgsmål: Hvem er jeg?

Tilføjelse:
Man kan som en øvelse prøve at danne sig et overblik over de roller eller sider af sig selv man har. Man kan evt. få hjælp til at gøre det med et enneagram (helst et af de mere spidsfindige). I et enneagram er mennesket delt ind i personlighedstyper, jo flere typer, jo mere avanceret. Som regel vil man så finde den man er i enneagrammet og sådan er det. Hvis man i stedet starter med at finde sig selv i enneagrammet og arbejde med de ting der hører til den personlighedstype, så vil man på et tidspunkt opleve, at man skifter type, man er så at sige kommet videre (indtil man ender tilbage igen). Sådan kan man gennemleve alle de her sider/roller/positioner/tilstande og man vil med tiden lære dem ret godt at kende. Det er en længere cirkulær, elipseformet proces.

_________________
The punishment of desire, is the agony of unfulfillment.

Most of the physical world is unseen.