Psychedelia.dk

Nogle mennesker føler, at det er en lidelse at være i live; melankoli, tungsind, klinisk depression eller hvad man nu vil kalde det. Selve det at leve føles tomt, meningsfyldt, ubærligt eller direkte smertefuldt.
Derudover udsætter livet os tit for utroligt smertefulde begivenheder: (meningsløs)død, kærestesorg, folkemord, uheldbredelig kræft hos børn osv.

Mit spørgsmål er: Hvorfor findes denne lidelse? Er der en mening med denne lidelse? Eller er det en slags kosmisk defekt ved verden?
Det er nok lidt en version af theodicé-problemet, hvor man spørger: "Hvis Gud er god og almægtig, hvorfor skaber han så en verden med lidelse og ondskab". Jeg gider bare ikke blande Gud ind i det.

Jeg er ikke interesseret i det dér "uden ulykke ville man ikke kunne føle glæde yin-yan-svar".
Jeg tænker på personer hvis mængde af lidelse klart overskygger mængden af glæde (det er så selvfølgelig et spørgsmål om der overhovedet findes sådanne mennesker. Jeg mener dog ikke at kronisk deprimerede mennesker, KZ-fanger der lever og dør i lejrene eller folk der holdes fanget det meste af deres liv i en kælder under tortur og voldtægt oplever samme mængde glæde som ulykke)

Der er indlysende nok 2 svar på spørgsmålet, men de kan inddeles i undergrupper:

1a: Ja. Lidelse giver mennesker empati og medfølelse, hvilket gør os til bedre individer, hvilket på en eller anden måde er godt (dog lidt uholdbart, da der ikke rigtig ville være brug for empati osv. hvis alle bare var lykkelige hele tiden).
1b: Ja. Der er et æstetisk aspekt ved lidelsen - på en eller anden måde gør det livet smukkere (eller måske "rigere") at man lider - tuderock er bedre musik end eurodance. (men betyder denne "righed" noget - er en glad gris virkelig værre end en bekymret Sokrates?)
1bII: Lidelse er en af betingelserne for at skabe kunst. Så uden lidelse ville vi ikke have Edward Munchs: "Skriget", Emily Dickinson's digte eller Elliot Smiths musik.
1c: Ja. Dette er den bedste af ALLE MULIGE VERDENER. Dvs. at det ikke ville være muligt at skabe en verden der var "bedre" end denne. Pga. de fysiske love (og måske evolution osv.) så KAN det ikke være anderledes end det er.
1d: Lidelse driver os frem i søgen på viden. Vi opdager ting ved universet som f.ex. hvordan død opfattes, hvordan man kan forlænge livet, kurer på sygdomme. Og det er en slags mission for mennesket at blive klogere og klogere. Det er i sig selv godt.

2 Nej. Det er lige meget om mennesket tænker over døden eller skriver triste digte. Hvis alle folk havde MDMA-agtig neuro-kemi og kun kom ud for gode ting, så var det bare fedt.

Der er selvfølgelig det alternative svar, som jeg ellers afviste ovenfor:

3. Lidelse er SÅ relativ, at en fyr med overgearet neuro-kemi og et perfekt liv vil føle samme mængde af lidelse/glæde som en klinisk deprimeret person (altså - "underskud i neuro-kemi") der bliver holdt fanget af en stor fed neger og voldtaget et par gange om dagen.

Hvad mener I?

Er det du søger ikke "bare" det samme som mange mennesker gør; at tilskrive lidelsen en mening, så man bedre kan acceptere den. Prøve at finde et trøstende svar på spørgsmålet: "hvorfor skal jeg/vi lide sådan?"

Vi kan da godt som mennesker sige: "det er godt, der er lidelse, fordi det skaber fremdrift og udvikling". Men det er jo ikke "meningen" med lidelsen. Det er en måde at prøve at undgå lidelse ved at se positivt på tingene.

Jeg prøver bare at forstå, hvad du mener med mening. Og om du ikke, selv om du ikke vil blande Gud ind i det, alligevel har en højere magt med?

_________________
The general form of a truth-function is [p¯,ξ¯,N(ξ¯)].
This is the general form of proposition.

Det er som du hentyder til svært (hvis ikke umuligt) at give alle lidelser en mening uden at skulle indrage de højere magter.
Med mindre at det er meningen at du/i/vi skal lide..

Jeg synes dine pointer er gode.

Men...

Det med "bare" at finde et svar på spørgsmål som "hvorfor lider vi", "hvad er døden", "findes Gud?" osv. er måske spørgsmål som DU synes ikke bør tænkes over, da de forekommer som tilfældige betingelser ved virkeligheden, som vi ikke kan gøre ved, og ikke besvare definitivt.... men det er nu engang selve kernen i filosofien at forsøge at tvinge tanken derhen. At spekulere over ting som mange mennesker synes er selv-indlysende eller ikke kan besvares.
Det ville da være utroligt rart hvis vi fandt et definitivt svar på hvorfor vi lider og hvad vi kan gøre ved det, og det kunne BRUGES, men det jeg er ude i (som jeg selv ser det - måske ser jeg galt) er en slags "undersøgelse af lidelsen".

Men lad mig prøve at omformulere (og se om jeg så i virkeligheden ikke bare siger det samme igen):

Hvorfor har evolutionen/de fysiske love ikke indrettet universet sådan, at der IKKE findes lidelse? Én ting er at der forekommer naturkatastrofer, krig, hungersnød osv. - det er en slags tilfældige naturfænomener, men hvorfor er vi mennesker indrettet sådan at nogle af os drives til stof-misbrug, selvmord osv.?

Hvorfor findes lidelsen overhovedet? Kunne man ikke lige så godt forestille sig en verden uden? Og hvorfor lever vi så i denne verden og ikke den anden?

Hvis lidelse defineres som smerte og/eller en generel utilfredshed med tingene som de er, så synes jeg da det er ganske logisk hvorfor evolutionen har "indrettet universet" sådan. Det får os til at stræbe efter bedre forhold, hvilket i sidste ende øger vores chance for at formere os. En mand der ikke har ondt når han slår sig vil formentlig ikke overleve særlig længe. Det samme gælder en person der er tilfreds med en situation der ikke er gavnlig. Man må antage at alle arter der ikke har været i stand til at føle lidelse er blevet sorteret fra i evolutionen.

Det er min opfattelse af "Hvorfor" spørgsmålet. Der er ingen grund til at blande en gud eller en andre højere magter ind i det.

På det mere personlige plan er det sværere at forstå hvorfor vi føler lidelse, da man jo er nødt til at finde følelsens oprindelse. Jeg synes buddhismen giver nogen gode svar i den forbindelse, da den siger at lidelse stammer fra "begær" eller dybest set en utilfredshed med virkeligheden. Det er dog ikke noget jeg føler mig bevidst nok om til at jeg vil gå yderligere i detaljer med det, men jeg kan anbefale at undersøge sagen selv.

Går lige lidt offtopic på emnet fysisk smerte...

Ja. Der findes en sjælden genetisk lidelse i mennesker, CIPA, som gør at man ikke føler smerte i nogen form:
Wikipedia: CIPA.
Patienterne bliver sjældent særligt gamle, fordi de ikke bemærker brækkede knogler, kommer til at skade sig selv på alverdens måder osv.

Der er også for nylig fundet en afrikansk muldvarpeart (Heterocephalus glaber) som er insensitiv overfor de fleste normale smertestimuli:
Living without Pain - The African Naked Mole-Rat
...Men det er sandsynligvis på grund af dyrets ekstreme habitat at store dele af smertesignalleringen er blevet slukket af evolutionen.

Jeg tror også jeg har noget fornuftigt, mindre tørt-videnskabeligt at sige, mere on-topic, men det må jeg lige tygge lidt på.

Jim fear rammer det rimelig godt. Rent evolutionært er det smart. Det kan så ske at nogle mennesker enten genetisk eller gennem miljø lider mere end andre, mere eller mindre tilfældigt. Nogle vil selvfølgelig dø inden de når at viderebringe generne eksempelvis, men i den moderne verden lever flere og flere nok til et punkt hvor de trods lidelsen, får lov at formere sig. På en måde kan man sige, at den (halv-)barmhjertige verden skaber lidelse på denne måde.

Jeg synes dog man er nødt til også at forholde sig til spørgsmålet om Gud og lign. Gud er jo ikke nødvendigvis perfekt eller god. Gnosticismen tager eksempelvis dette op.

Måske lever vi i en uperfekt verden, hvor selve det at der intet svar er, også er en del af lidelsen.

Det er sjovt at det netop er lidelse, frustration osv. som folk gerne vil finde mening i... men hvad er meningen med lykke? Lidelse, alt efter hvordan man modtager den, kan både være negativ og positiv, alt efter tilgangen. Jeg tror man er nødt til at tage imod lidelsen, som en slags drivskraft til liv. Hvis man er ude af stand til at tage imod lidelsen, ender man i det modsatte, og lidelsen bliver destruktiv, og en slags drivskraft til død og selvdestruktion. Det handler om at have viljen til at tage imod lidelsen, og bruge den energi rettet mod at komme ud af lidelsen, for nogle er vejen død fordi lidelsen er for stor en opgave, for andre et lykkerligere liv fordi de har viljen til at kæmpe. Lidelse er for mig på en måde som en slags strøm vi alle konstant svømmer imod, nogle gange er strømmen stærkere, andre gange svagere, men vi er alle nødt til at svømme imod, fordi hvis vi bare flyder med, så dør vi. Lidt interessant at ego-død for mange handler om at "give slip" og "flyde med"... Dit spørgsmål går på hvorfor denne strøm er der, eller/og hvorfor strømmen nogle gange er stærkere end andre gange, forskellige for individ til individ... Måske er livet en slags prøve, og vi bliver testet for at se om vi kan gennemgå denne prøve, blive ved med at svømme imod strømmen, blive ved med at gennemgå smerte... Ikke for nogen anden grund end de enkelte pusterum vi får, for at se tilbage i det vidunder og det utrolige vi har gennemgået, dvs. altså det punkt vi har opnået at kommet til. Alt dette for at vi ved vore dages ende, kan sige, at vi kan gennemgå dette igen og igen i en evighed, for så har vi nemlig opnået en slags udødelighed, vi har overvudnet den kraft der drev os mod døden, ved at tage imod denne, accepteret den trods meningsløsheden, men kæmpet for evigt. Den dag man fuldt ud, kan acceptere den evige lidelse, er det ligegyldigt om man er i himmel eller helvede, for det er det samme... nu bliver det vist lidt for rodet og syret så jeg vi slutte her.

_________________
"The intuitive cognition with anti-nihilism is a trigger for latent infant violence"

er det? jeg er ikke sikker

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Jeg definerer det IKKE på denne måde.

Men som en slags "lede ved verden" som ikke har nogen "objektiv" grund.

Det vil jeg godt sætte spørgsmåls-tegn ved.

Blomster og træer og insekter og bakterier/vira og selv den enkelte celle i en organisme, er alle levende men har, formentlig, ingen følelser eller intellektuel forståelse for liv.

Men de eksisterer alligevel, og er altså ikke 'sorteret' fra.
Så at lidelse sku' være en evolutionær nødvendighed mener jeg ikke er underbygget af fakta.

Zarathustra > Måske er der ingen "objektiv" grund, men lidelsen opstår jo i dig - den er ikke puttet derind af Gud eller universet. Det er en følelse der bliver skabt af dig selv, så selvfølgelig har den en årsag, selv om du måske ikke kender den. I bund og grund er "lede ved verden" jo en utilfredshed med virkeligheden.

JEL > Nu tænkte jeg på pattedyr, men alle levende organismer har metoder til at undgå deres egen udslettelse. I dyr der kan føle er lidelse sikkert bare den mest praktiske.

JEL, hvis du lige vendte den tanke i hovedet et par gange, så tror jeg godt du kunne forstå hvad der menes. smerten er et middel til at styre den fri vilje, som er det som adskiller dyr fra planter. det at vi kan bevæge os. smerte giver jo ikke megen mening hvis du er et træ, som ikke kan gøre noget ved den alligevel. således guider smerten vores færden og beskytter os fra at øve skade på os selv.


der er sikkert en objektiv grund, men den er bare for kompliceret til uden videre at kunne identificeres. for mig giver det glimrende mening at vi føler eksistentiel lede. al det her med psykisk smerte er jo kommet af, at det i lige så høj grad er vores sociale evner der bliver afgørende for overlevelse, som fysiske farer. jeg ville simpelhen tilskrive eksistentiel lede(depression, social fobi, ja næsten hele bunken af psykiske lidelser) som en konsekvens af en social utilpassethed overfor andre mennesker. det kan godt være det er for simpelt, men det er det mest oplagte for mig at se. det er vel angsten for at blive den udstødte, eller erkendelsen af at man er en udstødt. om det så er noget imaginært som individdet forestiller sig, spiller ingen rolle.

hos chimpanserne ses det jo ofte at gruppen rotter sig sammen og lader deres frustration gå ud over en der er lidt udenfor.

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Når man spørger om lidelsens funktion i livet, er det ligesom at spørge til selve meningen med livet. Og dette spørgsmål stilles sideløbende med at det i sig selv synes at være grunden til at vi lever; at finde meningen. Det er meget paradoksalt. Ligesom lidelse og lykkes sammenhæng er det.

Hvis man har alt, er det ikke sikkert at man ser en mening i sit liv. Klichéen om mangemilliardæren/ hollywoodskuespilleren der alligevel somehow ikke rigtig er lykkelig, rockstjernen der doper sig selv med stoffer og sex, og alligevel kun finder lede ved det hele. For nu opnåede man alt, hvad så?

I menneskets søgen efter mening er lidelsesbegrebet umuligt at udelukke, da det at man har noget at kæmpe for, mangler et eller andet, eller bare gerne vil gøre noget BEDRE end det er, er en stor drivkraft til at leve videre. Samtidig kan ”lykke”-begrebet heller ikke rigtig udelukkes, fordi det er en tilstand man søger at komme i, efter at have oplevet den i glimt. Var alt bare lidelse, ville man ikke vide at man kunne kæmpe sig ud af den.

Lidelsen er subjektiv, den opstår i personen. Den kan være destruerende eller udviklende, og det kan diskuteres på et let håndgribeligt plan i forh. til livet for den enkelte, eller det kan være på et større filosofisk/religiøst/videnskabeligt plan omkring udvikling og/eller evolution.
Lykken kan ikke være konstant, og hvis den var, ville den være lig med stilstand, ikke-stræben. Forskellige niveauer af lykke og lidelse muliggør forskellig stræben og dermed udvikling for forskellige mennesker.

Jeg er lidt fascineret af psykologen og neurologen Viktor Frankl, der har skrevet meget om menneskelig lidelse og det at finde mening med livet. Som overlevende efter bl.a. Auschwitz har han indgående beskrevet de psykologiske processer der foregår i mennesker, når de er udsat for de mest ekstreme former for lidelse. Og for ham handler det i bund og grund om, for det enkelte menneske, at finde noget at leve for, at finde mening. Dette kan være mange ting, meningen kan findes i noget man ønsker at udrette eller i det at elske et andet menneske højt. Men følelsen af mening er essentiel for ens trivsel, og lykken opstår som en bivirkning derved.
Han beskriver fx afmagt (hvilket er det der i sidste grad kan lede til selvmord eller anden form for destruktivitet) som en ligning D = S – M. Despair = Suffering without Meaning.
Hans pointe er, at selv i den mørkeste tilværelse, kan lidelse kaperes og overkommes, hvis man kan se en form for mening i det hele. Og faktisk kan bare det faktum at vi ved at vi skal dø en dag, være drivkraft for at vi tager os sammen til at få udrettet noget i livet.

Vi har måske bare brug for en form for ”trussel” om lidelse hængende over hovedet, for at vi udvikler os…?

Nå ok, jeg hæftede mig bare ved at du sagde alle ARTER i forbindelse med evolution




Det er måske at gå lidt langt udenfor det oprindelige emne, men faktisk så er der en del levende organismer der ingen kendte metoder har til at undgå deres egen undergang (andet end måske re-producering, som jo så ikke er individdet's egen overlevelse men kun arten's). Ebola-virusset dræber sin vært, feks, og dermed også sig selv som individ. Men arten, ebola-virus, eksisterer alligevel. (og så er der jo taleban og alqeida selvmords-bombere)

Nu talte du om patte-dyr, så jeg nævner det bare for at få den anden vinkel her med også, og altså ikke som kritik af dit indlæg




En plante bevæger sig da, den både vokser og bevæger sig efter lyset osv. Den bevæger sig bare ikke lige så hurtigt som et menneske.

Og netop det at den bevæger sig efter lyset må vel betyde at den ka' 'fornemme' sine omgivelser, dvs føle? Ikke at det nødvendigvis er direkte sammenligneligt med hvordan mennesker og dyr føler, men det er stadigvæk en slags bevidsthed om sine omgivelser.

Den 'fri vilje' er indtil videre spekulation. Måske har vi den, måske ikke. At ku' bevæge sig er ikke et bevis på 'fri vilje'. Skuespillerene i film bevæger sig også, men de har formentlig ingen 'fri vilje', for de bevæger sig altid på samme måde og ka' iøvrigt pauses som det passer seeren af filmen
Og dukker i et dukke-spil, pinnochio feks, er jo heller ikke fri bare fordi den ka' bevæge sig

"Jeg er ikke interesseret i det dér "uden ulykke ville man ikke kunne føle glæde yin-yan-svar". "

"3. Lidelse er SÅ relativ, at en fyr med overgearet neuro-kemi og et perfekt liv vil føle samme mængde af lidelse/glæde som en klinisk deprimeret person (altså - "underskud i neuro-kemi") der bliver holdt fanget af en stor fed neger og voldtaget et par gange om dagen."

- Zarathustra

Det andet citat er jo bare en omskrivning af en slidt yin/yan-metaforik, som er blevet til en floskel. Det gør den ikke mindre sand i mine øjne. Du kan jo også anskue denne opfattelse udfra en dekonstruktionistisk synsvinkel, som man bruger indenfor litteratur blandt andet. Ifølge denne opfattelse har noget kun mening og kan kun defineres udfra, hvad det ikke er. Så lykke eksisterer ikke uden lidelse: hvad er lykke? - noget som ikke er lidelse.
Altså kan du kun definere begrebet udfra en modsætning. Subjektets opfattelse af lykke behøver ikke nødvendigvis at være noget som ikke er lidelse, men kan principielt godt være lidelse. Dermed bliver lykke blot til noget som ikke gør fysisk ondt, koster materielle ofre etc etc. Mennesket forstår og lever i en verden, hvor vi definerer og forstår ting udfra, hvad ting IKKE er. Altså ville lykke ikke eksistere, hvis der ikke var noget det IKKE var lykke.

Koblingen mellem din kritik af yin/yan og forklaring 3 er, at mennesket ikke vil forstå sin lykke eller sin ulykke (i det her tilfælde er ulykke lig med lidelse). Dermed bliver den relativt, hvis der ikke er noget at definere det udfra.

Ellers er jeg enig i den fysiske smerte som en overlevelses mekanisme. Og enig i, at forklaring på at depression og stress og andre mentale smerte potentielt kan være et resultat af, at vi lever i en verden, hvor vores sociale kompetencer er afgørende for vores overlevelse, sådan som Helugenlampe skriver det.

@JEL:

hvorfor vil du med vold og magt redefinere alle begreber efter din egen arbitrære logik? planter har ikke noget CNS eller nogen hjerne. derfor er det højst usandsynligt at de "føler" noget i den forstand af ordet vi bruger i denne sammenhæng. at de kan sanse lys har intet med smerte at gøre.

det burde også være åbenlyst at jeg ikke taler om vilje i den absolutte filosofiske forstand, men på et fysisk plan hvor ordet betegner vores evne til at koordinere bevægelser. jeg burde have sagt fri mobilitet i stedet, men ærlig talt så burde meningen være nogenlunde klar.

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

JEL > Nu selekterer evolutionen ikke den der bedst overlever, men den der bedst reproducerer sig. Overlevelsen er kun nødvendig indil en art har reproduceret sig, derefter er den ligegyldig. Set fra evolutionens perspektiv gør det altså ikke noget at Ebola dræber sin vært EFTER den har smittet. Man ser jo også at vira der er meget dødelige sjældent overlever særlig længe, da ofrene simpelthen kradser af inden de smitter andre.

As far as we can discern,
the sole purpose of human existence is to
kindle a light of meaning in the darkness of mere being.
-C. G. Jung

Måske er det ikke så meget lidelsen der kræver en forklaring, som dens fravær.

Godt nytår til alle på Psychedelia.

Men hvorfor findes denne utilfredshed med verden? HVORFOR HAR VI DENNE FØLELSE?? Du skriver, at "selvfølgelig har den en årsag", men hvad hvis årsagen ikke længere gav nogen virkning? Hvis den hvide "verden er meningsløs"-billard-kugle ramte den røde lidelses-kugle, der så i stedet for at bevæge sig hen og vælte alle de psykiske kegler bare stod stille (uha en fin metafor jeg fandt på ). Ville det ikke være smartere, hvis vi bare var tilfredse med verden og vores liv?
Og kunne man ikke forestille sig, at vi netop var indrettede sådan, at vi var ude af stand til at føle lidelse - altså ikke ude af stand til at føle fysisk smerte eller kærestesorg eller svigt, men ude af stand til at føle, at verden er meningsløs og tom, og at intet giver mening, og at livet er et skuespil der spilles på et klichéfyldt manuskript med middelmådige skuespillere?? Eller evt. bare en verden uden kliniske depressioner, paranoid skizofreni, psykose og de andre virkelig uhyggelige lidelser som man har prøvet at diagnosticere indenfor den moderne psykiatri.
Måske ville vi ikke skabe så meget kunst og videnskab (jf. mine ovenstående argumenter for hvad lidelsens mening kan være), men vi ville nok heller ikke spilde så meget tid på at sidde og høre Jeff Buckley og Radiohead, og ligge i sengen uden af stand til at stå op eller sidde og være skæve på heroin, benzodiazepiner eller Brunello.

Der findes en gruppe mennesker som stortset altid har det elendigt - f.ex. nogle indlagte på psykiatriske hospitaler der lider af depression eller paranoid skizofreni.
Disse mennesker bruger (tit) ikke deres evne til at skabe stor kunst, og de bliver ikke "bedre" mennesker med større kapacitet for empati, da de simpelthen har det så elendigt, at de slet ikke magter at forholde sig normalt til andre mennesker (jf. 2 af mine argumenter for hvorfor lidelse kunne gavne mennesket).
Hvorfor lider de så? Burde de ikke være frasorteret af evolutionen? Der har jo været den slags "tungsindige" og "melankolske" mennesker lige siden historie-skrivningen begyndte. Hvorfor er de hér så stadig? Burde Moder Natur ikke sørge for at folk ikke knaldede med tudeprinserne, så fremtidens generationer kunne blive mere positive og overskuds-agtige.

Det kan vel heller ikke være særligt produktivt for et samfund, at der findes mennesker der lider så kraftigt? Det kræver en masse penge i pleje og omsorg, og det skaber en masse pres på de pårørende (det er f.ex. fuldstændig ødelæggende for et familieforhold at bo sammen med et familiemedlem med klinisk depression, da det også trækker personerne omkring den syge ned i et dybt hul).

Hey Halugenlampe... kom igen når du ka' tale ordentligt.




Det ka' godt være du synes det er flue-knepperi, eller det ved jeg ikke om du gør, men bare for at vi lige ka' blive enige om hvad vi taler om, du sagde:



De enkelte organismer har ikke i alle tilfælde metoder til at undgå deres egen udslettelse. Ebola-virusset er et eksempel på en organisme der IKKE har nogen kendt metode til at sikre sin EGEN overlevelse (altså som individuel organisme)

Som ART, hvor jeg er enig med dig, gør den det ved at re-producere og sprede sig så effektivt som muligt (luft-båren)

Og selvfølgelig har du også ret i at det adskiller sig fra pattedyr. Men for god orden's skyld synes jeg bare det er relevant, når man snakker om evolution, at vi ikke betragter de metoder der eventuelt virker for pattedyr som universelle for alle levende væsner.

Du må undskylde hvis det virker som om jeg hakker på dig, men jeg synes bare præcision er meget vigtig

Diverse arter eksisterer, nogle ka' føle smerte, andre ka' ikke, men det har ikke ført til at den ene art har udryddet den anden, eller at arter der ikke ka' føle smerte er uddøde. Altså ka' man ikke konkludere at smerte er en evolutionær logisk indretning af universet, som du mere eller mindre oprindeligt hentydede til.
Jeg si'r det bare, det er ikke for at komme op at slås med nogen

Måske hvis man kombinerer det med andre faktorer, som livs-længe for individderne indenfor de enkelte arter, ka' man sige noget om at kun individder der har en tilpas lang livs-længde synes at ku' føle smerte. Men alligevel ikke, for træer ka' leve længere end noget 'dyr' og ka' formentlig ikke føle smerte.
Det er komplekst. Det er min pointe. Og det kommer også an på hvor man trækker dele-linien. Er det feks ved alle væsner der har dna, for det har både træer og mennesker. Eller er det kun ved væsner der fødes, som feks pattedyr. Evolution er et enormt emne, så jeg mener ikke man ka' konkludere at smerte er noget mere logisk end ikke-smerte.