Hmmm... Jeg har altid haft det lidt ambivalent mht. det religiøse.
Da jeg var lille overbeviste jeg mig selv om, at der fandtes en Gud (I ved, ham med det lange hvide skæg og bølgende hår), men det var egentlig mest fordi jeg havde brug for et eller andet til at guide mig, om man så må sige, fordi der var (og er) så mange urimeligheder i verden som jeg ikke kunne forstå eller gøre noget ved. Så blev jeg ældre og fandt ud af, at de fleste stridigheder i verden er her netop på grund af religioner. Religion og magt går hånd i hånd i vores verden, og jeg synes egentlig stadig den har utrolig stor indflydelse.
Jeg kan gå og undre mig over, hvor religiøs verden er, på en destruktiv måde, der forbyder mennesker at leve som de vil og holder dem nede med normer og regler. Men der er selvfølgelig folk, der finder tryghed i dette.
Og så er der jo alt det med næstekærlighed og så videre, som folk tit hiver frem, når de vil argumentere for det gode ved religion (bl.a. kristendommen), men for mig at se bør det ikke have noget med religion at gøre, men noget, der bare burde være taget for givet. At hjælpe hinanden betyder så meget, når det altså gøres uden at tænke på, hvad man mon får igen - har I lagt mærke til, hvor mange kendte, der går ud og gir syge og fattige børn legetøj og deslige, og derved får massiv medieomtale, for NU gør de jo en god gerning, i stedet for at sidde derhjemme og ryge crack? Jeg får det næsten fysisk dårligt, hver gang jeg ser det (det popper frem når jeg logger af min mail). Jesus creeps!
Jeg synes snart alt skal forklares til hudløshed. Men det er jo en del af menneskets natur.
Vi kan ikke lide at famle os frem, men har brug for noget at tro på, at støtte os til, fordi der er så meget, der er ubegribeligt, som for eksempel netop det, at alt er bygget op af små bitte atomer, og at vi alle egentlig er gennemsigtige (øh, eller...). Man kan selvfølgelig også bare omfavne det, dykke ned i det uforståelige, erkende at det hele er så stort, men samtidig så småt, og at du ikke nødvendigvis skal kunne forstå det, men blot fornemme det (måske forstår man det så netop?).
Men at mene, at der findes en "kraft" (fx Gaia), der gennemstrømmer verden og Universet (måske?), er jo egentlig også en tro. Den er blot ikke så destruktiv eller organiseret.
Det skal ikke bevises. Det skal bare føles, om man så må sige. Ligesom det du nævner, fingre.
Kender ingen filosofiske vendinger om det her, så I må nøjes med mit forvirrede forsøg på at skrive noget, der forhåbentlig giver mening og ikke er helt ved siden af spørgsmålet og diskussionen.
/Indigo
|
