the-red-pill skrev:
Alle har det nogenlunde lige hårdt. Jeg opstiller denne påstand, der dog skal tages med et gran salt.
Hvis vi tager udgangspunkt i behovspyramiden, menes det, at når man får opfyldt et behov, opstår der et nyt.
(...)
Håber i har forstået min pointe: godt nok mener man, at nogen folk har det nemt, men idet de har det nemt på nogen punkter, vil de bare skabe sig andre problemer.
Kommentarer?
Hvis vi tager udgangspunkt i behovspyramiden, menes det, at når man får opfyldt et behov, opstår der et nyt.
(...)
Håber i har forstået min pointe: godt nok mener man, at nogen folk har det nemt, men idet de har det nemt på nogen punkter, vil de bare skabe sig andre problemer.
Kommentarer?
Jeg tror det er meget subjektivt hvilke behov man føler man har. Og hvor hårdt man føler det hvis de ikke er opfyldt.
Nogle mennesker er jo tilsyneladenden tilfredse med et liv som hjemløs i en pap-kasse, siden de ikke enten begår selvmord eller stjæler penge for at ændre deres tilstand og ku' få råd til en bolig. De bli'r bare siddende i pap-kassen.
Betyder det at de ikke har det hårdt, at de ikke har flere behov, eller hvad sker der for dem?
De sultne i afrika laver heller ikke så voldsomme revolter mod det rige vesten som man måske ku' forvente når de har sult- og tørke-perioder. De sidder bare på den støvede jord og dør. Hvad tænker de på?
Jeg tror som sagt det er subjektivt hvordan man ser ens behov og krav og hvor hårdt man føler man har det.
En rig ung fyr, der ser godt ud, dufter af dyr parfume, har dyr bil, sol-brun kone med dyre smykker og lidenskabelige øjne, og bor i kæmpe-villa med flere etager og egen vin-kælder, osv osv af luxus-ting, ka' sagten's stadig føle et enormt drive for at skabe mere profit og velstand. Hvorfor? Hvis man har alle de ting her, måske især konen
, hvorfor vil nogen så alligevel hellere sidde time efter time på et kontor og lave andre ting end at kysse sin kone?Hvad driver folk? Deres behov?
Det er ihvertfald 1 argument man ka' bruge når man ser de her eksempler.
Jeg vil ikke påstå jeg kender svaret på det, men jeg er alligevel mere tilbøjelig til at sige de sultne negere og de hjemløse nok har det hårdere end strandvejs-jetsettet. Måske ikke følelses-mæssigt i deres daglig-dag, men selvfølgelig fordi _jeg-selv_ synes at sult og hjemløshed virker værre end rigmands-problemer som hvilken elsker man ska' vælge at duske netop dén dag.
the-red-pill skrev:
Denne person vil efter et stykke tid vænne sig til hvad personen har og "forlange mere".
Denne påstand tror jeg til gengæld ikke på. Jeg tror ikke folk forlanger _mere_, men at de igennem deres liv forlanger _andet_. Altså ikke at deres behov vokser, men at deres behov ændres (det si'r du også selv flere gange, så jeg ved ikke om vi er specielt Uenige her
)Nogle behov virker til at være mættelige (at man mister behovet når det er opfyldt nok gange), mens jeg synes andre behov virker Umættelige (behov der holder hele livet Uanset om de opfyldes meget eller lidt)
Og lige præcis hvilke behov der falder i hvilken kategori, tror jeg er subjektivt.
Så derfor tror jeg ikke man ka' sige det så enkelt som at en person altid vil forlange mere og mere hele tiden.
Jeg tror istedet at de behov man virkelig føler er nødvendige, også er de behov man vil ha' i længst tid, og værre de behov man lægger mest vægt på at få gennemført. Altså behov man vil tolerere flere problemer og kompromisser for at få dækket.
Mens at de behov man hurtigst mister, når de er tilstrækkeligt opfyldte, er behov der heller ikke føles særligt hårde ikke at få opfyldt.
Og i dét lys tror jeg at en person med mange midler (penge, magt, evner og skønhed blaa), vil ha' det langt lettere for at ku' få sine vigtige behov dækket, fremfor en fattig. Så i dét lys vil den fattige formentlig generelt ha' det hårdere/dårligere end den rige.
Hvis du istedet feks stiller behov op overfor hvor irriteret man er over ikke at få dem opfyldt, så tror jeg dog godt den rige ka' være mere frustreret over ikke at få et mere simpelt behov dækket, end en fattig ka' være over ikke at få et mere essentielt behov dækket. Og i dét lys ka' en rig der har alle de fundamentale behov dækket formentlig godt ha' det langt hårdere end en der ikke får ret mange af sine behov dækket.
Eks: "ak ja, jeg er fattig og får aldrig noget go' sex, men solen skinner så det går nok
", som den fattige måske ville sige overfor den rige der måske si'r "for helvede da også, dette jakkesæt ligner noget billigt genbrugs-pis og gør det jo helt Umuligt at se godt ud i min dyre åbne jaguar nu hvor jeg havde planlagt at ta' ind på sachs og købe pels til min forkælede kone 
". I dette eksempel vil den fattige jo nok være i den mest 'trankile' sinds-tilstand, og dermed være den der har det bedst af de 2. Men dagen efter ka' det jo være lige omvendt, måske regner det på den fattige så denne bli'r våd og kold og sur over at pap-kassen er gået istykker, mens den rige måske ligger i ekstase og får suttet pik af sin dejlige varme skønne kone der er lykkelig over at ha' fået den pels han købte i forrige eksempel . Så nu ville det jo nok være den fattige der havde det hårdest og dårligst.