Psychedelia.dk

Heey, jeg har tænkt over hvad religion/filosofi betyder for mennesket, og i det ikke mindste for mig selv. Jeg er selv buddhist og går meget op i mit verdensbillede og hvordan jeg bliver påvirket af mit valg af religion.
Det får mig til at se anderledes på verden, mine medmennesker, andre religioner osv.

Hvad betyder religion for jer, eller bestemte filosofier?

Personligt har jeg faktisk et marxistisk forhold til religion: "Religion er opium for folket". Dog er jeg - som sund liberal - fuldkommen ligeglad med hvad andre tror på - så længe de opfører sig ordentligt(dvs. hverken laver Jihaad eller korstog for den sags skyld.)

Jeg mener ikke at religion er noget "man kan vælge". Det kommer lige til at lyde lidt kringlet, men jeg mener, at alle mennesker har en religion, dvs. er bundet til et mere eller mindre stabilt sæt "trossætninger" (eller forestillinger som i princippet kunne koges ned til sådanne), om sig selv, om mennesket, vores plads i universet, osv.. Og efterfølgende, hvordan man bør/skal opføre sig.

Jeg oplever ofte at folks bevidste forestillinger om, hvad de selv TROR, at de tror - eller rettere sagt, måske påstår at de tror, eller prøver at overbevise sig selv om, at de tror - ikke stemmer overens med en række af de dybere "trossætninger" i deres lille, personlige religion. Jeg synes den dybereliggende, fundamentale religion, som ligger og lurer bag vores "egne" tanker og forestillinger, er betydeligt mere interessant, end hvorvidt en person er erklæret muslim eller buddist (eller dansker vs. etiopier). Hvis den skulle have et navn, så er det vel nærmest fænomenologi!?

Når det så er sagt, så rummer hvert forsøg på bevidst at udstikke en retning for sit liv og bevidsthed, noget stort. Bare man husker at djævlen lurer i detaljen!

Bedste hilsner
Om Shanti

Jeg har nærmest nærmest opfundet min egen lille gren af kristendom, jeg vælger at tro på en gud og Jesus der tilgiver alt så længe man selv fortryder det, hvide løgne er okay så længe de bruges for at slippe af med problemer, og ikke for at skabe glæde for sig selv. De er ligeglade med om man går i kirke, hvor tit man beder, om man benægter sin tro eller om man overhovedet tror.

Det betyder meget for mig, jeg føler mig virkelig tryg når jeg kan sende en tanke til gud og håbe på det bedste når det er tæt på at gå galt for mig.

"Jeg ville ønske at præsterne skulle have det tidobbelte i løn, men til gengæld skulle ingen dukke op i kirkerne" (frit efter min hullede hukommelse)

-Søren Kierkegaard

De fleste religioner er magtmidler, faktisk ganske effektive magtmidler.

Religion er for folk der ikke kan følge simpel logik.

Og den simple logik er....?

Kan det ikke bevises eksisterer det ikke.

Og nu har vi menesker en ret lang historie her paa jorden, og vi har endnu aldrig set det mindste bevis for en supernaturlig entitet.

Heldigvis er religionernes monopol på metafysisk, ubeviseligt nonsens, forlængst blevet brudt.

De fleste ateister jeg har haft fornøjelsen af at møde lider eksempelvis af den vrangforestilling, at der bor et væsen inde i deres hoved. De bruger ofte meget lang tid på at at søge tilladelse fra dette væsen til at gøre dit eller dat, og til at dele væsenets sorger over ikke at blive anerkendt som en slags Gud i verden. Forestillingen er selvfølgelig sanktioneret af stort set alle småborgerlige samfund på denne planet, og nyder derfor en ufattelig legitimitet.

Dermed ikke sagt, at den ene illusion retfærdiggør den anden. På en del punkter vil jeg da personligt foretrække at folk har småborgerlige nisseidéer end at de tror de kommer i himlen ved at sprænge sig selv i luften. I øvrigt tror de fleste religiøse jo også at der findes et væsen inde i deres knold, udover gud i himlen.

...Summa summarum er det rigtigt at, der ikke er noget bevis for en "supernaturlig entitet", men sjovt nok er der meget få personer, der ikke tror på eksistensen af en sådan. Selv om de nægter at indrømme, at de gør det.

Den simple logik er at når der ikke er noget der peger i retning af eksistensen af en gud, så er er det ulogisk at tro på det.

Jeg har en lille analogi, som jeg synes beskriver problemstillingen meget godt:

Jeg ser to biler, en rød og en grøn. Den grønne bil starter ikke, men den røde kører perfekt og ser ud til at være i god stand. Jeg tror på at den grønne er bedre fordi jeg tror på at alle grønne biler er gode biler.

Compat-christian

Jeg må erklære mig uenig i din påstand om, at hvis noget ikke kan ses eller måles, så eksisterer det ikke. Tag f.eks. nu en sådan ting som bevidsthed og vores tanker - skulle de så være ikke-eksisterende blot fordi de ikke kan ses med det blotte øje? Jeg må indrømme, at jeg ikke finder fysikkens verdensbillede fuldt ud tilstrækkeligt, og jeg er overbevidst om, at der er nogle ting, som til tid og evighed vil være uforklarlige selv for fysikken, uanset hvor ihærdigt den forsøger at slå knuder på sig selv for at finde ud af det. For jeg er overbevidst om, at min bevidsthed er større end blot nogle neuroner, som virker på forskellige måder med hinanden. Dermed ikke sagt, at videnskab er en dårlig ting. Men jeg tror bare ikke, at den har potentiale til at opklare hele universets mysterium, og mange vil måske modsige mig i denne påstand, men min indre, klare overbevisning taler for, at der er noget langt større, sandt og ufatteligt for vores normale bevidsthed. Jeg tror også, at vi som mennesker kan bevæge os tættere på dette ved at kigge ind i os selv. Engang var jeg også materialistisk i min verdensopfattelse, men jeg finder ikke denne synsvinkel tilfredsstillende længere. Jeg synes i hvert fald ikke, at den giver mig svar på mange af de komplekse spørgsmål, jeg tit brænder inde med, så nu forsøger jeg at finde alternativer til denne.

Til det andet spørgsmål: Nej, indtil videre har jeg ikke fastlåst mig på en bestemt religion, men jeg forsøger at sætte mig ind i/opsøge viden om forskellige syn på verden, hvilket jo selvfølgelig også inbefatter religionerne. Men jeg mener også, at det er vigtigt at være fleksibel, og jeg synes da, at mange af de verdenssyn, man møder, indeholder gode pointer. Så på en måde søger jeg vel min egen sandhed. Dog synes jeg, at buddhismen tiltaler mig meget. Men jeg vil nu stadig ikke bortkaste alle de materielle ting, da jeg jo trods alt er opvokset i en så vestlig kultur, at jeg er blevet vant til dem og kan lide en del af dem. Men de kan på ingen måde dække mit behov for at opnå en større forståelse og mening med tilværelsen, som jeg i bund og grund tror alle mennesker søger - selv om manges bevidstheder er fuldt ud belastede med alskens dagligdagsproblemer. Jeg nærer dog i bund og grund en positiv holdning til livet og til andre mennesker, og jeg bestræber mig på, at den ikke bliver smudset til med nogle af de ubehagelige, uundgåelige syn og indtryk, man til tider får.

Jeg har aldrig benægtet eksistensen af en gud. Jeg siger bare at der ikke er noget der peger i retning af eksistensen af en sådan. Der kunne ligeså godt være en pink enhjørning der ude et sted eller en tepotte der svævede rundt i verdensrummet, som var så lille at den ikke kunne måles med nogle instrumenter. Den kunne sagtens eksistere, det ville bare være dybt ulogisk at tro på det.

Så DNA begyndte først at eksistere da man fik metoder som var i stand til at påvise det?

Jeg mener ikke helt den analogi kan bruges, Jeg formulerede nok osse min mening ret dårligt i min post.

Selvfølgelig eksisterede DNA før vi fik midlerne til at opdage det, men før det, kendte vi jo ikke til dets eksistens. Der var faktisk slet ingen der påstod at det var det, eller ikke var der.

Først da det gennem videnskabelige metoder blev isoleret i 1860'erne begyndte vi at kende til dets eksistens, men der gik mange år før vi vidste ret meget om det.

Gud derimod, eller enhver anden supernaturlig entitet, ved (dem tror på det) en masse om allerede. Mange går enda så langt som at sige at de har svaret på alt, hvorfor, hvordan om universets oprindendelse. Og intet videnskb kan modsige det, fordi Gud har jo bare valgt at gøre så det ligner noget andet...

Jeg håber du ved hvor jeg hen vil det her. for jeg kan ikke skrive mere lige nu. Er rigtig rigtig skæv

Jeg skriver mere når er mere ædru.

.[/quote]Jeg har aldrig benægtet eksistensen af en gud. Jeg siger bare at der ikke er noget der peger i retning af eksistensen af en sådan. Der kunne ligeså godt være en pink enhjørning der ude et sted eller en tepotte der svævede rundt i verdensrummet, som var så lille at den ikke kunne måles med nogle instrumenter. Den kunne sagtens eksistere, det ville bare være dybt ulogisk at tro på det.[/quote]

Ja, det ville det helt sikkert. Men det afhænger så af, om man vælger at stole fuldt ud på sin logik, og hvilken værdi man så tillægger logikken. I mine øjne er livet i hvert fald ikke logisk. Men selvfølgelig er det nok den mest sikre måde - og den nemmeste at bevise - at betragte verden på. Men lad os nu tage en ting som kærlighed: den er ikke altid logisk, men dog er den stadig eksisterende. Men nu er jeg heller ikke ude på at overbevise dig om noget - jeg er ligeså lidt (eller meget?..) sikker på noget, som du er. Vi er alle i samme båd og søger sandheden på forskellige måder.. og det her bliver nok lidt noget fuldemandssnak fra min side af.. selv om jeg dog alligevel er nok ved bevidsthed til at kunne skrive det.. men jeg er slet ikke sikker på noget som helst faktisk - havde håbet det kom med alderen, men det modsatte har næsten vist sig..

Jeg ved virkelig ikke hvor mange gange jeg har sagt det her, men det må være mange:

Intet kan bevises eller modbevises bortset fra at denne sætning er sand.

Hvad er det der gør at ateister IKKE tror på en gud? Det er at det er "bevist" at han/hun/den ikke kan eksistere. Men det argument kan skydes i jorden ved at sige at herren er omnipotent og hans eksistens derfor ikke kan bevises.

Du kan heller ikke modbevise at du er ern agurk, du kan selvfølgelig smage på dig selv og konstatere at du ikke er en agurk, men hvad nu hvis det hele bare er en illusion?

Hvem siger overhovedet at verden eksisterer? Måske er der intet andet end tanker der eksisterer.

Hvad med "Jeg tænker, derfor er jeg"? Man kan vel også "bevise" sin egen eksistens.

Hvis man definerer sin egen eksistens på den måde og vi går ud fra at den teori er komplet uden nogen huller vi ikke har opdaget endnu så ja, men igen er det bare en menneskeskabt teori og vi ved ikke om der er en detalje vi har overset som smadrer teorien fuldkommen.

Det er selvfølgelig en sindsyg tanke, men man må lige huske på den når man sidder og siger man er 100% sikker på at gud/guder eller hvad man nu kalder dem ikke eksisterer.