Ja, noget i den stil. Verdens struktur og kausalforhold forandres jo ikke, bare fordi du opdager, at noget forholder sig anderledes end du troede. En lignelse:
Der er et dyr, der hver dag stormer ind i en lille landsby og draeber alle, der staar i vejen. Ifoelge folketroen, saa er dyret hidsigt, fordi den er foelelsesmaessigt ustabil og har brug for at komme af med en masse krudt. Men saa en dag opdager byens videnskabsmand, at dyret slet ikke er hidsigt, og at det ikke har foelelser, ja faktisk er det slet ikke et dyr, men en loebsk bil, der er drevet af solpaneler, og helt enkelt koerer efter et uforudsigeligt moenster. Skulle vi hermed sige, at "dyret" er blevet ufarligt? Nej, vel? Det, den aastadkommer er jo det samme: den smadrer gennem byen og moser alle, der staar i vejen.
Nu er sagen en noget anden, naar vi vil presse et idealistisk rammevaerk ned over verden, og dermed sige, at naar du gaar rundt udenfor, saa gaar du i virkeligheden ikke rundt, og du er slet ikke udenfor. Du har derimod en masse skiftende sindsoplevelser, som du kalder for "gaa rundt" og "udenfor" etc., og disse er kordineret med dit viljesliv saadan at naar du vil gaa ud gennem doeren, saa har du oplevelserne svarene til det, medmindre der er oplevelser af, at noget holder dig tilbage etc. Men just dette, at dine oplevelser kun kan kontrolleres inden for en saerlig snaever sfaere, og at andre oplevelser presser sig paa, mod din vilje, det er noget der finder sted uanset om omverden findes uafhaengigt af dig eller ej. Og dette billede kan saa overfoeres til sindet. Hvor stor del af din psyke er du egentlig i bevidst kontrol over? Hvis du elsker en eller anden, kan du saa bare beslutte at ikke elske denne mere, uden nogen ekstern grund? Og hvis der er en grund til, at ikke elske personen mere, kan du saa vaelge at bortse fra den, eller er du i foelelsernes vold? Man kan sige, at hvis du virkelig var solipsist og virkelig troede paa doktrinen, og hvis grunden til, at du elsker en person er, at du holder af, at denne person har saadan og saadan en personlighed, og hvis du med personlighed forstaar noget, der modsvarer dit eget foelelses- og viljesliv, saa er det rigtigt, at der er en inkonsistens i dit foelelsesliv. Det, at du elsker en anden person er, inden for et solipsistisk verdensbillede, irrationelt, hvis du da er solipsist. Det er dog intet argument mod solipsismen, men bare en kendsgerning om solipsistens psykologi. Alternativt, hvis vi antager at ingen kan holde inkonsistente formodninger eller foelelser, saa kunne argumentet pege paa, at solipsisten ikke tror paa solipsisme. Men det er igen et faktum om vedkommendes formodninger, som kan vaere sande eller falske. Dvs. det, at vedkommende faktisk ikke tror paa doktrinen, er ikke et argument, der kritiserer grundene, der er givet til fordel for teorien, og det er heller ikke en kritik af selve teorien. Der er mange, der ikke tror paa ting, selvom der er god grund til det, og der er ting, der er gode grunde til at tro paa, hvor vi ikke er bevidste om grundene. Saa medmindre man kun kunne formode paa baggrund af gode grunde, og hvis man ikke formodede, saa var der ingen gode grunde, saa holder argumentet fra "du tror ikke selv paa det" altsaa ikke.
|