Min forestilling/overbevisning om det jeg kalder energier, er at det er 'gud' eller den livskraft som ligger bag alt. Jeg har forsøgt at beskrive det i
denne rapport og også i en
gammel 2c-b rapport. Jeg tror ikke den kan måles kvantitativt, da måleappearaturet vil være en og samme ting som det målte, men kun erkendes 'åndeligt'. Jeg betragter heller ikke de energier man ser på psykedelika som at være selve Energien, men kun en visuel afbildning. Jeg er dog enig i at 'energier' er et ret vagt begreb, men jeg mener ikke det er muligt at beskrive 'energien' tilfredsstillende med ord.
Citat:
The tao that can be described
is not the eternal Tao.
The name that can be spoken
is not the eternal Name.
-tilfældig oversættelse af intro'en til Tao Te Ching
Jeg faldt dog over denne MDMA & 2C-B rapport i Grof's 'Introduktion til den indre rejse' (s.327 i Lumbyes oversættelse) i dag som jeg synes beskriver min egen forestilling om energien ret godt, bedre end jeg selv kan formulere den i hvertfald.
Citat:
Det var, som om jeg svævede adskillige lag af forvirrende virkelighed over en stor, hylende lyskilde. Efterhånden som lag af misforståelser, fordrejninger, illusioner og samstemmighed spredte sig som en tåge, der letter, lød lyden højere og højere. Det var den stegende varme fra et buelys på milliarder af volt, det var et brøl fra tusinde sole, det var lyden af universet i lys lue. Efterhånden som det blev tydligere, var det en uhyre rund bold, som jeg nu kredsede omkring. At kalde det hvidt lys, ville være at gøre dette lys til et monokromatisk blegt klatmaleri. Det flammede med en urudstråling og med en intensitet, der var absolut.
Jeg fik at vide - ikke gennem sproget, men gennem medfødt erkendelse - at denne brølende eksplosion var selve livet. Den hylede og pulserede gennem alt levende, og den var kilden til livets krystallinske bevægelse. Det var forløberen for den oprindelige kugle af stjernesæd, der eksploderede og skabte alt, hvad der eksistere i vort "stor-bragende" eller - afhængig af vores kosmologi - pulserende univers. Og det flød gennem mig. Det var, som om jeg var forbundet med det med en umådelig skælvende optisk tråd af ikke bare lys, men energi.
Dette var en præreligøs oplevelse. Religion forekom nu overflødig ved siden af det at være i denne livskildes nærhed. Spiritualitet var blevet en svag repræsentation af livets raseri og kraft. Det var ikke ærefrygtindgydende, det var ærefrygt i sig selv. Det var ikke guddommeligt, men gudsprocessen gud-gørende. Det var ike god-ligt, men var på den måde, det var, det var det rene absolutte, der ikke var rigtig eller elskende eller venligsindet, men var lige på den måde, det var: levende liv.
Selvfølgelig elsker man alle andre levende væsener. Selvfølgelig føler man, at alt det skabte er helt i orden. Selvfølgelig er vi ikke alle forenede. Vi er simpelt hen alle sammen dele af livets ild. Hvis denne kilde af energi, der flyder igennem os, ikke eksisterede, ville vi heller ikke eksistere. Kærlighed, spiritualitet og fred følger af denne oplevelse lige så sikkert, som at ét åndedræt fører til et andet. Ingen store armbevægelser. Det er blot vores natur.
New age enough for ya?
