Psychedelia.dk

Det er lidt sjovt, for hvis der er noget filosofien gør, så er det at danne skole og formel viden.

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Fingre: Jeg vil også give dig ret i det meste - i hvert fald, hvis jeg har forstået det på den rigtige måde. Det handler på en måde om at se verden på ny og forsøge at udsige nogle almene gældende træk ved den. Man starter ligesom på en frisk ved at betragte verden. Det er lidt svært at forklare, hvad jeg mener.. Men altså, man ser på verden og forsøger at finde ud af nogle sande påstande om den. Så man starter ligesom et sted, helt fra bunden af - f.eks. ved at beskrive naturen, mennesket osv., og så går man videre derfra. Det er i hvert fald sådan, jeg forestiller mig, at filosofferne går frem. Korrigér mig endelig, hvis jeg er galt på den.

Zarathustra: Ja, for indtil videre har jeg nok heller ikke læst de allersværeste værker. Men Heidegger har jeg da hørt om før, og jeg mener i hvert fald, at han er blevet nævnt i nogle af de bøger, jeg har læst. Fin gennemgang du lige gav af de kvindelige filosoffer der - det kunne helt sikkert være interessant at høre mere om dem.

Hér er nogle strøtanker:

Begrebet "filosofi" opstod i antikkens Grækenland for at beskrive en bestemt tradition/stil, og det rummer derfor nogle bestemte konnotationer, som jeg mener det kan være gavnligt at huske på:
Filosoffen er - i modsætning til mystikeren, fanatikeren eller galningen - en person der indgår i en dialog med andre om de tanker han/hun gør sig. Sokrates er godt eksempel på filosoffen der gør sig nogle tanker, men bruger meget tid på at teste og videreudvikle tankerne i samtale med andre.
Og Platon og Aristoteles - filosofiens godfathers - skrev begge i dialog-form (se http://en.wikipedia.org/wiki/Aristotle# ... _his_works omkring tabet af de aristoteliske dialoger).

(alt for) Mange lægger efter min mening for stor vægt på "tænkningen" når de skal definere/forstå hvad "filosofi" og "en filosof" er.
Det er (selvfølgelig) helt centralt, at filosofi handler om refleksion, og den filosofiske tænkemåde, metode (eller mangel på samme), rækkevidde osv. er helt unikke i forhold til alle andre menneskelige aktiviteter.
Men... det er også vigtigt at forstå den rolle som formidligen (sprogliggørelsen) af tankerne spiller.

For at formulere det provokerende:
Man er først filosof, når man har debatteret sine tanker med andre eller skrevet dem ned.

For begrebsliggørelsen/sprogliggørelsen af tankerne sikrer, at tankerne er "fornuftige" og ikke rene intuitive erkendelser.
Derfor er den kinesiske vismand der en gang om året går ned fra bjerget og griner hysterisk i landsbyen for derefter at vende tilbage til sin ophøjede isolation ikke en filosof. Det forholder sig ikke bare sådan at "vi ikke kan vide om han er filosof" (fordi vi ikke har adgang til hans bevidsthed og kan "måle" hans tanker), men han er det slet ikke, da han ikke (kan?) begrebsliggør(e?) det han oplever/tænker.
Og man er først filosof, når man praktiserer filosofi, dvs. reflekterer og derefter sprogliggør.

Filosofferne skal dog samtidig forsøge at presse sproget til dets yderste, så virkelighedens natur kan gribes - det er nok derfor filosoffer altid opfinder/definerer nye begreber; for at rykke og udvide det rum der skal indeholde deres erkendelser. Nu gentager jeg vist mig selv (igen) fra tidligere post om hvad filosofi er.

Lige hurtigt i forbifarten her.
Det med kineseren er noget vås. Grunden til, at buddhismen der kom fra Indien til Kina blev ændret fra "indadvendt" til "udadvendt" buddhisme var netop, at Kina havde to tankesystemer, konfuzianisme og taoisme, som begge var mindet på hhv samfundets sammenhold og ens naturlige omgivelser. Man kunne ikke bare isolere sig. Det er kort, og meget groft, sagt det der var med til at skabe zen-buddhismen.
Der har nok været nogen der har isoleret sig, men det har alle kulturer. Og de kinesiske vismænd/filosoffer var meget optagede af at formidle deres viden. (Det samme var indiske vismænd/filosoffer sådan set også... hvilket alle vedaerne, sutraerne, og kommentarværkerne deroverfra viser os.)
Desuden mener jeg også at mange mystikere faktisk gik i dialog, se bare Meister Eckhart, Bruno, Llull,, Ruusbroec, Ibn Arabi etc. etc. Deres hovedformål var rigtignok ikke filosofisk debat som man normalt i snæver forstand vil definere den, men de brugte filosofiske metoder til at formidle nogle oplevelser, og forklare nogle fundamentale eksistentielle og ontologiske pointer ud fra dem.

_________________

Zarathustra: Jeg er enig i din definition af, hvornår man er filosof. At det først sker, når man rent faktisk har formuleret sine teorier ned på papir, eller at de er blevet nedskrevet af andre. Så vidt jeg husker, skrev Sokrates da ikke noget som helst ned, hvor det der i mod var Platon, som sørgede for at få det ned på skrift.

Jeg forbinder også filosofi med med især tænkning og refleksion osv., samt som noget, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved selv de mest fundamentele ting, som vi forstår ved virkeligheden. Altså hvor man ikke tager særlig meget for givet, men der i mod indtager en undersøgende holdning til stortset alt - selv vores måde at tænke på. Jeg ser det også som en ubændig søgen efter den store sandhed og som noget tidsløst, der aldrig vil forgå, så længe der eksisterer mennesker på jorden. Idet vi jo som sagt ved så frygtelig lidt, stræber filosoffen også efter ægte viden om tingenes sammenhæng. Filosofi kan jo undersøge næsten alting, og der er ikke nogen strikse regler, om hvad den må beskæftige sig med.

Endvidere synes jeg nogle gange, man hører, at vismændene tit taler i et gådefuldt og kryptisk sprog, som det kan være svært at forstå meningen af. Så må man bare håbe, at dem, som evt. viderebringer deres viden, har forstået det rigtigt.