Psychedelia.dk

Lukasino> Det er nogen interessante tanker, som kan give anledning til nogen ret mindblowing spekulationer. Har du f.eks. hørt om "kvante udødelighed"?: Wikipedia om quantum immortality. Jeg synes selv at idéen er noget fortænkt, men tanken er meget sjov.

Jeg kom til at taenke paa: Det er jo ogsaa praesist det der sker naar man falder i soevn, og lige naar man vaagner!

Det tages normalt for givet at man er sin hjerne forstaaet paa den maade der kan laeses i ovenstaaende. Det er dog min forstaaelse at vores opfattelse af os selv ikke har oprindelse i hjernen. Ens identitets-kilde eller identitets-aarsag anser jeg ikke for at vaere hjernen, men at den kommer fra et subtilt niveau af manifestationen.

Jeg mener at hjerne-madsen og andre saakaldte "videnskabsmaend" intet forklarer naar de altid referere til hjernen, eller DNA eller kroppens kemi som forklaring paa alting. Hvis det havde vaeret den eneste forklaring havde der ikke vaeret noget der hed (selv)bevidsthed, eller identitet ! Og der villle dermed ikke vaere nogen til at blive betaget af deres ikke-forklaringer.
Alt hvad de peger paa er elementer i maskinen (incl. hjernen). Og som alle maskiner og alt der er skabt er der en skaber et sted. Der er en aasag til maskinen og den aarsag er vores identitets-kilde.

Det er ogsaa derfor at meget syge mennesker som mister viljen til at leve, almindeligvis doer hurtigt.

Der er ogsaa andre her der har samme mening som mig, eksempelvis harnz's indlaeg ovenfor. Ogsaa tribe79 er jeg enig med og andre er taet paa.


Undskyld mit lille keyboard problem.

Mht. til viden/uvidenhed om døden, så er det åbenbart to ret forskellige synspunkter der kommer til udtryk i forsvarstalen og i Faidon.
Jeg har desværre alt for travlt for tiden til at læse forsvarstalen, men hvis du er interesseret i at læse om Faidon og Sokrates'/Platons analyser af døden, findes der en glimrende artikel af den danske Platon-ekspert Anne-Marie Eggert Olsen kaldet "Døden i Faidon".

Det vil jeg bestemt overveje. Har læst Slutningen på Faidon, hvilken jeg synes ikke rigtige sagde noget, andet end om Sokrates' væsen. Så har overvejet at kaste mig ud i hele Faidon, men hvis du siger der er en smut vej vil jeg bestemt overveje det

Undskyld off topic

Hvis der er nogen der påstår, at de ikke er bange for døden (hvilket betyder at de ikke er knyttet til livet - overhovedet!), hvorfor begår de så ikke selvmord? Hvis i kan komme med én god grund til dette, der ikke bare er en undskyldning i forklædning, så giver jeg jer props!

_________________
The general form of a truth-function is [p¯,ξ¯,N(ξ¯)].
This is the general form of proposition.

Hvad er livet og hvor kommer det fra? hvem er du/vi, hvordan kan man være knyttet til noget man i virkeligheden ikke aner hvad er??.

Hvorfor frygte det Uundgåelige?..

Folk der ikke er bange for døden, er ikke udsat for den farer. I enhver given livstruende situation, vil folk opleve frygten!

Jeg er rædselsslagen ved tanken om at dø. Ikke fordi jeg er dicideret bange for selv oplevelsen, men mere at så skal jeg væk. Væk fra alt hvad jeg kender til.
Jeg skal til et ukendt sted. Måske bliver jeg bare væk, måske kommer jeg til noget helt andet, måske genopstår jeg i en anden form. Hvem ved.... ?
Jeg ved bare at jeg er rigtig glad for mit liv og den verden jeg lever i nu, og jeg vil ikke af med den.

Fordi man er knyttet til livet med alt hvad det indebærer. Ville du kunne give slip på dine nærmeste uden at fælde en tåre?

Man kan godt opnå friheden, men det er ekstremt få mennesker der gør det. Specielt i den vestlige verden!

Nej, vi ved ikke hvad livet er for noget og hvor det kommer fra. Men vi mennesker kan ikke forstå alting. Vi kan kun prøve at forstå de ting, der omgiver os. Vi kan kun prøve at forstå de ting, vi med vores sanser oplever. I den vestlige verden knytter man sig til alt. Medmindre folk i tide når at give slip, er de fanget. Dem kan du næppe forklare at de ikke skal frygte det uundgåelige. De tror nemlig de er uddødelige. De tror at ting er statiske.

_________________
The general form of a truth-function is [p¯,ξ¯,N(ξ¯)].
This is the general form of proposition.

Jeg vil mene at det kommer an på hvordan man betragter døden. Selve døden behøver man efter min mening ikke være bange for, men hvis du betragter alle de ting døden fører med sig, eller tab om man vil, som en del af døden selv så ja. Så bør enhver med omløb i hovedet frygte den.

:yeah: Præcis !

"Hvis der er nogen der påstår, at de ikke er bange for døden (hvilket betyder at de ikke er knyttet til livet - overhovedet!), hvorfor begår de så ikke selvmord? Hvis i kan komme med én god grund til dette, der ikke bare er en undskyldning i forklædning, så giver jeg jer props!"
Skrev the-red-pill

Et spørgsmål som jeg sikkert bliver hamret ned for, hvad er props?

Svaret kunne jo være at de har begået selvmord fordi de var mere bange for at leve end og dø, i så fald er det svært og komme og påstå noget.

Jeg ved at de gang i mit liv, hvor jeg har følt mig mest levende er hvor jeg har været tættest på døden.
Jeg ved ikke om det er noget med alderen - jo både alderen og beslutningen om at leve, som har gjort at jeg rent faktisk oplever at jeg blev sku bange og ikke kun for at smadre den modkørende, men også på egne vejne - vi kørte vel 300 til samen.
Før i tiden havde det moret mig fordi det gav et sus, men da betød livet heller ikke noget.
Håber at nogen af jer vil tænke lidt over mine ord, for det er ikke altid at man når at opdage, at man er levende før man dør og det er sku en skam.

Vi bliver født, dømt til at dø, ergo er der en mening med galskaben.

Jeg vil ikke sige jeg er bange for at dø, heller ikke i livstruende situationer, føler jeg bliver meget logisk og kold når sådanne ting sker. Har oplevet det hvor jeg blev truet af en nar, han havde en kniv. Der tænkte jeg over hvordan jeg skulle få ham ned, inden han fik mig med den kniv. Er også blevet slået ud efter med en økse, det er så ikke så fedt og ens hjerte hopper et par gange og derefter løber man. Der var jeg lidt bange, men ikke for at dø, men for at blive ramt af øksen. Den kan jo godt smadre en arm sådan en, vil sgu ikke undvære min arm eller andre kropsdele.

Jeg ser ikke frem til at dø, det er nok de få der gør det. Dog forventer jeg at dø på et tidspunkt, men det føles allerede nu som om jeg har omfavnet døden, smagt på den og taget den til mig. LSD er en vidunderlig ting, den viser en det man har brug for og jeg er sikker på at døden på LSD er det samme som døden i "virkeligheden".

Hader ordet "virkeligheden", fordi det vi kan se, er ikke "virkeligheden". Vi kan se et sted vi skal igennem af en ukendt grund, men nok noget med at livet er forberedelsen på en renere eksistens, nemlig døden. Føler jeg har mødt døden på LSD og ser på en måde frem til, at det sker igen. Fordi døds følelsen er så ren, så enorm og så frihedsbetonet at livet kommer til at se småkedeligt ud. Alt det ansvar, alt den unyttige brugte energi, dette spild af kærlighed, dette liv.

Så frygten for døden er et overstået kapitel, men jeg kan huske dengang jeg var ræd for døden, var en overgang så bange at jeg næsten frygtede at leve. Indtil jeg så hvad DØD egentligt var. Ultimativ frihed. Ultimativ renhed. Vil gå så langt at kalde det for den eneste sande følelse.

" Indtil jeg så hvad DØD egentligt var"
Skrev Schizophreniak

Hvad med ultimativ fred og minus stress.

Jeg er ikke bange for at dø, i det lange og det hele. Jeg er bange for at det vil sårer dem jeg holder af. Jeg kan ikke vente til at se hvad der evt. er på den anden side. Men først når jeg har udrettet min del af livet.

Søren du er nu en god dreng.
Desværre er der ikke noget og vente på , for man blir til intet når man dør, så koncentre dig om dine nære og lev i nuet.
Og forresten jeg er helt sikkert med på:

i live for нλяdѕτџLε

Har lige fået en skive i anlægget og jeg er solgt.

jeg er ikke stresset og der er næsten altid fredeligt omkring mig. Hvis man stresser i livet, er det fordi man farer af sted uden at have en plan. Man skal tage det stille og roligt, livet er langt, endnu længere bagefter.
Selvfølgelig er der stress på efter 20 timer på psykedelikas og hvis folk fucker mig for penge eller andet. Så stresser jeg, men ellers er jeg fredfyldt og stressfri.

Hvis man er bange for at dø, er man bange for at leve IMO.
Døden er jo noget der vil ske, så hvorfor ikke udfordre livet og få max ud af det?

Det lyder godt, men i enhver udfordring, ligger der også en mulighed for nederlag.
At udfordre ligger op til at kæmpe, i de alle kampe er der vindere og tabere også når de ender uafgjort.

Kunne man ikke nøjes med og gøre som tiffany
"tager dagen som den kommer og gemmer snefnug til sommer"

Synes det lyder som en af de bedre måder og leve på, hvis man kan det. Jeg skal nemlig altid være forberedt på det værste og det giver en vis stress når der er for mange bolde i luften.

Props - hmm.. lad os sige respekt.

Det jeg mente var, at jeg ikke tror på folk, der påstår ikke at frygte døden (medmindre de er oplyste eller på anden måde bærer visdom) Der er mange, der påstår, at de hele tiden lever i nuet, aldrig vil fortryde noget og, at de ikke er bange for at dø. Jeg kunne godt tænke mig at høre fra disse mennesker, hvordan de har fået så store nosser, at de intet frygter.

_________________
The general form of a truth-function is [p¯,ξ¯,N(ξ¯)].
This is the general form of proposition.

Det er fordi de lever så meget i nuet, at de ikke tænker over hvor hurtigt at de kan blive fortid, de fleste af den type menesker det er dem som tramper alt ned for at komme ud fra en forulykket fly.
Ofte er det mennesker som ikke har udviklet empati i særlig høj grad og vel heller ikke oplevet/mærket* modgang for alvor.

*De tidligt skadede børn har jo haft rigelig modgang fra starten, hvilket gør at de udvikler sig anderledes i tænknings strutur (de kognitive funktioner).

Jeg er sikker på at mine ord ikke dækker spørgsmålet ordentlig, men kan ikke helt få ram på det hele - er smadret.