Psychedelia.dk

Jeg er personligt lidt i tvivl.. Hælder mellem den videnskabelige teori om at når man dør så dør man. Punktum.

Men på den anden sider hælder jeg også til budhistisk reinkarnation. Helt præcist hvorfor jeg gør det skal jeg ikke kunne svare på, måske er det et forsvar mod sorgen ved en man kender dør? Ved det ikke, og det er jo nok også irrelevant her

Jeg tror dette liv er en træningslejr. Vi gør os klar til det næste.

_________________
"Det hendte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troer, at det er en Witz." - Søren Kirkegaard

vidste ik det var buddisme... hvordan kombinerer jeg lige det med at være kristen på stort set alle andre punkter?

tror det kommer dels af min opdragelse (min mor havde lidt problemer med at finde den tror hun kunne lide, så tog det bedste fra hver religion vi var igennem), dels at det er den tanke jeg bedst kan lide... den giver mening til mit liv, når jeg undrer mig over hvad jeg er sat her for og giver mig et mål... vil forresten ikke brændes når jeg dør, ik fordi jeg skal give tilbage til naturen, men pga en gammel barnetro på at det gør ondt! *sss*

Jeg tror at når man dør, så bliver ens "nøgle-kode" sendt tilbage til "kilden".
Her bliver den "omprogrameret" sådan at den passer ind i den den tidsalder den bliver sendt til. F.eks. En der blev født kort før anden verdens krig dør idag. Personen kommer tilbage klar til at tilpasse sig den udvikling der er sket på div. områder.

En syret form for reinkarnation

/Cope

skrevet i en anden tråd..

_________________
http://www.soundcloud.com/confusionintrusion

Avanti har allerede stillet spørgsmålet, men jeg prøver også. Til alle jer, som tror på et liv efter døden, sjælens rejse eller bare en formatering af harddisken og derefter en geninstallation af operativsystemet i en anden tidsalder: Hvad baserer I det dog på?

Problemet med religion (og dermed troen på højerestående magter) er, at religiøse folk ofte tror, at "Gud skabte mennesket i sit billede" (for lige at tage et eksempel). Men det er for mig at se om fuldstændig omvending af, hvad religion er - nemlig at Gud er skabt i menneskets billede.

På grund af vores meget overlegne selvbevidsthed (set i forhold til de andre beboere på planeten Jorden), søger vi mennesker nærmest instinktivt efter en højere magt, for vi undrer os som de eneste dyr over, hvordan vi er landet her og blevet, som vi er. Problemet er (og har altid været), at vi ikke har kunnet finde et eneste bevis - højst kuriøse små-indicier - på, at der findes en højere magt, og det er svært at acceptere for os, eftersom vi finder tryghed i viden.

Jeg har ikke noget imod, at folk er religiøse, men jeg mener, at al religion er en dårlig form for eskapisme, som kunne omsættes til noget langt mere konstruktivt. I stedet burde folk indse, at der endnu ikke ER beviser for teorier om højere magter og i stedet prøve at forholde sig til den mere underbyggede teori om, at Gud(erne) blot er en projektion af menneskets mentale og sociale egenskaber i kraft af en højt udviklet selvbevidsthed.

Men ville det ikke være en undergang for folk, som finder tryghed og styrke i en gud? Nej, for hvis disse folk indså, at Gud blot var deres egen bevidsthed sat i bås, ville de kunne dyrke sig selv og dermed opnå samme tryghed og styrke men på et grundlag, som ikke stank langt væk af selvbedrag.

Så for at svare på det oprindelige spørgsmål: Jeg regner med at blive ædt af orme, og jeg har det fint med det


(håber ikke dette fører til diskussionen om "videnskab som religion")

Synes, det er en god pointe, at man er nødt til at lade sig overbevise af dét, der virker mest ægte for én. Men man er samtidig nødt til at gøre det kritisk - ellers kunne man falde for meget selvmodsigende sludder
Personligt bruger jeg ikke erfaringen af, at virkeligheden bliver en anden, når jeg tripper, til at begynde at tro på en anden, mere ægte virkelighed, men til at tro på, at virkeligheden er en relativ ting, og kommer an på, hvordan man opfatter den.

Det er en ret så kendt sag, at buddhisme går fint i spænd med kristendom (hvis man altså i det hele taget vælger den religiøse tilgang).

Buddhismen har ikke, sådan som kristendom, jødedom og islam, et budskab om, at man ikke må tro på andre religioner og guder. Mange vestlige buddhister er meget glade for f.eks. Jesus, og buddhisternes overhovede, Dalai Lama, har brugt meget tid på at få den vestlige kristendom og buddhismen til at arbejde sammen. Selvom han sikkert inderst inde synes, kristendommen er fjollet, og bare prøver at være så pæda-/demagogisk, som hans gode hjerte byder ham...

Jeg synes ikke, du behøver at sige, at livet virkelig er et spil World of Warcraft, Confusion, du kan sagtens nøjes med at lave en sammenligning og sige, at livet er ligesom et spil. Det er jo let at se analogen, vi bliver født og vælger, hvad vi vil beskæftige os med - mere eller mindre - i kraft af vores fri vilje. Vi kan så vælge hvilke egenskaber, vi vil udvikle, hvilke ting, vi vil købe osv. Så bliver det hele knap så hokus-pokus og der er ikke så mange underlige, forvirrede, åbne spørgsmål.

Dét, du synes, giver så meget mening, med at man bliver straffet i det næste liv, synes jeg, er en totalt sindssyg tankegang - selvom du deler den med en milliard hinduer. Se lige de konsekvenser det giver. Hvis fattigdom, handicaps og den slags er straf fra tidligere liv, så er der jo ingen grund til at have medfølelse med de mennesker, og til at hjælpe andre, så de får et bedre liv...

Til jeg der har givet udtryk for at ønske om at få et seriøst modspil til det videnskabelige paradigme i er blevet opdraget med, vil jeg anbefale denne artikel af Stanislav Grof:

Alternative Cosmologies and Altered States

Artiklen kommer også ind på det som denne tråds oprindelige spørgsmål går på - lever vi videre efter døden?
Grof bygger sine teorier op omkring den efterhånden enorme mængde indsamlede erfaringer der strider mod det nuværende videnskabelige paradigme. Man kan nægte at anderkende disse data, hvad mange af jer sikkert vil gøre, men så skal i bare være klar over at i ikke længere er videnskabelige, men derimod laver den samme fejl som i kritiserer organiseret religon for at lave.



Mvh
Drupe

Jeg er rimelig skæv så måske bliver det følgende måske lidt uklart.... Men det meste er vist kommentarer til pstede inlæg i tråden.

Hvis du har din bevidsthed rettet mod fjernsynet og strømmen går ud eller fjernsynet bryder sammen, ser du en sort skærm. Men senderen sender stadigt, og når strømmen kommer tilbage eller du får fat i et nyt fjernsyn, kan du fortsætte dit kiggerri. Forhåbenligt får du rettet bevidstheden mod noget andet i mellemtiden.

Hvis du indspiller noget musik, men outputtet ikke virker, er det så stadigt ikke musik? (Du kan enda hører det bagefter, forudsat at outputproblemet bliver ordnet, også selvom du ikke er et teknisk instrument og nodegeni)

Jeg er slet ikke sikker på hvad jeg tror på, men jeg har da tænkt en del over det, alt kan bortforklares med en god posion rationalitet og fantasi.

Nogen gange hælder jeg mest til en rationel forklaring, vi er materielle vibrerende væsner i et levende, men ikke nødvendigvis bevidst univers, men måske bevidstheden får øjne gennem os, og måske andre bevidste væsner, ja selv måske gennem amøbers sanser. Jeg er flere og det er ikke mig der ser. Måske er der flere universer, der skifter plads og springer gennem uendelige tider og verdner.... Måske findes der ånder i mere populærforstand, andet end som energiprojektioner fra andre dimensioner, andre frekvenser.

Det med at livet er et spil, synes jeg godt nok er en mærkelig tilgang til livet, ihvertfald stærkt reduktionistisk. (Måske skulle du melde dig til et reallity show. )

Jeg tror ikke på en skaber..... Måske the force

Hvad sker der når vi dør?

Lad mig citere John, fra John og Åge:

Man kommer ind i en ellevator, hvor der står en underlig høj mand og siger: "Hej, jeg er din nye ven."

Øh nej.... Som jeg vist havde tænkt at sige før:

Nogen gange hælder jeg til at vi blot bliver en del af altet igen, en del af den store bevidsthed, andre at vi rent faktisk allerede findes efter døden, nu. Og det behøver jo ikke nødvendigvis at være modstridende.

Jeg tror også at vi dør når vi dør. Jeg synes også det er mærkeligt at man i alle religioner, på en eller anden måde, lever videre efter døden. Jeg tror at mennesker har opfundet de forskellige religioner, fordi at de ikke kunne lide tanken om at det hele slutter på et tidspunkt.

Forresten var der Viden om igår, som handlede om universets begyndelse. Rigtig spændende, det sætter tankerne igang. Hvis i ikke så det, kan i se det på deres hjemmeside: http://www.dr.dk/Videnskab/viden_om/Forside.htm



Hvorfor bliver man ikke bare slettet?

Er det ikke lige så sandsynligt at mennesket har opfundet idéen om at livet slutter efter døden, fordi de ikke kan begribe tanken om uendeligt liv?

Hvem siger der er grund til det??

(Jeg mener bestemt ikke at man ikke skal hjælpe folk, men behøver der være en grund, anden end næstekærlighed (og tilgivelse, hvis det nu er en straf?)

Jeg synes egentilg at ateister har det samme problem, og jeg tror i forlængelse af den pointe, at problemet mere ligger i at folk vil vide hvad der sker. Og en ateist gør akkurat det samme som en religiøs. Sætter en fast viden op om hvad der sker efter døden. I ateistens tilfælde nemlig; ikke noget. Og det er nemmere at forholde sig til end selve mysteriet ved det.
Derfor er jeg hverken religiøs eller ateist. Jeg ved ikke hvad der sker når vi dør, jeg finder nok aldrig ud af det. For vil det være "mig" der er død? En ting jeg er sikker på, er dog at processen fortsætter. Altså "dynamikken" mellem liv og død som eksistensen indeholder, fortsætter.
En anden type spørgsmål er også, hvad er det der dør? Hvad er det selv der mistes? Hvornår adskiller selvet sig fra ikke-selvet? Der er mange spørgsmål at stille i denne sammenhæng, og der er skrevet mange gode filosofiske bøger der forsøger at reflektere over virkelighedens struktur på mange områder.
Døden er noget jeg selv tænker over dagligt, og mødet med hvad der kan kaldes et absolut Intet er noget der skaber problemer til tider, (og jeg taler her om Intet og mødet med det, som værende en "indad"skuen i øjeblikket, altså ikke en tanke om døden i fremtiden, men i min dagligdag) Dette kan være en drivkraft for at undersøge mere omkring virkeligheden, men desværre også gøre det hele kompliceret til tider.
Jeg har haft glimt af hvad der kan komme. Hvad jeg før har kaldt "ego-tabs oplevelser", men det ord finder jeg nu for tåbeligt til at forklare den egentlige oplevelse. Godtnok var oplevelsen "stor", og der var ikke noget "mig" tilbage, men dette betyder stadig ikke at JEG ved hvad der sker, når kroppen forfalder.
En god historie til at illustrere dette:
En novice spørger Zen Mesteren.
Novice: -Hvad sker der når vi dør?
Zen Mester: -Det ved jeg ikke?
Novice: -Hvorfor ved du ikke det, du er jo en Zen mester!
Zen Mester: -Ja, men ikke en død Zen-mester.

Vi ved ikke hvad der sker når vi dør, vi ved ikke engang 100% sikkert hvad der sker imorgen. Vi kan ikke søge et ultimativt svar, for alt i eksistensen ændrer sig hvert sekund.
Nok lommefilosofi fra mig nu
Godt emne Cope.

Mvh
Odden

_________________

Et endeligt kan vel heller ikke begribe et uendeligt, ligemeget hvad? Også selvom det endelige og uendelige eksisterer sammen....

Edit: Jeg tror jeg misforstod i min første gennemlæsning... Men lader spgm'et stå som det var alligevel.

_________________

Nu gør jeg mig ikke meget i det her forum, men vil lige indskyde dise linjer:

Uendeligheden har ingen begyndelse, ingen afslutning og ingen midte. En ting, der har en begyndelse, må nødvendigvis også have en midte og en afslutning. En sådan ting bliver begrænset af det endelig.
Uendelighed er alt-gennemgående, Selv-eksistensen. Det er Bevidsthedsoceanet i sig selv.
Der kan kun være én Uendelighed. Hvis der var to, ville begge blive endelige.

Vil din selvopfattelse i den krop forblive forevigt?

_________________

Det kan du have ret i.

Jeg læste lige Oddens geniale indlæg og må sige at jeg har det på samme måde. Jeg ved det ikke. Hvorfor er noget mere rigtigt end andet? Det eneste jeg kan sige noget om, er det jeg ved