Psychedelia.dk

Hey allesammen.

Nu har jeg i et stykke tid gået og overvejet, hvad den buddhistiske opfattelse af nirvana egentlig indebærer. Først og fremmest er nirvana vel mere end tilstand, end en egentlig lokation For det andet er det utrolig vanskeligt at sige, hvad nirvana egentlig er - da det tilsyneladende ligger uden for grænsen af, hvad vi er i stand til at erkende/forstå. I en bog læste jeg engang også nogle udtalelser, som en buddhist havde fremsagt, hvor han bla. udtalte noget i den her stil: ''nirvana er hverken væren eller ikke-væren, hverken form eller tomhed osv...'' Rimelig kryptisk og svært at få til at give mening. Desuden mener jeg, at jeg har læst, at nirvana er udslukkelsen af alle begær, behov og tilknytninger til livet, samt et ophør med den individuelle eksistens. Altså hvor man stopper med at være en afgrænset eksistens, men at ens bevidsthed smelter sammen med altet. Dermed ophører også al illusorisk adskillelse.

Jeg forestiller mig, at nirvana-tilstanden (hvis det ellers er muligt at opnå en sådan) må være den ultimative salighed og lykke - hvor alt er fuldkomment og man er fuldt ud tilfreds. Samtidig tænker jeg, at det nok må føles mere grænseoverskridende end det vildeste psykedeliske trip, og at følelsen måske er orgasmelignende. Det er i hvert fald nogle lunde min opfattelse af nirvana - hvordan forstår i den?

Dog tror jeg ikke, at nirvana er noget, jeg ville have lyst til at opleve (ikke permanent i hvert fald). For jeg kan faktisk godt lide at føle mig som en individuel eksistens og er lidt bange for tanken om ikke at være en sådan. Plus at man så heller ikke har kontakt med andre mennesker - for så er vi jo allesammen bare en del af ''den samme substans'', der har forgrenet sig i mange forskelligheder, men som i bund og grund er den samme. Lidt dårligt udtrykt, men det er også svært at forklare, synes jeg.

Mvh. Illusinoa

Nirvana er den buddhistiske betegnelse for en tilstand af komplet oplysthed. Der er både en mytologisk og en religiøs/filosofisk side af det... Jeg har prøvet at skrive min opfattelse af tilstanden og jeg føler at den går meget godt i spænd med den traditionelle buddhistiske opfattelse, selv om nogen måske vil være uenige.

Det der menes med at nirvana hverken er tomhed eller væren, er at det at skelne mellem tomhed og væren er en dualistisk ide. Nirvana er vel erkendelsen af at denne ide er falsk og at tomhed og væren er to sider af samme virkelighed. I mine øjne er nirvana/oplysning en komplet indsigt i hvordan virkeligheden er.

At oplysning standser egoets begær er naturligt nok, men jeg er ikke enig med at den også bryder alle tilknytninger til livet. En person som har fjernet sig fra virkeligheden kan næppe siges at være oplyst, eftersom oplysningen består i at erkende virkeligheden selv.

Jeg tror du misforstår konceptet da du taler om at ens eksistens smelter sammen med "altet". Oplysningen er ikke nogen fysisk begivenhed. Din eksistens er allerede en del af altet, oplysning er bare erkendelsen af dette faktum. Livet for en oplyst og uoplyst mand er vel i princippet det samme, der sker ikke nogen fysiske forvandlinger, den eneste forskel er hvordan man opfatter verden.

En sjov ting er at når du opfatter nirvana som en tilstand af lykke og tilfredshed, så er det begreber der udspringer af dit ego, det selv samme ego som er skyld i at du allerede befinder dig i denne tilstand og som må nedbrydes for at opnå den.

Ved ikke hvor meget mening dette giver, hvis ikke så bare ignorer det, jeg har ikke beskæftiget mig nok med emnet til at kunne udtrykke mig tydeligt omkring det endnu.

Ud fra hvad jeg har hørt fra buddhister og læst mig frem til minder nirvanatilstanden mig om en slags "hivemind". Man er en del af alle som har opnået nirvana og de er alle en del af en selv; Man er ikke ingen, og man er ikke sig selv. Man er alt. Mht. orgasmefølelser, så ved jeg det sku ikke. Ud fra at alle begær o.l er væk så tror jeg ikke at lykkefølelser vil betyde noget for dig.

Det er en ret sjov tankegang.

Den findes også indenfor den kristne tradition, hvor den kaldes "negativ teologi"; da Gud som uendeligt væsen ikke kan rummes i vores begreber og kategorier, må man definere ham/hende/den negativt.
For eksempel (tror det er Meister Eckehart): "Gud er ikke god". Hvilket ikke skal forstås som at Gud er ond (så er man inde i den begrebslige/logiske enten-eller-opdeling), men som at Gud "er selve det gode" eller er god på en måde som måske er helt anderledes end hvad der fra det menneskelige (endelige og begrænsede) perspektiv er godt.
I en radikal fortolkning kan man sige, at Gud sprænger kontradiktions-princippet. Kontradiktions-princippet for væren/ontologi siger, at "en ting kan ikke både være p og ikke-p på samme tid og sted" (altså en frugt kan på én og samme tid ikke både være et æble og ikke være et æble) og for tænkning siger det, at "Man kan ikke tænke/hævde p og ikke-p samtidig om en ting" (altså man kan ikke sige "frugten dér er et æble og ikke et æble").

Da Gud som væsen overgår kontradiktionsprincippet og alle de metafysiske "love" der er for den fysiske virkelighed, så kan vi ikke erkende ham. Da Gud ikke er "en ting", og kontradiktionsprincippet kun handler om "ting", kan vi ikke erkende ham.
Nogle filosoffer hævder så også, at begreber som "væren" og "virkelighed" på samme måde som "Gud" bryder med kontradiktionsprincippet. Væren/virkeligheden er ikke en afgrænset "ting", men noget større eller mere komplekst, som ikke kan erkendes på samme måde som æbler, pærer, sproglige ytringer, matematiske objekter osv..

Det er knyttet til en mysticisme der er ret spændende og rummer noget god filosofi der balancerer lige på kanten af vanvid/religion.



Som Jim Fear skriver, så tror jeg at du er forkert på den, når du beskriver Nirvana med ord som "salighed" og "lykke".

Som jeg forstår det, er der ingen "salighed" og "lykke" - for der er i denne tilstand ingen "person"/ego/jeg der kan være salige eller lykkelige. Dit (illusoriske?) Jeg er opløst og du er i sådan en slags tilstand af ren umiddelbar væren.
Jeg tror heller ikke, at det giver mening at skrive "man er fuldt ud tilfreds", for der er jo ikke noget "man" tilbage i Nirvana-tilstanden.

Som du selv er inde på er det ret problematisk at udtale sig om Nirvana i det dagligdags sprog.
Såvidt jeg husker snakkede Buddha om, at man måtte kunne betjene sig af sådan en slags sprogligt meta-plan, så man både kunne gå rundt og fungere som normalt menneske og sige "jeg er tørstig" og sådan nogle ting, og så et meta-sprog der udtrykte de dybere aspekter af væren (altså læren om at jeg'et er illusorisk osv.).

Filosofi er en kamp med dagligsproget hvor man forsøger at presse og rykke grænserne for sproget, så det område vi kan erkende udvides. "Filosofi er at forsøge at plukke frugt med en gammel, brugt frugtplukker". Det er derfor stortset al nyere filosofi på en eller anden måde er sprogfilosofi.
Jeg har allerede skrevet en del om det herinde på boardet, så hvis du er interesseret kan du f.ex. læse mine sidste poster i emnet "hvad er filosofi".

Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty (som jeg bliver ved med at prøve at få overbevist folk om at læse) udvikler et filosofisk system, hvor han til sidst ender med at formulere radikalt tågede/mystiske ting som f.ex. "sansningen finder sted" - da subjektet ikke eksisterer (ihvertfald ikke som sansende) er perceptionen "anonym" og den virkelighed han beskriver er sådan en slags flydende, udifferentieret grød, hvor alt er forbundet.

Jim fear: Hvis oplysning er det samme som nirvana, hvordan kan det så være, at man taler om ''det nirvana, Buddha indgik i efter sin død''? Buddha førte jo sin lære videre til sine disciple, efter han var blevet oplyst. For jeg tænker, at når man først har nået nirvana, er man vel ikke til i den fysiske verden mere (som i øvrigt ifølge dem vel er en illusion). Jeg troede bare af en eller anden grund, at de begreberne oplysning og nirvana dækkede over to forskellige ting. Men de er måske blot to sider af samme sag.

Men at man ikke er knyttet til verden, betyder jo ikke nødvendigvis, at man fjerner sig fra den. Det er vel muligt at være engageret og involveret i omverdenen uden at føle sig bundet til den. Og det at undgå bindinger er vel noget af det, munkene stræber efter, så vidt jeg ved.

Zarathustra: Ja, jeg skal nok have revurderet min forståelse af nirvana. Som I også pointerer, er der jo netop intet selv til at føle noget. Men hvad er så forskellen på at blive til intet og nirvana? Hvis der ikke er nogen til at opleve noget som helst - hvad er der så tilbage? Det kan godt ske jeg spørger dumt, men det kan jo være, man er så heldig at få et kvalificeret svar tilbage

Var det ikke også Meister Eckehart, der udtrykte denne sætning: ''gud er ingenting'', eller tager jeg helt fejl? Det er en yderst speciel, men ikke desto mindre fascinerende tankegang. Det faktum, at det hverken er et eller det modsatte, bryder jo med vores gængse opfattelse af verden og alle logiske regler. I øvrigt hvis det ikke er nogle af delene, så må det jo være noget helt tredje, der ligger uden for vores forestillingsevne. Og så vil man hurtigt komme ud i mystiske spekulationer. Så vidt jeg har hørt, var buddha heller ikke meget for at diskutere sin lære - det kan måske også have haft noget at gøre med dette.