madblindboys post i en anden traad herinde fik mig til at taenke lidt. og har nu brugt et par timer paa at skrive det her stykke grimme mislykkede forsoeg paa at formulere det uformulerbare. jeg laeser sjaeldent fagboeger og ofte skoenlitteratur, hvilket har resulteret i platte eksempler paa noget der proever at ligne prosa. bare saa du er forberedt.
Citat:
madblindboy wrote:
det er netop denne sandhed, den guddomelige, som jeg har set og som fylder mig, og som jeg kan se mine medmennesker soege men ikke finde.
Skrev Seht
det foerste princip ER! livet er fyldt med engle og daemoner, its an ontological fact for christs sake...
skrev Seht
Jeg har set byen i bjergene og det var det mest kraftgivende syn i mit liv, men engle og dæmoner er svære og skelne fra hinanden specielt hvis man tror på "den evige", for som du skriver enpatien byder at man lærer fra sig - belærer andre, hvilket jeg før i tiden tolkede som vær mod andre, som du ønsker de vil være mod dig.
Før jeg så byen i bjergene var jeg engel og dæmon som kæmpede en konstant indre kamp . Jeg var ingen person, for jeg var for og imod - kontrær.
min empati bebuder mig at belaere, men efter fremmedgoerelse paa fremmedgoerelse er jeg taet paa at havde faaet nok. Skrev Seth
Efter visionen blev jeg blev jeg fortaler for englene og regnede i min naivitet at alle syntes at det var den rigtige vej.
Nu hvor jeg er blevet ældre og træt af verdens løgn og ondskab, som langsomt kvæler mig tro jeg kun på en ting og det er et tal 3. I lkængere tid har det betydet nej, men det er en alt for fastlåst måde og anskue det på.
Tallet 3 betyder at nogeet vigtigt kan sket, man kan/skal vælge og valget vil få stor betydbning for den givne fremtid.
Hvis du giver op bliver du så som mig (den gale skandale fra skoven dyb) eller vil du vælge "Den ynkelige kyllings løbtur" - jeg har selv tænkt det mange gange allerede fra da jeg var barn og så verden to meget forskellige ansigteransigter, som var ubegribelige for mig den gang og egentlig også nu, men jeg har lært og tage mine masker på, samt tænde min afskærmning på fuld styrke og så er jeg et med isguden - har du nogen sinde møødt ham?
Jeg ved godt jeg er kommet langt væk fra vejen og jeg ved også at jeg ikke finder tilbage, men jeg husker nok til at sige at du skal tro og leve for at holde dig på stien og måske en dag ved tilfælde jeg får via 3-tallet mulighed for at vende tilbage til stien og da vil det være rart, at vi var flere, som gik der ik? Wink
jeg tror du allerede er paa stien, udfra hvad du skriver. jeg tror endvidere ogsaa at din madblindboy forum profil, sockpuppet eller ej, er en god beskrivelse af mig i en koncensuel virkelighed, bare med andre billeder.
hvis du foeler du har glemt stien eller ikke kan se den for bar visne grene saa husk at du altid er paa den, guds rige er ikke i efterlivet, men nu, i oejeblikket, skjult i hvad kvantefysikerne kalder boelgeformens kollaps. jeg mener endvidere at tallet tre er et meget magtfuldt idol. thesen antithesen og synthesen. moder fader og soen. sol maane og jord. hoejt lavt og midte. byen i bjergene er ikke et syn der er for evigt tabt i en flygtig stofrus, men et moenster der konstant udfolder sig for observatoeren. der frem for alt er en aestetisk oplevelse, som der boer nydes!
min isgud er min erkendelse af de kristne moraldogmers totale arbitraeritet, ja at alle ideer om VERDEN og GUD udgoer VERDEN OG GUD i sig selv, at GUD er DIG i VERDEN, at VERDEN saaledes faktisk udgaar af GUD som ER VERDEN. denne cirkel der ligger i en cirkel der igen ligger i en cirkel som er den foerste cirkel, resulterer i dig som er og som alting blir skabt af. en virkelighed der indeholder sig selv, og du er virkeligheden. samfundet er virkeligheder der sammen bygger nye metodiske og holistiske tankekrystalslotte, der igen indeholder virkelighederne, eller afspejler det grundlaeggende moenster. her bliver cellestrukturer og deres samspil i at skabe hjernen der er "sjaelens" saede i det kausale tankeslot en interresant allegori over det bestaaende observerede. fractalens dans i den form vores bevidsthed forstaar det i. vel og maerke fordi samfundet, hjernen, har indpodet den virkelighed i os, cellen. det er vigtigt at begribe at virkeligheden ikke er koncensuel, men subjektiv, at denne subjektivitet endvidere kan trancenderes ned i en synthese mellem det subjektive og det konsensuelle, og at det hele er paradoxalt og frem for alt valgfrit (isguder og balebether kan eksistere samtidig hvis den koncensuelle virkelighed er valgfri, naar vi tager masken af for fuld styrke og bliver et med guddommen). og da alle ideer om ondskabs arnested er netop den fri vilje, virker det hele ret meningsloest, saa du skal forsage dit ego, transcendere din bevidsthed/eksistens/guddom, blive et med isguden, og forsage din menneskelige bevidsthed, ja forsage alt du kender. i denne escapisme ligger din tilbagevenden til byen i bjergene, til altet) og det kan godt vaere lidt haardt. der skal man blot hvile i sig selv og glemme ondskaben (hvis man da kan det).
for til andre tider er jeg et helt forfaerdeligt sted hvor meningsloesheden overvaelder mig og jeg ikke laengere er istand til at taenke glade tanker paa grund af yaldabaoth og dens inflydelse i mit liv som jeg forestiller mig det. jeg ved sandeligt ikke hvad hjaelper her, andet en at tage en dyb indaaning, taelle til 10 og ride it out mens man proever at minde sig selv om den aestetiske oplevelse, som udgoer hele foeleses spektret, positivt som negativt, ogsaa er. kunst hjaelper, musik, boeger og saa videre.
jeg har ikke moedt din isgud. men jeg haaber han bringer dig balance. jeg har ikke fundet min balance. men jeg husker mig selv konstant paa det jeg har skrevet her foroven, det er min bog, som torahen er joedernes. i det er der en vis salighed. men der er meget mere, virkeligheden har aabenbarret sig for mig paa mere end 3 niveauer. men jeg magter ikke at beskrive de andre i skrivende stund. maaske en anden dag.
...
ok, der er nu gaaet en dag og jeg har mere energi at give af, saa jeg vil nu proeve at beskrive virkelighedens sande natur:
virkeligheden er ren aand, og sidenhend kropslig eksistens, og hvis man erkender dette helt ned i lilletaaen er alle virkelighedsniveauer aabne for dig, man KAN besgoege andre verdner, andre eksistensbetingelser. man kan opleve andre kroppe og bevidstheder end det simple kulstofbaserede menneskrops-dikterede liv, men det kraever den schizophrenes fantasi og den elskendes hengivenhed, og det er ikke et skalkeskjul for ondskaben, saa man maa traene sig i at baere sin maske. dette forstaar jeg foerst nu.
jeg kan ikke uddybe det paa andre maader. det er lidt som en 6 dimensionel virkelighed hvor alt eksistens eksisterer paa samme tid, ved hjaelp af sin fantasi, hengivenhed, og fri vilje, kan man navigere igennem denne rene eksistens, denne fraktal.
ham der soeger vil en dag begynde at droemme en droem, paa et tidspunkt vil der ikke vaere andet af relevanse for ham end denne droem. den vil blive hans virkelighed, hans multivers. og jo mere indgaaende kendskab han har omkring hans subjective virkelighed, og jo stoerre fantasi han har til at forestille sig nye virkeligheder jo nemmere vil det vaere for ham at navigere i dette multivers.
jeg tror ikke jeg gidder at spilde min tid paa at proeve paa at forklare det folk alligevel ikke vil hoere, i hvertfald ikke i det her forum laengere. jeg vil tage hjem, til mit 6 dimensionale elfenbenstaarn og genopdage de uendelige former min bevidsthed allerede har set, foer jeg blev foedt. miste forstanden vil nogle nok mene.
77 view og ingen svar.
er i skraemte? :twisted:
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
