Psychedelia.dk

Den materielle elendighed..

”Voldtægt”! Sådan beskrev et familiemedlem hans oplevelse af sit job. Det er egentlig ikke fordi, at han ikke ønsker, at have sit job. Men som ved sex, så er det kun en nydelse når det er selvvalgt og på egne betingelser.
Kommentaren faldt da han spurgte mig, om hvad jeg ønskede, at ”lave”. Altså, hvilket fremtidige job jeg kunne tænke mig, når (hvis) jeg engang får gjort mit studie færdigt – for det er jo netop formålet.
(Jeg tænkte for mig selv at, at lære, rejse, spise, elske og sove åbenbart ikke et formål i sig selv)
Jeg svarede tøvende og småstammende, at jeg ikke rigtig vidste det, mens jeg foran familien forsøgte, at forklare hvorfor jeg droppede min filosofieksamen til fordel for et halvt års ”pjæk”.
Jeg fortæller dig denne historie, fordi dette spørgsmål ikke skal besvares. Nej, det skal stå ubesvaret. Du forstår måske allerede pointen..
Jeg svarede, at jeg elsker at lære, det er min passion. Men kunne ikke finde de passende ord for, hvorfor jeg ikke gad min eksamen for en ellers selvvalgt opgave, der i øvrigt aldrig blev skrevet. Jeg fik fremstammet, at jeg jo lærer bedst på egne betingelser, for; ”hvordan skulle jeg dog forstå, nyde og huske noget, hvis ikke min passion var drivkraften i værket”? Det lidt snagende spørgsmål blev omgående til hans svar; ”Voldtægt!” og her forstod vi hinanden. Ja, faktisk forstod hele familien omkring julefrokostbordet det. Hans arbejde havde hans selv valgt ud fra sine interesser, ligesom alle andre. Blev han arbejdsløs, ville han savne sit job, men på jobbet savnede han sin passion som drivkraft og ville egentlig bare gerne hjem til kone og børn. Voldtægten består således i, at hvad der skal være menneskeligt karakteropbyggende og en leg, bliver til pligtsommelig disciplin uden passion. Hans spørgsmål blev til en stille gensidighed midt i julehyggen, i frustrationen over regler og ønsker, fornuft og følelser, produkt og proces, venstre og højre.. For vi kan da vel ikke alle styre vores liv uden kontrollerende rammer, hvis vi altså ønsker et fungerende samfund? Men hvad skal vi med et fungerende samfund, hvis det i sin grundfold er umenneskeligt og grobund for afmagt? Kan vi have et samfund uden uddannelsesfordismens falske kasser, fagligt bestillingsarbejde og papirarbejdets endeløshed? Øjnene fór fra højre øjenkrog til venstre i den indre dialog.

Hans forstående svar gav mig mod på, at sige, at jeg jo havde lært en masse i løbet af halvåret, men ikke lige netop dét som var i pensum eller i min oprindelige opgavebeskrivelse, men det som min passion sneg sig over, i sin konstante udvikling. Jeg er trods alt på universitetet fordi det er min passions brødkurv, men også her skal man tvangsfodres. Så skide være med, at det ikke kommer på et diplom. På trods af vores forskellige udgangspunkt var vi helt enige, netop fordi vi ramte sømmet på hovedet i et koncentrationsløst øjeblik. Det sekund hvor kulturens skygge letter, så to mennesker kan se hinanden og verden uden det sædvanlige røgslør.

Min kusine bryder ind; ”Eksamenen varer jo trods alt kun et øjeblik og så kan jeg ellers elske som jeg vil”, men tog sig selv i det paradoksale, at besvare dette ubesvarlige spørgsmål. For eksamenen er kulminationen på en lang forberedelsestid, som (kraftedeme) gentager sig efter voldtægten. Håbløshedens sekund er da det erkendes, at vi selv tigger vores voldtægtsmand om hans handling i hans accept af os som ofre! Ja, ak. At livet i den ”civiliserede” verden er én lang voldtægt!
(Og gengælder vi egentlig ikke også denne handling mod hinanden?)

Mine forældres generation virker slet ikke til, at have gjort sig den tanke og lever derfor i personlig benægtelse. De har med ét øje lukket tjent penge til tøj, Tv, charterferier og alt hvad der hører sig til, så jeg ikke har manglet noget. Men midt i al denne middelklassevelstand stråler den materielle elendighed. For hvad skal man da på charterferien, hvis vi alle er blevet fremmede for hinanden og ikke mindst os selv, når vores passion er knægtet allerede som barn? Man har arbejdet og sparet hele livet i håbet om Dagen hvor vores slid pludselig giver mening.. Sisyfos finder sig så sandelig mange beskæftigelser.

Mine forældre har da hørt om denne voldtægt i deres liv, i hvert fald om et sted bag en mur i Berlin, hvor man ikke længere ville voldtages. Muren viste sig, at skjule et bordel, så jeg bebrejder dem egentlig ikke for, at acceptere den velkendte voldtægt i stedet. Mine bedsteforældre forsøgte, at stoppe voldtægten, men lavede i stedet en kontrakt om det fornuftige ved en voldtægt med kondom. Uden at blinke, accepterede mine forældre det som fornuftigt, da følelser og impulser er uvæsentligt i jagten på velstand. Vi kan jo trods alt ikke være frie og spontane, hvis vi skal fungere.. Så risikerer vi jo, at de fremmede voldtægtsmænd vinder! (?)

Tilbage ved bordet kunne vi alle se svaret uden at besvare spørgsmålet. Det er nemlig ikke hvordan vi besvarer det, men hvordan vi finder et nyt spørgsmål. Et spørgsmål der ikke handler om hoved eller røv, men om frihed og passion. Ej heller om voldtægtsmand og -offer, men om et voldtægtssystem! Først når vi kan skelne elskoven fra voldtægten, kan vi begynde at forholde os til os selv og skabe sunde forhold. At skabe når man keder sig, snarere end at kede sig når man skaber. Det må være essensen af det der skal komme..

Jeg synes det er dumt at bruge ordet "forpligtigelse" om noget som helst. "Pligt" - lyder det rart? Nej, vel?

Hvis du er forpligtiget til at holde dig clean, besøge din mor, stå op og tage på arbejde - så er det ikke sjovt.
Hvis man drejer tingene 180 grader til "ønsker" eller "mål" - så bliver ens mindset ændret.

Pligtfølelsen tror jeg altid vil forekomme, men at, det "voldtagede foretagende" ofte har en karakter af pligt, da den er ufri (eller med trussel om fattigdom og i sidste ende fængsel).

Det er befriende at skrive uden en modtager, men med en modtager alligevel.