Nu er det jo ikke alle der har gave for rim og rytme, nogen af os er jo så kedelige at vi bare skriver med de samme gamle ord som alle andre. Tænkte at jeg ville lave en tråd for alle der har en lille historie at indsende, og jeg vil selvfølgelig selv lægge ud!
ERIKPå gaden går Erik. Hans kone forlod ham for en advokat. Hans kone er nu i et kraftigt misbrug af smertestillende piller. De er på recept, så hun lader som om hendes ryg smerter. Erik har aldrig en promille på nul, og for aldrig at vågne ædru, sover han tre gange om dagen. Han vil ikke vågne ædru, fordi det at være ædru betyder at kunne huske. Minder er alt hvad der foregår for ham, og han drukner dem i øl og vin på karton. Han skråler ad fremmede han møder på vejen, for de er fremmede. Erik har kun sig selv. Hans kone var hans første og sidste kvinde.
Pludselig, fuldstændigt uden at tænke sig om, hvilket han i øvrigt aldrig gør, drejer Erik rundt om et hjørne, og stopper fuldstændigt.
Eriks ansigt bliver oplyst af alle lysene. Gran, gran, masser af gran, pakket ind i dekorationer så fine at de er en gave i sig selv. På toppen af træet står en engel og holder øje. Hun smiler til Erik. Erik taget et enkelt skridt, så to, og til sidst tager han så mange som han vil. Erik går helt hen foran træet. Der ligger pakker under det. Rundt omkring står en masse fremmede. Erik kender dem ikke, men de kender Erik. Erik har snakket med dem alle sammen, og kastet en flaske efter dem som afskedsgave.
Ved siden af Erik står en kvinde, hendes gyldenbrune hår er tildækket delvist af sneen som falder blidt. Hendes jakke ville flagre hvis det blæste, for den er lang. Hun står med en pakke under armen. Hun bøjer sig ned på knæ, og lægger den under træet.
”Hej Erik” siger hun. Erik vender sig fortumlet rundt imod hende, og stirrer ind i hendes brune øjne. I dem ser han intet andet en menneskelighed.
”Gaverne er til alle dem der ikke kan fejre jul selv” siger hun til ham. Erik kigger ned på gaverne. Er der virkelig så mange der ikke kan fejre jul selv? Han kigger op på kvinden igen, som smiler til ham.
”Har du ikke nogen gave med?” spørger hun ham. Erik kigger hende ind i øjnene, og føler sig pludselig flov. Hans blik flakker, han prøver ikke at se hende ind i øjnene. Da han endelig gør smiler hun stille ad ham. Hendes tænder er hvide.
”Det er okay” siger hun, med en stemme så blid at den ikke engang får snefnuggene til at blafre. Hun tager en pose op som hun havde haft i den anden hånd, og rækker hånden ned i den. Op hiver hun en lille pakke, som er pakket ind med rødt og gyldent papir. Hun rækker den frem til Erik.
”Vil du ikke lægge den under træet?” spørger hun ham venligt. Erik kigger ned på pakken, op på kvinden, og så på pakken igen. Hans øjne fyldes med tårer, som bliver kolde før de rammer jorden. Pludselig kan han ikke engang mærke de øl han har drukket idag, og heller ikke flasken i hans hånd. Flasken falder til jorden, og Erik ser den aldrig igen. Han rækker hånden frem, og tager pakken som kvinden har rakt ham. Hun smiler bredere.
”Det er farvekridt, jeg håber det er et barn der får det” siger hun. Erik nikker, og prøver at smile. Det er længe siden han har gjort det. Han kigger ned på pakken i sin hånd. Tør han lægge den under? Han vender sig imod træet, og går sagte frem. Han ryster af kulde, men han er ligeglad, og på en anden måde end han plejer. Han lægger pakken under træet, og da han går et par skridt tilbage og ser på den, er det som om den stråler. De stråler alle sammen, hver eneeste lille stykke gavmildhed i fint papir stråler op til Erik. Og det ramler ind i ham, overvælder ham, og erobrer hans hjerte for evigt. Han går tilbage ved siden af kvinden. Hun smiler til ham, og han til hende.
Den dag kom Erik hjem.
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
