Psychedelia.dk

igen belemres folket med kvak og kvækkeri, versågod, en amfetemineret knæk typo

En storby et sted i Frankrig bor der en gruppe unge anarkister, de lever på må og få rundt i gader og gyder, de hygger sig godt med anerkendte piratshows og fiskestænger. De fandt sig nogle huse – rullende huse, huse der trillede dovent som kolosser på to store skinner, frem og tilbage imellem en flybase og et industrikvarter nede ved havnen. Nede på havnen var også et karneval, et stort tivoli med sæler, candyfloss, hugtænder, kærlighedstunneller i forfald, glubske hunde med fråde om munden, måbende savlende og mumlende sprittere, halv fortærede døde måger. Manden ved candyfloss-maskinen er en tyndt ranglet forsovet type med fortænder som en rådden hund, han har en omvendt, rød, kasket på som der står ”Zorro” på. Når folk kigger væk hælder han smuldret glas pulver ned i blandingen så folk bløder fra rundt om hele munden helt ned igennem maven hvorefter det som et resultat af dette drypper ud af en endetarm. De ligner klovner, ja - hysteriske klovner ligner de med deres ligblege skindødhed og sygelige, naturtro røde sminke. Om eftermiddagen er de brede tivoli-torve fyldt med mennesker, især søndag eftermiddag, der kommer alle de nybagte fædre, ranke, stolte og helt nøgne. Det eneste der ikke bliver blottet er deres kønsdele, da det jo er der de søde små er placerede, ja, der dingler de hysterisk skrålende spædbørn spiddet som grise, fædrene med enorme smil, er nogle eller noget ikke i orden, gestikulere de retfærdigt for deres privilegium.
Jeg ligger i en ruin i en af kolosserne i et værelse med tapetet revet ned af væggene, en stikkende skarp og varm 100 watts pære stråler midt i loftet, fluer og biller summer desperate omkring den, indtil de til sidst bare falder til jorden med et stumt, lille, bille knæk. Det eneste at syne ud af den gule olierede rude er enorme plamager af gråt stof der på organisk vis bobler og ruller, hurtigt, ind og ud af sig selv snurrer denne våde masse.
jeg ligger på en gammel sprut og organ-væske befængt gammel sprukken madras med en skøge. Der er et lille natbord på min side af sengen, der står et tomt forkalket glas. Kakerlakkerne klikker klistret og køligt hen over maven på mig imens jeg sukker.
Den søde kælling rullede langsomt som en dopet, hen imod kanten af sengen, rejste sig op og begyndte at vralte rundt på hendes lange stænger, frem og tilbage, da hun pludselig beklagede sig ”mine ben de er så grimme”
”ne-ej da” sagde jeg åndsforladt, og det mente jeg også - lige indtil jeg så hende, men hvordan kunne jeg ikke have bemærket det før nu!? Hun var jo et regulært misfoster. Hele hendes underkrop var som syet sammen, der var store ar efter hvad der lignede en tur hos den gode doktor Frankenstein. Hun satte sig ned oven på mig og bad mig holde hendes ene ben og strække det bagud, og der lå vi så i en flot og akrobatisk stilling. Jeg blev vildt ophidset, huden på hendes ben var af et slags plastisk stof, som havde de byttet hendes hud ud… måske havde hun været i en alvorlig brand ulykke. Hendes patter var som to perfekte og runde halvkugler med spidse og farvede vorter, jeg suttede på dem ihærdigt og opdagede at de var fyldt med luft, ligesom når man trykker på en to liters soda flaske. Bare de var langt blødere selvfølgelig.
Efter lange hede stunder i det trillende røde palæ tog vi på kaffebar og plattede os til en mocca. Den smager af vellyst og gode stunder, skønt man ikke kan huske nogle. Vi vandrede byen flad med sække slæbende bag os, sække fyldt med tøj og skrammel, vi slæbte det helt ned på pladsen ved det store pariser hjul, nede på pladsen kører metroen, der er til tider markeder, men om lørdagen er det en stor øde plads, og om lørdagen sidder mexicanerne så og flotter sig med deres hunde og dopede kvinder, de snakker om krystallerne, de rene sager, penge, de sælger og køber næsten alt hvad man kunne tænke sig. Tit og ofte har jeg i nødens tid tyet til småkriminelle handlinger og har fået udkommet vekslet hos de gode mexicanere, selvom de altid giver en underpris for alt. De mennesker der sidder her er alle en del af den sociale risikogruppe og er alle stort tyngende for det elskede demokrati der er i livlig symbiose heromkring.
Nogle aftener kommer der studerende og køber tjald, vi sidder længe og chatter tabu og kliche´isk, er min tunge skarp den aften bliver jeg inviteret med til fest, eller, en kop kaffe.
Adskillige uger og måneder spildtes da en dag jeg kom gående med mit, Frankensteins monster, rundt nede på den store gå gade i midtbyen. Der går en stor flod igennem byen, kommer oppe fra bjergene, vandet er is blåt, og er til at svømme i. Henover floden går der 3 store broer hvor bilerne summer frit. Her har vi stået og råbt ofte, råbt og skreget i megafoner profeterende med vores kvak profetier – de lytter sjældent med kække grin eller småmønter, jeg hader denne by…

Naffas Jore Hope Belgamia Rock Bloody Hurt N´ Horror