|
Der står altid en mand der tygger med excentriske smaskende vibrerende kæber, sitrende ødelæggende smagende på en impulsiv døds fornemmelse
Han længdes efter den skjulte rød polstrede sandhed, (OOOH! - - DEN SANDE SANDHED!) som en såkaldt ”Refleks”, Ryster hele det erogene mundtøj – sitrer i indgående Sult, Jagende i forbifarten
Uden en endelig betydning – en ublottet egentlig mening.
Kun disse tirrende Symboler-
Kun de hersens Forhånende evigt tilbagevendende ”Menneskelige” Tilbøjeligheder-
Kun den Flammende, opløste fornemmelse af en potentielt fremtidigt sikret Troskab og Viden.
Og nu - en Sofistisk bemærkning;
”Mennesket i sit S kæmper bravt en tabt kamp, vil gøre alt, alt andet end blot leve, de utallige undskyldende bemærkninger for vores vedholdenhed, vi vil alt andet end egentlig blot at leve, og dermed, er det vi virkeligt higer imod er… døden…”
Lyt blot lam, for dette er den forjættede cyklus:
SYMBIOSEN
Organismens Negativer Kalder Skraldgrinene. Den forlanger Kompensering, Redegørelse af den mystiske dej.
Kæber vibrer nervøst i ressonante Utakter
Knoer med udspilede årer, tydelige pulseringer.
De Dødsangst ansigter – øjne af mælkepløret glas, stramme læber, ører og ben, stive som selvkarikerede, For jav´ede (forjagede) i forbifarten
Kødets røde, vekslende porer stråler skiftende Pink og Grå – tonede, torterede nuancer. Med aroma af Røv LORTPIS!Q”!
|
Log ind
Tilmeld
OSS
Søg
