Psychedelia.dk

Vil simpelthen poste alt mit lucy smadadr.... kan ikke stave til det ord jeg tænker på at vil sige... eller siger...

Here goes

Arve-Skrig

Kamikaze styret, over eksponeret, eksploderet i en søjle af vrede.
Uforståelig nedbrændingsproces, luk din kæft, du uden respekt.
Frembruds forvirring, sleskabs regering, total degradering, ego mundering.

Mennesker hinanden tester, bruger og suger, tar energien i det sidste.
Medløbere, fucking lorte køtere, købt og solgt af dødens høkere.
Så det straks, fanget i et net, som en laks, fisk forbi alle ti.

Cykler afsted i verdenen, sammen med Hoffmann definerer jeg smerten.
Kronisk synkroniseret hjernemassage, det ik slut nej, starter ravage.
Danser i himlen med ilden under mit sind, følelseskoldt gevind.

Farvede prismer springer frem som krystaller, bedøver min sjæl, i de mørke haller.
I trance, har aldrig haft en chance, sygelig dekadent, tag mig hjem.
Lad os trampe, stampe og præsentere vores hjerne, for den nærmeste stjerne.


Føl dig endelig fri til at kommentere...

me like

_________________
Corporations cannot commit treason, nor be outlawed, nor excommunicated, for they have no souls. ~ Sir Edward Coke

Det minder visse steder lidt for meget om rap til mig. Derudover kunne det være bedre hvis de psykoaktive elementer blev forklaret med et mere fortryllende, magisk sprog fremfor det nærmest manisk direkte sprog du anvender. Derudover bryder jeg mig ikke om bandeord i digte. Man kan selvfølgelig sige, at du forsøger et magisk sprog, men synes ikke rigtigt du opnår det. Måske grundet rytmen? Tja, hvis du satte digtet op anderledes ville også rytmen blive anderledes. Altså færre lange sætninger og mere linjeindeling.

Prøv at læs Blå Bror og Sorte Huller af Ib Michael, så kan du se hvad jeg mener med magisk sprog. Og i visse afsnitte manisk.

And: Jeg kan godt se hvad du mener...... Men der var intet fortryllende over min genfødsel på syre, ikke den weekend, det var først her i weekenden, holdte hånd med lucy i flere døgn, det var så fortryllende og når emma er færdig med at eftersmadre mig, så kommer der måske en fortryllende historie om supernovaer der kæler for min sjæl, eller også kommer der endnu en freakhistorie om en dans med de brændende dæmoner, eller måske en historie om en enkelt dag i paradisets have. Det ikke til at vide, lucy har så mange ting at fortælle.

Poster lige digtet som mit citat er taget fra.... har citeret mig selv.... se det ægte EGO:D

Splittet Øjeblik

Med en hurtig bevægelse, øjet skylles væk
finder vej til stedet hvor alle var, observation? minder
dansen som aldrig skulle stoppe, hurtige trin, forbi
farven, musikken, fortsatte, blot jeg forsvandt.......

en sidste magisk bevægelse, et sidste kosmisk suk
euforisk ballet, dynamisk monotont, føler mig hånt
som et flash fra et dårligt trip,føles forladt, for sent?
sidder her og tænker nu, åbner op mit øje du

Under det hele, lystens plateu, svært at forstå?
Føles grå.........! ikke til at forstå, hvem lod os gå?
Lad den forvredne torden tale, bøj lyden med dit hjerte
definer hvad den er, påfør den din smerte.......

Og så lidt lucy sandhed...

Forglemmigej

Sidder her og savner, nærvær og varme, det som gi´r livet charme.
Mistede 20%, 27 delt i 5, mistede et hjem, det ska man glemme?
Den del af mig, der mistede dig, forskudt, phaset ud, det slut.
Kommer aldrig mere hjem igen, det for sent min ven, eller fjende?

Lange år i lykke og smerte, mange år til at hærde mig, fjerne dig.
Er det så slemt at være dig, at du ikke kunne støtte mig? forrådt.
Lettede ultimativt, erklærede at det var dig, der var mit liv.. massivt!
Troede du mente det samme, men nej, var allerede en gammel flamme.

Ved jeg har såret dig, ligesom du har såret mig, sådan er forhold.
Er altid blevet venner igen, har klaret alt sammen, kæmpet sammen.
Troede aldrig du kunne skade mig, for jeg har aldrig skadet dig.....
Ville have gjort alt, men ik endnu, for harmoni i livet, ved hjælp af dig.

Men du dræbte mig, mit hjerte, mine følelser for dig, nuklear destruktion
Fik mig til at stole på dig, bare for du ku snigmyrde mig, fucking hoe.
En gang mere vil jeg snakke med dig, derefter vil jeg ikke engang hjælpe dig.
Forstår ikke meningen, troede jeg kendte dig, du ikke længere pigen, for mig.

Mjaeh.. Det er bedre! Din stil passer helt klart bedst til det sidste digt, skønt dette godt kunne bruge lidt mere mani og aggresivitet. Lad være med at holde dig til ét tempo; lad det variere, det inddrager bedre læseren som lettere kan identificere sig med din tekst. Det er jo ingen regler om et trivielt mønster som man kender det fra popmusikken, så gør det mere sprogligt spændende! Leg med sproget

He he, har nu ikke nogen speciel stil, men kan da lige smide noget af mit gamle lucy pladder op.....
Det er lidt anderledes, men det jo klart.....

Mørkets dronning

Midt i natten, skriget fanger mine øjn,
Den anden side venter indeni mig,
Myriader af fordømte sjæle spejler sig i min eksistens,
Lyt til mine bønner, jeg vil dø før det er slut,
Bag skyggerne, utydeligt med mine øjne,
Madet med løgne fra ildets hjerte,
Sæt mig fri fra den sanseløse smerte,
Rødt farver min iris sig, da jeg ser hende,
Mørkets brud står ved min side,
Uvejeret raser i mit låste sind,
Kæder vikler sig omkring mine sanser,
Blottet ligger jeg for hendes fødder,
Tentakler berører min hud.
Ilden tændes i mit hjerte, hvad er dette,
Mørket krystaliserer sig i min rygrad,
Fortabte krigere løslades fra hendes tanker,
Stormen hvirvler dødens støv op,
Stille ligger hun sig ved min side, betragter mig,
Berører mit indre igennem min krop, smerte
Kulde breder sig i min krop, støvet ligger sig,
Biddet nærmer sig, fortæret rejser jeg mig op,
Med nye visioner strækker jeg mig ud, observant,
Skuer ud over jorden, eller den som var,
Deprimeret falder jeg tilbage, døende som jeg er!!!!!!!!!!!
--------

Pågrund af solen, Dør vi.

Under solen ser jeg himlen, som en stjerne i rummet, lyser jeg op i mængden - og dog!
Lyset svækker mig - er jeg barn af det mørke og utilgengængelige? - eller lever jeg i en illusion?
Nægter at føle - for det gør mig svag - dog giver det mig styrke - uforståeligt?
Oceaner af melankolske tanker løber stille igennem min hjerne - hvad er dette? - LIVET????????

Umuligt - hvis man så alt som perfekt - lever man i den sande illusion - skabt af DEM!!!!!!
Kærlighed - Had - er ikke andet en synonymer for smerte - hvilket helvede - eller?????
Uforklarligt at en følelse er starten til alt - tænk selv - hold op med at være blind!!!!!
Den blinde vil lide evigt - er det så at elske eller hade? svar mig, for jeg ved det ikke!!!!!

Stadig vælger flere og flere at leve i illusionen - taber dem selv i mængden.....
Muterer til blinde skabninger - dog stadig vågne nok til at hade os andre.....
Selvom vi et sted er som dem - benægter de os - ser os som bunden - draget?????
Troen på livet - eller stien - er fastlagt af dem - jeg nægter for jeg er min egen!!!!
---------
Og lige et sidste

DEJA VU

Udenfor alt, står jeg, socialiseret, civiliseret, en gruppe.
Alle er søde og lukkede, ingen chancer er der her, deja vu.

Omkring mig, udenfor alt, lyserøde skyer.
Over dødens by svæver de og giver liv.
Tilværelsen flyder med en stædig strøm, deja vu.

Lyserøde skyer, brygget af minder, sødet med liv.
Under den røde himmel, de svæver, sammen.
Som nye mennesker handler, skal de gamle leve.
Orkaner af varme følelser løber gennem min hånd, normalt, deja vu.

DEJA VU

I Midten af alt, står jeg, ensom, alene, forladt.
Alt er mig morbidt åben, alle chancer er her, deja vu.

Omkring mig, i midten af alt, brændende træer.
Op af livets stammer slikker de dødes flammer.
Eksistensen forandrer sig melankolsk forkert, deja vu.

Brændende træer, bygget op af menneskelige sjæle.
Mørke blå flammer af et andet livs solopgang, fortærer dem.
Som gamle mennesker handlede skal nye mennesker leve.
Tropisk frygt rejser gennem min indre ånd, uforståeligt, deja vu.

DEJA VU

I Midten af alt, sidder jeg, sammen med sjæle, nydelse.
Alle er mig åbenlyst venlige, noget gemmer sig, deja vu.

Under mig, i midten af alt, åbner hullet sig.
Tusindfold fordærvede følelser vælter op i mig som et narkotika.
Rushet bliver mig for stort, deja vu

Hullet, dannet af min egen eksistens og fornemmelse.
Rushet, som eksplosionen af tusinde neutronbomber.
Forlader min krop hullet og slidt, er jeg døende.
Ujordisk lykke trænger gennem min sjæl, deja vu

Er jeg død? DEJA VU
Er jeg levende? DEJA VU
Eksistere jeg? VIRKELIGHED?
Er jeg væk? DEJA VU

DEJA VU